Læsetid: 5 min.

Stoffer og vold i internettets mainstream

Hiphopmusik er uadskillelig fra den kultur, den udspringer af. To internetfænomener repræsenterer hver deres fortolkning: Migos strømliner lyden af trap på deres nye album, mens Chief Keef udfolder et kunstnerisk virvar af hiphop på endnu et mixtape
Kultur
10. februar 2017

Undergrunden har endnu en gang fundet vej til overfladen. Denne gang er det trap, en af hip hoppens kontroversielle undergenrer, der blander sig på hitlisterne.

Genren kommer fra Atlanta og har sit navn efter det hus, man laver stoffer i (ofte i en blindgyde). Det kaldes for en trap, for hvis politiet kommer, er man fanget. 

Den gruppe, der for alvor cementerer trapgenrens plads i den bredere mainstream, er Migos. Trioen kommer fra netop Atlanta og består af Quavo, hans nevø Takeoff og hans fætter Offset. 

Migos har hele januar ligget nummer ét på Billboard; først med singlen »Bad and Boujee« og nu med albummet CULTURE. Ikke popproduktet Justin Bieber, ikke stjernedronningen Beyoncé, men en narkoforherligende trapgruppe fra det sydlige USA.

»Bad and Boujee« har hen over vinteren givet genlyd på internettet med linjerne »Rain drop / drop top / Smokin’ on cookie in the hotbox«, der er blevet fortolket igen og igen af internettets brugere som en form for haikudigt.

CULTURE er Migos’ anden officielle udgivelse efter albummet Young Rich Niggas 2, der sammen med en række mixtapes har skabt opmærksomhed, men aldrig slået gruppens betydning fast.

Med CULTURE er Migos blevet uundgåelige. Det er et vaskeægte album i klassisk forstand. Der er oplagte singler (»Bad and Boujee«), tilhørende gennemarbejdede videoer (»T-Shirt«) og features med toneangivende Atlanta-rappere (Gucci Mane, Lil Uzi og 2 Chainz). Men der er også numre, der virker som tidsfordriv, og Migos balancerer med albummet på en knivsæg. 

Stoffer, penge, kvinder

Kendetegn for Migos’ stil er deres flow, som er præget af trioler (tre stavelser på et slag i beatet). Det er ikke deres opfindelse, men det er så karakteristisk for dem, at det nu beskrives som »Migos flow«.

Så er der de gale/geniale ad-lips (et ekstra lag af lyde eller ord, der understreger teksterne), som lader Quavo, Offset og Takeoffs stemmer slynge sig ind og ud mellem hinanden som én stærk enhed. »Skrrt«, »splash«, »brrt« er nogle af dem. Og endelig temaerne: Stoffer, penge, kvinder, biler, og hvor fede Migos er.

»You talkin’ ’bout modern day rap, but don’t know the culture« rapper Quavo, henvendt til kritikere af den form for rap, Migos repræsenterer. Med den sætning overrækker han nøglen til at kunne forstå musikken. For trap lyder af de stoffer, man indtager, når man rapper. Af pistolerne, der ligger ved siden af pulten, når man mixer. Det skal lyde hårdt, fordi bandelivet er hårdt, og fordi musikken egentlig ikke kan adskilles fra den kultur, den udspringer af.

Det er også derfor, Migos balancerer på en knivsæg. CULTURE lyder nemlig ikke længere helt som den kultur, der formede trioen i første omgang. Albummet præsenterer et helstøbt udtryk, der topper hitlister og bliver til radiomusik. Vokalen tydeliggøres over klassiske trapbeats og de mest besværlige elementer – det allergroveste og det mest repeterende – er skåret fra.

Det lyder bedre end det gjorde i 2013, da nummeret »Versace« slog alle rekorder for, hvor lidt man kan gøre sig umage med at lave musik. Men det lyder også lidt kedeligere. Det destillerer musikken fra dens kilde; reducerer våben og narko til at være temaer i sange, som unge på den anden side af jorden ubehjælpsomt rapper med på til fester, inden de trygt går hjem i seng.

Udviklingen er ikke nødvendigvis dårlig. Migos er sluppet ud af narkofælden, men et sted på vejen fra en blindgyde i Atlanta til Billboards top er de blevet så mainstream, at selv Uffe Elbæk nu bruger deres signaturdans dabbing. Det hører med til at gøre trap tilgængelig som genre, men giver et hak i det hårde hiphopimage. CULTURE er således et godt album, men det fremstår en smule generisk.

Lydlig skizofreni

En kunstner, der på grovere vis repræsenterer en hiphopkultur, er Chief Keef. Chicago-rapperen – et onlinefænomen ligesom Migos – udgav albummet Finally Rich i 2012. Med det blev han, 17 år gammel, en uundgåelig personlighed inden for ny hiphop.

Den position har Chief Keef fastholdt, men ikke kun på grund af sin musik. Keef er dybt forankret i Chicagos hårde bandemiljø, og albums og mixtapes er udkommet side om side med husarrester for vold, fængselsstraffe for stoffer og spekulationer om indblanding i mord.

Han udebliver fra koncerter, bliver droppet af sine pladeselskaber og annoncerede i 2016, at han ville stoppe sin karriere som rapper. Som meget af det Keef lover, må man dog tage det med et gran salt, og 1. januar 2017 udgav han da også mixtapet Two Zero One Seven.

I modsætning til Migos’ dyrkelse af én stil virker udgivelsen som en undersøgelse af, hvor mange forskellige måder Chief Keef kan lyde på.

»I’m goin’ psycho / Nothing’s recycled« rapper han, måske bevidst om den skizofrene fornemmelse man får fra Two Zero One Seven. Keef afprøver forskellige typer flow; smyger sig omkring beatet, rammer nøjagtig på beatet eller pinefuldt lige før og efter beatet. Rapper med autotune, uden autotune og synger endda på mest uskyldige vis. Samme mangesidighed gælder for det instrumentale, som spænder over alt fra næsten søde melodier til tungere, dystre drillproduktioner.

Mixtape som medie

Two Zero One Seven lyder som en rastløs søgen efter næste fix og benytter alle de muligheder, et klassisk hiphopmixtape giver. Der behøver ikke være en større sammenhæng – mixtapet fungerer bare som en samling af, hvad kunstneren har arbejdet med på det seneste, udgivet som et befriende punkt på en linje af produktivitet.

Mediets DIY-æstetik er så essentielt for hiphopkulturen, at udgivelsen af et mixtape virker som et statement i sig selv.

Chief Keef har forladt Chicagos gader, men er stadig ikke stabil nok til store pladekontrakter, og mixtapet understreger hans hiphopfundament som en løsning på at kunne udgive musik parallelt med et liv i bandemiljøet.

Den højspændte, musikalske eftersøgning på Two Zero One Seven virker menneskelig. Keef manifesterede sin kunstneriske praksis i en alder af 17 år. Hvor går man hen derfra?

»I just wanna be on Forbes / I’m runnin’ out of dreams« erklærer han og fortsætter mixtapet med at lede efter nye mål at jagte.

Two Zero One Seven lægger sig i den besværlige del af hiphop, men det virker også ægte, og Chief Keefs konstante søgen efter nyt giver lyst til at følge med.

Migos: Culture (Quality Control / 300 Entertainment). Chief Keef: Two Zero One Seven (RBC Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her