Skilsmisse i skønhed

Rikke Lylloff er rystende smuk som Anna Karenina, sådan som hun står der i sin figursyede frakke og får øje på manden i uniformen på togperronen. Dette ene blik mellem dem er nok. Det vidste digteren Tolstoj.

Det ved Rikke Lylloff åbenbart også. Hun skaber en vidunderligt stærk og moderne hovedperson i Anna Karenina på Odense Teater – ikke mindst som kvinden, der selv er chokeret over, at hun er parat til at forlade sin mand og sit barn for sin elsker.

Rikke Lylloffs intuitive filmdiktion holder ikke helt til de lange replikker. Men man kan se og mærke, præcis hvad hun mener, for hendes krop udtrykker så gennemsigtigt den indespærring, som det ulykkelige ægteskab har sat hende i.

Forhæng til verden

Forestillingen er baseret på en engelsk dramatisering af Helen Edmundson, der behændigt har flettet Anna Kareninas skæbne sammen med romanens anden tvivlende figur – den unge godsejer Kostja Ljovin, der tager tilløb for at turde fri til den purunge Kitty.

Iscenesætteren Jacob Schjødt har iscenesat denne omstændelige dobbeltfortælling med stor klarhed og kropslighed. Peter Dupont Weiss har oversat, så ordene både rammer høflighedsfraserne og smerteordene. Og scenografen Rikke Juellund har skabt en universel scenografi af snoreforhæng mellem Anna Karenina og verden. Kun de raffinerede, pastelfarvede kjoler røber 1870’ernes russiske overflod – camoufleret af Jens Klastrups skærende hvide lys gennem røgskyer af fortrængning og i Ditlev Brinths voldsomme lydverden af toghjul.

Grine eller græde

Benjamin Kitter er uimodståelig som den evigt grublende Kostja Ljovin – selvironisk og menneskelig og forunderligt blottet for selvhøjtidelighed. Og tilskuerens sind bliver mildt af at se på Lea Baastrup Rønnes lysende glade Kitty, der bringer liv til den dekadente, russiske adel, hvor jorden sælges, i takt med at gælden vokser.

Men alle skuespillere funkler. Anders Gjellerup Koch stråler i rollen som Annas kvindeglade bror, der flirter med ballerinaer på Bolsjoj. Githa Lehrmann kan kunsten at vende en fyrstindereplik, så hun suverænt afgør, om der skal grines eller grædes. Og Emil Bodenhoff-Larsen spiller Kostja Ljovins syge bror, så hvert host sidder, som det skal.

Mellem to mænd

Den stærkeste kamp udspiller sig selvfølgelig mellem Annas to mænd: elskeren Vronskij og ægtemanden Karenin. Martin Bo Lindsten er den flotte og selvglade machoelsker med seler over brede skuldre og blankpudsede ridestøvler – og ikke så meget mere.

Claus Riis Østergaards ægtemand er hans modsætning – upassioneret korrekt og direkte isnende, da Anna indrømmer sin utroskab. Men da hun bliver syg, ser man ham pludselig have følelser for hende. Det er stærkt.

Tolstoj digtede sin Anna Karenina i 1875-77 – og Ibsen digtede sin Nora i Et Dukkehjem i 1879. Siden har kunsten vrimlet med frigjorte kvinder, der forlod deres ægteskaber. Anna Karenina rummer den dødbringende skilsmissesmerte og den uundgåelige angst for at miste børnene. På Odense Teater er smerten bare også forfærdelig smuk.

’Anna Karenina’. Efter Leo Tolstojs roman (1875-77). Dramatisering: Helen Edmundson (1992). Oversættelse: Peter Dupont Weiss. Bearbejdelse og iscenesættelse: Jacob Schjødt. Scenografi: Rikke Juellund. Odense Teater. Til 8. marts 2017.