Læsetid: 5 min.

’Man kan ikke leve med den brændende erindring’

For den sydafrikanske kunstner William Kentridge er foranderlighed et grundvilkår, der er til at få øje på – både i landskabet omkring Johannesburg, hvor han bor og arbejder, og i hans legende, tværmediale værker
Erindring er en stor del William Kentridges værker, siger han. Her står han foran et af dem på Louisiana.

Erindring er en stor del William Kentridges værker, siger han. Her står han foran et af dem på Louisiana.

Nanna Navntoft

24. februar 2017

Den sydafrikanske kunstner William Kentridge ynder at kokettere med, at hans tværmediale kunst er en konsekvens af hans fiaskoer.

For han formåede hverken at rendyrke sine evner inden for politologi, kunstmaleri, skuespil eller filminstruktion. Istedet har han igennem flere årtier skabt værker, der blander stumfilm, cabaret, opera, animation, religiøse processioner, tegning og politisk historie.

Under overskriften Thick Time viser Louisiana for første gang i Danmark en stor retrospektiv William Kentridge-udstilling.

Men det er ikke kun de personlige ’fiaskoer’, men også det sted, han kommer fra, der har formet hans kunst.

Kentridge bor og arbejder i Johannesburg, hvor han i 1955 blev født som søn af to hvide borgerrettighedsadvokater, og hans værker bærer præg af det sted, de er lavet, og dets historie.

De skift og forandringer, modsætninger og paradokser, der har præget Sydafrika både under og efter apartheid har for William Kentridge gjort tvetydighed, usikkerhed og foranderlighed til nogle af de mest iøjnefaldende kvaliteter ved verden omkring ham.

Værkerne på ’Thick Time’-udstillingen fokuserer på William Kentridges særlige brug af filmiske og dramatiske virkemidler til at skabe medrivende og suggestive rum.
Læs også

»Johannesburg er en ung by på kun 130 år, som altid er blevet beboet af folk udefra, der kom på grund af guldminerne. Den har ikke sine egne traditioner, kun importerede, halvt forståede genskabte traditioner, kulturen i Johannesburg har altid været en bastardkultur, hvor forskellige ting blev blandet sammen. Det påvirker den måde, man ser resten af verden.«

Jeg spørger hvordan, og Kentridge forklarer, at kolonihistorien og den velstand, den har genereret for Europa og USA, er svær at se bort fra. Han taler om grådighed og hykleri og om at have en mere veludviklet forståelse for livets skrøbelighed, end man typisk har i Europas eller USA's middelklasse.

– Hvordan kan man se det lokale komme til udtryk i dine værker?

»Det er givet, at ting omkring en er foreløbige og konstruerede. Man ser det også i selve landskabet omkring byen og i dens struktur. Bjergene omkring Johannesburg er menneskeskabte og ændrer sig i takt med minedriften. Det er som et levende stykke animation. Man går ud fra, at bakkerne i den sydlige ende af byen er der for evigt, men så finder man en måde at udvinde guld ud af jorden, og de forsvinder i løbet af to år, som når man sletter kul. På den måde har byen og dens natur påvirket mekanikken i mine værker, og hvordan de bliver lavet.«

Aflejrede øjeblikke

William Kentridges animationsfilm er netop kendetegnet ved at være tegnet med kul, der hele tiden slettes for at give plads på papiret til det næste billede i filmen. På den måde udspiller hver scene sig på det samme stykke papir, hvor de slettede billeder efterlader mere eller mindre tydelige spor. Hvert øjeblik overskrives af det næste, men aflejrer sig også.

Sådan har William Kentridge arbejdet med animation siden slutfirserne, hvor han påbegyndte serien 9 Drawings for Projection, der også kan ses på Louisiana. Det er den ophobning af øjeblikke, der har inspireret til udstillingens titel Thick Time.  

– Er det rimeligt at sige, at den måde, du animerer dine film på, mimer den måde, erindring fungerer på, hvor minderne overskriver hinanden?

»Erindring er en stor del af mine værker – og hvordan erindringen forsvinder. Det er både en personlig og en historisk erfaring. Og det er både et tab og en gevinst. Man kan ikke leve med den brændende erindring, men det er også et tab, når den klarhed, erindringen indebærer, falmer.«

– Samtidig er mange af dine værker ret nostalgiske i deres form …

»Der er to slags nostalgi: Den, hvor man f.eks. længes efter den mad, man fik som barn, og forsøger at genskabe den ud fra en længsel efter fortiden. Og så den nostalgi, som er en fornemmelse for de ideer og tanker, der er gået tabt hen ad vejen, og forsøget på at gå tilbage og hente dem. Øjeblikke af klarhed, man har haft i løbet af sit liv. Utopisk tænkning, der fandtes for 100 år siden og virker umulig nu, men stadig efterlader et tomrum. Al tænkning involverer nostalgi, fordi al tænkning refererer tilbage til andet foregående.«

Kontrol over andres tid

Værkerne på udstillingen – store installationer med film og mekaniske skulpturer, indrammede billeder, animationsfilm og skulpturer – er rige på kunsthistoriske, kolonihistoriske og videnskabshistoriske referencer. William Kentridge sætter sig ikke for at håndtere Sydafrikas store politiske spørgsmål direkte.

Det ville være fjollet, siger han, for han bekender sig til en åbenhed og en grundlæggende tro på altings usikkerhed. Kentridges arbejdsproces er langt mere afsøgende og ofte kollektiv, når han i samarbejde med scenografer, kostumedesignere, skuespillere og musikere skaber film og performances.

»Der skal være en åbenhed over for det, de har med. De står ikke bare til tjeneste for min vision. Det er en vision, der bliver forhandlet med de muligheder, samarbejdspartnerne giver – de evner og de passioner, de har.«

Den store videoinstallation Refusal of Time, som Louisiana har købt til sin samling, er opstået ud af en et samarbejde med videnskabshistorikeren Peter Galison, der har studeret Einsteins tidsopfattelse op til udviklingen af hans relativitetsteori. Samtidig peger værket på den vestlige organisering af tid som en måde at regulere verden på.

»Mit arbejde foregår i studiet, hvor jeg stille og roligt finder forbindelser mellem forskellige forhold. Jeg er interesseret i de ting, man tager for givet og betragter som naturlige, men som faktisk er konstruktioner. Det virker normalt at have 24 tidszoner kloden over, men den konstruktion er kun 120 år gammel‚« siger han.

»Da man koordinerede urene i de forskellige dele af Europa, havde det med industriel jernbanedrift at gøre, men også med at holde styr på tiden i kolonierne ude i verden. I det 20. århundrede blev urene rundt omkring i Europa en af de centrale metaforer at tænke igennem for Einstein i udviklingen af hans relativitetsteori.«

»Jeg er interesseret i de metaforer, fysikken benytter sig af. Fysikere må beskrive verden med metaforer, som både peger på forholdsvis abstrakte naturvidenskabelige indsigter og på mere simple menneskelige forhold. Einsteins metaforer opstod ikke ud af intet, de kom fra et konkret behov for at organisere verden i den periode. Når man tænker over, hvordan tid koordineres i Europa, er det også et spørgsmål om, hvilken autoritet og kontrol, man har over andres tidsfornemmelse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu