Læsetid: 4 min.

’Der er jo ikke nogen, der køber hele Luther’

Man kan ikke bare gå i en bue uden om den teologiske Luther og kun beskæftige sig med det politiske, som Frederik Stjernfelt forsøger. Det teologiske er selve Luthers kerne. Det mener teologiprofessor, Svend Andersen, der dog medgiver, at Martin Luther var en paradoksal og omskiftelig tænker
21. februar 2017

Hvem er det, der står bag de Luther-myter, som Frederik Stjernfelt kritiserer i dagen avis? Ud over, at Martin Luther rigtig nok optræder i Brian Mikkelsens demokratikanon fra 2008, hvor det hævdes, at han »banede vej for et humanistisk grundsyn om respekt for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og ansvarlighed, som siden blev kendetegnende for det vestlige demokrati,« hvilket Svend Andersen sådan set er enig i med Frederik Stjernfelt i, er forkert, har han svært ved at genkende Stjernfelts påstand om myternes dominans og udbredelse.

Ifølge Svend Andersen, der er professor i teologi ved Aarhus Universitet, er de fleste Luther-kendere, måske med undtagelse af Søren Krarup og Tidehvervs-folkene, vel vidende om, at Luthers tænkning på visse områder var dybt problematisk. For Svend Andersen handler det om at være bevidst om dobbeltheden og de indre modsætninger, der løber igennem Luthers forfatterskab og praktiske virke.

Der er frihed hos Luther

»Meget af Stjernfelts kritik bygger på, at Luther helt enkelt har sagt forskellige ting. Jeg mener f.eks. bestemt at Luther, i modsætning til hvad Stjernfelt hævder, forsvarer en form for religionsfrihed, men senere skifter han rigtig nok mening,« siger Svend Andersen og peger på at Luther skriver om frihed flere steder og blandt andet i det skrift, der hedder Om verdslig øvrighed fra 1523, hvor han ifølge Andersen klart udtrykker, at tanker er toldfri, og at troen er en fri sag, som den politiske magthaver ikke må blande sig i.

»Hvis man er Luther-kritiker som Stjernfelt, så holder man sig selvfølgelig til det usympatiske, men hvis man er en form for lutheraner, som jeg er, så vil man spørge sig selv, hvilken version af Luther der er mest i overensstemmelse med hans grundlæggende forståelse af kristendommen.«

»Og det hører altså med til Luthers grundlæggende forståelse af kristendommen, at tro hører sammen med frihed.«

Frederik Stjernfelts usympatiske læsning ses selvfølgelig i det han fremhæver, men måske endnu mere i det han udelader. Det er for Svend Andersen meget sigende, at Stjernfelt selv indrømmer, at han ikke er så interesseret i det teologiske, men kun de politiske dimensioner af Luther. På den måde beskæftiger han sig ikke med det, som er hovedsagen for dem som fejrer reformationsjubilæet. For det er netop et reformationsjubilæum, ikke et Luther-jubilæum.

»Vi fejrer ikke Luther, men markerer, at der for 500 år siden blev formuleret en ny forståelse af kristendommen. Og det er den form for kristendom, som den danske folkekirke bygger på.«

De to Luthere

Når det er sagt, så er Svend Andersen enig med Stjernfelt et stykke af vejen. Man tillægger Luther for meget, når man som i Danmarkskanonen fremhæver ham som en art forudsætning for demokratiet. Han er også enig i, at Luther handler uforståeligt i forbindelse med det tyske bondeoprør i 1524-25, hvor han først giver bønderne ret i, at de bliver behandlet dårligt, men senere støtter magthaverne i deres brutale nedkæmpelse af oprøret. Der er, understreger Andersen, heller ingen tvivl om den sene Luthers rabiate jødehad, men igen er man nødt til at forstå den på en teologisk baggrund, mener Svend Andersen

»Det hører med til billedet, at Luther var fuldstændig overbevist om, at han havde fundet den sande kristendom. Den Messias som jøderne ventede, han var jo kommet, mente Luther, og det måtte jøderne forstå. Det forsøgte han så at forklare dem, men da det ikke lykkedes ham at omvende dem, blev han rasende.«

Det ændrer ikke på, at man på ingen måde kan undskylde skriftet Om jøderne og deres løgne eller for den sags skyld nægte, at Luther blev brugt af nazisterne af den grund, mener Svend Andersen. Det er der heller ingen ’fornuftige lutheranere’ som har interesse i. Det samme gælder Luthers tanker om at bruge politisk magt til at undertrykke religion. De ufornuftige lutheraner lader Svend Andersen forstå er Tidehvervs-folkene og særligt Søren Krarup, der på mange måder deler læsning af Luther med Stjernfelt, når Krarup hævder, at Luthers teologi står for det modsatte af oplysning. »Krarup taler ikke om det moderne gennembrud, men om ’det moderne sammenbrud’, fordi han er anti-moderne og anti-oplysningstænker. Den form for Lutherdom findes også og har historisk især gjort sig gældende i Tyskland, hvor Luthers kristendom blev kombineret med politisk konservatisme og reaktionære kræfter.«

Énøjet læsning

Udover at Stjernfelt ’kæmper mod stråmænd eller vindmøller’ ved at hævde, at vi har en kritikløs Luther-reception, mener Svend Andersen, at Stjernfelt gør sig skyldig i en énøjet læsning af Luther, når han sier det væsentlige, teologien, fra.

»Hvis man ikke er interesseret i det teologiske, så får man ikke det sande billede og i hvert fald slet ikke er tilstrækkeligt nuanceret billede af, hvad Luther faktisk betyder. Der er også mange, der har læst Søren Kierkegaard udelukkende som filosof og forfatter uden at få hans kristendomsforståelse med, men så er det jo en meget amputeret Kierkegaard, man får, for det var nu en gang kristendommen, Kierkegaard var optaget af.«

»Kernen i Luthers teologi er netop at betone, at troen er det enkelte menneskes ansvar, at troen er fri, og at det enkelte menneske skal kunne læse bibelen på sit eget sprog uden at behøve forstå hver en sætning i Bibelen, som en eviggyldig sandhed. Det er i sin grund en antifundamentalistisk og antidoktrinær form for kristendom.«

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu