Læsetid: 7 min.

’Satire er det mest effektive sprog, man har til rådighed, hvis man er uenig med Trump’

En amerikansk komiker har kaldt Trump ’Christmas for comedy’, mens andre begræder, at virkeligheden nu officielt er mere satirisk end noget, de kan finde på. Men satiren må ikke resignere, for vi har mere brug for den end nogensinde, siger forsker
Komikeren Stephen Colbert spiller en højreorienteret nyhedsvært, der med Colberts egne ord er en »well-intentioned, poorly informed, high-status idiot«. Karakteren er en parodi på konservative talkshowværter som Bill O’Reily.

Komikeren Stephen Colbert spiller en højreorienteret nyhedsvært, der med Colberts egne ord er en »well-intentioned, poorly informed, high-status idiot«. Karakteren er en parodi på konservative talkshowværter som Bill O’Reily.

J. Scott Applewhite

Kultur
10. februar 2017

I sidste uge sagde skaberne af den amerikanske kulttegneserie South Park, at de ikke har tænkt sig at lave sjov med Trump i den kommende sæson. Hvis det er sandt, vil det markere enden på en æra.

Siden 1997 har Trey Parker og Matt Stone gjort grin med alt fra Muhammedtegninger til pædofili, og gennem årene er hverken George Bush eller Barack Obama blevet skånet. Men efter tyve sæsoner har virkeligheden overhalet deres satiriske opfindsomhed.

»Vi prøvede virkelig at lave sjov med det, der foregik (i sidste sæson, som foregik under valgkampen, red.), men vi kunne ikke følge med.

Det, der faktisk skete, var langt sjovere end noget, vi kunne finde på. Så nu vi har besluttet at holde igen og lade dem (politikerne, red.) lave deres komedie, og så laver vi vores,« sagde Trey Parker til det australske medie ABC News.

Men det dur ikke, hvis satiren resignerer nu, siger Lars Tønder, der er lektor i statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han forsker i den politiske satires demokratiske potentiale.

»Det er på sin vis en frygtelig komisk verden, vi lever i. Men den form for komedie, vi oplever i øjeblikket, er en dårlig form for komedie, fordi den går ud på at lukke ned for modsætninger og stridigheder,« siger Lars Tønder, der påpeger, at komik – ligesom demokrati – handler om, at meninger brydes i det offentlige rum. Hvorimod det, vi er vidne til i USA, ifølge Lars Tønder er det stik modsatte, nemlig »nyfascistiske tilstande, hvor forskellighed opfattes som problematisk«.

Nye spilleregler

Det er ikke kun skaberne af South Park, der med Matt Stones egne ord »får sprunget hovederne af« på grund af Trump, fortæller professor Heather LaMarre, der forsker i politisk satire og den offentlige mening ved Temple University i Philadelphia.

»Trump har ændret spillets regler, og komikerne er meget forvirrede. De ved simpelthen ikke, hvordan de skal håndtere ham,« siger hun.

En af de ting, der adskiller Trump fra tidligere præsidenter, er, at han går direkte i rette med satiren. Særligt har han haft det svært med den imitation, som skuespilleren Alec Baldwin laver af ham i Saturday Night Live. Selv efter at han var blevet valgt, har han raset over karikaturen på Twitter.

»Just tried watching Saturday Night Live – unwatchable! Totally biased, not funny and the Baldwin impersonation just can’t get any worse. Sad

Ifølge Heather LaMarre har der ellers været tradition for, at præsidenter har grinet med, når de blev grillet af satirikere, for dermed at vise, at de havde humor og skam godt kunne tage en joke. Men den tradition har Trump brudt.

»I stedet gør han det, at han dels nedgør komikernes talent, fx ved at sige ’det er en dårlig parodi’. Derudover fremstiller han deres drillerier, som et bevis på, at komikerne står i ledtog med den liberale elite. Dermed tager han dem ud af rollen som komikere, der står udenfor og kommenterer på politik, og gør dem til en del af det politiske system, der er imod ham.«

Det narrativ har ifølge Heather LaMarre været meget effektivt i befolkningen, hvor mange har haft en oplevelse af, at satirikerne har kørt en hetz mod Trump og hans vælgere.

»Dermed har han effektivt begrænset det handlerum til at drille, håne, parodiere og kommentere, som politiske satirikere i USA har nydt de sidste 40-50 år. Hvorvidt det er skidt eller godt for os, får vi at se. Men det er helt klart anderledes,« siger hun.

Viden, der går gennem maven

Lars Tønder er dog ikke i tvivl om, at det er en dårlig ting. Han mener nemlig, at den politiske satire har en særlig vigtig rolle at spille i en populistisk tid.

»Vi er oppe imod en politisk samtale, som ikke accepterer reglerne for rationel samtale, men som i stedet arbejder på et følelsesmæssigt niveau. I den situation kan man prøve at få samtalen tilbage til det rationelle ved at komme med lange evidensbaserede og videnskabelige artikler. Problemet er bare, at lige nu virker den slags til at prelle fuldstændig af, fordi det er nogle andre kræfter end de fornuftbaserede, der er på spil.«

I den for en forsker ellers håbløse situation er der dog også en anden mulighed:

»Hvis vi gerne vil adressere det niveau, som den politiske samtale foregår på for tiden, så skal vi over på det følelsesmæssige niveau. Og det er netop der, det komiske opererer.«

Forskning har vist, at der gives mere reel information til seerne i satireprogrammer som The Daily Show og Last Week Tonight with John Oliver, end der gives i et gennemsnitligt nyhedsprogram på NBC. Men udover at politisk satire kan formidle viden, så har den også en mobiliserende effekt. Hjerneforskning har blandt andet vist, at når vi griner, så sker der nogle reaktioner i hjernen, som giver os flere kræfter og mere energi.

»Jeg vil mene, at lige i øjeblikket er satiren det mest effektive sprog, man har til rådighed, hvis man er uenig med Trump.«

Vi griner, mens vi drukner

Det er dog ikke alle, der som Lars Tønder ser latter som en god protestform. Den engelske forfatter Jonathan Coe skriver i sit essay »Sinking Giggling into the Sea«, at England er i fuld gang med at grine sin egen undergang i møde. Han mener, at folk fejlagtigt forveksler latter med handling, og derfor fører latter ikke til forandring, men til stilstand.

Han henviser til en gammel sketch, hvor en flok unge idealistiske journalister ikke kan indrømme over for sig selv, at de har solgt deres sjæl til avisens indehaver. I stedet for at ændre noget står de og fniser bag hans ryg og bekræfter hinanden i, at et fnis her og et fnis der har stor betydning.

»Sketchen gør det klart, at latter ikke bare er en ineffektiv form for protest, det er faktisk en erstatning for protest,« skriver Jonathan Coe.

Det synes også at være den lære, som skaberne af South Park har draget i forhold til Trump. I forrige sæson af serien flygter canadierne fra deres land, fordi de har valgt en præsident, der fysisk ligner Trump til forveksling og beskrives som »et ubesindigt røvhul, der bare siger, hvad han mener«. Da han først meldte sit kandidatur, syntes canadierne ellers, at han var underholdende.

»Det var en joke! Vi lod bare joken køre for længe. Han blev ved med at vinde momentum, og da vi omsider var klar til at sige ’Okay, lad os være seriøse nu: Hvem skal rent faktisk være præsident?’, så var han allerede blevet taget i ed.«

Politisk satire vs. magthaverne

ARISTOPHANES VS. SOKRATES 1-0

Ifølge den antikke filosof Platon var det politisk satire, der dræbte hans lærermester Sokrates. Samtidens store komedieforfattere Aristophanes latterliggjorde nemlig den store filosof i flere af sine populære teaterstykker.

I stedet for at blive fremstillet som en ophøjet og vis tænker, portrætterede Aristophanes Sokrates som en sølle tyv, en bedrager og en snob. Den lattervækkende karikatur fik de antikke grækere til at slå sig på lårene af grin, og ifølge Platon vendte det folkestemningen mod Sokrates og var i sidste ende medvirkende til, at han blev dømt til døden.

KABARETER VS. ADOLF HITLER 0-1

Politisk satire var udbredt i kabareter under Weimarrepublikken, særligt i Berlin. Kunstnere som Bertolt Brecht skrev sketchermed pacifistiske og venstreorienterede budskaber og lavede sjov med den nye fremvoksende ideologi – nazismen. Det stoppede som bekendt ikke Hitler, der så snart han kom til magten gav dem mundkurv på.

Da den engelske komiker Peter Cook åbnede natklubben The Establishmenti 1961, sagde han sarkastisk, at han havde modelleret stedet efter »de vidunderlige Berlinerkabareter, som gjorde så meget for at stoppe Hitler i at komme til magten og forhindre udbruddet af Anden Verdenskrig«.

HARRY ENFIELD VS. MARGARET THATCHER 0-1

Under Margaret Thatchers regeringstid lavede den britiske komiker Harry Enfield en parodi på en typisk Thatcher-vælger. Formålet var at udstille tidens dumhed og materialisme. Karakteren hed Loadsamoney og var en overfladisk gipsarbejder, der kun gik op i øl, sex og at flashe sine penge.

Men modsat Enfields intention blev karakteren folkeeje. Højrefløjen grinede højt med og så karakteren som et bevis på, at middelklassen havde fået flere penge mellem hænderne under Thatcher. Til sidst følte Harry Enfield sig nødsaget til at dræbe Loadsamoney ved at lade ham blive kørt over af en lastbil på tv.

TINA FEY VS. SARAH PALIN 1-0

Under den amerikanske valgkamp i 2008 formåede komikeren Tina Fey at lave en så overbevisende imitation af Sarah Palin i sketchshowet Saturday Night Live, at befolkningen til sidst ikke kunne skelne mellem, hvilke udtalelser der var Palins, og hvilke der var Feys.

Forskning viste, at vælgernes tiltro til Sarah Palin faldt, efter de havde set en af Tina Feys parodier i Saturday Night Live. Ifølge flere forskere underminerede Tina Feys portrættering effektivt Palins autoritet og satte en stopper for hendes ellers blomstrende politiske karriere.

STEPHEN COLBERT VS. HØJREFLØJEN 0-1

I det amerikanske satireprogram The Colbert Report spiller komikeren Stephen Colbert en højreorienteret nyhedsvært, der med Colberts egne ord er en »well-intentioned, poorly informed, high-status idiot«.

Karakteren er en parodi på konservative talkshowværter som Bill O’Reily. Men forskning har vist, at seere på begge fløje fik bekræftet deres egne politiske holdninger, fordi de simpelthen forstod programmet forskelligt.

Da Stephen Colbert f.eks. kaldte den venstreorienterede journalist Amy Goodman for kommunist, grinede venstrefløjen, fordi de mente, at joken var møntet på Stephen Colberts karakter, mens højrefløjen grinede, fordi de mente, at joken var møntet på Amy Goodman.

Fotos: Archiv Gerstenberg, The Granger Collection, New York, ULLSTEIN - V. GUDENBERG, Cliff Owen, Polfoto.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Duus Nielsen

1-0, 0-1, 0-1, 1-0, 0-1 - ialt: 2-3.

Så nogen vandt, men hvem?

Journalister, spindoktorer, standupper m.fl. har jo en fest, nu borgerlighedens vogtere har slækket på kritik af magten.

Information har gigantisk Trump krise.

USA har en krise - satire kan ikke undværes, ellers bliver livet for alvorligt!

Savner satiren fredage på P1 - det bliver for plat - kan ikke høre forskel på værterne og...

Vi mangler i den grad mere politiske satiriker i DK. Eliten har det for nemt og skal udfordres på deres gerninger.

jørgen djørup, Per Torbensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Ret morsom satire på Twitter, anbefalet af Paul Krugman: Donaeld the Unready, regent i Mercia med sloganet/kampråbet MMGA, Make Mercia Great Again. Og fjenden er, ak, os: The Danes.

I øvrigt var Melissa McCarthys parodi i Saturday Night Live på Donald Trumps talsperson, Sean Spicer, noget af det morsomste, jeg længe har set. Der var næsten ordrette citater, som så bare havde fået det lille 'tvist', der gjorde dem utroligt komiske. Og så blev hun, imponerende nok og meget professionelt, i rollen hele sketchen igennem. Nu fremstår han nærmest som en parodi på parodien af sig selv og rygtet vil vide, at hans dage som talsperson er talte, da Donald Trump blev voldsomt pikeret over især, at han blev fremstillet af en kvinde. Derfor opfordres SNL nu ivrigt til at lade en kvinde spille Steve Bannon i det, nok desværre forfængelige, håb at han vil blive fyret.

Virker satire? Mntja … men så græder man da i det mindste ikke imens, hvilket der ellers for mange amerikanere kan være rigtig god grund til.

Satire kan nok være effektiv, men aldrig tilstrækkelig som politisk ordforråd.
Ærlig og edruelig argumentation som Sanders kunne og kan stille med, er nok mer holdbart, men i tilfældet Trump skal der nok masser af kamp og direkte aktion til.

ulrik mortensen
David Henriksen

"Donald Trump's the art of the deal" på netflix. God humor.

Ole Arne Sejersen

Hvad angår Trump er satiren degenereret til simpel nedrakning af mennesket Donald Trump. Komikerne står IKKE udenfor og kommenterer som komikere, men har positioneret sig som en del af the etstablishment, der massivt er imod Trump og hans vælgere.
Set fra komikernes synspunkt reagerer vælgerne helt forkert: spillereglerne har ændret sig! Og det er ikke alene komikerne, der er forvirrede, det samme gælder MSMs meningsdannere. Det varer nok en rum tid endnu, inden man forstår, at der (båret af den digitale revolution) er et oprør igang fra neden. Culture populaire... (contre)... les élites. Ikke alene i Frankrig, men i hele den vestlige verden.