I Rusland findes fremtiden ikke

I stort set alle verdens lande foregår der kampe om historien og erindringen, om hvad både den nære og den fjerne fortid skal betyde.

Briterne slås om historiebøgernes indhold, canadierne laver om på museumsudstillinger, og i mange europæiske lande revurderes holocaust-historien, mens de postkommunistiske lande også gør op med deres fortid.

Selv midt i alt dette virker Rusland som et land, der er særligt overvældet af sin historie. Her er både kontroverser som de ovennævnte og andre endnu større på spil. Mens andre lande gør op med og undersøger historien, spiller den en helt central rolle i Ruslands offentlige debat. I politik som i hverdagen er det politiske sprog blevet skiftet ud med henvisninger til historien.

Da præsident Vladimir Putin skulle retfærdiggøre anneksionen af Krim i 2014, henviste han bl.a. til middelalderfyrsten Vladimirs kristning af russerne på dette sted, og udenrigsminister Sergej Lavrov fik i foråret 2016 trykt en lang artikel om Ruslands historie, efter alt at dømme med henblik på at forklare et kursskifte i russisk udenrigspolitik.

Desuden er det sådan, at når almindelige russere vil forstå andres politiske ståsted eller forklare deres eget, sker det sjældent med henvisning til liberalisme, konservatisme eller socialisme; i det russiske politiske landskab er sådanne ord næsten uden betydning, og man taler i stedet om holdningen til Stalin eller Gorbatjov, til Sovjetunionens sammenbrud eller halvfemsernes reformer. Historiens sprog har erstattet den politiske diskurs.

Kernen i styrets ideologi

Men henvisninger til historien er ikke kun den dominerende politiske udtryksmåde i dagens Rusland: Det er også kernen i styrets ideologi. Efter kommunismens kollaps og den mislykkede søgen efter en »national idé« i halvfemserne, trak eliten sig tilbage til den gammelkendte stolthed over nationens historie, hvor sejren i Anden Verdenskrig fik en hovedrolle.

Enhver meningsmåling, eller bare en snak med manden på gaden, vil usvigeligt vise, at Den Store Fædrelandskrig (som russerne kalder deres krig mod det nazistiske Tyskland i 1941-1945) fortsat er den vigtigste begivenhed i russernes bevidsthed – og måske det eneste minde, der stadig kan samle hele nationen.

Og forståeligt nok: 27 millioner sovjetborgere døde under krigen (ingen har opgjort, hvor mange der var russere i forhold til andre nationaliteter, men sandsynligvis flertallet), og næsten alle russiske familier bærer på minder om en, der kæmpede eller døde. Derfor er styret – og Vladimir Putin personligt – yderst opmærksomme på brugen af Anden Verdenskrig i den offentlige diskurs.

Den Store Fædrelandskrig er den eneste periode i Ruslands historie, som har fået status som en slags officiel kanon: Siden maj 2014 indeholder den russiske straffelov et forbud mod at »rehabilitere nazismen«, som principielt kan anvendes til at straffe enhver kritisk forskning om krigen – f.eks. om Den Røde Hærs forbrydelser eller samarbejde med tyskerne – og endda til at straffe angiveligt misbrug af »militære hæderstegn«.

Det nuværende styre forsøger at etablere sig selv som beskyttere af de faldne heltes ære og minde, både i Rusland og i udlandet.

Den særlige rolle, som krigens historie spiller, er grundlaget for at forstå de til tider barske kampe om erindringen, som i de seneste år er brudt ud mellem Rusland og de central- og østeuropæiske lande.

De sidstnævnte har omskrevet deres krigshistorie og præsenterer den nu som en kamp mellem to lige onde totalitære regimer. Af indlysende årsager har denne fortolkning ikke vundet indpas i Rusland, hvor krigstidens og efterkrigstidens fortolkning af Anden Verdenskrig som en storslået kamp mod nazistisk ondskab fortsat dominerer; uanset hvilke mangler Sovjetunionen måtte have haft, var den i denne kamp på det godes side.

Historiebaseret politik

Staten har udviklet sin historiebaserede politik med hjælp fra professionelle ideologer og PR-eksperter. Organisationer som Russisk Historisk Selskab (RIO), grundlagt i 2012, og Russisk Militærhistorisk Selskab (RVIO) af 2013, er efterhånden blevet den historiebaserede politiks hovedreferencer.

Deres forestillingsverden er godt afspejlet i deres ledere. Sergej Narysjkin, tidligere formand for en af præsidenten nedsat kommission til at »imødegå forsøg på at falsificere historien til skade for Ruslands interesser« (2009-2012) og siden formand for Dumaen, blev udpeget til at stå i spidsen for RIO (senere, i september 2016, blev han chef for udenrigsefterretningstjenesten SVR), og kulturminister Vladimir Medinskij blev formand for RVIO.

Medinskij har tidligere gjort historikere og uafhængige intellektuelle utilpas med berygtede udtalelser som disse:

»Hvis I tror, at fakta er hovedsagen i historieskrivning, så er I naive. Åbn øjnene: Dem er der ingen, der forholder sig til! Det vigtige er fortolkninger, synspunkter og massepropaganda.«

Og:

»Hvis du elsker dit fædreland og dit folk, skriver du kun positiv historie. Altid!«

Medinskij er blevet en selvudnævnt stemme for Ruslands nye tilgang til historien; han har adskillige gange fremført den påstand, at »nyttige myter« er vigtigere end almindelige fakta, og at heroiske myter er hævet over alle fakta, mens det eneste kriterium for gyldigheden af historiske forskningsresultater bør være Ruslands nationale interesser.

Alternativ til de officielle myter

Men det er ikke kun styret, der forholder sig til krigen: De seneste års mest populære folkelige initiativ har været det såkaldte »udødelige regiment«. Børn og børnebørn af veteraner og dræbte i Den Store Fædrelandskrig dannede et optog på Sejrens Dag, hvor de bar fotografier af deres heltemodige familiemedlemmer.

Ideen blev født i 2012 af en gruppe journalister fra den sibiriske by Tomsk og fik straks massiv tilslutning i hele landet. Den blev set som tiltrækkende og oprigtig i modsætning til statens overtagelse af fejringen, efterhånden som veterangenerationen døde ud, og som en promovering af familiernes ægte historier som alternativ til de officielle »myter«.

Myndighederne opfattede det nye initiativ som en trussel, og siden 2015 har de gjort optogene til en officiel del af fejringen, alt imens journalisterne, som grundlagde bevægelsen, er blevet chikaneret (deres tv-kanal har mistet sin sendelicens, og grundlæggeren Viktor Mutjnik har citeret en embedsmand for at sige, at »det udødelige regiment« var en af hovedårsagerne til denne straf).

Mindet om Stalintiden

Det er ikke overraskende, at to af de mest aktive og fortsat indflydelsesrige uafhængige civilsamfundsorganisationer arbejder med landets historie.

Den første, Memorial, blev grundlagt i 1989 med det formål at genoplive og bevare mindet om ofrene for Stalins terror, og samtidig bekæmpe stalinismens genkomst.

Den anden, Det Frie Historiske Selskab, blev oprettet i 2014 af en gruppe fremtrædende historikere fra det Russiske Videnskabsakademi og førende universiteter for at kæmpe for forskningsfriheden.

I den seneste tid har mindet om Stalintidens repressioner fået fornyet opmærksomhed, efter lang tid som urørligt fortidsemne i det offentlige rum, hvor det måtte forblive et privat traume for ofrenes familie. Repressionerne blev erkendt under Nikita Khrusjtjov i 1956, og enkeltpersoner blev rehabiliteret, men uden at hverken staten eller folket blev draget til ansvar.

I 2016 påbegyndte en ung russer fra Tomsk, Denis Karagodin, en undersøgelse af sin oldefar Stepans henrettelse i 1938. Denis fremførte en klage til myndighederne og krævede en fyldestgørende undersøgelse: Der var sket et mord, uden at nogen blev fundet skyldig. Hvorfor? spurgte Denis. Hans anmodning vakte genklang landet over.

Karagodin-sagen blev flittigt diskuteret i fjernsynet og andre medier, og mange håbede på, at den langt om længe ville sætte gang i en national samtale om den barske stalinistiske fortid.

2017 er et vigtigt år for Rusland: Det er 100-års jubilæet for revolutionen i 1917, en begivenhed som afgørende ændrede landets historie. Såvel myndigheder som historikere og aktivister er i gang med at gøre deres forklaringer og sammenligninger, konferencer og taler klar. Alt imens alle har noget morsomt at sige om lighederne mellem Rusland i 1917 og 2017.

Hele Ruslands historie er altså omstridt terræn. Og kampen om fortiden er meget hårdere end nogen kamp om fremtiden. I disse dage bliver fremtiden slet ikke diskuteret i Rusland. Og netop dét er noget af det allermest karakteristiske ved dagens Rusland.

Oversat fra russisk af Anders Malle Hjortshøj

Ivan Kurilla er professor i historie ved Det Europæiske Universitet i Sankt Petersborg