Læsetid: 8 min.

Legendariske spillesteder

I anledning af at København får et nyt spillested i form af Royal kigger Klaus Lynggaard på en række af byens koncertsteder, heriblandt ikke mindst hedengangne KB Hallen og Saltlageret
KB Hallen på Peter Bangs Vej.

KB Hallen på Peter Bangs Vej.

Jacob Maarbjerg

3. februar 2017

»Jeg har været til en masse koncerter« hed en af Dan Turèlls vidunderligt rablende 1970’er-tekster, og så gik det ellers over stok og sten med den ene sublime oplevelse efter den anden. Og et par mindre sublime, naturligvis, fordi der en er del elementer, som så at sige skal spille sammen, for at en koncert går hen og bliver mindeværdig, ja ind i mellem ligefrem uforglemmelig. Her er det værd at huske på, at det som regel er de bedste og de værste koncerter, der bliver hængende i ens kaotiske erindringskammer. Mellemvaren glemmes derimod hurtigt.

Først og fremmest er man selv jo mere eller mindre påvirkelig for alt muligt udenoms; måske har man haft en dårlig dag eller et skænderi med kæresten, eller man er vintertung og uoplagt. Det kan musikken i bedste fald ændre på, for dens bevidsthedsændrende potentiale skal ikke underkendes. Er man del af et selskab, kan det også spille ind; havner man ved siden af sludrechatollet, der tilsyneladende har betalt mange hundrede kroner for at underholde omgivelserne med alt, der nu falder vedkommende ind af stort og småt, kan det snildt påvirke musikoplevelsen. Ikke mindst hvis man giver efter for sin trang til at kvæle vedkommende. Det må man åbenbart heller ikke!

Så er der kunstneren, hvad end vi taler solist eller orkester. Bliver der ydet noget ekstraordinært på scenen, eller er det business as usual – måske ligefrem demonstrativ rutine? Læg dertil lyden, den elektrisk forstærkede musiks akilleshæl, da den tilsyneladende er umådelig svær at styre, selv efter årtiers øvelse. Og der spiller det så også en rolle, hvor i salen (eller arenaen) man som betalende gæst befinder sig. Modstridende vidneudsagn om lyden til næsten enhver given koncert hører til normen snarere end undtagelsen.

Store arrangementer og ditto skuffelser

Når alt dette er sagt og på plads, er der jo selve det fysiske rum, spillestedet. Også selv om mange af dem jo ikke er bygget med henblik på levende musik eller er så gamle, at datidens akustiske principper ikke har formået at modsvare udviklingen. Ikke desto mindre har nogle af dem formået at mejsle sig ind i bevidstheden som sande musiktempler, synonyme med den gode oplevelse og ditto minder, mens andre aldrig rigtig har kunnet levere varen. Og jo større arrangement, desto større chance for skuffelse. Forum. Parken. Ikke to steder, jeg ligefrem nærer de varmeste følelser for eller forbinder med ret mange positive oplevelser.

Der er undtagelser; Sade i Forum i 2011 beviste, at der rent faktisk kan laves god lyd på stedet og dermed leveres en ordentlig vare til publikum. Og hvad angår Parken, står Simon & Garfunkel, Paul McCartney, George Michael og Bruce Springsteen som eksempler på kvalitet, men ellers har stedet leveret en alenlang række af nitter med simpelthen uacceptabel lyd.

Film skal ses i biograferne, siges det. Og musik skal høres live. Eller hur? Som det burde fremgå af ovenstående, er det ikke altid tilfældet, ja, nogle gange kan en negativ koncertoplevelse ligefrem betyde enden på et ellers hedt forhold til en udøvende kunstner. Men det holder ikke den fanatiske koncertgænger tilbage fra igen og igen at opsøge spillestederne, for når der virkelig er magi på drengen, er der intet, der kan slå den totaloplevelse, en koncert i sidste ende er, et bombardement af alle sanser.

Mit første koncertbesøg fandt sted den 5. december 1965 i Tivolis Koncertsal. Jeg var ni år gammel og min lillesøster syv. Idolet hed Donovan, og vores far havde forbarmet sig over os. Det var en af de største oplevelser i mit liv. Donovan sad helt alene med sin akustiske guitar i følgespottens bløde røde lys, vi sad på vores pladser og holdt vejret under hele seancen, for ikke at gå glip af et sekund. Der blev jeg hooked.

Et par år senere tog en lidt ældre fyr ved navn Gunnar mig med til en koncert med Day of Phoenix i Studenterforeningen, som dengang lå på H.C. Andersens Boulevard, lige på hjørnet af Studiestræde, ikke mange meter fra det nuværende spillested Pumpehuset. Day of Phoenix var et af flagskibene på den danske psykedeliske musikscene, og der mødte forstadsdrengen tidens hippier i fuld ornat, med lysshow og blomster i håret og hashrygning à la carte. Det var i måske 1969, og da vidste jeg, at jeg ville være flipper, når jeg blev stor.

Kom ikke her

Den første koncert, jeg løste billet til, var med Country Joe & the Fish, som samme år ved et mirakel spillede i Fredensborg Hallen, ikke langt fra barndomshjemmet. Bandet var kæmpestort ikke bare på min grammofon, men i Danmark som sådan, og det skuffede ikke, heller ikke i en småkedelig provinsiel sportshal. Da neonlyset først blev slukket, og de varme spots rettedes mod de elskelige og morsomme helte på scenen, føltes det grangiveligt som at træde ind i en alternativ virkelighed, der på alle måder overgik rækken af hverdage med lektier, madlavning og monopol-tv.

Jeg trådte ind i 1970’erne som musiktosset teenager, og det blev et fast ritual at tage ind til billetkontoret i Mikkel Bryggersgade og købe billetter til de mange koryfæer, der lagde vejen forbi. De mest benyttede koncertsteder hed Tivolis Koncertsal og Falkoner Teatret, begge steder har jeg haft mindblowing oplevelser, lige fra Johnny Winter over Weather Report og Neil Young til David Bowie, men rock var blevet big business, og de traditionelle sale kunne ikke længere møde efterspørgslen, hvorfor man begyndte at benytte sportshaller, først og fremmest KB Hallen ude på Peter Bangs Vej.

Det var dér, jeg oplevede Led Zeppelin i 1971, og jeg skulle hilse og sige, at meget bedre bliver det bare ikke. Nå jo – Pink Floyd i november 1972. Quadrofonisk lyd, hvabehar? Uropførsel af hele Dark Side of the Moon! Stik den! Ikke for det – min salig far havde såmænd oplevet en slidt Billie Holiday der engang i tidernes morgen, sådan cirka 1954. Og ingen ringere end Ib Glindemann fortalte mig engang levende om at få en åbenbaring til Louis Armstrongs 1947-koncert sammesteds. Kom ikke her.

KB Hallen, åh ja. Nu nedbrændt og borte og ikke fin nok til at blive genopført. Hvorfor elskede vi lige netop det sted så meget, når vi fx foragtede Brøndby Hallen for dens akustik og arkitektur? Var lyden speciel meget bedre da? Det kan jeg sgu ikke rigtig huske. Til gengæld var stemningen derude fantastisk. I 70’erne sad folk jo åbenlyst og fyrede løs på deres chillummer. Men det gjorde de jo også alle de andre steder. Det gjorde man bare. Sikkerhedsvagterne vendte det blinde øje til. Så det var ikke det.

Blod ud af ørerne – næsten

Heller ikke lugten af røde pølser og popcorn gjorde egentlig det store for atmosfæren, hverken konkret eller i overført forstand. Men altså, der var noget over det sted. Alice Cooper i ’72. Åh ja. Zappa og Mothers flere år i træk. Grand Funk med Mott the Hoople som opvarmning. Jeg kom for førstnævntes skyld, men blev fuldstændig vild med sidstnævnte. Det var i 1975, hvorefter hallen ikke rigtig blev brugt til musik igen før i midtfirserne. Kan huske, jeg mødte salig Tolle fra Before derude til dobbeltkoncerten med Public Enemy og LL Cool J i ’88.

»Det er nogle år siden, efterhånden,« sagde jeg til ham. Tolle kiggede på mig med sit melankolske blik: »For mit vedkommende snakker vi Beatles i ’64 …« Der kunne jeg godt stikke min Zeppelin-oplevelse op et vist sted, Beatles matches kun af Dylans optræden sammesteds to år senere! Den sidste koncert, jeg husker derudefra var med Morrissey i 2009; det lød rent ud af helvede til. Men ikke desto mindre husker jeg det som en fin aften. 

I november 1975 åbnedes et nyt kommunalt spillested, idet det nedlagte Saltlager på hjørnet af Gammel Kongevej og Vester Søgade omdannedes til en rigtig fin venue. Gasolin’ skulle stå for åbningskoncerten, vi fik fucket datoen op og så i stedet John Cale i al hans pomp og pragt. Iført fægtemaske dekonstruerede han Elvis Presleys »Heartbreak Hotel«, så man næsten ikke kunne få vejret. Sange som »Guts«, »Fear Is a Man’s Best Friend« og »Helen of Troy« lød ikke rigtig som noget af det, der spilledes i radioen. I det hele taget emmede han af en menneskefjendskhed, der både pirrede og skræmte. 

Det nedlagte Saltlager på Gammel Kongevej.

Jacob Maarbjerg
Og foregreb på mange måder den punk, der grundet den billige leje tog Saltlageret til sig, trods de langtfra ideelle bagsceneforhold. Også den revitaliserede metalscene var rigtig glad for stedet, jeg har af vanvare engang hørt Mercyful Fate der, længe før de blev legender i miljøet. En koncert, jeg først og fremmest husker på grund af lydstyrken. Vi taler blod ud af ørerne, nærmest. Hvad jeg jo perverst nok synes var ret fedt. Det var også Gnags faste base, når gruppen i de år gav koncert i hovedstaden. Dem fik jeg så aldrig set, men det overlever jeg nok.

Tiderne skifter, baby

Ikke for det, jeg har også været til Fred Åkerström-koncert med min mor dér. Vi havde noget med Bellman sammen, og det lort mestrede Åkerström til fulde. Men ellers har jeg utallige gange stået på dårlig polsk speed og hørt diverse danske undergrundsnavne fra postpunkscenen spille demonstrativt uswingende musik, mens de var travlt optagede af at kigge på deres sko. Samt oplevet Martin Halls helt store gennembrud i maj 1980 med Ballet Mécanique, en uforglemmelig koncert. For ikke at tale om Before med Fritz Fatal, som året efter nærmest fejede hovednavnet New Order af scenen med den vildeste performance.

Og nu må jeg jo ikke glemme hverken 1979’s legendariske Concert of the Moment eller de to Nosferatu Festivaler, der afholdtes i hhv. 1982 og 1983, og hvor den sortklædte københavnske undergrund fejrede sig selv. De var der næsten alle sammen – Sort Sol, No Knox, Before, ADS, Tee Vee Pop, City-X, men dog ikke Kliche, der faktisk selv fyldte stedet en minderig aften i ’81. Omend det var australske Birthday Party, som i 1983 leverede den optræden derfra, jeg aldrig hverken kan eller vil glemme. Det var fandeme ok. Indtil stedet i sommeren ’87 måtte vige for Planetariet. Tiderne skifter, baby.

Åh, ja. Montmartre (da det lå i Nørregade). Musikcafeen. Barbue. Den Grå Hal. Loppen. Rockmaskinen. Klub 47. U-Matic. Saga. Carlton. Stengade 30. Rust. Pumpehuset. Vega. Amager Bio. Mange nævnt, mange glemt. Nogle forsvundet, andre still going strong. Fantastiske oplevelser. Og en del rædselsfulde. Og en masse blød mellemvare. Altså ikke ulig livet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu