To lærer kunne uddrages af mandagens fornemt underspillede Lambchop-koncert i Lille Vega i København: at et sådant show snildt kan fungere med volumen på laveste blus, ja det forhøjer faktisk nydelsen, øger intensiteten og skærper årvågenheden. Samt at enhver kunstner med respekt for sit materiale må misunde Kurt Wagner (som er synonym med Lambchop) hans danske publikum, som åndeløst lyttede i halvanden time uden at forfalde til den slags forstyrrende småsnak, der driver denne anmelder til vanvid.
Hvorfor betale entrebillet til en koncert for at føre ligegyldige samtaler af den art, Gud skabte cafeer og værtshuse til? Et samvittighedsspørgsmål for nutidskristne.
Nå, bedriften var så meget desto større i lyset af, at den gode Wagner i løbet af den salige halvanden times tid, koncerten varede, stort set kun spillede materiale fra sit seneste album, FLOTUS (hvilket iflg. ophavsmanden står for For Love Often Turns Us Still og skal opfattes som en hyldest til hans hustru gennem mange år, politikeren Mary Mancini), der trods sin kontrært neddæmpede facon ikke desto mindre er en krævende omgang.
Og i lyset af hans omfattende og på mindeværdige sange så rige bagkatalog lidt af en satsning. Lambchop har trods alt været på banen siden 1986 og pladeaktive siden 1994, så der er nok at tage af. En 10-14 albums, alt efter hvordan regnestykket gøres op, og tilmed skummelt konsistente, hvad angår kvalitet, dog med et par deciderede hovedværker i form af Nixon (2000) og Aw C’mon / No You C’mon (2004).
Boblende drone
Det er blevet påstået, at Wagner og co. med FLOTUS er gået ad electronica-vejen, hvilket er en sandhed med modifikationer. Rigtigt er det, at den traditionelle og ofte ret store besætning, Wagner har benyttet på plader såvel som til koncerter, her afløses af en hjemmestudieagtig klang med udstrakt brug af loops, beats, sequencers og sågar (gys og chok!) autotune på stemmen, hvilket resulterer i en minimalistisk R&B-inspireret lyd karakteriseret ved en boblende og hypnotisk dronen summende under og over sangene.
Det hører med, at Wagner med trioen HeCTA i 2105 udsendte en rendyrket electronica-lp, The Diet.
Men grundlæggende er han sangskriver og musikken må altid føje sig materialet, hvis cirkulære karakter egner sig fortrinlig til elektronisk indfatning. På den led er det business as usual, hvilket blev tydeliggjort i livesituationen, hvor den som altid uortodokse og egensindige Wagner trods en særdeles tilbagetrukket position på scenen fyldte rummet helt ud uden ansats til falbelader eller andre showbiztricks, men med sangene helt oppe i front.
Wagner koncentrerede sig ét hundrede procent om at fortolke sine ordrige, ofte kryptiske og altid poetisk mættede tekster, og grundet det lave lydniveau kunne publikum for en gangs skyld høre hvert et ord. Og der blev lyttet, kan De tro. Med tilbageholdt åndedræt.
Udover sin trofaste westernguitar trakterede han også et lille keyboard samt styrede diverse vokaleffekter, som i åbningssangen »NIV« næsten tog overhånd, men til gengæld modereredes undervejs.
Allerede sang nr. to, den herrelange »The Hustle«, som på pladen varer næsten 20 minutter, live noget kortere, afspilledes til akkompagnement af akustisk guitar og elektrisk klaver fremfor den teknoide pladeversion.
Han begyndte at danse
Nu var Wagner ikke på scenen alene, en sofistikeret og tilbagelænet rytmegruppe med lige det rette strøg af jazzswing lagde en tilpas luftig, men stensikker bund under hovedpersonens udgydelser, og trommeslageren garnerede sit tilbagelænede spil med såvel tape loops som elektroniske trommer, når situationen krævede det.
Musikalsk set ydede pianisten Tony Crow en kæmpe indsats med sit afvekslende, melodiske og solidariske spil, når han ikke fortalte vandede vittigheder og i det hele taget agerede MC fremfor den endog meget fåmælte Wagner.
Men så blev den næsten 60-årige Wagner alligevel så grebet af det groove, der karakteriserer »JFK« at han fandengaleme begyndte at danse! Så har man set det med.
For langsomt, næsten umærkeligt åbnede sættet sig op og hen mod slutningen var vi tæt på noget, der næsten kunne karakteriseres som løssluppent. Overraskende var derfor det afsluttende ekstranummer, en radikal og øm omfortolkning af Princes udødelige »When You Were Mine«, der satte punktum for en helt igennem fortryllende aften.
Bedre start på ugen er svær at forestille sig.
Lambchop, Lille Vega, Kbh., mandag
