Læsetid: 9 min.

Svend Asmussen var en pedantisk kæmpe

Han drev sin karriere til toppen af de amerikanske hitlister og sine musikere til vanvid i øvelokalet – men som næsten 80-årig indså jazzviolinisten Svend Asmussen, hvilken magi der kan opstå, når man fejler
Svend Asmussen var kendt for at drive sine musikere næsten til vanvid, fordi alt skulle være perfekt og alt skulle øves til det yderste. Ingen huller, næsten ingen improvisation. Men musikerne fandt sig stort set i det, Svend var kapelmesteren, hyren var god, han havde ret

Svend Asmussen var kendt for at drive sine musikere næsten til vanvid, fordi alt skulle være perfekt og alt skulle øves til det yderste. Ingen huller, næsten ingen improvisation. Men musikerne fandt sig stort set i det, Svend var kapelmesteren, hyren var god, han havde ret

Arkivfoto/Polfoto

9. februar 2017

Første oplevelse af Svend Asmussen på scenen var et chok.

Den geniale film Den Tredje Mand havde haft stor premiere her i 1950-1951 med Orson Welles som den forsvundne sortbørshaj Harry Lime i Wiens efterkrigstid. Han stod pludselig på scenen i ABC-teatrets revy, i skyggen i døren med hatten på sned, pluskæberne og det ironiske smil, mens zitartemaet lød ud til publikum. Og så projektøren på. Gisp!

Alle havde jo set filmen og gyste.

Men det var jo Svend Asmussen, revyens fabelagtige kapelmester, som Stig Lommer havde givet den indlysende rolle som Lime i nogle sekunder.

I løbet af sin lange karriere spillede Svend Asmussen med de bedste. Blandt andet med jazzmusikeren Nat King Cole.
Læs også

Min alder var nok 12 år dengang i ABC-teatret, men jeg havde jo hørt min fars og mors sværmemusik fra jeg kunne stå, og det var bl.a. Asmussens »June Night«, og under krigen især »En yndig Lille Fjer« med Gerda og Ulrik Neuman – om »ud at rejse – men hvornår?« … »og hvis De vil høre mere, må De vende pladen...«. Avanceret meddelelse på grammofonen gennem stift og højttaler.

Siden kom jeg til at kende Svend – lidt.

Debut ved en havnefest

Verdensberømte, eller skal vi sige Transatlantiske, danske kunstnere i forrige århundrede kan hurtigt tælles: Laurits Melchior, Carl Brisson, Victor Borge, Niels Henning Ørsted Pedersen og så sandelig Svend Asmussen, som ville være fyldt 101 år 28. februar.

Vi er nogle stykker, som i flere år ringede til ham på dagen ovre i Florida, inden han skulle på stranden, spise hummer, drikke champagne og være frejdig og næsten helt frisk i telefonen. Dog i år blev han og hans hustru og sparringspartner Ellen Bick-Meyer i Dronningemølle, for den lange rejse ville være for meget for den gamle violinist.

Det var også på Nordkysten ved en havnefest i Hornbæk, at drengen Svend debuterede ved at spille »Singin’ In The Rain« for fiskerne som 12-årig på sin violin i 1928 – længe før nummeret blev kendt i Gene Kelly-filmen. I det velhavende grossererhjem på Østerbro gik man til spil, og Svend var den bedste af brødrene musikalsk, og han var også bedre til at tegne end storebroder Des – i hvert fald som dreng, sagde Svend.

Tandlægestudier, tjoh, billedhugger/skulptør hos Utzon – indtil professoren en dag spurgte Asmussen, hvad man kunne tjene derude på jazzrestauranterne i trediverne, hvor Svend spillede med egne og andres orkestre?

»Du tjener jo mere på en weekend en jeg gør i en måned! Jeg tror, du skal vælge musikken«

Morten Langkilde

Gidsel i Berlin

Det gjorde Asmussen som bekendt. Han største inspiration var Mills Brothers – især »Tiger Rag« – og så naturligvis Armstrong – var til alle hans første koncerter i Tivolis Koncertsal i trediverne – og violinisten Joe Venuti.

Jazz, swing, show, elegance, smag, perfektionisme. Asmussen forstod at vælge de bedste musikere til sine bands, pianisten Kjeld Bonfils, guitaristen Helge Jacobsen blev så ’hotte’ som Leo Mathisen og Erik Tuxen under besættelsen, hvor amerikansk jazzmusik havde en sød smag af modstand … Ja, amerikanske tekster blev endda forbudt o.s.v. Og Asmussen blev taget som clearings-gidsel og sad i flere uger i en lusebefængt celle i Berlin, men blev løsladt gennem diplomati og blev fejret ved hjemkomsten.

Stig Lommer indførte morgenrevy’er, hvor folk kom i pyjamas og badekåber, da tysken indførte udgangsforbud om aftenen, »så det var tidligt op i stedet for sent i seng«, sagde Asmussen.

Hans øvrige kvintetter havde igen de fineste musikere; Max Leth, Jørgen Ingman, Frits von Bülow, trommeslager/showmand Fredrik (Erik Frederiksen), Gregers (Poul Gegersen) m.fl. Og det var show med jazz, som underlag, humor, parodi, musikalsk og højt diverterende.

Det blev endnu mere populært, da Asmussen fik sin gamle partner Ulrik Neuman og den skønne svenske Alice Babs til at danne trio i Swe-Danes – fra 1958-1962 – og det var her, verdensberømmelsen kom ind via Las Vegas og Los Angeles med f.eks. »Scandinavian Shuffle« og en række små øre- og øjenvenlige numre, som viste trioens versalitet og supreme musikdisciplin.

Det førte til pladeindspilning og et singlehit på ’Bill Board’ og viften med større kontrakter.

Swe-Danes kunne være blevet på de store internationale scener, men Alice Babs og Ulrik Neuman havde familie og skolebørn, som de prioriterede. Det blev i Tivoli, her, på Berns Salon’er, Stockholm, ’Chat Noir’ i Oslo til enorme successæsoner, men i USA havde både Hoagy Carmichael (Stardust, Lazy River etc) og Benny Goodman fået respekt for den danske violinist og opsøgte ham flere gange med flatterende tilbud. Det blev bl.a. til en nu berømt tv-session i Jazzhus Slukefter med Goodman, hvor Asmussen kom i sin elegante røde trøje og swingede swingkongen i knæ.

’Svend kunne godt fortælle vittighed fra scenen’

Jacob Fischer, guitarist, har spillet med Svend Asmussens Kvartet

»Jeg begyndte at spille med Svend i 1992, da jeg var 24, og han var 76, og så har jeg spillet med ham indtil 2009. Han har haft stor musikalsk betydning for mig og for mange andre, både fordi han var en exceptionel musiker, og fordi han var god til at underholde. Svend er jo fra en generation, hvor jazz var underholdning, og han var en ekstremt udadvendt jazzmusiker. Der jo mange, der opfatter jazz som noget, hvor man står med ryggen til publikum og spiller noget uforståeligt. Men Svend kunne godt fortælle vittigheder fra scenen – og så spille en virkelig smuk og følsom ballade bagefter. Og der må jeg jo give Svend ret: Man kan sagtens spille musik af høj kvalitet og underholde publikum. Og det er unægteligt sjovere på den måde.« otl

’Jeg pludrer bare’

Det var gennem TV, jeg kom til at kende Asmussen lidt, gennem mit job i Underholdningsafdelingen. Han havde takket nej til alle mulige Her-er-dit-liv og Lørdagshjørner, ikke fordi han var krukket, men fordi han snarere var beskeden og usikker i improviseret showsammenhæng.

»Jeg går i stå, jeg pludrer bare, og det kan ikke interessere nogen, hvad jeg synes … Jeg ved kun noget om musik,« sagde han. »Og lidt om græsk filosofi. Jeg er ikke meget for journalister og TV. Men du ved jo, hvem Fats Waller og Duke Ellington er, så vi kan da lave en lille snak heroppe hos mig en dag.«

Så jeg tog op langs kysten med en filmfotograf.

Det var en tid efter hustruen Annegrethes død, og Asmussen havde været i hjælpeløs sorg, men han var ved at dukke op igen, fordi han havde mødt en kvinde, Ellen, som var ved at give ham livsmodet tilbage. De kunne tale sammen, havde fælles interesser – bl.a. græsk filosofi – men der var 30 års forskel, og det havde han selv og noget familie ikke helt nemt ved.

Det lykkedes for det nye par at etablere en sameksistens, hvor hun blev hans ’beskytter’, og han kunne gribe fat i buen med hestehår og begynde på det ’ulidelige fileri’ igen. Bick-Meyers skrivetalent blev til flere bøger omkring Asmussen, hans musik og hendes poesi, deres samliv. Indtil en hjerneblødning lammede hans ene arm, spillede han ofte med fruen ved klaveret. Til gengæld kørte hun ham rundt  i en smart rød auto til alle mulige jazz-arrangementer med nye og yngre musikere, hvor Asmussen lyttede begejstret og gav de unge et lille ’ridderslag’.

’Vi endte altid med at sidde og høre plader’

Bjarke Faldgren, violinist

»Jeg blev introduceret til Svend Asmussen gennem en lærer på rytmisk musikkonservatorium, og så er jeg kommet hjemme hos ham siden. Vi endte altid med at sidde inde i hans musikrum og høre plader. Han havde den herlille sommerhusagtige musikstue med to kurvestole og et klaver og et anlæg. Så sad vi der og hørte musik, både gamle ting med Josephine Baker, Herbie Hancock, Benny Goodman, Stuff Smith eller Duke Ellington, som han alle sammen havde spillet med. Men han var egentlig mest for at spille nye ting. Svend Asmussen har været foregangsmand for så mange musikere gennem årtier, og jeg bruger selv de ting, han lærte mig, når jeg underviser.« otl

Den ægte zigeunermusik

Vi filmede en længere samtale i huset i Christiansgave i Rungsted – karriere, musikken, idolerne o.s.v. og det blev sammen med diverse retrospektive klip og en ny flot tv-produktion med hans kvartet, Fischer, Lundgaard, Tanggaard i Copenhagen Jazzhouse anbragt som en hel flade en lørdag aften på DR2.

Asmussen fortalte begejstret om de musikalske genier, han havde mødt, og det var ikke mindst fjerne navne fra det, han kaldte den ’ægte zigeunermusik’, hvor det var musikkens struktur, dens følelse, dens hypnotiske udførelse, som fascinerede ham.

Det var der, han gerne ville være, men ikke kunne komme, fordi »jeg er så fandens pedantisk«.

Asmussen var kendt for at drive sine musikere næsten til vanvid, fordi alt skulle være perfekt og alt skulle øves til det yderste. Ingen huller, næsten ingen improvisation. Men musikerne fandt sig stort set i det, Svend var kapelmesteren, hyren var god, han havde ret.

På Øresundsbåden havde Asmussen en kahyt, hvor han og Ulrik Neumann kunne øve deres raffinerede duonumre, nat efter nat, dag efter dag – for Neuman havde svært ved noder.

Jacob Fischer, guitaristen par excellence, forløste ham: »Jamen Svend, vi kan det jo godt. Vi behøver ikke prøve så meget …«

Da var det, som noget indre ramlede for den næsten 80-årige Asmussen.

»Tænk, hvor har jeg spildt utroligt meget af andres og min egen tid med den hang til perfektionisme,« sagde han.

’Eftertiden vil nok mest tænke på ham som en fremragende musiker’

Frank Büchmann-Møller,medforfatter til bogen ’Svend Asmussen – 100 år for fuld musik’

»Han har haft stor betydning musikalsk både i Danmark og internationalt, men han har altid sat en ære i at give publikum en god oplevelse. I starten af sin karriere spillede han på badehoteller rundt omkring i Danmark og til Stig Lommers revyer. Blandt andet var der et nummer, der hed »Barok Barok«, hvor Svend Asmussen og Ulrik Neuman synger en vrøvletekst på tysk. Det er simpelthen noget af det morsommeste, der er lavet. De gentager teksten, og så gør de det hurtigere og hurtigere, og til sidst kommer der en boogie-woogie-rytme under. Det er hæsblæsende! Et fantastisk nummer. Eftertiden vil nok mest tænke på ham som en fremragende musiker, men han har altid sat en ære i at underholde publikum.« otl

Hans livs bedste optagelse

Han havde også lært af Miles Davis, som have sagt noget om at »fejl er den del af den musikalske proces« … og måske derfor mente han til det sidste, at på trods af hans enorme pladeproduktion igennem over 70 år, var det en optagelse fra fransk radio en tilfældig aften i en jazzkælder i Paris med en god kvartet, som han fandt som sit livs bedste.

Optagelsen dukkede op næsten 30 år senere sammen med så meget andet i stakken af tusinde bånd, men nogen havde spillet denne nat over på CD, hvor Asmussen hørte den. Og blev begejstret.

»Den er fuld af fejl, men det er spontant, og de tre andre spiller gudeskønt,« sagde han.

»Jo, selv om det kniber med – hvad er et nu det hedder? – hukommelsen, så er jeg sikker på, at det er den udgivelse, jeg er gladest for. Af alle.«

Jeg spurgte ham engang, om myten om de store dirigenters høje alder med det flagrende hvide hår skyldtes, at de stod i musikkens centrum …

»Jo, det kan der måske være noget om, men det gælder da vist ikke for jazzmusikere, tænk på Waller, Parker, Coltrane ... de døde i trediverne, ligesom Mozart. Men så var der jo Eubie Blake, den skønne komponist og pianist; da han blev 102 år sagde han: Hvis jeg havde vidst, jeg ville blive SÅ gammel, havde jeg passet bedre på mig selv.’ Om det gælder for mig, ved jeg ikke … Nu må vi se,« sagde Svend Asmussen i efteråret. Nu sov han ind.

June Night. Good Night.

I en tidligere verison af denne artikel skrev vi fejlagtigt, at Svend Asmussens første hustru hed Eva. Hun hed Annegrethe, Eva er Svends datter. I samme version skrev vi, at man filmede en længere samtale i huset i Vedbæk. Det er heller ikke korrekt. Det foregik i hjemmet i Christiansgave i Rungsted. Vi beklager fejlene.

Henrik Wolsgaard-Iversen (f. 1938) er tidl. journalist i bl.a. DR, chef for TV-UHA m.m. Formand for Ben Websters Fond.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Drage Thomsen
  • Jørn Andersen
John Drage Thomsen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu