Studiet i nordisk litteratur er en guldalderkonstruktion bygget på en oprindelsesmyte om en middelalderlig fælleskultur som arnestedet for de respektive landes nationale identiteter.
Ægteskabet mellem Norden og litteraturen er begrundet i en 250 år gammel forestilling om, at litteratur, sprog og kultur om noget er intimt forbundne.
Sammenstillingen ’nordisk litteratur’ forpligter således litteraturen på kulturen og omvendt. Man spørger ikke til litteraturen per se, men til litteraturen i en bestemt kultur, og til hvordan denne kultur kommer til udtryk i litteraturen.
Som i ethvert andet ægteskab sker det ikke uden omkostninger. For så vidt som kunst kan betragtes som en modstand i kulturen, uskadeliggør manøvren i nogen grad litteraturen forstået som sprogkunst, samtidig med at den gør kulturen overordentlig litterær.
Ved nærmere eftersyn viser det sig, at kulturen optræder i skikkelse af nationen. I de cirka hundrede år studiet af nordisk litteratur har eksisteret på danske universiteter, har der altid hersket denne skævhed mellem idealet om det danske som indlejret i det nordiske og så forskningen og undervisningen inden for området, der altid har været meget mere dansk end nordisk.
At læse nordisk litteratur har betydet, at man læste dansk litteratur og lærte lidt norsk og svensk ved siden af. Det kan være rimeligt nok. Men man kan også forsøge at tage det med Norden på ordet.
Blikket på Norden har ændret sig fra at være et blik inde fra en endnu ufærdig nation, et, der søgte tilbage i tid imod sin oprindelse, til også at være et blik udefra, som kigger hen over en region i Europa.
For dette globale og verdenslitterære blik udgør Norden en oplagt enhed. Norden, eller Skandinavien, som det hedder på globalt engelsk, lader sig for dette distræte blik, dette fjernsyn, som Søren Kierkegaard kaldte det, kun vanskeligt opløse i nationer. Det er Scandinavian design, Scandinavian Noir, The Scandinavian welfare state, New Nordic.
Norden tilbyder sig som en af de mellemproportionaler, Milan Kundera har peget på, mellem verdenslitteraturens kosmopolitisme og nationallitteraturens provinsialisme. Hans eget Mellemeuropa er ét eksempel, han nævner Norden som et andet. Disse regioner er ikke ubegrænsede store og åbne, men heller ikke unødigt små og lukkede.
’Homo climaticus’
Modernitetens ideer om fremskidt og oplysning skabte en forestilling om, at vi bevægede os fremad i historien, som om vi alle rejste på det samme tog med Vesten som lokomotiv – for at benytte en af den urbane og industrielle modernitets egne yndlingsmetaforer. Men toget er afsporet, fremskridtet forsinket på ubestemt tid og oplysningens værdier ramponerede.
Uden denne vektor, som syntes at samle historien omkring sig og fare som en pil igennem tiden, er vi overladt til, hvad Peter Sloterdijk har omtalt som »regimet af serier og rutiner afbrudt af mikro- og makrokatastrofer«.
Hver enkelt er del af en række forskelligartede og mere eller mindre midlertidige fællesskaber af varierende holdbarhed og rækkevidde. Således udsat i en samling af uens rum og ikke længere båret frem af tanken om en lineær tid, er vi blevet omgivne væsner, klimatiske skabninger.
Kaster man et blik på en række herskende tendenser inden for humaniora i dag, får man ikke kun dette svar på, hvorfor vi er omgivne væsner, men også svar på, hvad vi er omgivet af og hvordan.
Vi er omgivet af ting, af dyr og maskiner, af de andre og af systemer og netværk, hvoraf mange svirrer rundt i luften omkring hovederne på os som kommunikationsteknologi, som terror og som klima. Og vi er omgivet som i perforeret, indfiltret, atmosfærisk, affektivt involveret.
Det omgivne menneske er socialt, men det sociale og dermed det politiske er ikke afgrænset til det menneskelige fællesskab, det omfatter naturen og teknologien.
Mere og mere er med Bruno Latour blevet anliggender, komplekse, midlertidige og flade systemer, som vi er indblandet i og på en diffus måde ansvarlige for. Det bliver en opgave overhovedet at finde fodfæste. At lokalisere sig. At etablere midlertidige beboelser, bobler af varierende størrelse og træghed.
Hvis kultur og litteratur er forpligtiget på hinanden i faget nordisk litteratur, må det betyde, at vi skal undersøge livet i disse provisoriske rum, som på en gang er her på netop dette sted og i netop denne kultur og samtidig viklet ind i et virvar af fjerntrækkende, synkrone og delvist virtuelle forbindelser.
Måske kan Norden også her tjene som en membran, en grænse- eller berøringsflade mellem det alt for små og lukkede og det alt for store og åbne. I hvert fald er det et overskueligt område, hvor nogle af alle disse rum kan studeres nøjere. Ikke kun som fællesskaber, men også som konfliktzoner.
Ord i frihed
Vi er ikke mindst digitalt omgivne. Vi har forladt det, Marshall McLuhan kaldte Gutenberg-galaksen, og som betegner det halve årtusinde, hvor bogen var det dominerede medie i den vestlige verden.
Det stiller os over for spørgsmålet om, hvordan vi arbejder med litteratur i en kultur, som ikke længere er litterær. I fem hundrede år var litteraturen pot og pande med bogen. Jeg forestiller mig ikke, at bogen forsvinder lige foreløbig, men den definerer ikke kulturen i samme omfang, som den gjorde engang.
Litteraturen i en mere præcis historisk forstand opstod i mødet mellem trykkepressen, skriften og det moderne Europa. To medierevolutioner senere er bogstaverne vandret ud af bogen, over i andre medier, ind på skærmene, over til billederne og lydene, eller bare ud på gaderne og stederne og videre ud i satellitternes blå luft.
For McLuhan var ord på række indbegrebet af disciplinering. Nu er ordene sat fri, sådan som Marinetti drømte om, og som filmens og reklamens tidligste besyngere profeterede.
Mange af kvaliteterne ved litteraturen i den historisk specifikke forstand, som jeg lige definerede, er truet af denne udvikling. Fremtidens læsere skal kunne afkode medier, som blander lyd, billede og ord, og som for en stor dels vedkommende er langt mere afsnuppede, kortfattede og opkoblede.
Forestillingen om, hvad det vil sige at være en god læser i betydningen en, som kan forarbejde informationer via de relevante medier, vil ændre sig markant. Men nye medier er nye kunstneriske muligheder. Ethvert ordentligt kunstværk undersøger, udnytter og udtømmer sit medie.
Derfor må studiet af nordisk litteratur følge sit emne ud mellem medierne og arbejde med litteratur i, hvad Tania Ørum, vist nok som den første herhjemme, har kaldt det udvidede felt. Litteratur lever ikke kun på mange platforme, det er også delagtigt i andre kunstarter og kulturelle udtryk. Litteratur befinder sig uigenkaldeligt og mere end nogensinde før mellem medier. At studere litteratur er også at studere medier. Især bøger.
Absolut litteratur
I en digital kultur, hvor litteraturen er trådt ud i dette udvidede felt, burde det være en selvfølge, at en sangskriver kan få Nobelprisen. Poesien opstod trods alt som sang, og lyrik kommer af græsk for sang til akkompagnement af et strengeinstrument.
Men det er det tilsyneladende ikke. En yngre fremtrædende dansk digter erklærede i anledning af tildelingen af hæderen til Bob Dylan Nobelprisen i litteratur for død. Det skete ironisk nok på Twitter. Og selv mange af mine kolleger på centret for Litteratur mellem Medier – af alle steder – fandt uddelingen skandaløs eller i bedste fald pjattet.
Hvis vi ikke bare skal tage disse protester som udtryk for litteraturkonservatisme og et generationsbetinget ubehag ved 68’erne, må det handle om, at der stadig eksisterer et strengere begreb om litteratur, et, som reagerer på den ændrede medieøkologi ved at dyrke, i betydningen fremelske, litteraturen som skrift og i bøger.
Det er sådan medieøkologien fungerer: Når der kommer nye medier til, får man øje på kvaliteterne ved de gamle. Bog- og skriftlitteraturen er blevet akut bevidst om sig selv som mediebåret og definerer derfor sig selv til forskel fra andre medier.
Udfordringen til forfatterne er derfor ikke kun at udnytte de nye medier litterært, det er også at fortolke en ny tids nerveliv på skrift og at udæske bogen stadig nye muligheder. Litteraturens felt er ikke kun udvidet, det er også genfundet.
Et ofte omtalt eksempel på denne logik er fiktionens skæbne i den nyere litteratur. Den omstændighed, at litteraturen ikke længere er fiktionens oplagte tilholdssted, får i øjeblikket mange forfattere til at vende sig bort fra den og imod bekendelsen, der med sin intime henvendelse under stadig sproglig skælven kan virke som en mere indædt litterær form.
Bare kast et blik på de bøger, som var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i år. Interessen for selve bogen, boghåndværket, kunstbogen, er et andet eksempel. Denne bevægelse er en bevægelse langt ind i teksten, ind i dens fineste betydninger, intensiteter og materialiteter.
Tilbage til filologien
Man kan hæfte sig ved, at sammenstillingen ’nordisk litteratur’ sjældent følges af betegnelsen ’-videnskab’, men oftere ses i selskab med ordet ’sprog’. En reminiscens sikkert af den 200-årige modstilling mellem sammenlignende litteraturvidenskab og nationalfilologi.
Studiet af nordisk litteratur er historisk knyttet til sprogstudiet og ikke mindst til tekstlæsningen. Traditionelt har den historisk forankrede genlæsning af klassikerne og nærlæsningen af den enkelte tekst – enten denne læsning tog form af kommentar eller fortolkning – stået stærkt på de nordiske institutter på bekostning af udviklingen af teori og teoretisk informerede analyser.
Den kulturforskel er under nedbrydning. Og godt det samme. Men ind imellem kan man frygte, at det sker på bekostning af netop tekstlæsningen. På den ene side reducerer kulturstudierne teksten til det, man med et udtryk lånt fra sociologien i symptomalt flertal omtaler som casestudies, på den anden underordnes den teoriens generaliseringer og bevisførelser og ender som empiri.
Der er et behov for at sætte ikke kun ordene, men også teksten fri og vende tilbage til filologien, sådan som Paul de Man foreslog i et af sine sidste essays. Men det er ikke gjort med at vende tilbage til litteraturanalysen af i går. Tværtimod har der udviklet sig et stadigt større demokratisk pres på litteraturanalysens distinktioner
Senest har blandt andre Rita Felski talt for et ryk væk fra kritik og fortolkning og hen imod brugen af litteratur. Jeg kaldte det et demokratisk pres. Man kan også se det som et udslag af avantgardens voksende indflydelse.
Det er et pres på grænsen mellem værk og liv og højt og lavt og dermed et pres på opretholdelsen af den akademiske distance som en desinteresse i saglighedens navn og dens underforståede smagsdomme.
At bruge litteratur er at bruge den til noget og at gøre sig modtagelig for dens forskelligartede kvaliteter. At insistere på, at den betyder noget for mig og mit liv, at den bør nydes, og at den kan indtages på ulig mange måder.
Det er også et pres på forestillingen om, at vi pænt har at læse værket i sin helhed. At bruge litteraturen er også at tage det, som man kan bruge. For eksempel at gå efter de mest strømførende passager, der hvor digteren når højden af det, hun kan, det, som satte sig i kødet på én. Og det er et pres på ideen om, at teksten er dyb til fordel for en overfladelæsning, en der via parafrasen aktualiserer tekstens struktur og sanselighed.
Endelig, og måske mest provokerende og nyt, er det et pres på den kritiske læsning, den, der er opsat på at afsløre noget skjult eller undertrykt fremfor at løbe risikoen for at blotte sig og give efter for sine, altid dubiøse, fascinationer.
Tag og skriv!
En anden grænse, som falder, når vi først begynder at bruge litteraturen, er den mellem læser og forfatter. At læse er at skrive for så vidt enhver tanke om, hvad man har læst, kvalificeret via samtale, men især ved at man formulerer det på skrift, måske som en læsning, måske blot som en impuls til at skrive noget, hvad som helst.
Og at skrive er at læse, fordi ingen forfatter kommer nogen vegne, hvis han ikke har læst andres bøger og ikke kan læse sine egne tekster med henblik på at forbedre dem.
Vores studerende bliver dygtigere læsere af at få lov til at skrive litteratur, det giver dem en anden indgang til litteraturen end via maskinrummet. Og de bliver dygtigere skribenter af at prøve kræfter med den betingelsesløse frihed, som det er at skrive litteratur, det udvider deres skriftlige register, øger deres sproglige præcision og forbedrer sikkert også deres evne til at få ideer.
Denne gensidighed mellem at læse og skrive er et dogme inden for kreativ skrivning. Og kreativ skrivning er en omsiggribende måde at bruge litteraturen på.
På hylderne hos de amerikanske boghandlere fylder bøgerne om Writing markant mere end bøgerne om Literary Criticism. Det kan man se skævt til, eller man kan tage det som et udtryk for en kultur, som på det punkt er temmelig forskellig fra den danske. Men man kan også se det som et eksempel på det demokratiske pres, jeg talte om før. Vi er alle skrivende. At skrive er en form for læsning, og det er en måde at bruge litteratur på, én, som gør os til andet end passive forbrugere af den.
Ligesom de nye medier har udpeget bogen og skriften som særlige medier, der stadig kan og bør dyrkes, så er det værd at opdage skriften som andet end et neutralt værktøj for forskning og formidling. At skrive i nye former og lade skriften indgå sammen med andre medier er i sig selv en forskningsproces, fordi formen altid gør noget ved stoffet.
Vi tænker, som vi skriver. Og ligesom begrebet om læsning ændres og udvides af de nye medier, kan man forestille sig, at det at skrive også vil indeholde et arbejde med lyd og billede – og med grafer, træer og kort for at citere Franco Morettis bogtitel og indlæg på vegne af digital humaniora.
Livet i skyen
Studiet af nordisk litteratur er traditionelt kendetegnet ved en omsorg for klassikerne og en interesse for at forstå tekster historisk. At forpligte litteraturen på kulturen er at forpligte den på historien.
Men hvilken historie? Historiebegrebet er selv historisk. Michel Foucault omtalte historien som det 19. århundredes »tvangstanke« og foreslog, at det 20. århundrede snarere var »rummets århundrede«.
En fejende formulering, en flothed måske, men en, der dog henviser til det faktum, at 1800-tallet omdannede og udbredte den historiske tænkning på mange planer, og det langt ind i det tyvende århundrede. Men ikke mere, end at de mere rumlige orienteringer, som jeg var inde på tidligere, langsomt vandt indpas.
Et andet ord for denne rumlighed er arkivet, alt det, historien har efterladt, og som vi sorterer og opmagasinerer på særlige steder efter bestemte principper. Hvad gør det ved vores forståelse af historien, hvis den i stedet for at være en vej, som fortaber sig bagud i horisonten, er som et arkiv? I arkivet er alting til stede samtidigt.
Det gamle er ikke fjernt men lige ved siden af. Et arkiv er et systematiseret Wunderkammer, hvori der kan knyttes forbindelser mellem ting, som er opstået langt fra hinanden i tid og sted. Kronologien og kausaliteten giver plads for analogien og telepatien.
Den historiske tekst er revet løs fra sit oprindelige miljø, og dens evne til at vække forundring er blevet lige så stærk som den resonans af en bestemt tid, der klæber til den.
Digitaliseringens ord for arkivet er skyen. Den tilsyneladende grænseløse elektroniske informationståge, vi er omgivet af, den, som opbevarer alt det, der var engang, og alt det, som opstår lige nu, og hvor alting er lige tæt på. Hvis der er noget om den samtidsdiagnose, disse og beslægtede begreber foreslår, må det også få konsekvenser for måden, vi betragter litteraturhistorien på.
Det har det allerede fået. Dele af den såkaldte nyhistorisme arbejdede med forundringsstrategier, hvor den historiske tekst kobledes på nutidige erfaringer, og med, via tykke beskrivelser, at skabe et resonansrum omkring teksten, som indeholdt stort og småt, nyt og gammelt.
Det er strategier, som skruer op for genkendeligheden, klassikernes evne til at tale til os på tværs af tiden. Det er forundringselementet. Men samtidig skaber de en historisk resonans, de opbygger et fremmedartet, ikkegenkendeligt rum, som ikke restløst lader sig indordne under hverken nuet eller den historiske tidslinjes kausalitet.
Utidig indblanding
Efterhånden som litteraturen rømmer kulturens centrum, og bogen taber terræn til andre medier, øges muligheden for, at de begge kan danne modstemmer i kulturen. Noget overstået, som kan slå tilbage som det reelt nye i en kultur, der ikke kan se sig selv for bare nyheder.
Jeg indledte med, at en af ulemperne ved ægteskabet mellem nordisk og litteratur var, at litteraturen som sprogkunst betragtet blev delvist uskadeliggjort.
Men hvad nu, hvis litteraturen ikke længere er det indlysende udtryk for den officielle kultur, men snarere er gået hen og blevet modkultur? Måske til og med kult?
Så er dilemmaet halvvejs ophævet. Ikke ophævet, fordi litteraturen vil vedblive med at være et virkningsfuldt sted at udforske kulturel identitet og levere kunst til tiden – lad det være sagt med eftertryk – men alligevel ophævet, for så vidt som kulturen har fået andre og større butiksruder at spejle sig i.
Det forærer en forstærket kritisk position til nordisk litteratur og studiet af den. Balancen mellem det kulturbevarende, som altid har været en del af studiet, og det kulturkritiske, vipper til den kulturbevarende side, hvis vi betragter os selv som kustoder for en stadig mere overset fløj af museet.
Men den kan også vippe den anden vej, hvis vi opfatter vores emne som kontrært, utidigt og – som tilfældet er med vinylpladen – af den højest tænkelige kvalitet.
Men vi er også kustoder. Hvis sammenstillingen ’nordisk litteratur’ forpligtiger litteraturen på kulturen, så er det stadig en opgave at medvirke til at trække tråde mellem den enkelte læser, fælleskabet og historien.
At læse er at læse det, andre har levet, skrevet og læst før én selv. Det er at deltage i en kultur, at se og forstå det, som andre har set og forstået, og det midt i et sprog, der som alt sprog er mærket af tid og brug. Det er en del af læsningens natur, at det er gjort før, at det, som er nyt for én, er kendt af andre, at man begynder forfra.
Det er derfor, vi må have en kanon. Uden kanon, ingen genlæsning af kulturen. Og uden genlæsning af kulturen, ingen kultur. Litteratur, og kunst i det hele taget, danner fællesskaber, store som små. Og moderne kultur udgøres af et bundt af fællesskaber, herunder litterære.
Så lad mig slutte med at citere de to sidste af Italo Calvinos i alt 14 definitioner på en klassiker. De pointerer nemlig begge klassikerens affinitet til det til enhver tid herskende nu, og de understreger, at det at læse klassikere ikke kun er rettidig omhu, men også utidig indblanding. Definition nummer 13:
»En klassiker er et værk, der forviser nuets larm til en støj i baggrunden, som den samtidig ikke kan være foruden.«
Og definition nummer 14:
»En klassiker er et værk, der bliver ved med at være baggrundsstøj, selv når en nutid, som den er helt uforenelig med, er ved magten.«
Essayet er en forkortet udgave af Dan Ringgaards tiltrædelsesforelæsning for nylig som professor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet
