Interview
Læsetid: 7 min.

Jonathan Safran Foer om valget af Trump: ’Det føles som en helt anden verden i dag’

Hver morgen i de sidste to uger har den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer tændt for nyhederne og tænkt: det her sker faktisk. Valget af Trump har fået forfatteren til at gentænke sit ståsted i verden, sit næste bogprojekt – det har gjort ham til aktivist
Da ’Her er jeg’ udkom for godt halvt år siden, var Jonathan Safran Foer i store træk tilfreds med det USA, han bor i. Det er han ikke længere.

Da ’Her er jeg’ udkom for godt halvt år siden, var Jonathan Safran Foer i store træk tilfreds med det USA, han bor i. Det er han ikke længere.

Kultur
4. februar 2017

Det er kun et halvt år siden, jeg sidst interviewede den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer om hans dengang helt nye bog Her er jeg. Det var en 35-grader varm, fugtig dag i august i Foers overklassekvarter i Brooklyn, New York, og vi spiste tomatmadder på en café med den slags møbler, hvor malingen med vilje skaller af på den rustikke måde.

Dengang var der ingen tvivl hos Jonathan Safran Foer. Alt var godt. Alarmisterne kunne godt slappe af, for Hillary Clinton ville blive den første kvindelige præsident i USA – og Trump? Han ville om få år være en glemt fodnote, en tragikomisk mellemregning. Sådan gik det som bekendt ikke. Og det har forandret den 39-årige forfatter, som jeg denne gang møder i København.

»Det føles som en helt anden verden i dag, end det var i august,« siger han.

I Her er jeg beskriver Foer karakteren Jacob, en magelig familiefar, der bliver stillet over for et episk valg: om han i kraft af sit jødiske ophav skal drage tilbage og kæmpe for Israel, der lige er gået i krig.

I august sagde Foer til mig, at moderlandets krise tvang karakteren Jacob til at gentænke sit ståsted i verden, sin identitet. Derfor spørger jeg nu, om mennesket Jonathan Safran Foer ligesom karakteren Jacob har gentænkt sit ståsted i verden, efter Trump kom til magten?

»Ja. Jeg tænker meget over, hvad jeg kan bidrage med, hvordan jeg kan føle mig mindst muligt nytteløs og ineffektiv,« siger Foer, der dagen efter indsættelsen af Donald Trump var med til kvindemarchen i New York City.

»Helt basalt er jeg startet med at deltage i protester, og jeg har ringet til min senator og kongressmedlemmerne. Men jeg vil også bruge dén jeg er, og jeg er jo forfatter mere end noget andet.«

Før var jeg anderledes

Det var egentligt meningen, at Jonathan Safran Foer skulle skrive en bog om teknologi. En bog med lidt samme overskrift som det essay, han skrev til avisen the Guardian i december: Teknologien gør os mindre: jo tættere, vores fingre kommer på skærmene, jo mere har vi at tabe. »Jeg troede meget på projektet og væsentligheden af det, men nu virker det som et forkert sted at lægge sin energi,« siger han.

Til spørgsmålet om, hvordan en potentiel Foer-bog, der indfanger kernen i Trumps USA, skal drejes, laver han en grimasse: »Ja, hvordan? Dér har vi problemet. Hvordan skal jeg skrive sådan en ting uden at være prætentiøs, elitær, nedladende og hyklerisk? What are we to do?« spørger han, tøver et øjeblik og kigger så begejstret op: »Dét er en god titel. What are we to do

Førhen var Jonathan Safran Foer ikke typen, der gik på gaden og protestede over politiske beslutninger med bannere og paroler. »Hvad var der overhovedet at protestere imod?« spørger han og smiler.

Jeg giver ham en mulighed: Hvad med Obamas droneangreb på civile pakistanere?

Han trækker på det. »Nej. Jeg var slet ikke sådan en person. Det, der har forandret sig for mig, er skalaen af problemet, synligheden af problemet, den akutte brændende fornemmelse af problemet.«

Problemet, han her taler om, er naturligvis Trump, der tiltrådte som præsident i januar.

»Hver morgen i de sidste to uger er jeg vågnet af en god drøm, jeg har gnedet søvnen ud af øjnene, tændt fjernsynet og fået det samme chok som dagen forinden: Shit, det her sker faktisk«.

Amerikanere forføres af karisma

Jonathan Safran Foer er venstreorienteret. Et jødisk kulturikon i USA, en af landets mest berømte, nulevende forfattere med bestsellere som Alt bliver oplyst og Ekstremt højt og utroligt tæt på med dertilhørende indbringende salg af filmrettigheder bag sig. Han er overklasse. Og netop derfor føles det vanskeligt for Foer at skulle diagnosticere Trumps USA og fortælle underklassen, hvad den skulle have gjort anderledes. Hvad den i virkeligheden har behov for.

»Vi sidder her på Hotel Admiral ved kanalen i jeres smukke by. Vi har fået kaffe og morgenmad, og vi behøver ikke bekymre os om, hvordan vi skal brødføde vores børn,« siger han.

Det er ifølge Foer USA’s fattigdom og betændte klassesamfund, der har ført til Trumps sejr. Den tidligere reality-stjerne har talt lige ned i underklassens frygt og desperation og givet dem en fjende: de fremmede, der stjæler deres job.

»Som amerikanere har vi altid fejret vores forskellighed eller i det mindste bare været ligeglade med den, men Trump er lykkedes med at sætte den som en negativ dagsorden,« siger han.

Kunne man ikke argumentere for det modsatte, at Trump er resultatet af et polariseret samfund, en simrende og stædig racisme, spørger jeg ham:

»Nej. Jeg tror på ingen måde, at vi sidder på en tikkende bombe af racisme eller nationalisme i USA. De amerikanere, der har stemt på Trump, er hverken racister eller ignoranter, de har bare langt om længe følt sig set. For første gang i årevis. Trump har som kandidat talt direkte til dem, og i USA er det den bedste kandidat, der vinder – ikke den bedste politiker eller det bedre menneske,« siger Foer.

Amerikanere lader sig forføre af karismatiske ledere i højere grad end af ideologi og politik, siger han og bruger Barack Obama som eksempel:

»Først var det Obama, en afroamerikansk præsident, og nu er det så Trump, en mand der nærmest tror på hvidt overherredømme.«

Og fordi det amerikanske samfund ikke er styret af racisme, men af stærke ledere, er der masser af mennesker at mobilisere til modstanden, hvis man forstår at sælge budskabet, påpeger han.

»Potentialet for civil ulydighed og modstand er derfor kæmpemæssigt lige nu. Dagen efter valget gik jeg og drømte om, at alle kvinder var blevet hjemme fra arbejde. De skulle bare have strejket og sagt til Trump, at hvis ikke vi bliver behandlet som førsteklassesborgere, så vil vi slet ikke tage del i statsborgerskabet. Det ville have været en opsigtsvækkende og betydningsfuld aktion, som var lovlig og ikke-voldelig.«

Hastigheden er vores held

Når denne artikel udkommer, er det præcis to uger siden, Donald J. Trump blev indsat som USAs 45. præsident. For hans modstandere kan det dog føles som længere tid, fordi præsidenten allerede har underskrevet en række sensationelle dekreter. Men hastigheden med hvilken, Trump rykker rundt på møblerne i Det Hvide hus og USA, kommer kun oppositionen til gode, siger Jonathan Safran Foer:

»Det er ufatteligt dumt af Trump at handle så ivrigt og underskrive et hav af dekreter på ingen tid. Os, der står udenfor, ser, at vores land forandrer sig drastisk. Det efterlader os med en følelse af, at landet er i undtagelsestilstand,« siger han.

Trumps stærkeste våben ville derimod have været, hvis han stilfærdigt var gået til værks og på den måde fremstået som en ganske almindelig præsident, siger Foer:

»Hvis hans embede virkede normalt og mindre forhastet, ville vi ikke se så mange mennesker på gaden. I sin iver efter at forekomme handlekraftig, mobiliserer han i disse dage en enorm modstand. Og det er fantastisk. På den måde bekæmper han sig selv.«

Det samme gør sig gældende med hans internationale alliancer, siger forfatteren:

»Vi har set en amerikansk præsident, der formår at gøre Australien vred.« Foer griner. »Det er komisk, men også heldigt, for Trump kunne sagtens være lykkedes med at liste alle de store globale spillere mere til højre, men lige i øjeblikket skaber han mest bare fjender, der ikke vil arbejde med ham om hans agenda.«

Ingen erfaring med håbløshed

Iblandt de mange dekreter, Trump i den seneste uge underskrev, fik hans indrejseforbud for syv hovedsageligt muslimske lande mest omtale. Det er også dét politiske fremstød, der har gjort mest ondt på Foer, fordi dekretet indebar et forbud mod indrejse for syriske flygtninge på ubestemt tid.

»Især forbuddet rammer den amerikanske ånd hårdt, for vi er et land af immigranter, og det er decideret uamerikansk at forbyde en specifik gruppe af mennesker at komme ind,« siger Jonathan Safran Foer, der selv er barn af jødiske immigranter, der kæmpede sig til et privilegeret liv. »De er den amerikanske drøm, som vi så ofte hører om. De er en grund til at tro på den fortælling, og de er blandt andet grunden til, at jeg er sådan en stor optimist på vegne af mit land.«

– Er du på gaden om et år, når alt virker mere roligt, og Trump ikke underskriver opsigtsvækkende dekreter flere gange om ugen?

»Det håber jeg. Jeg vil være på gaden, så længe det er nødvendigt. Men min generation skal lige finde sig til rette i denne modstandsform. Selv med George W. Bush som præsident, var der en tro på, at USA nok skulle komme til sig selv igen. Folk i min generation har simpelthen ingen erfaring med at føle sig håbløse.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her