Læsetid 8 min.

Når du har set ’La La Land’, skal du sidde tilbage med en romantisk smerte

Musicals har ikke meget med virkeligheden at gøre, erkender den amerikanske filminstruktør Damien Chazelle. Alligevel har han forsøgt sig med en film, der blander sang, dans og magi med realisme. Resultatet er den mange gange Oscarnominerede ’La La Land’, som lige straks har dansk premiere
Damien Chazelle og skuespilleren Emma Stone under optagelserne til 'La La Land'.

Damien Chazelle og skuespilleren Emma Stone under optagelserne til 'La La Land'.

Dale Robinette
17. februar 2017
Delt 12 gange

Der er flere grunde til, at Damien Chazelle holder af musicals, men den vigtigste – den, der gjorde, at han forelskede sig i genren – er dens trodsighed. At personerne pludselig begynder at synge og danse, selv om det ikke umiddelbart giver mening.

»Jeg elsker den energi og villighed til at bryde alle regler,« siger den 32-årige, amerikanske filminstruktør, der er biografaktuel med sit eget bud på netop en musical, den mange gange Oscarnominerede La La Land. Det er september, og filmen har just haft sin nordamerikanske premiere på den årlige filmfestival, blot nogle dage efter en succesfuld verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig.

Chazelle, der er en spinkel ung mand at se på, er tydeligvis træt, men efterhånden som han får talt sig varm, begynder han også at live op, man er ikke i tvivl om, hvor meget han brænder for sin film og for musicalgenren i det hele taget.

»Det er den mest kunstige genre, man kan forestille sig. Og der er mange mennesker, som slet ikke forstår musicals, fordi de i videst muligt omfang undsiger virkeligheden,« siger han.

»Men musicals har en eksperimenterende side, selv om de i hvert fald i deres gyldne periode i 1940’erne og 1950’erne var den mest populistiske og brede kunstart, man kunne forestille sig. Og efterhånden som jeg forelskede mig mere og mere i genren, syntes jeg også, at musicals var nogle af de mest følelsesladede film. Det var ikke kun de film, der gjorde mig gladest. Det var også de film, som gjorde mig mest ked af det. De bedste musicals sniger sig ind på én og gør én mere sårbar rent følelsesmæssigt, end de fleste realistiske film gør. I en musical som Jacques Demys Pigen med paraplyerne bliver alt sunget, og farverne er sindssyge. Og alligevel taler den film mere direkte til mig om kærlighed, tab, hjertesorg og tilværelsens melankoli end nogen realistisk film. Det er ikke en kritik af realisme, men med La La Land ville jeg fejre musicalgenrens evne til gennem fantasi og drøm og det, man opfatter som eskapisme, at kommentere det virkelige liv.«

Plads til romantik

Derfor var det også nødvendigt med en ganske jordbunden historie. La La Land, der er en af årets allerstørste Oscar-favoritter, handler om to unge mennesker, Mia (Emma Stone) og Sebastian (Ryan Gosling), der bor i Los Angeles og begge drømmer om at gøre kunstnerisk karriere. Hun som skuespiller og han som jazzpianist og ejer af en jazzklub. De møder hinanden, og sød musik opstår i bogstaveligste forstand, men det er slet ikke så nemt med kærligheden, når man samtidig forsøger at forfølge sine drømme – eller omvendt.

Damien Chazelle, der selv har skrevet manuskriptet til La La Land, fortæller altså en velkendt historie om kunst og kærlighed, men han gør det med en veloplagt, elegant og både morsom og rørende blanding af klassisk Technicolor-musical a la Vincente Minnelli, Stanley Donen og Gene Kelly og mere realistisk og moderne drama.

»På ét niveau er det musical og eskapisme, men på et andet er det en nutidig historie om mennesker, man kan forholde sig til – som lever i dag – og de problemer, de nu engang slås med. Jeg prøvede at kombinere virkelighedsflugten fra gamle dages musicals med vor tids realiteter, hvor man reelt ikke har råd til at være eskapistisk, og hvor tingene ikke altid går, som man håber. Spørgsmålet er, om der er plads til rendyrket romanticisme i vore dage? Vi lever i en noget mere blasert tidsalder, men det betyder måske blot, at der er endnu mere grund og plads til den form for romantik.«

En masse smerte

Ambitionen var, uden at jeg skal afsløre slutningen på La La Land, at publikum ville sidde tilbage med en bittersød fornemmelse, når de havde set filmen.

»En romantisk smerte,« siger Damien Chazelle, der altså også lod sig inspirere af franskmanden Jacques Demys postmoderne musicals fra 1960’erne, Pigen med paraplyerne (1964) og Pigerne fra Rochefort (1967).

»Demy tog Hollywood-musicalen og lod den foregå i den virkelige verden, i virkelige byer. Og der er en melankoli i de film, som jeg synes er så smuk og romantisk. Selv i Pigerne fra Rochefort, der ender godt med fine sløjfer på de forskellige romancer, er der en følelse af dyb længsel og misforståelse. Ja, der er sukker på til sidst, men filmen handler om mennesker, der passer sammen, men som går fejl af hinanden. Jeg elsker virkelig ideen om forkert timing og skibe, der sejler forbi hinanden i natten. Ting, der ikke ender helt, som de skal, hvorimod det i det gamle Hollywood altid endte, som det skulle.«

Det var vigtigt for Chazelle, at han ikke kom til at tage for let på de problemer, som hovedpersonerne i La La Land står overfor, og på hvor svært det kan være at forfølge sine drømme.

»Usikkerheden skulle fremgå,« siger han.

»Både den her film og min forrige film, Whiplash, handler om forholdsvis unge kunstnere, der befinder sig på et sted i deres liv, hvor de stadig prøver at finde ud af, hvem de er som mennesker og kunstnere – hvad deres identitet er. Det kan være en meget skræmmende periode på både et praktisk niveau – ’hvordan skal jeg kunne betale mine regninger?’ – og et dybere, mere eksistentielt niveau – ’hvad er meningen med det hele?’ Det kan også være en meget ensom tid, især i en by som Los Angeles, der er så stor og spredt. Der er en masse smerte i begge film. Whiplash handler mere direkte om smerten, men jeg opfatter dem som historier om kunstnerens kamp, der ikke er nem.«

Drillende hyldest

På den måde bliver La La Land også en kommentar til de film, den hylder, og den by, Los Angeles, den foregår i. Det er ikke tilfældigt, at Mia i filmen taler om, at romantik er et beskidt ord, mens Sebastian på et tidspunkt siger, at »i Los Angeles dyrker man alting, men værdsætter intet«.

»Det er mig, der siger det, men det er også Emma og Ryan,« siger Damien Chazelle.

»Den sætning var noget, Ryan fandt på, og det er en af mine favoritreplikker i filmen. Han har også boet i L.A. i lang tid, og vi snakkede meget om, hvordan vi elsker L.A. og hader L.A. på samme tid. Vi elsker, hvad L.A. kan være: Et landskab fuld af drømme. Men det er også en by, der i modsætning til New York og visse europæiske byer er lidt ligeglad med sin historie. Det er svært at tale om L.A.’s historie, fordi der er så lidt af den, når det kommer til tid, men for en filmelsker er L.A. et historisk monument. Det er stedet, hvor alle disse fantastiske film blev optaget, og hvor man byggede nogle af de første filmstudier, så for mig er det som at besøge Forum Romanum. Man går rundt i et af studierne og får øje på en plakat for en eller anden superheltefilm, der hænger på væggen til det studie, hvor de helt bogstavelig talt optog Troldmanden fra Oz. Man kan vælge at tænke, ’lorteby. Vi er sunket så lavt.’ På den anden side er det også et udtryk for, at byen er en levende organisme. Vi skal respektere fortiden, men vi skal ikke hænge fast i den. Så måske er L.A.’s ligegyldighed over for sin egen fortid i virkeligheden kun godt.«

Men man er nødt til at lave sjov med så skizofren en by som Los Angeles, mener Chazelle. Det er blandt andet derfor, at filmen hedder La La Land – lalleland.

»L.A. er en nem by at grine af, og jeg morede mig med at iscenesætte L.A.-trafik og L.A.-fester og den slags ting, vi hader ved L.A., men der er noget smukt i kernen af L.A., og det er tanken om en by bygget af drømmere og folk, der samles for at drømme alle disse tossede drømme, der ofte ikke bliver til noget. Hvor meget man så end laver sjov med eller griner af L.A. på overfladen, så er der noget poetisk inderst inde. Jeg ville drille, men også hylde byen.«

Vilde film

La La Land begynder midt på en proppet motorvej med et opsigtsvækkende sang- og dansenummer, der om noget blander prosaisk virkelighed med musicalmagi. Og den slags øjeblikke er der mange af i den smukt fotograferede og koreograferede film med den iørefaldende musik. Men selv om det ser så legende let og elegant ud, var det kompliceret at lave, fortæller Damien Chazelle.

»Jeg havde et fantastisk filmhold. Det handlede om at bygge en verden, og den verden er virkelighedens Los Angeles, men en smule stiliseret og højnet. Det gjaldt så for vores scenograf om at tilføje små detaljer til alle locations, vi optog på, hvad enten det var at male en bygning eller et vægmaleri, som også Jacques Demy gjorde. Og min fotograf var hele tiden opmærksom på, på hvilket tidspunkt af dagen vi optog, i hvilken retning lyset faldt og på at bruge så mange naturlige lyskilder som muligt. Det er rigtige solnedgange og himle, man ser i filmen. Intet af det er digitalt. Sådan ser himlen i L.A. ud på et bestemt tidspunkt af dagen, men så er man nødt til at optage præcis kl. 18.36, og det giver kun et lille optagevindue. Den røde tråd gennem optagelserne var at forene virkeligheden med magi – aldrig lade fantasien overskygge den virkelige verden og omvendt.«

Det er ikke helt forkert at sige, at Chazelle med La La Land går planken ud. Han holder sig i hvert fald ikke tilbage, og det er der en god grund til. Det var nemlig den slags grænseløse, kulørte og berusende film, der gjorde ham interesseret i at blive instruktør.

»Det var, når jeg så de gamle musicals eller Rumrejsen år 2001 eller Paradisets børn – skøre film, der ikke burde kunne fungere, der burde falde fra hinanden oppe på lærredet. Der er noget meget opildnende og opkvikkende over den slags film. Jeg tror også på film, der virkelig er lavet til det store lærred – nu mere end nogensinde. Man skal kæmpe for, at filmen vedbliver at være noget, folk samles i mørket for at se. Måske kan tv-mediets succes og filmmediets trængsler inspirere filmskabere til at oppe sig, gøre deres yderste for at give folk en grund til at gå i biografen. Vi ville ikke have CinemaScope, hvis ikke tv-mediet havde presset biografmediet i 1950’erne. Den slags teknologiske fremskridt er resultatet af, at nogen har sagt, at ’filmen er ved at dø’. Filmen har været ved at dø i 100 år, men den er altså stadigvæk i live. Jeg prøver at være optimistisk og blive ved med at lave film, som forhåbentlig kan få folk til at føle det på samme måde, som jeg gjorde, da jeg så disse vilde film.«

La La Land har premiere i næste uge og anmeldes her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu