Læsetid: 4 min.

'Luther er kolossalt ambivalent'

Stjernfelt gør ret i at ruske op i den næsegruse beundring for Luther og danske teologers vilkårlige skelnen mellem den teologiske og historiske Luther, mener Peter Tudvad. Men Stjernfelt er til gengæld blind for Luthers betydning for den sjælelige frigør
21. februar 2017

Peter Tudvad er filosof og forfatter og arbejder netop nu på bogen Den germanske rasen, der handler om reformationen. Han kan godt følge Frederik Stjernfelt i, at der er brug for et opgør med Luther.

»I udgangspunktet vil jeg sige, at jeg har stor sympati for det, den gode Stjernfelt gør, fordi jeg har en oplevelse af, især når jeg sammenligner Danmark med Tyskland, at Danmark er et af de mest Luther-ærende lande, man kan komme i nærheden af. Og det er jeg ikke sikker på er særlig sundt. I Tyskland har man et andet forhold til Luther, fordi man har oplevet, hvordan han kunne misbruges – og egentlig ikke misbruges man faktisk bare bruges – i Det Tredje Rige.«

Spag dansk kritik

I nazitiden kunne man ifølge Tudvad trække ret direkte på Luther, fordi han retfærdiggjorde en høj grad af lydighed over for øvrigheden. Til grund for den protestantiske lydighedsånd lå Luther.

I Tyskland, siger Tudvad, forholder præsterne sig kritisk til reformationsjubilæet og advarer mod at gøre Luther til en Lichtgestalt – en lysgestalt. I Danmark er Luther som den eneste person nævnt i Grundlovens paragraf 4 i fomuleringen »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.«

Tudvad fremhæver, at Luther-kritik i Danmark ofte bliver mødt med opfordring fra teologer og præster om at skelne mellem den historiske Luther og så den væsentlige Luther – hvor den ’væsentlige’ er ham, som kommer med nådesteologien, gør op med afladshandlen og sætter nonner og munke fri fra klostrene. Men det er efter Tudvads mening »et fuldstændigt lemfældigt og subjektivt greb.«

Professor Frederik Stjernfelt har et par alvorsord at fortælle os om Martin Luther. For før vi kommer alt for godt i gang med fejringen af 500-året for reformationens begyndelse og skåltalerne til manden, der har fået æren for at lægge kimen til alt fra menneskelig frihed over demokrati til velfærdsstaten, bør vi tage et kritisk kig på Luthers egne ord
Læs også

Peter Tudvad giver Stjernfelt ret i, at det er noget vås, at Luther skulle have afgørende andel i ytrings-, tanke- eller trosfrihed.

»Luther tiltager sig selvfølgelig selv en frihed til at ytre, hvad der passer ham, og det er jo flot og modigt, fordi han virkelig risikerer noget, men i det øjeblik han får magt, som han har agt, så tilstår han ikke andre den samme frihed.«

Luther mod angst

Til gengæld er der andre ting, som Stjernfelt ikke har blik for, og det er ifølge Tudvad blandt andet den sjælsfrihed, som Luther tilvejebringer i et gennemreligiøst samfund.

»Den gode Stjernfelt har aldrig nogensinde gjort nogen røverkule af, at han er en lysthedning. Han interesserer sig ikke for de rent teologiske aspekter af Luthers tænkning, og på den måde får han heller ikke færten af, hvad der var på spil for 500 år siden.«

For Luthers nådesteologi har i den grad en eksistentielt frigørende funktion, mener Tudvad.

»Luther kommer og giver tyskerne en nådig Gud, stedet for en Gud, som hele tiden vil afregne i forholdet én til én.«

Som eksempel nævner Peter Tudvad den store tyske renæssancemaler Albrecht Dürer, som læste Luther med stor interesse.

Efter rigsdagen i Worms i 1521, hvor Luther siger de berømte ord om, at hvis ikke man kan modbevise ham med henvisning til skriften eller med ’fornuftige grunde’, så vil han ikke tilbagekalde sin lære, må Luther gå under jorden. Alle, inklusive Albrecht Dürer, tror at Luther er død. Så han skriver til en ven, hvor forfærdeligt det er, og fortæller i brevet, hvor taknemmelig han er, fordi Luther har frataget ham denne forfærdelige angst. Netop angsten for fortabelse og helvede.

»Hvis ikke det er en slags frigørelse eller frisættelse, så ved jeg ikke, hvad det er.«

Oprøreren Luther

»Husk på, at på Luthers tid fandtes der ikke ateister af Frederik Stjernfelts kaliber. Ingen var i tvivl om, at der var en gud og en yderste dag, hvor regnskabet ville blive gjort op. Derfor var man bange. Så kommer Luther og siger ’gud er nådig, du skal bare tro på det’.«

Dertil kom, at Luther helt konkret ’talte Roma midt imod’ på rigsdagen og krævede, at romerkirken argumenterede for sine love og dekreter.

»Luther insisterede på en fri diskussion med den allerøverste myndighed om dennes embedsførelse. Hermed lagde han for så vidt også grunden til den kritiske offentlighed, som vi gerne ser som en afgørende forudsætning for vores liberale demokrati. Nej, det var ikke det, han ville. Men med sin optræden i på rigsdagen efterlod han os vitterligt et strålende eksempel på en ræsonnerende modmagt – også selvom han senere omtrent gjorde sig selv til en modpave i Wittenberg.«

Rationalitetens spire

Et andet kritikpunkt, som Tudvad har til Stjernfelts Luther-læsning, er, at han mener, Stjernfelt overser den ret skelsættende brug af rationaliteten, som Luther disker op med, da han får ordre fra kejser Karl den 5. om at stille på rigsdagen i Worms i 1521, hvor de vil have ham til at tilbagekalde sin »vranglære, sin vildfarelse og sit kætteri,« som Tudvad formulerer det.

At han her, som allerede nævnt, siger, at han vil tilbagekalde sine skrifter, hvis man kan påvise med henvisning til de hellige skrifter, at han tager fejl eller ved fornuftige grunde. Det er det med de ’fornuftige grunde’, der er interessant for Tudvad.

»Den romantiske, tyske, jødiske forfatter Heinrich Heine læser om dette i midten af 1830-erne og tiljubler Luther – selvom en jøde som Heine sandt for dyden ikke havde gode grunde til at juble over Luther. For Heine markerer den 18. april 1521 begyndelsen på ny tid, en rationalitetens tid. Sådan kan man altså også godt læse Luther.«

Luther er kolossalt ambivalent, understreger Peter Tudvad. Man kan læse utrolig mange ting ind i ham og utrolig mange ting ud af ham igen. Men det er pinligt, mener Tudvad, når man hører meget profilerede folkekirkepræster gå ud, som Kathrine Lilleør blandt andre har gjort og påstå, at man med rette kan betragte Luther som det danske demokratis fader.

»Det er en intellektuel falliterklæring. Det er pinligt ud over alle grænser. Man forsøger at reducere historien til nogle ganske få komponenter, som man kan forstå – eller som man bilder sig ind, at man kan forstå den.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu