Analyse
Læsetid: 4 min.

Er det tid til at spille Hitlerkortet?

Hitler-analogier er dårlig stil, det ved enhver professionel debattør. Men de første ugers heftige aktivitet i Det Hvide Hus har nu alligevel fået selv seriøse medier til at stille sig selv spørgsmålet: Er det tid til at smide Hitlerkortet – eller bør vi holde på det lidt endnu?
Hvem siger, at vor tids Hitler ikke er en mand, der har byttet det sorte overskæg ud med en orange toupé og lært sig at tale engelsk?

Hvem siger, at vor tids Hitler ikke er en mand, der har byttet det sorte overskæg ud med en orange toupé og lært sig at tale engelsk?

Staton Winter

Kultur
3. februar 2017

I den offentlige debat anses ’hitlerkortet’ for at være et underlødigt retorisk kneb. Et ufint stråmandsargument, der har til hensigt at dæmonisere modparten ved at fordreje hans synspunkter. Men på det seneste har en række amerikanske medier tilsyneladende valgt at se bort fra denne vejledende tommelfingerregel i deres dækning af Trump.

For nylig sagde MSNBC’s nyhedsvært Chris Matthews, at indsættelsen af Trump havde »noget hitlersk over sig«, Slate Magazine har tidligere viet et helt radioprogram til »Hitler og Trumps vej til magten«, og Washington Post har på lederplads advaret mod totalitarismens genkomst med formuleringen: »Man behøver ikke at gå tilbage til historiens mest berømte eksempel, Adolf Hitler, for at forstå, at autoritære herskere kan opnå magt gennem valgurnerne.«

Normalt er det nemt at affeje den slags sammenligninger som polemiske overdrivelser. Obama blev også portrætteret som Hitler af den amerikanske højrefløj. Lars Løkke er tidligere blevet skildret som nazist i the Guardian. Og da Trump for nylig langede ud efter de amerikanske sikkerhedstjenesters læk af hans russiske forbindelser, spillede han også selv kortet: »Lever vi i Nazityskland?,« spurgte han retorisk.

Det var den tysk-amerikanske filosof og professor Leo Strauss, som første gang påpegede tendensen til urimelige Hitler-sammenligninger. I en videnskabelig artikel fra 1951 kaldte han metoden for ‘reductio ad Hitlerum’ – en logisk fejlslutning, der driver en modstanders synspunkt så langt ud i det absurde, at konsekvenserne til sidst fremstår uspiselige.

Vi genkender strategien fra vores egen politiske andedam: Når Dansk Folkeparti foreslår asylstramninger for at begrænse antallet af flygtninge, lyder det: »Ved I, hvem der også dyrkede forestillingen om et ensartet folkefællesskab? Hitler!« Og når det rapporteres, at en fitnessbølge har ramt danskerne, hører man straks: »Ved I, hvem der også var sygeligt optaget af sundhed og kropskultur? Hitler!«

Alligevel føles det, som om der denne gang er noget andet på færde, noget mere substantielt. Nok bliver Hitler-kortet spillet som et underlødigt debatkort, men det betyder omvendt ikke, at enhver sammenligning mellem nutidens populistiske strømninger og mellemkrigstidens fascistiske bevægelser er uden relevans.

Historien har det jo med at gentage sig selv, sociale dynamikker kan gå igen, politisk vraggods kan vende tilbage i nye former. Så hvorfor skulle det ikke atter kunne ske? Hvem siger, at vor tids Hitler ikke er en mand, der har byttet det sorte overskæg ud med en orange toupé og lært sig at tale engelsk?

Sandt er det i hvert fald, at der er visse om ikke andet så overfladiske historiske paralleller: Også Trump har specialiseret sig i agitatoriske taler, der gør brug af hadsk retorik og animerer tilhængere til voldelig adfærd. Han taler kløften mellem elite og folk større og udnytter den til politiske formål. Han skyder skylden for nationens problemer på indvandring og udpeger en hel befolkningsgruppe som syndebuk. Han kommer med løfter om en ny storhedstid for nationen, der igen skal gøre sig gældende i verden. Og endelig ligger han i konstant krig med medierne, som han anklager for at manipulere med sandheden.

Som William Saletan, der er politisk reporter ved Slate Magazine, har anført, indledte Hitler allerede i 1922 et angreb på »den organiserede presse, der uophørligt hælder ny gift ind i hjerterne på folk.« Lægger man det hele sammen, står man ifølge William Saletan tilbage med en tvetydig, men urovækkende konklusion: »Trump er ingen Hitler. Men i 1922 var Hitler heller ingen Hitler.«

Kritikerne af Hitler-analogien mener imidlertid, at forskellene er større end lighederne: Ja, Trump har indført et midlertidig indrejsestop for muslimer i USA, men han har trods alt ikke indledt et folkedrab; ja, Trump har varslet en mere aggressiv militær holdning til ISIS, men han har ikke foreslået en Tredje Verdenskrig; ja, Trump udnytter længslen efter en stærk og karismatisk lederskikkelse, men han nærer så vidt vides ingen planer om at ændre USA’s forfatning, afskaffe de demokratiske valghandlinger og ophæve ytringsfriheden.

Og hvor Hitler voksede ud af Depressionen og udnyttede en nostalgi over tabet af et enevældigt stortysk kejserdømme, er Trump præsident for et samfund med faldende arbejdsløshed og med en stærk og ubrudt demokratisk tradition.

Spørgsmålet, vi må stille os selv, er, om vi bliver klogere eller dummere af at forstå Trump som en ny tids Hitler? Hjælper analogien os til at forstå Trump som politiker og historisk figur, eller stiller den sig snarere hindrende i vejen for en klarsynet analyse?

Ifølge den tyske historiker Thomas Weber, der bl.a. har udgivet bogen Hitlers Første Verdenskrig (Informations Forlag), er analogien først og fremmest »en distraktion«. Som han for nylig sagde til nyhedsmediet Deutsche Welle: »Ved at henvise til Hitler, risikerer man, at folk bare vil forsøge at bevise, at Trump ikke er Hitler, og hvis Trump ikke er Hitler, så er alt fint. Min pointe er, at Trump ganske vist ikke er Hitler, men alt er heller ikke fint.«

Trumps ligegyldighed over for det demokratiske systems institutioner – senest illustreret ved hans beslutning om at reservere en fast plads i det nationale sikkerhedsråd til sin politiske chefrådgiver Steve Bannon – er oprørende.

At han på bare et par uger har formået at skabe diplomatisk krise med Mexico over en grænsemur – og lægge sig ud med hele den muslimske verden over et indrejseforbud – er foruroligende. Det varsler om, hvor meget kaos, Trump kan nå at tilføre en i forvejen skrøbelig verdensorden, og det gør ham til en farlig mand. Men det gør ham ikke til Hitler.

Hvor Hitler var en tyrannisk ideolog, er Trump en populistisk demagog. Problemet med Hitler-analogien er derfor ikke, at den er fuldstændig forkert, men at den ikke er fuldstændig korrekt, og dermed risikerer den at fjerne fokus fra, hvem Trump er, til hvem han ikke er. Vi har brug for at fokusere på det første.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Nymark

"Han taler kløften mellem elite og folk større og udnytter den til politiske formål."

Er det overhovedet muligt at overdrive forskellen? Tror kun det modsatte gør sig gældende..

"Og hvor Hitler voksede ud af Depressionen og udnyttede en nostalgi over tabet af et enevældigt stortysk kejserdømme, er Trump præsident for et samfund med faldende arbejdsløshed og med en stærk og ubrudt demokratisk tradition."

Øhh.. nej? Arbejdsløshedstallene er mildest talt forstyrrede. Og at skrive at der er en stærk og ubrudt demokratisk tradition.. er du født i går? Det er jo en lodret løgn.

USA er et coorpotokrati og har været det i årtier.

Henrik Nielsen, Henrik Munk Molke Rediin, Torben K L Jensen, Egon Stich og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Det ville være dumt at spille Hitler kortet nu, da de stadig er mere i Mussolini's tråd. Men der er ikke engang gået en måned så hvem ved hvad Steve Bannon (Manden I BURDE bruge meget mere tid på) søsætter inden for det næste halve år? Så kan det vøre HItler kortet skal bruges.

Jeg brder mig slet ikke om tonen i Christian Nymarks indlæg men USA er faktisk et korporati/oligarki rent effektivt.

Gustav Alexander

Jeg kan egentlig meget godt lide ovenstående artikel, da information ellers har det med at køre lidt for hårdt på Hitler sammenligningerne. Jeg synes dog stadig at de falder helt ved siden af. Trump er ikke fascist. Fascisme går ud på at anse samfundets kerne for at være det nationalt homogene Volk. I det liberale demokrati er det jo individet og hos socialisterne proletariatet. Liberalismen har i hvert fald ikke fundet en "sandere kerne" end fascismen i dén forstand, da individet er en ligeså forfalskende løgn at opbygge et samfund på som et homogent Volk. Den ene ideologi postulerer et falsk fællesskab og den anden afviser selve gyldigheden af fællesskab.

Men ønsker Trump at bygge et land kun for hvide amerikanere? Ønsker han at centralisere magt omkring sig selv ved at tilsidesætte forfatningen? Det ser ikke sådan ud. Indtil da forbliver anklagen "fascist" et bevist på den anklagenes manglende historiske forståelse og glædelige forfalskning/banalisering af fortiden i jagten på en moderne dagsorden. Det forbliver med andre ord et skældsord for journalister.

Henrik Munk Molke Rediin og Anders Barfod anbefalede denne kommentar
Bastian Wendel

Når han siger "vi" hvem mener han så?

»Trump er ingen Hitler. Men i 1922 var Hitler heller ingen Hitler.«

Selv i 1933 var der nogen, der ikke helt troede, at Hitler var Hitler.
Skribenten Jakob Augstein henviser i sin fredagsklumme i SpiegelOnline – Das leise Wimmern der Demokratie om Trumps omdannelse af USA til et diktatur – til hvad chefredaktøren for ”Berliner Tageblatt”, Theodor Wolff, skrev, da Hitler var blevet rigskansler:

”Det er muligt, at man kan fremtvinge en stille føjelighed i dette land, der var stolt over tænkningen og ordets frihed, at man kan holde enhver frimodig stemning nede. Men der er en grænse, som volden ikke kan gennembryde.”

Hvilken fejltagelse, afslutter Augstein sin klumme.

http://www.spiegel.de/politik/ausland/donald-trump-verwandelt-die-usa-in...

Rasmus Knus, Colin Bradley og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Hitlerkortet. Superjokeren. Den ultimative trumph og det 56. kort i spillet.

"Hvor Hitler var en tyrannisk ideolog, er Trump en populistisk demagog."
Lige præcist hvad Hitler også var i begyndelsen. Det kunne meget vel også have været 'dårlig stil' første i trediverne at spille Hitler kort overfor Hitler. Manden blev rost i adskillige respektabel aviser udenfor Tyskland også her i DK. At han blev til den Hitler han blev til skyldtes selvfølgelig ikke alene mandens egne personlige kvaliteter, men tidens historiske dynamikker

Kenneth Hansen
Poul Sørensen

Jeg opfatter Trump/Bannon som to i et idelogisk tyrannisk makkerskab, hvor den ene har hjernen og den anden magten.

Vibeke Rasmussen

"Steve Bannon (Manden I BURDE bruge meget mere tid på) …"

Enig. Og desuden Stephen Miller!

Det kunne bruges som anledning til at nuancere hitlerkortet til en hel kortrække. At Hitler stod for en masse uhyrligheder gør jo ikke alt det, han stod for, til uhyrligt. Systematisk anvendelse af propaganda er for eksempel blevet til politisk mainstream. For ikke at tale om udbygning af motorvejsnettet og muliggørelse af, at den menige borger kan eje en bil. Det er - eller burde i hvert fald være - vigtigere hvad vi hver især står for og hvorfor, end hvem vi er enige med. Af samme grund har jeg det svært ved, at det tit i nærværende avis fremføres som (mod)argument, at noget hører til på højrefløjen. Og bortset fra det: Ja, Trump er dybt uhyggelig i sin hadske retorik og i sin opildnen til vold. Og repræsenterer i øvrigt i sin meget uideologiske tilgang idéer fra både den højre og den venstre fløj. Dette gjaldt også en tidligere tysk statsleder, der virkelig lykkedes med at gøre sit land stort igen, omend storheden var forholdsvis kortvarig.

Mads Kjærgård

Blev Hitler ikke først Hitler i 1939? Og var folk ikke ligeglade? Når man ser hvordan embedsmænd herhjemme agerer, tænker man på SS, som jo først og fremmest var et bureaukrati, der fulgte enhver ordre.

Tja jeg har en gammel bog, der beskriver Tyskland som et økonomisk mirakel og fangelejrene som et nødvendigt onde. Hitler blev vel først og fremmest Hitler i 1939, indtil da var han en stor statsmand, der nød anseelse og respekt herhjemme. Især blandt overklassen. Men endnu er det vel for tidligt at sige noget konkret om Trump.

Henrik Munk Molke Rediin og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Claus G. Jørgensen

Al det kortspilleri forplumrer debatten. Det er en afledningsmanøvre, hver eneste gang en hævder, at nu bliver hitler-kortet, offerkortet eller hvilket som helst andet kort spillet, da man gør debatten til et kortspil og ikke en udveksling af holdninger.

Emil Eiberg-Jensen

Trump har indført et midlertidig indrejsestop for muslimer i USA...

Har Trump nu det..?

Eller er Rasmus Bo Sørensen her taget i en af de løgnehistorier som Trump anklager pressen for..?

Henrik Munk Molke Rediin og Finn Thøgersen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Med mindre man er enten meget naiv eller meget stærk i troen som Donald Trump-apologist – evt. begge dele – kan man ikke være i tvivl om, at det indrejseforbud Donald Trump& Co har indført først og fremmest gælder muslimer: GIULIANI: Trump asked me how to do a Muslim ban 'legally'.

Men som om dét ikke var (slemt) nok, viser det sig nu, at også over 100.000 allerede udstedte visa er blevet tilbagekaldt: Justice Department: More than 100,000 visas have been revoked in the wake of Trump's immigration ban!

Poul Sørensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Trump har en regel og det er at hans gut-feeling er vigtigere end alverdens facts, bøger, sandhed og endog vigtigere end hans egen hjerne og derfor forsvare han sig til klokken lort om morgenen, fordi hele hans opfattelse af verden er fokuseret i at hans facistiske lystløgner gut feeling er en gave fra gud som han skal forsvare med alle midler.... ja det er fandme uhyggeligt ...du