Baggrund
Læsetid: 9 min.

Fra progressivt foregangsland til populistisk bannerfører

På tre årtier gik Holland fra at være den multikulturelle tolerances idylliske foregangsland til at være hjemsted for desillusion, politisk vold og folkelig vrede – men selv om glansbilledet måske aldrig talte sandt, er det svært at se nogen vej ud af hollændernes aktuelle mismod
Nøglespillere på det hollandske hold ved EM i 1988 var Frank Rijkaard (i midten), Ruud Gullit (til venstre) og Gerald Vanenburg. Alle tre havde surinamske rødder, mens de tyske og russiske hold stadig var helt hvide. Hollænderne spillede sprudlende fodbold, og sejren blev set som et symbolsk udtryk for Hollands multikulturelle idyl.

Nøglespillere på det hollandske hold ved EM i 1988 var Frank Rijkaard (i midten), Ruud Gullit (til venstre) og Gerald Vanenburg. Alle tre havde surinamske rødder, mens de tyske og russiske hold stadig var helt hvide. Hollænderne spillede sprudlende fodbold, og sejren blev set som et symbolsk udtryk for Hollands multikulturelle idyl.

Polfoto

Kultur
25. februar 2017

For kun tre årtier siden var Holland i store dele af verdens øjne synonymt med ’selvbevidst tolerance’. Som socialt laboratorium for homoseksuelles rettigheder, for legalisering af soft drugs, prostitution og eutanasi kunne landet ikke opdrive et mere højreorienteret parti end det liberalkonsevative VVD – og sammenlignet med demokraterne i USA lå VVD’s program til venstre på næsten alle punkter.

Det var dengang, progressive hollandske journalister, forfattere og politikere uden mindste strejf af ironi omtalte Holland som et ’foregangsland’. Holland var over for borgerlige i resten af den vestlige verden selve beviset på, at homoseksuelle ægteskaber eller lovlig hash ikke var ensbetydende med civilisationens undergang.

Tværtimod forekom vores bemærkelsesværdige stabilitet og velstand at være vidnesbyrd om, at samfund vil blive gradvis lykkeligere, når blot de favner frihed, mangfoldighed og multikulturalisme.

Aldrig føltes dette selvbillede mere rigtigt end på en solrig lørdag i juni 1988. Fodbold er Hollands nationalsport, hvis ikke religion. På hin dag afvikledes finalen i europamesterskabet, og Holland havde umiddelbart forinden slået ærkefjenden Vesttyskland i semifinalen. Nu udspillede ’Oranje’, som vores landshold kaldes i folkemunde, et uinspireret og mekanisk Sovjetunionen.

Sprudlende ’Oranje’

Nøglespillere på det hollandske hold var Frank Rijkaard, Ruud Gullit og Gerald Vanenburg. Alle tre havde surinamske rødder, mens de tyske og russiske hold stadig var helt hvide. Hollænderne spillede lige så sprudlende fodbold, som den tidligere stjernegeneration med Johan Cruyff og Johan Neeskens gjorde i VM-finalerne i 1974 og 1978.

Sejren blev set som et symbolsk udtryk for Hollands multikulturelle idyl. Takket være indvandringen ville hollandsk kultur ikke ændre sig med undtagelse af to ting: Flere hollændere ville fremover have brun hud. Og i modsætning til de tabte finaler til Tyskland og derefter Argentina, var det nu hollænderne, der ville trække sig sejrrigt ud af kampene.

Kun tåber og journalister tager meningsmålinger alvorligt, men alt tyder på, at PVV, det hollandske Frihedsparti under ledelse af Geert Wilders vil præstere et fremragende resultat ved det forestående parlamentsvalg 15. marts.

Selv om iagttagere mener, at partiets tilslutning kan have toppet, står det fortsat til at blive det største. Og for at bremse dette skred er både VVD og De Kristelige Demokrater rykket så skarpt til højre, at juraprofessorer og menneskeretsadvokater for nylig følte sig kaldet til at advare om, at deres politiske forslag kan udgøre »en trussel« mod den hollandske rechtstaat.

Ydermere har en række andre højrepopulistiske protestpartier set dagens lys, og vi har tilmed også fået et parti for indvandrere, DENK, der fører valgkamp med forbillede i Donald Trumps kampagne: Det er dybt autoritært, gør brug af falske nyheder, angriber pressen og dyrker alskens konspirationsteorier.

Højre mod højre

For første gang i mands minde ser et hollandsk parlamentsvalg ud til at skulle stå mellem to store højreorienterede partier. Hvad der resterer af venstrefløjen er splittede og desillusionerede fraktioner, og ifølge nogle målinger kan de hollandske socialdemokrater i Partij van de Arbeid rykke helt ned på en sjette- eller endda ottendeplads.

Det er fristende at beskrive hele denne udvikling som en fortælling om ’et tabt progressivt paradis’. Men hvor meget progressive end måtte have troet på, at hele Holland så sig selv som foregangsland, så var det billede altid karikatur. Det samme er tilfældet med Wilders’ seneste opkomst.

Wilders’ program er ikke bygget op omkring etnicitet eller et løfte om ’at gøre Holland stort igen’, men omkring ytringsfrihed, ligestilling og andre grundlæggende progressive værdier. Dette gør ham fundamentalt forskellig fra autoritære typer såsom Orbán eller skabshomofober, som dem, der befolker det britiske anti-EU-parti, UKIP, skriver Joris Luyendijk.

Wilders’ program er ikke bygget op omkring etnicitet eller et løfte om ’at gøre Holland stort igen’, men omkring ytringsfrihed, ligestilling og andre grundlæggende progressive værdier. Dette gør ham fundamentalt forskellig fra autoritære typer såsom Orbán eller skabshomofober, som dem, der befolker det britiske anti-EU-parti, UKIP, skriver Joris Luyendijk.

Peter Dejong

Wilders, hvis indonesiske rødder sløres af hans blegede hår, har måske nok udtrykt støtte til Donald Trump og Brexit og lovprist Marine Le Pen og andre europæiske populister. Men hele hans program, tankegang og metoder er ikke det markante brud med fortiden, som så mange udlandske iagttagere synes at tro.

For det første var hollandsk tolerance aldrig, hvad den blev hypet op til at være. Sandt at sige blev 1980’erne skæmmet af en række grove tilfælde af politisk vold. En obskur anarkistgruppe (’Autonome Cellen Nederland’) forsøgte at myrde Amsterdams borgmester, Ed van Thijn, i 1985 ved at placere bomber ved siden af ​​hans soveværelse.

Et år senere satte demonstranter ild på et hotel, hvor medlemmer af det højreekstremistiske Centrum Democraten var forsamlet til kongres. Partileder Hans Janmaats sekretær mistede sit ene ben efter kvæstelser, hun pådrog sig, da hun sprang ud af vinduet for at undslippe flammerne. Hollandske parlamentarikere ignorerede attentatet, men rejste kritik af politiets behandling af demonstranterne.

I 1991 placerede en anden venstreorienteret gruppe en bombe hos den minister, der havde ansvar for asylpolitikken, Aad Kosto. Da tyske neonazister i Solingen to år senere satte ild til en tyrkisk families hus med fem dødsofre som resultat, sendte ikke færre end 1,2 millioner hollændere et postkort til Tysklands kansler Helmut Kohl med teksten: »Ik ben woedend« – »Jeg er vred«.

Løftede pegefingre

Holland var også foregangslandet med ’de moraliserende pegefingre’, som hollænderne kalder det. Sandt at sige går meget af den ekstreme vrede, som i dag bliver rettet imod de etablerede partier, tilbage til de løftede pegefingres tid. I tolerancens navn blev alle de synspunkter, der modsagde det progressive etablissements udgave af tolerance undertrykt og udskammet.

Og som følge heraf, lyder en gængs anklage, fik problemer med indvandrerintegrationen lov at vokse sig store over årtier uden at kunne blive sat under debat. Af den grund – og som ekko af hollandsk antiklerikalisme – kaldes den hollandske politiske korrekte venstrefløj blandt Wilders’ tilhængere for ’det kirkelige venstre’.

’Det kirkelige venstres’ nedtur blev – endnu en gang – beseglet af det hollanske fodholdlandsbold. Ved EM 1996 blev spillertruppen splittet i to modsatrettede lejre, da fem spillere beklagede sig over at være sat af holdet af landstræner Guus Hiddink. A

lle fem var sorte og tro mod hollændernes forkærlighed for karsk tale udtalte holdets mest populære stjernespiller Edgar Davids til en schweizisk journalist, at Hiddink »måtte se at få sit hoved ud af røven på spillerne, så han kunne se klarere«.

Turneringen blev en katastrofe for Holland og frembød således et helt andet symbolsk udtryk end triumfen otte år før med Ruud Gullit og Frank Rijkaard. Indvandring kunne ikke blot berige samfundet, men også skabe reelle konflikter.

I de år, der fulgte, mistede det progressive etablissement en god del af sin prestige og autoritet. Finanskrisen i 2008, som ingen havde forudsagt, euroroderiet med Grækenland, indskrænkningen af velfærdsstaten og et neoliberalt program for privatisering og tvungne fusioner inden for uddannelse og sundhed bidrog alle til at nære en stadig bredere og stadig mere intens folkelig vrede.

Den omstændighed, at så mange toppolitikere havde bijob for de store banker – som set i andre europæiske lande – stemte heller ikke hollænderne mildere over for deres elite.

Pim Fortuyn

Men det blev indvandring og integration, som viste sig som den største lynafleder. Omkring århundredskiftet begyndte en flamboyant, proisraelsk og åbent homoseksuel tidligere socialdemokratisk politiker Pim Fortuyn at turnere landet med advarsler om risiciene ved ukontrolleret indvandring. Hans bøger begyndte at sælge i store oplag, og da Pim Fortuyn besluttede at stille op til parlamentet, syntes en revolution at være under opsejling.

Her var en mand, som havde stjålet den progressive dagsorden ved at hævde at være den eneste politiker til venstre, som var klar til at kæmpe for et åbent samfund. Fortuyn havde rejst et kritisk og fundamentalt spørgsmål, som ingen progressiv politiker i Vesten synes at kunne give et tilfredsstillende svar på:

Hvor sikkert er et åbent, frit og lige samfund, hvis det år efter år skal absorbere hundredtusindvis af indvandrere fra lande uden tradition for åbenhed, frihed eller lighed?

I 1980’ernes og 1990’ernes selvbevidste Holland kunne enhver, der stillede sådanne spørgsmål, være sikker på at blive afvist som racist eller alarmist: Inden for én generation, var forventningen, ville disse indvandrere naturligvis også favne frihed og lighed.

Virkeligheden viste sig at være en anden. I begyndelsen af 00’erne holdt homoseksuelle mænd op med at gå hånd i hånd i Amsterdam da homofobisk vold – som oftest begået af gadedrenge af marrokansk afstamning kom i kraftig vækst.

Jøder tog deres kalotter af, og svømmehaller måtte ansætte ekstra vagter for at beskytte piger mod chikane fra samme bander. Så kom 11. september.

Den 6. maj 2002 var jeg udstationeret i Israel som mellemøstkorrespondent. Jeg husker, at jeg tændte for mit fjensyn i forventningen om at få det seneste nyt om den igangværende intifada for kun at konstatere, at hovedhistorien handlede om mit eget land. En dyrerettighedsaktivist havde skudt og dræbt Pim Fortuyn og dermed traumatiseret et helt land, hvor udtrykket ’den slags sker ikke hos os’ havde været et fast mantra.

»Kuglen kom fra venstre,« hævdede vrede Fortuyn-støtter, og i en vis forstand havde de ret.

I dagene og ugerne op til valget havde etablerede politikere måske akkurat opfordret til at myrde Fortuyn, men de havde dæmoniseret ham, kaldt ham en trussel imod demokratiet og sammenlignet ham med Mussolini og det, der var værre.

Bølge af politisk vold

Mordet på Fortuyn indvarslede en bølge af hidtil uset vold, meget af den af politisk karakter. Filmskaberen Theo van Gogh blev knivdræbt ved højlys dag af en jihadist. En bil forsøgte at vædre dronning Beatrix på Dronningens Dag i 2009, hvorved otte blev dræbt. Venstrefløjsaktivisten Louis Sévèke blev myrdet, og det blev også Els Borst, en ledende kraft bag den lovgivning i 1990’erne, der legaliserede aktiv dødshjælp.

I disse år har alle europæiske lande for længst måttet sande, hvor vanskeligt det kan være at integrere et stort antal indvandrere. Alle føler også en grad af desillusion over for det europæiske projekt. Hvis Holland fører an i Nordvesteuropas ’populistiske oprør’, må det være fordi, afstanden mellem selvbillede og realitet var størst hos os. Imellem hvad vi troede, vi var, og hvad vi opdagede, vi var blevet.

Ligesom i sin tid Fortuyns er Wilders’ program ikke bygget op omkring etnicitet eller et løfte om ’at gøre Holland stort igen’, men omkring ytringsfrihed, ligestilling og andre grundlæggende progressive værdier.

Dette gør ham fundamentalt forskellig fra autoritære typer såsom Orbán eller skabshomofober som dem, der befolker det britiske anti-EU-parti, UKIP. Og dog er Wilders samtidig dybt illiberal med sin åbne foragt for demokratiske institutioner som parlamentet, pressen og domstolenes uafhængighed.

Vel ligger Wilders i spidsen i flere meningsmålinger, men han er dog stadig langt fra at kunne samle noget absolut flertal, da ingen af de andre partier ønsker at indgå i noget regeringssamarbejde med ham. I modsætning til Le Pen har Wilders ikke evnet at opbygge en egentlig politisk maskine. Tværtimod hersker han suverænt over sit parti som en arabisk diktator og ignorerer og ydmyger til tider sine egne parlementsmedlemmer.

Wilders har ikke formået eller bare forsøgt at tiltrække fremtrædende politiske figurer som ministeremner. Ej heller synes han ivrig efter at køre nogen fra sit eget parti i stilling hertil. Faktisk ser Wilders ud til slet ikke at have noget ønske om at regere. Som hans tidligere advokat har udtrykt det: »Geert Wil niks«.

Hvis historien gentager sig, først som tragedie og så som en farce, er Wilders den tragiske arving til Fortuyn, mens de nye partier, som forsøger at stjæle Wilders’ dagsorden og populistiske stil er de farceagtige klovne. De er ikke stort andet end impresarier for mediestunts.

Holland venter endnu på den politiske bevægelse og leder, der kan tilbyde en stadig mere desperat, forknyt og vred vælgerbefolkning noget andet end etablissementets ’der er ikke noget alternativ’ og protestpartiernes tomme symbolik. Der findes ikke i dagens Holland noget potentiale til at blive det foregangsland, der kan føre de vestlige demokratier ud af deres højspændte dødvande.

Når det kommer til fodbold, så kæmper Holland for at kvalificere sig til det næste EM.

Joris Luyendijk er hollandsk forfatter og journalist

© Joris Luyendijk og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Venstrefløjen er også i Hollands politisk-parlamentariske landskab bragt i en forudsigelig tabssituation; den neoliberale samfundsudvikling, herunder de overnationale træk fra EU, har helt som forventet givet nogle alvorlige problemer med befolkningernes forståelse af at en stat ikke er en forretning, at magt skal deles mest muligt, at demokrati er en evig proces og ikke en færdig standard eller model, at indvandring under gode forudsætninger kan bidrage til et samfunds og lands udvikling samt at der faktisk findes andre ideologier og muligheder for udvikling af samfund end den kapitalistiske.

Befolkningerne har imidlertid forstået at udviklingen ikke er socialt bæredygtig og at de traditionelt magtbærende politikere og deres partier pr. definition har tabt deres tillidsautorisation - og derfor bliver det samlet oplagt at vælgerne rykker mod højre, hvor der er masser af aggressiv demagogi, som reelt intet fordrer af dem selv.

Og så er det altså ukorrekt at Vanenburg var nøglespiller på det hollandske fodboldlandshold anno 1988; lige så lidt som aktiv dødshjælp kan siges at være et klassisk socialistisk synspunkt.

Egon Stich, Steffen Gliese og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Inden nogen begejstres alt for meget over den ene eller den anden fløjs muligheder for at vinde valget, bør man nok se på realiteterne i Königreichs der Niederlande.

- Niederlandene har omkring 30 politiske partier - f.eks. partiet "Jesus lever" og så videre, og ingen overhovedet bliver store nok til at kunne regere alene.

- Alle partier i Niederlandene undtagen, selvfølgelig undtaget Geert Wilders parti, PVV, har aftalt, at ingen vil sidde i regering sammen med Geert Wilders parti, eller arbejde sammen med dem.

- På blot 3-4 måneder er et enkelt parti, "Grøn Venstre" (GL), gået fra 2,3% af stemmerne til at blive Niederlandenes tredje største parti, og de øger fortsat. Og det er Grøn Venstre (GL) faktisk blevet ved at tilbyde præcis det stik modsatte af det, som Geert Wilders lover.

-- -- --
Hvis man i øvrigt forholder sig til de undersøgelser, der hele tiden gøres af fredsforskningsinstitutter verden over, så har højre-national-populismen faktisk nok toppet i verden. Og tilslutningen er i øvrigt også blevet reduceret lidt i de sidste par år, trods angrebene på modsat tænkende er blevet voldsommere.

Og borgerne, - også i Europa, ønsker tryghed. Og hvis Donald J. Trump´s politik bliver blot lidt mere kaotisk, vil det virkelig skade højre-nationalismen i Europa, som mange borgere ser analog med deres egen tryghed.

Desuden er alle franske partier, alle tyske partier og alle svenske partier helt enige om, at de ikke på nogen måde vil regere sammen med deres højre-nationalistiske partier. Denne disciplin overlader de til Danmark - landet med den mest restriktive udlændinge politik samt til Ungarn og Serbien.

@Gert
Du er ikke helt opdateret. I Sverige er både Kristendemokraterne og Moderaterne ved at åbne op over for Sverige Demokraterne. Nok mere at nød end af lyst, da de begynder at frygte at SD kan ende med at løbe med det hele. Ved seneste meningsmåling ramte SD de 22 %, og det er ovenikøbet i en meningsmåling fortaget over telefonen hvorfor man forventer store mørketal
Sverige kan ironisk nok ende med at få Europas første højrenationale regeringsleder.

Poul Sørensen

Prolematikken består af to enkle elementer:
1) Hvor mange kan vi tage ind for andre kulturere.
2) Hvordan udvikler vi vores vestlige kultur, så den bliver mere lige, kreativ og inklusiv.
.... fordi vi ikke har udviklet vores kultur, så står vi nu med en masse problemer og vores kultur ender måske som en facistisk antikultur.

jens peter hansen

Koninkrijk der Nederlanden hedder Nederlandene på nederlandsk. Hvorfor skrive det på tysk Gert Romme og så oven i købet forkert, da det hedder Königreich der Niederlande ? På dansk hedder det enten Nederlandene eller i daglig tale Holland, selv om vi godt ved det kun er en del af Nederlandene.