Læsetid: 4 min.

Er der stadig nogen derude, som for alvor tror på internettets demokratiserende effekt?

Kommentarfelterne på internettet ligner en kødhakker, hvor ethvert indlæg efter et par sving på håndtaget kommer ud i den anden ende, gennemgnasket og molestreret til uigenkendelighed
Kommentarfelterne på internettet ligner en kødhakker, hvor ethvert indlæg efter et par sving på håndtaget kommer ud i den anden ende, gennemgnasket og molestreret til uigenkendelighed

Mia Mottelson

18. februar 2017

Sidste fredag kunne man her i avisen læse et interview med én af internettets fædre, som udtalte, at »internettet har gjort det muligt for 3,5 milliarder mennesker at udtrykke sig frit, og der er mange stemmer, som tidligere ikke blev hørt, som bør høres.« Det er muligt, og hurra for det.

Men kommentarfelter gør alt for at kvæle dem igen. Og de gamle ærværdige medier lader dem gøre det. Man behøver blot at kaste et blik på et hvilket som helst uredigeret kommentarfelt for at forvisse sig om, at vi som art er hardwired til at stå overfor dem, vi taler med.

For nylig havde jeg selv den oplevelse at blive brugt som clickbait af Berlingske. Avisen havde bedt mig om at kommentere på en rapport. Bagefter kunne mine venner forudsige nøjagtigt, hvordan kommentarsporet ville se ud.

Efter præcis anden kommentar løb det af, nå ja, sporet – næsten ordret, som de havde forudsagt. Og det hele fik lov at stå. Tanten fik masser af klikaktivitet og tilsyneladende Facebook-debat med mig hængende på krogen.

Min egen undskyldning for at åbne munden var, at jeg havde høj feber, men i virkeligheden var jeg så naiv, at jeg ikke troede, et seriøst medie ville bruge folk, der optræder i deres artikler på den måde. Den fejl begår man jo kun én gang.

Nu klarer Berlingskes læsere sig sikkert fint uden mig, men der er mange andre, hvis stemmer jeg nødig vil undvære. Anne-Lise Marstrand Jørgensens f.eks., hvis blog om især flygtningespørgsmål med stor forudsigelighed gror nogle kommentarspor, som lader alt håb ude for menneskeheden.

Overvej forudsigeligheden et øjeblik. Jeg kan ikke være den eneste, som føler mig som Vølven, når jeg kommer til at klikke mig ind på en avis eller på Facebook eller et hvilket som helst sted på nettet med varianter over formatet synspunkt/perspektiv + kommentarfelt.

En facebookven, der tilfældigvis har sat sig lidt ind i emnet, skriver et opslag om omskæring, og jeg tænker: Åh nej. 36 timer efter kæmper hun stadig en træt og forgæves kamp. Det hjælper på lixtallet, når der er tale om den kreative klasse, men aggressionen er den samme, nødtørftigt skjult af girafsprog.

Kommentarfelterne ligner en kødhakker, hvor ethvert indlæg efter et par sving på håndtaget kommer ud i den anden ende, gennemgnasket og molestreret til uigenkendelighed. Eller mere passende: En tur gennem en trolds fordøjelsessystem efter devisen: I den ene ende diversitet og mangfoldighed, i den anden en silende okkergul galdepøl.

Det forekommer mig at være en forbavsende ensartet profil med et forbavsende enslydende sæt af overbevisninger, der står tilbage. Er det virkelig sådan, at det, der rejser sig ud af pølen, har lettest ved at overleve på nettet? Et kommentarfeltets survival of the fittest?

En avis, der tager sine kommentarfelter lige så seriøst som sine artikler, er The Guardian. De har strikse retningslinjer, som moderatorer opretholder med hård hånd (med et slag på tasken ville 98 procent af de kommentarer, som fik lov at stå på Berlingske-artiklen, blive slettet).

Sidste år lavede avisen en omfattende undersøgelse på baggrund af de 70 millioner kommentarer, deres artikler har genereret siden 2006. Undersøgtelsen siger lidt om vores glæde ved at høre nogle af de stemmer, som ikke før er blevet hørt. Af de ti faste skribenter, som genererede mest scheisse, var de otte kvinder (fire hvide og fire ikke-hvide), og de to mænd var sorte. Derudover var flere af dem homoseksuelle, jøder og muslimer.

Og sørme: De ti, der blev behandlet pænest i kommentarfelterne, var alle hvide mænd.

Visse emner var mere betændte end andre, Israel-Palæstina, feminisme og voldtægt i den ene ende af spektret, jazz og cricket i den anden.

Noget andet interessant. Efter fire års kommentarfelter skete der en udvikling, hvor artikler skrevet af kvinder helt konsistent genererede flere slettede kommentarer end artikler skrevet af mænd. Hvorfor denne modning i retning af det indskrænkede? Er nogle andre kommet til tasterne? Eller sidder folk lige så stille derude foran skærmene og degenererer til deres reptilhjerner?

Nogle medier er vågnet op og har i mangel af moderationskræfter valgt at lukke af for kommentarer. Som f.eks. det 141 år gamle tidsskrift Popular Science, der ligefrem mener, at »kommentarer kan være dårlige for videnskaben«. De henviser til forskning, som viser, at en lille forbitret skare skævvrider læsernes opfattelse af en historie. De okkergule kommentarer polariserer ikke bare, men ændrer vores syn på selve historien.

Tænker man det resultat til ende, skriver de, påvirker det vores virkelighed. Kommentarer former den offentlige mening, og den offentlige mening former politiske beslutninger, og politiske beslutninger former …

Vi behøver ikke at bekymre os så meget om troldenes ytringsfrihed. Den har det fint. Og ikke kun på Berlingske. Den professionelle trold Milo Yiannopoulos har f.eks. lige fået en bogkontrakt. Steve Bannon er blevet den tætteste rådgiver for præsidenten i USA. Og så er der selvfølgelig præsidenten selv.

Har han en mor og far? Jeg spørger, fordi jeg har en lurende fornemmelse af, at han aldrig er kommet ud af nogens skød. Måske er han blevet til ved en art internettets jomfrufødsel, den første af sin slags.

Alverdens kommentarfelter har rottet sig sammen, og inde fra bugen af deres hvirvlende morads har de spyet ham ud. En skumfødt levendegørelse af pølen. Og det er kun begyndelsen. Det er kun begyndelsen …

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Kurt Nielsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Jan Weis
Carsten Munk, Kurt Nielsen, Maj-Britt Kent Hansen og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Erik Starup

Det er ikke blot i kommentarfelterne, der for det meste sparkes nedad. Den samme tendens gør sig også gældende i artiklerne.

Mette Poulsen, Egon Stich, Kurt Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Der er de her mennesker i Brøndby
der i går demonstrerede for en 'stråmand' :
noget med at de ikke følte sig danske og var imod at
'man er dansker hvis man føler sig som dansker',
fordi så var de jo 'ikke danskere'.
Tja, det er da logik.
- hvorefter hele parnasset farer ud og meddeler
at de er helt uenige i den definition og gerne ville 'appease' med at
'man ER dansker hvis man føler sig som dansker'.
Der stod jeg af denne helt illusoriske 'strid'.

Jeg vil gætte på at Guardians skrappe moderation skyldes en meget lav tolerance for 'stråmænd', i hvert fald fra kommentarsporene. De er en værre plage end de der typisk vil forfægte at folk der sammenligner andre mennesker med dyr er nogen svin. De sidste har trods alt lidt bizar underholdningsværdi, men stråmændene kan afføde meningsløs tumult og retningsløs strid om intet. Og gør det.

Maj-Britt Kent Hansen

Demokratiserende? Næppe.

Men man kan af og til være heldig at møde andre debattører, som man kan få en god dialog med og som tillige kan gøre en klogere.

Flemming Berger, Jan Weis og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Demokratisk dræn.

En forfatter som Elias Carnetti har tidligere skrevet om fænomenet ’Subjektgørelse af massen’, som medfører sine helt egne problemer for demokratiet og debatterne i den borgerlige offentlighed – hvad skete der lige ’over there’ – de hentede sig en Mr. Hentehår til Det ovale Hummer …

Om Elias Carnetti skriver Peter Sloterdijk: ”Blandt det modernes store forfattere er der, så vidt jeg kan se, kun én eneste, der har anskuet massens opsving og dens indbrud i historien helt uden fremskridtsfilosofiske forklaringer og uden unghegeliansk opstigningsovertro.”

Selv fører Sloterdijk denne tænkning om massernes subjektgørelse op til vor tid i Masse og foragt - Det lille Forlag, 2002 - en slående karakteristik af tidens masse-tilbøjelighed til at ligge under for massemedierne - også fænomener som Facebook og de nemme forklaringer - hvilket tidligere er blevet bragt på bane i nærværende publikation i forbindelse med det seneste helt legitime forsøg på at kapre nye ’læsere’ – de kommunikative ulemper er ikke blevet taget alvorligt med risiko, at læsere forsvinder gradvist fra plat-formen, hvor Fakebook-ånden har overtaget …

Denne lille sag af en bog kan stadig varmt anbefales til alle, der ønsker at få lidt mere styr på mange af de mere bizarre tildragelser i vor tid - massens forvandling fra fysisk mylder og protest i gaderne - til medieformidlet isolation og følgagtighed - et af Sloterdijks uopslidelige temaer - fra krævende fællesskab baseret på forskelle til banal rettighedskultur uden markører afsløret i selvovervurderende skriftlige ’one-liners’ uden substans eller argumentation.

Se blot på denne ærværdige platforms ’debatsider’ …

Peter Jensen, René Skov, Anne Eriksen, Maj-Britt Kent Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

@Jan Weis
Søgte straks mit bibliotek for at se om der havde været råd til "Masse og foragt"! - Fandt 4 anmeldelser?
Deriblandt én fra Rune Lykkeberg 29.oktober 2002 (Infomedia)
Men ret skal være ret, den lyder interessant :)