Læsetid: 8 min.

Måske har litteraturen svaret: Litterært pensum til værn mod Trumps newspeak

Trump indvarsler en ny æra for USA og verden. Med sit aggressive sprog, fuld af gentagelser, overflødige ord og faste udtryk og ikke mindst alternative sandheder er han i gang med at ændre sproget. Selv når medier og politiske modstandere ironisk forsøger at vende Trumps idiomer på hovedet, kommer de til at absorbere dem. Så hvordan finder man frem til et modstandens sprog?
Trump indvarsler en ny æra for USA og verden. Med sit aggressive sprog, fuld af gentagelser, overflødige ord og faste udtryk og ikke mindst alternative sandheder er han i gang med at ændre sproget. Selv når medier og politiske modstandere ironisk forsøger at vende Trumps idiomer på hovedet, kommer de til at absorbere dem. Så hvordan finder man frem til et modstandens sprog?

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

4. februar 2017

Det var ikke tilfældigt, at Georg Orwells dystopiske fremtidsroman 1984 toppede på bestsellerlisterne efter begivenhederne i forbindelse med Trumps indsættelse som præsident.

Når vores virkelighedsforståelse kommer til kort, griber vi ofte ud efter litteraturen for at søge erkendelse. Og det er ikke svært at finde sammenligninger mellem de nutidige begivenheder og det såkaldte ’newspeak’ i Orwells roman.

Men Orwell er langtfra den eneste forfatter, der har noget at byde på i forhold til at blive klogere på, hvad det er for en totalitær fare, der lurer, når det politiske magtsprog bliver brugt til manipulation og ensretning af den menneskelige bevidsthed.

Så hermed et bud på en pensumliste af litterære værker, hvis man vil forstå og være forkant med Trumps æra og pege på muligheder for et modsprog. Man kan sige, at litteratur pr. definition er modsprog, men i det her tilfælde er det nødvendigt at søge inspiration i værker af forfattere, der har haft totalitarismens fristelser tæt inde på kroppen.

Mia Mottelson
George Orwell: 1984

Udtalelser af rådgiver Kellyanne Conway efter Trumps indsættelse om »alternative fakta« blev med det samme sammenlignet med Orwells dystopiske roman 1984, hvor fakta forvrænges og undertrykkes i en sky af såkaldt ’newspeak’, som er Orwells eget begreb for et fiktivt sprog rettet mod at udslette personlig tænkning og muliggøre dobbelttænkning.

I romanen beskriver Orwell dobbelttænkning som evnen til i den menneskelige bevidsthed til simultant at rumme og acceptere to modsatrettede holdninger, og den evne blev demonstreret af Trump selv, da han udtalte sig om antallet af mennesker til ceremonien i Washington.

Og Trump bevæger dobbelttænkningen til nye, ganske vist komiske, ekstremer og peger på det, der også er formålet i Orwells roman, nemlig at indsnævre og begrænse den menneskelige bevidsthed og forvirre samvittigheden.

Vi lever i en postfaktuel verden, og Orwell minder os om, at vi hvert år får færre og færre ord, og derved bliver bevidsthedens omfang også mindre. Eller som det lyder i romanen:

»Videnskab i den gamle betydning, ophørte næsten med at eksistere. I ’newspeak’ er der ikke noget ord for videnskab.«

Man kunne også foreslå Orwells essay »Politics and the English Language«, hvor han beskriver, hvordan det politiske sprog er særlig velegnet til »at få løgne til at lyde sande og mord respektabelt og at give den rene vind en solid fremtoning«.

Eller pege på hans allegoriske roman Animal Farm fra 1945, der beskriver, hvordan Sovjetunionen i Stalin-æraen blev et brutalt diktator, der især byggede på en personkult og et terrorregime.

Mia Mottelson
Victor Klemperer: LTI – Det Tredje Riges sprog

I maj 1945 lå Nazityskland i ruiner, men dets sprog overlevede.

I hvert fald hos Victor Klemperer, en tysk-jødisk filolog, der i sin ordbog fra 1947 dokumenterede, hvordan nazismen havde inficeret det tyske sprog, ikke bare propagandaens hadesprog, men også i alle mulige upåfaldende sammenhænge som løbesedler, i samtaler, på arbejdspladsen, i dødsannoncer, i bøger, aviser og andre medier.

Han viste, hvordan nazisternes nysprog spredtes hurtigt og aggressivt.

Klemperer tog helt fra nazismens begyndelse noter. Han registrerede i sproget signaler om den efterfølgende masseudryddelse og krig. Som jøde havde han også mærket den forfølgelse, der først blev formet i sproget, og siden blev til konkret fysisk vold.

LTI er med andre ord et værk for alle, der vil lytte til alarmklokkerne i rette tid, der vil have skærpet sanserne for de små forskydninger i sproget, som siden bliver til virkelighed, for den ordenes gift, man ikke kan smage, og hvis virkning først viser sig efter nogen tid.

For til sidst, når nazismen er ophøjet til folkeideologi, sidder giften i alle kroppens og forstandens celler; løgne accepteres som sandhed, og folket godtager velvilligt en sproglig perversion som »Endlösung«. At genlæse Klemperer er at skærpe sine sanser for den kampzone, sproget er.

Mia Mottelson
Czeslaw Milosz: Sindet i lænker

I 1951 sad Czeslaw Milosz i Paris og skrev en rasende pamflet mod de polske intellektuelle, som til trods for deres erfaringer med både det brune og røde folkemord under Anden Verdenskrig tilpassede sig stalinismen i landet. Det blev til Sindet i lænker.

I bogen portrætterer han fire forfattere, som på hver deres måde tilpassede sig styret, herunder Auschwitz-overleveren Tadeusz Borowski.

Bogen er især et portræt af det, Milosz kalder forførisk tænkning, og lige så vigtig som portrætterne af de fire forfattere er hans analyse af den kommunistiske magtovertagelse i Central- og Østeuropa og de intellektuelles åndelige tilpasning. Bogen er ikke kun vendt imod de polske intellektuelle, men også de vestlige, der ikke ville erkende den røde totalitarisme.

Milosz’ nøglebegreb, som også fremgår af bogens titel, er den slavegørelse gennem den menneskelige bevidsthed, som gradvist finder sted. Det gælder især hans analyse af »ketman«, som de forførte eller inficerede forfattere gør brug af.

Ketman et persisk begreb for et slavesprog, for at tilhylle egne meninger og tilpasse sig øvre magter i en sær blanding af selvbedrag og modstand. Man vokser gradvist helt usynligt sammen med den rolle, man spiller. Sindet i lænker handler ikke kun om stalinismen, men er en fantastisk lærebog for alle i omgang med tilpasning.

Mia Mottelson
Primo Levi: Hvis dette er et menneske

At videregive falske oplysninger, om det sker direkte eller gennem en talsperson, er at skabe forvirring og gøre folk modtagelige for de illusioner, som stærke, populistiske ledere tilbyder. Det er at forvirre rationel tænkning.

Roger Cohen pegede for nylig i New York Times på ligheden til den scene i Primo Levis fortælling Hvis dette er et menneske, hvor Levi efter ankomsten til Auschwitz beskriver, hvordan han i sin tørst rækker ud efter en istap uden for vinduet, mens vagten river den væk.

»Hvorfor,« spørger Levi?

Dertil svarer vagten: »Her findes ikke noget hvorfor.«

Som historikeren Fritz Stern senere har bemærket, så er netop »nægtelsen af ’hvorfor’ det autentiske udtryk for al totalitarisme, afslørende dets dybeste mening, et begreb af vestlige civilisation«.

Mia Mottelson
Platon: Theaitetos

»Viden i Trumps æra? Så er det igen tid til at læse Platon.«

Sådan udbrød Arthur L. Caplan for nylig i Chicago Tribune. Og ja, måske er det netop en af Platons dialoger, man skal søge til.

Løgn er ikke et nyt fænomen, men også et anliggende for de græske tænkere. Hvornår kan vi overhovedet være sikre på, at fakta er, hvad man tror, og mere grundlæggende, hvad er sand og autentisk viden? Og findes sådan noget som alternative fakta?

Det er et spørgsmål, der vedrører epistemologien, altså den del af filosofien, der beskæftiger sig med, hvad viden er.

Platons Theaitetos, skrevet omkring 360 f. Kr., er det første bevarede forsøg på at besvare spørgsmålet om, hvad viden er. Her beskriver Platon en almen samtale mellem Sokrates, matematikeren Theodoros og dennes unge elev Theaitetos om, hvad viden er.

Da Sokrates i begyndelsen af dialogen beder Theaitetos forklare, hvad viden er, argumenterer han med, at det er sådan, som vi opfatter tingene. Med andre ord, så er individuel menneskelig erkendelse en målestok for sandheden. Det svarer til Conways definition af »alternative fakta«.

Sokrates må i Platons tekst naturligvis gå i rette med denne radikale form for relativisme og vise, hvordan alternative fakta i sidste ende vil modsige hinanden. Platons dialog slutter ikke med et klart svar på spørgsmålet, men undervejs er der meget at hente for en nutidig betragter.

Mia Mottelson
Hannah Arendt: Totalitarismens oprindelse

Vi har ikke koncentrationslejre, i hvert fald ikke endnu, men alligevel er det nyttigt, når man kigger på den postfaktuelle valgkampagne, som Trump førte, at studere Hannah Arendts epokegørende værk Totalitarismens oprindelse.

Bogen beskriver med uhyggelig lighed til i dag den politiske propaganda og systematiske organisering hos totalitære regimer, der udøver folkemord.

Værket, fra 1951, er især vigtigt, fordi Arendt viser, hvordan nazismen, fascismen og kommunismen har fælles rødder. Det totalitære har en tiltrækningskraft, fordi det ligesom en omfattende ideologi giver et svar på alt – ikke mindst i krisetider.

Samtidig, siger Arendt, vil totalitarismen ikke kunne slå rødder, så længe vi udfolder en fri politisk diskussion. Sikringen af disse frie rum for udfoldelse er det vigtigste svar på enhver ny demagogs forsøg på at skabe totalitære tilstande.

Mia Mottelson
Robert Musil: Manden uden egenskaber

Med udsigt til Trump-riget, et mandligt styret hvidt USA baseret på fortidige dyder, er det tid til at minde om den roman, der om nogen gør op med forestillingen om, at man bare kan genskabe en glorværdig fortid.

Robert Musils satiriske roman Manden uden egenskaber handler om skæbneåret 1913, lige inden Habsburgerriget går i opløsning, men den handler lige så meget om nazismens opkomst midt i en krisetid og om kulturelle brydningstider i det hele taget.

Her kan man lære alt om, hvordan kulturel længsel efter tradition og fortid aldrig kan indløses som pant i nutiden, og hvordan denne længsel altid giver sig udtryk i en fremskridtsfjendtlig vending mod forældede og udlevede livsformer.

Dertil kommer, at Musils roman er den bedste medicin mod den overdrevne tro på, at nogen ideologi kan redde verden, og en nådesløs afsløring af alle former for manipulation og tilflugt til stærke personligheders forenklede fortællinger.

Mia Mottelson
Herta Müller: Ræven var allerede dengang jægeren

Der er også brug for lidt højpoetisk prosa på pensumlisten, og den er givet med tysk-rumænske Herta Müllers roman Ræven var allerede dengang jægeren, der udkom i 1992.

Romanen beskriver livet i et diktatur i dets sidste krampetrækninger. Udgangspunktet er, at diktaturet ikke bare sætter grænser for det enkelte menneske, men også lægger sproget i lænker.

Alle mennesker i et diktatur er ramt af det. Identitet er ikke et personligt anliggende, men en kollektiv tilstand. Overvågning og intimidering gennemsyrer alt og langt ind i de personlige liv, i parforholdene og venskaber.

I diktaturet findes der ikke et personligt sprog, kun et statsligt, som også bemægtiger sig den enkeltes krop. Derfor beskriver Herta Müller, hvordan personerne ser ud gennem det indre gitter, som er det fængsel, diktaturet underkaster den enkelte, samtidig med at det i romanen løftes til et udtryk for den sansende undertrykkelse i et diktatur.

Det er Herta Müllers fortjeneste at beskrive det system indefra, som er en stor del af den nyere europæiske erfaring og vilkår for en litteratur, der forsøger at beskrive totalitarismen med afsæt i det enkelte individ og at befri sig fra den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • jørgen djørup
jørgen djørup anbefalede denne artikel

Kommentarer

jørgen djørup

Udenfor det skønlitterære er det en ide, at læse Karl Popper.
The Open Society and its Enemies.
Landbrugspakkeforløbet sidste år viste, en modstand mod frie institutioner i Danmark, som jeg naivt troede, var historie.

Jeg finder Trumps retorik infantil, han taler et staccatosprog. Some is a bad man, some is a good. This is bad, this is good, det er jo fordummende. Han virker ikke helt frisk i mine øjne. Indenfor to år må han for en rigsret og så dumper de ham, hvis han ikke selv går. Den politik han står for, passer til hans løfter, men ingen troede jo man ville være så tåbelig at vælge ham. Trist USA valgsystem bygger på valgmænd ellers havde det set noget bedre ud for USA med Hillary på posten, hun er i det mindste dygtig som politiker, og har kæmpet for kvindernes rettigheder altid, hun ville være mere værdig på posten.

Det er begrædeligt historieløst og manipulerende at fremstille Trump som et særligt eksempel på newspeak og totalitarismens farer; vi har blot med en ny variant at gøre. Det har hele tiden været nødvendigt at være kritisk overfor magten, dens sprogspil og -forhekselser ... og i al magt lurer totalitarismen. Til helvede med romantismen?

Søren Ferling, Bjarne Bisgaard Jensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar