Læsetid: 9 min.

I et ørige isoleret fra verden

Langt fra millionbyen Manila bor lokalbefolkningen på næsten øde øer, glemt af centralregeringen og overladt til sig selv i kampen for overlevelse. Det prøver et filippinsk-britisk vennepar at lave om på ved at trække turister til uden at ødelægge områdets største attraktion – den næsten uberørte natur
Det er i høj grad Palawanprovinsens uspolerethed og afsides beliggenhed, der fascinerer turisterne. Det er imidlertid de samme ting, der ofte gør livet hårdt for de lokale.

Det er i høj grad Palawanprovinsens uspolerethed og afsides beliggenhed, der fascinerer turisterne. Det er imidlertid de samme ting, der ofte gør livet hårdt for de lokale.

Michelle Arrouas

10. februar 2017

Kaptajnen styrer sikkert båden ind på sandstranden, og Jimmy giver signal til, at vi skal gøre os klar. Vi samler vores ting fra den bløde sandstrand, mens vi forventningsfuldt kigger på træbåden; det er en tidligere fiskerkutter malet i gule, røde, blå og hvide farver. De står smukt til det turkisblå hav. Vi skal lige til at gå om bord, da Jimmy stopper os.

»Smid jeres sko ned i den her,« griner han og stiller en plastikkasse foran os. »Dem får I ikke brug for de næste fem dage.«

Ti-tolv par klipklapper, ballerinaer og sneakers fyldt med sand bliver smidt ned i kassen, og så går vi om bord. Forventningerne er lige så høje som bølgerne, da vi stævner ud og lægger fastlandet bag os; forude venter et Robinson Crusoe-agtigt eventyr med øde øer og endeløse dage.

Vi er i Filippinernes Palawanprovins, den vestligste del af landet, som består af hovedøen Palawan og 1.780 mindre øer. Vi skal sejle mellem nogle af de mindste med det lille kompagni Tao, der arrangerer øhop på gamle fiskerbåde mellem øde øer. Hver dag sejler man til en ny ø, og hver nat sover man på en ny strand.

Gruppen er allerede godt rystet sammen; turen startede på Taos permakultur-landbrug, hvor et kuld gedekid blev født, mens vi fik en rundvisning. Bagefter spiste vi med fingrene fra de samme palmeblade fyldt med bjerge af krabber og frisk frugt og grøntsager. Gruppen består af tre kærestepar, et mandligt vennepar fra Hongkongs finansverden, et par solobackpackere og min søster og mig.

Vi ankommer til første dags destination, efter at vi har set de første uberørte øer glide forbi. Alle hjælper med at læsse af båden, før de stopper op og betragter stranden. Det blå hav bruser op på sandstranden, der har et lyserødt skær. Høje palmetræer rejser sig med volleyballnet og hængekøjer spændt ud mellem dem. En fritgående gris og nogle lokale børn løber hvinende og grinende rundt mellem de små, smukke sivhytter.

»Det ser endnu bedre ud end på Pinterest,« siger kinesiske Lu til sin amerikanske kæreste David. De har begge to farvet håret delvist lyserødt.

Hun henviser til Palawan-provinsens status som verdens måske mest efterspurgte strande på sociale medier; det sidste par år har billeder af uberørte bountystrande og kajakture på krystalklart, smaragdgrønt vand givet Palawan et nærmest mytisk image som uspoleret naturparadis.

Småøerne ser idylliske ud, men de ligger i et område af Stillehavet med hyppige jordskælv, vulkanudbrud og tyfoner, som gør livet svært for de lokale.

Michelle Arrouas

Uspoleret og isoleret

Der er en verden til forskel fra hovedøen Palawan, hvor vi steg om bord på båden. Turen startede i den lille by El Nido.

Med sin beliggenhed tæt på de øde, uberørte strande, der tiltrækker turister, fordi de endnu ikke er plastret til med billige hoteller, larmende barer og insisterende lokale sælgere, vokser byen ifølge de lokale dag for dag.

Den er begyndt at ligne de små kystbyer, der er karakteristiske for den sydøstasiatiske turistscene; her er asfalterede veje, et virvar af elkabler, der hænger over byen, billige hostels for backpackere, der ikke har råd til at bo på selve strandene, og små caféer, dykkercentre, turudbydere og ihærdige sælgere.

De går rundt med billeder af øde strande, men når man kommer frem er de ofte fyldt med mennesker på dagture. Det er derfor, vi har valgt at sejle lidt længere væk.

Det er i høj grad Palawanprovinsens uspolerethed og afsides beliggenhed, der fascinerer turisterne. Det er imidlertid de samme ting, der ofte gør livet hårdt for de lokale. Det fortæller Jack, den ene halvdel af teamet bag Tao på en skrattende telefonforbindelse, efter at vi er kommet hjem fra turen.

»Isolationen er et tveægget sværd for de lokale. Øerne er usandsynligt smukke, og der er masser af plads at boltre sig på, men der er stort set ingen forbindelse til resten af verden, så turisterne kan ikke kommer herud. Det prøver vi at lave om på,« fortæller den unge brite.

Ud over et luksushotel på en privat ø, der tiltrækker folk som Bill og Melinda Gates, er Tao det første forsøg på at lokke rejsende ud til de mindre øer. De var i vid udstrækning ubeboede indtil et fiskeriboom i 1970’erne. Filippinere flyttede til Palawanprovinsen for at fiske, og i 30 år levede mange af dem fra hånden til munden uden andre indtjeningsmuligheder end fiskeriet fra deres små træbåde og uden at være i kontakt med omverdenen; der var hverken elektricitet, telefonforbindelse eller anden infrastruktur på de små, øde øer.

Efter 30 års overfiskeri var fiskebestanden omkring Palawan stærkt minimeret. Et stadig stigende antal turister opsøgte hovedøen Palawan, men sejlturen var for lang til, at folk fra de mindre øer kunne få arbejde der. Der blev oprettet skoler, anlagt asfalterede veje, etableret elektricitet og antenner på de større øer, men ikke på de mindre. Fiskerfamilierne, som ofte har store børneflokke, begyndte at få svært ved at brødføde sig selv.

»Du kan ikke forklare en fisker, der har otte sultne børn at skulle mætte, at han ikke må fiske så meget, fordi havet ikke har tid til at regenere. Du er nødt til at give ham andre muligheder,« siger Jack.

Han startede Tao med sin filippinske ven Eddie ved lidt af en tilfældighed. Han var på besøg hos Eddie i Filippinerne, og de købte en rusten, rådden gammel fiskekutter, satte den i stand, sejlede rundt mellem Palawans øde øer, fra El Nido til Coron, og boede hos lokale familier undervejs.

Da de nåede dykkerbyen Coron efter to måneder var de løbet tør for penge, og de besluttede at se, om de kunne finde folk, der ville betale lidt for at sejle med tilbage. Første tur var en succes, og rygtet om sejlturen bredte sig; venneparret købte flere både, uddannede lokale til at lede turene og begyndte at bygge primitive bambushytter på strandene til gæsterne.

»De lokale tog godt imod os, fordi de kendte os fra vores egne ture, men også fordi de var hårdt trængte økonomisk. Der var en kæmpe gruppe unge mennesker, der var desperate efter at få arbejde,« fortæller Jack.

Søpindsvin og sashimi

Det er de lokale unge, der leder turene. På hver båd er der omkring fem-seks ansatte; en kaptajn, hans assistent, en kok, en dykkerinstruktør og en turleder. På hver strand, vi overnatter på, bliver de assisteret af lokale øboere.

Vores turleder, Jimmy, sprudler konstant af energi. Han er i starten af 20’erne og fra en lille ø tæt på Coron. Han havde ikke lyst til at flytte til fastlandet for at søge arbejde, så da Tao spurgte, om han ville uddannes til turleder, sagde han ja.

»Det er verdens bedste job. Jeg møder mennesker fra hele verden, sover i paradis hver nat, og jeg kan se min familie tit. Mine venner, som tog til Manila for at finde arbejde, kommer kun hjem en gang eller to om året,« fortæller Jimmy.

Vi sidder om et bål på en strand få meter fra vandkanten; det bruser voldsomt, og bålet knitrer. Bag os ligger de bambushytter, vi sover i om natten.

»Det er ikke komfortabelt, men det er en oplevelse. Før vi lader folk booke en tur med os sikrer vi os, at de ikke forventer luksus. Vi har haft folk, der brokkede sig over, at havet larmer for meget,« fortæller Jimmy grinende.

De andre ansatte er også vokset op på øerne som børn af fiskere. De kender de bedste snorkelsteder, styrer sikkert uden om revene, fisker med harpun og viser folk, hvordan man kan tilberede sashimi af de søpindsvin, vi dykker efter – der er for mange, og bestanden skal holdes nede – og den tun, vi fanger med en simpel fiskesnor, mens vi er på havet.

I dag har Tao omkring 160 fuldtidsansatte, og Jack og Eddie vurderer, at Tao er den primære indtægtskilde for omkring 350 familier i provinsen. De lokale arbejder med at bygge bambushytter, gøre rent og reparere bådene. Derudover har Tao ansat to folkeskolelærere og oprettet interimistiske skoler på to øer; sejlturen til de mest nærliggende offentlige skoler er så lang, at mange børn først kommer i skole, når de er 10-12 år, hvis de overhovedet kommer af sted.

»Vi er glade for, at vi kan hjælpe, og vi tror bæredygtig turisme er den eneste vej frem for de her små øsamfund. Men det er også et stort ansvar, for hvad sker der med dem, hvis der sker noget med os?« siger Jack.

Ingen forventning om hjælp fra regeringen

Det er især, når naturkatastroferne rammer, at det står klart, hvor isolerede beboerne er. Området ligger lige ved den såkaldte Ring of Fire – et område i Stillehavet, hvor der hyppigt er jordskælv og vulkanudbrud. Det resulterer i omkring 20 årlige tyfoner i filippinsk farvand og 5-10, der rammer kysterne.

De sidste to dage på turen sejler vi gennem et område, der tydeligvis har lidt under nylige naturkatastrofer. Palmetræerne er knækkede, der ligger vrag af små fiskerbåde på strandene, og de må kystbyers vakkelvorne træhuse er blevet forsøgt repareret med de få redskaber, de lokale har.

Efter tyfoner og orkaner retter forskellige nødhjælpsgrupper ofte kritik af regeringen, for nødhjælpen til de øde egne kan være ugevis om at nå frem, hvis den overhovedet kommer. Men ifølge Tao er den kritik misforstået.

»Efter supertyfonen Yolanda i 2013 var der flere områder, hvor nødhjælpen ikke nåede frem, men kritikken af det kom ikke fra øsamfundene. Efter en tyfon eller orkan reparerer de det, de kan, de sørger over dem, de måske har mistet, og så fortsætter de, hvor de slap. De har ingen forventninger om at få hjælp, for de ved, at de er alene i kampen for overlevelse,« fortæller Jack.

»I det hele taget er forventningerne til regeringen meget lave. Der er så meget korruption, at alle forsøger at undgå at betale skat, så der er en kystvagt uden både og en sindssyg mangel på ambulancer. Regeringen har mange problemer at løse, før den overhovedet vil begynde at overveje at hjælpe de små øsamfund,« siger Jack.

Efter tyfonen Yolanda sejlede Jack og Eddie ud til de øde øer, som deres venner og samarbejdspartnere bor på. De lokales største problem var at skaffe penge til at reparere deres både og boliger, og de to venner besluttede derfor at starte lejre på nogle af de øer, der var blevet hårdest ramt og havde mest brug for hjælp.

Det er en af de lejre, vi ankommer til den sidste aften på turen. Stranden er spækket med søstjerner på størrelse med fodbolde, og øen er omgivet  af andre små øer. Kvinderne står klar til at give massage, mens børnene og mændene hjælper til med madlavningen og med at bygge et gigantisk bål.

»Vi er afhængige af de lokales arbejdskraft. Vi vil ikke være en nødhjælpsorganisation, vi vil være en del af et lokalsamfund, hvor folk har brug for og stoler på hinanden,« fortæller Jack.

»Turismen kommer til at ændre Palawan, det er der ingen tvivl om – jeg så lige, at Nickelodeon har planer om at bygge et vandland, som vækker megen modstand blandt de lokale og miljøforkæmpere. Men jeg tror, at det er muligt at skabe turisme, der giver lige så meget til lokalsamfundet, som den tager,« siger han.

Efter fem dages sejlads når vi dagen efter frem til havnebyen Coron. Jimmy finder kassen med vores fodtøj frem; vi havde glemt alt om det. Det er underligt at være tilbage på fast grund med sko på fødderne efter fem dage med sandstrand, saltvand og en gyngende båd under fødderne. Havnen virker voldsom og larmende, der er mennesker og trafik og radioer overalt. Lugten af diesel hænger tungt i luften.

Vi begynder i samlet flok at bevæge os mod byen. En bil kører forbi os og skubber næsten nogle af os i havnen. Kæresteparret Danny og Lu kigger spørgende på hinanden; de er de eneste, der ikke har et fly videre i morgen. Lu stiller taskerne og løber tilbage til båden.

»Hey Jimmy, hvornår sejler I tilbage til El Nido? Vi tager med.«

iVerden februar 2017

I denne udgave af iVerden rejser vi til Asien. Tag med, når vi besøger det vilde punkmiljø i Japans tredjestørste by Osaka og et afsidesliggende øsamfund glemt af centralregeringen i Filippinerne. Kom med ind i det imponerende nye musikmekka Elbphilmarmonie i Hamborg og ud i den egyptiske ørken efter nye arkæologiske fund. Vi har også mødt et par, der har brugt to måneder på at komme gennem Pyrenæerne fra Atlanterhavet til Middelhavet – til fods.

Andre artikler i dette tillæg

  • Asiatiske spændinger

    10. februar 2017
    Mens vi har fået øjnene op for indisk, kinesisk og japansk litteratur, kniber det stadig med danske oversættelser fra de sydøstasiatiske øriger. Vi har fundet otte nyere romaner fra Asiens fastland og nærliggende øer
  • Fra Moses på bjerget til pensionisten på Caminoen

    10. februar 2017
    Vandrestavens ypperste formål er at give sin bruger balance. At fordele vægten på tre eller fire punkter frem for at nøjes med føddernes to er i et kuperet terræn er alfa og omega, hvis man vil holde sig på benene
  • Med droner og bare næver

    10. februar 2017
    Nildeltaet byder stadig på overraskelser for arkæologer fra hele verden – og både klassiske og moderne metoder tages i brug i jagten på faraoernes hemmeligheder i et land, der er som støvsuget for vestlige turister
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu