Læsetid: 2 min.

Når Rainman opsøger Vild med Dans

Skuespilleren Erik Viinberg er fremragende som autisten, der forsøger at lære at trykke andre mennesker i hånden, i ’Dansetimen’ på Himmerlands Teater
Kultur
24. februar 2017

Vanvid lokker de fleste skuespillere. Drømmen om at spille ’underlig’ tiltrækker tydeligvis de fleste skuespillere – til roller lige fra Shakespeares vanskabte konge i Richard III til den vanvittige Ofelia i Hamlet. Og publikum elsker at spejle sin tilsyneladende normalitet i det afvigende. Sådan er det vist bare.

Men ’nørderollerne’ er tydeligvis hundesvære, netop fordi det er svært for skuespillerne ikke at overdrive det underlige.

I forestillingen Dansetimen på Himmerlands Teater er det en rolle som autist med Aspergers syndrom, der er på spil. Altså en person lige som Dustin Hoffman i filmen Rain Man, men her en ellers velfungerende fysikprofessor, der bare har det svært med at være tæt på andre mennesker.

Duknakket og afvist

Her er det skuespilleren Erik Viinberg, der spiller den overfølsomme mand med den heftige logik og den kropslige rædsel. Den høje, tynde Erik Viinberg er rystende overbevisende, sådan som han duknakket tager imod kritik, som om han er blevet vant til at blive afvist gennem hele sit liv.

Han taler så intelligent og så blottet for humor, at man vitterligt tror på, at denne mand ikke formår at lyve om noget som helst. Samtidig kan man se ham blive forunderligt overrasket og rank, når han pludselig mærker sin krop som andet end et besværligt hylster. Alt sammen helt underdrevet.

Spændstig danser

Dansetimen er skrevet af amerikaneren Mark St. Germain i 2014. Dets plot er effektivt, men temmelig Hollywood-usandsynligt: Den autistiske professor opsøger en danser for at bede hende om en dansetime.

Han skal modtage en pris, hvor der er en obligatorisk dans – lidt på linje med Trumps tvangsdans ved indsættelsen – og det er et uoverskueligt stort problem for ham. Han er netop ikke vild med dans. Så selvfølgelig kommer disse to mennesker til at betro sig til hinanden om deres fallerede liv under dansetimen.

Det er Susanne Sangill, der spiller danselæreren, hvis fremtid som moderne danser hænger i et smadret korsbånd. Susanne Sangill har den garvede danserkrops naturlige spændstighed, og hun har samtidig en vrangvillighed, som fint dækker over danserens frygt for ikke længere at kunne danse.

Hendes stemme er netop hård, fordi den er skrøbelig – og alt, der er indlysende for hendes krop, er uforståeligt for hans. Som når hun beordrer manden til at smile, og han så straks spørger med autistens logik: ’Hvorfor det?’

For meget USA

I Solveig Weinkouffs iscenesættelse er der masser af muntre øjeblikke, men også en god klogskab, og i Troels II Munks oversættelse er dynamikken høj. Man kan så undre sig over, hvorfor vi skal igennem endeløse amerikanske referencer, som danskere næppe har noget forhold til.

For min skyld måtte denne danser i hvert fald gerne være flyttet til Vesterbro. Så havde scenografien måske også virket mindre kunstig; Nick Pedersens newyorker-etværelses med snorlige fotos af Alvin Ailey-dansere på væggene lovligt konstrueret her på kajen i Hobro.

Men skuespillerne stråler. Når Erik Viinberg trækker hånden til sig, som om han har brændt sig, bare fordi Susanne Sangill vil give ham hånden, så mærker man som tilskuer, hvordan det er at reagere så stærkt på verden, som en autist åbenbart gør. Og det gør godt.

’Dansetimen’. Tekst: Mark St. Germain (2014). Oversættelse: Troels II Munk. Iscenesættelse: Solveig Weinkouff. Scenografi: Nick Pedersen. Himmerlands Teater i Hobro. Til 11. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her