The Divine Comedy måtte overgive sig til varmen og folkets kærlighed

I snart tredive år har den britiske sangskriver Neil Hannon under sit nom de plume The Divine Comedy fra sidelinjen begået diskret undergravende musikalsk virksomhed.

Stik imod de sidste tyve års tendens inden for populærmusikken interesserer han sig for sangskrivning som ikke kun et middel til at udtrykke sig, men i høj grad som et kunsthåndværk, hvilket løfter hans kompositioner over metervaren.

Han trækker rask væk på diverse musikformer, der forbindes med det tyvende århundredes britiske musik, fra music hall til britpop, men tilfører det sin egen personlighed og vision.

Er man på udkig efter en sangskriver, der ikke er bange for den overraskende akkord eller udsøgt sofistikerede harmonier, er Hannon manden.

Derudover besidder Hannon en hvas observationssans, skarp analytisk evne, solid indsigt i menneskesindet og en lynende intelligens samt ikke mindst evnen til at omsætte kombinationen af dette til koncentrerede, effektive sangtekster, der venligt, men bestemt hudfletter høj og lav. Og selvom Hannon er født og opvokset i Nordirland og i dag bor i Dublin, er der noget ærkebritisk over denne sylespidse irer.

Han har et endog særdeles vågent øje til livet, som det leves på de britiske øer, hvilket har udmøntet sig i de mange fortræffelige sange på The Divine Comedy’s til dato 11 album, som modsat al sund fornuft altid holder samme høje standard.

Et vist mål af krukkeri

Åndsbeslægtet med folk som Kurt Weill/Bertolt Brecht, Jacques Brel, Ray Davies/The Kinks, den purunge David Bowie, Ian Dury, Morrissey, Jarvis Cocker/Pulp samt ikke mindst legendariske Noël Coward, hvis ærkebritiske tonefald og synsvinkel Hannon er en fornem arvtager af.

Som hos de nævnte er der også et vist mål af krukkeri og leg med identiteter at finde hos Hannon, hvad man alt efter temperament kan finde irriterende eller indtagende. Personligt kan jeg ikke stå for en engelsk excentriker, så længe jeg ikke skal bo sammen med vedkommende.

Men hans evne til at spidde en person, en situation eller tidsånden på få linjer og i processen mere end antyde en større og mere ildevarslende sammenhæng er imponerende. I form af sange, som er både kritiske, skarpe og sjove, men altså også i besiddelse af ømhed og empati.

En større boble

Gruppenavnet The Divine Comedy er ikke valgt tilfældigt, Hannon vælger ansigt til ansigt med al tænkelig menneskelig dårskab at undersøge det humoristiske for nu ikke at sige det rent ud latterlige i artens besynderlige adfærd.

Det skal til hans ros siges, at han sjældent griner af sine ofre, så meget som han ler med dem. Der er naturligvis undtagelser, som i sangen om en af den seneste finanskrises bagmænd, »The Complete Banker«:

»Maybe this recession is a blessing in disguise/We can build a much much bigger bubble the next time/And leave the rest to clean our mess up …«

Vand er så kedeligt

Så at Hannon gjorde sin entre i Lille Vega iført et Napoleon Bonaparte-kostume var lidt af en overraskelse og så alligevel ikke. Han holder af at klæde sig ud og så at sige gå i et med de mangfoldige karakterer, der befolker hans sange, og da det seneste, strålende The Divine Comedy-album, Foreverland, åbner med det manende »Napoleon Complex«, lå det lige for.

Han havde nok gjort regning uden vært hvad angår temperaturen på stedet, for hatten røg hurtigt efterfulgt af en konstatering af, at han nok skulle have medbragt lidt vand fremfor den rødvin, han gavmildt skænkede op til sig selv fra den medbragte hjemmebar, naturligvis i form af en globus, der kunne åbnes. »But,« kom det så typisk tørt, »water is strangely boring, isn’t it?«

Folkets kærlighed

Efter en forrygende version af »The Pact« trak han sig tilbage for at skifte til noget mindre imposant, dvs. et klassisk jakkesæt med tilhørende rekvisitter, bowler og paraply, naturally. Til at pege og paradere rundt med!

Men han måtte overgive sig til varmen og det entusiastiske publikum, der til hans åbenlyse overraskelse kunne teksterne til hans sange og højst udansk højlydt sang med, så han endte gennemsvedt i skjorteærmer. Selv en førsteklasses posør må bøje sig for tropisk hede og folkets kærlighed.

Med sig havde han et udsøgt femmandsorkester, som ubesværet og uden falbelader forløste hans ofte hundesvære kompositioner, mens han selv gav den hele armen som alletiders entertainer, hvad han bestemt også er.

En elskelig excentriker

Han synger godt uden at være prangende, men til gengæld er han som fortolker second to none. Repertoiret bestod i udstrakt grad af sange fra hans to seneste lp’er, sidste års gloriøse Foreverland og 2009’s forrygende Bang Goes the Knighthood, krydret med nogle af de hits (»Generation Sex«; »National Express« m.fl.), han rent faktisk havde i England i 1990'erne uden dog at gå Take That i bedene.

Højdepunktet var den indfølte fremførsel af den af medmenneskelighed gennemsyrede »A Lady of a Certain Age«, der gav undertegnede gåsehud nok til en kold lungebetændelse.

Næsten 25 sange og små to timer senere forlod vi næsten lykkelige spillestedet og denne elskelige excentriker og hans merry men.

Fik jeg med, at lyden var eminent fra start til slut og at man kunne høre hvert et sunget ord?

Min ledsager udtrykte undren over, at The Divine Comedy aldrig er blevet et større navn end tilfældet er. Det skyldes givetvis den alt for høje kvalitet og overdrevne intelligens, Neil Hannon insisterer at lægge for dagen, tekstligt som musikalsk, men det var så paradoksalt nok publikums held, for den intimitet og hele stemning af fest, der prægede foretagendet denne tirsdag aften, ville givetvis være gået tabt på en større venue.

Simply divine, dear.

The Divine Comedy, Lille Vega, Kbh., tirsdag