Læsetid 4 min.

Trump er ikke en løgner

USA’s nye præsident er slet ikke er en løgner, men en bullshitter. Og det er ikke bedre, men desværre meget værre
USA’s nye præsident er slet ikke er en løgner, men en bullshitter. Og det er ikke bedre, men desværre meget værre
Andrew Harrer
17. februar 2017
Delt 92 gange

Siden Donald Trump overtog præsidentembedet for fire uger siden, er en malstrøm af usandheder udgået fra Det Hvide Hus. Det har naturligt fået mange til at kalde Trump for en løgner, men for nylig tilbød den politiske satiriker Jon Stewart en langt mere præcis betegnelse, da han udklædt som Donald Trump læste et fiktivt dekret op for seerne af The Late Show, som kundgjorde, at USA’s officielle sprog ikke længere skal være engelsk, men »bullshit«.

Donald Trump er en bullshitter, snarere end han er en løgner. Og det er ikke bare en semantisk skelnen, for forskellen er afgørende for at forstå præcis, hvor vidtrækkende en udfordring Trump er for den demokratiske samtale i USA.

I 1986 udgav professor emeritus i filosofi ved Princeton Universitet Harry G. Frankfurt en opsigtsvækkende lille pamflet med titlen On Bullshit. Harry G. Frankfurt regnes for en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige moralfilosoffer og er især kendt for sine analyser af frihedsbegrebet og forståelsen af, hvad fri vilje er.

On Bullshit er hans forsøg på at begrebsafklare en af hverdagssprogets mere profane gloser. Essensen af bullshit, skriver Frankfurt, er at sige noget uden at bekymre sig om, hvorvidt det er sandt eller falsk. Derfor er bullshit også en »mere samfundsnedbrydende praksis« end løgnen.

En løgner må trods alt forholde sig til, hvordan virkeligheden faktisk er, for at kunne fejlrepræsentere den. Den slags bekymrer bullshitteren sig ikke om. Han er slet ikke optaget af sandhedsværdien af sine egne udsagn. Det, han siger, kan lige så vel være rigtigt som forkert, sandt som falsk, han er dybest set ligeglad. Det eneste, han er optaget af, er, hvilken effekt det, han siger, har på tilhøreren; hvilket indtryk han gør på sit publikum.

»Han er,« skriver Frankfurt i sin bog, »hverken på sandhedens eller usandhedens side. Han har slet ikke blikket rettet mod kendsgerningerne (...) Han er ligeglad med om de ting, han siger, bidrager til en retvisende beskrivelse af virkeligheden. Han griber dem bare – eller griber dem ud af luften – sådan som det nu passer med hans hensigt.«

Grebet ud af luften

Beskrivelsen indfanger meget godt den fornemmelse, man sidder tilbage med, når Trump kommunikerer. Når han hævder, at tusindvis af amerikanske muslimer i 2001 fejrede 9/11-angrebene i New York, er det grebet ud af luften. Når han hævder, at klimaforandringer er et fupnummer, som kineserne har fundet på, er det grebet ud af luften.

Når han hævder, at immigrationsmyndighederne ikke aner, hvor mange illegale immigranter der er i USA; at den amerikanske presse bevidst underrapporterer antallet af terrorangreb; at han udelukkende tabte ’the popular vote’ til Hillary Clinton, fordi der blev snydt ved stemmeurnerne, og at der i øvrigt var flere mennesker til stede ved hans egen indsættelse end ved Obamas, er det alt sammen grebet ud af den tomme luft uden smålig skelen til sandhedsværdien af påstandene.

I Trumps bullshit-univers er sandheden ikke en objektiv målbar størrelse i verden, men blot den udlægning af virkeligheden som er mest belejlig for ham selv. Som Frankfurt skriver om bullshitterens naturlige udvikling:

»Ud fra overbevisningen om at virkeligheden ikke har noget iboende væsen, som man kunne håbe på at erkende som sandheden om tingene, går den enkelte (bullshitter, red.) nu i stedet op i at være sand og trofast over for sit eget væsen.«

De fleste, som har set Trump på tv, må have bemærket hans behov for at iscenesætte sig som den, der har de bedste ord, de bedste løsninger, og som dermed også er den bedste mand for Amerika.

Men de fleste må også have bemærket, at hans verdenssyn samtidig er dybt konspiratorisk og hans viden om politik åbenlyst mangelfuld, og heri ligger endnu en nøgle til at forstå hans bullshit. Som Frankfurt skriver i sin bog, er bullshit uundgåeligt, når som helst omstændighederne kræver, at nogen skal sige noget uden at vide, hvad de taler om:

»Produktionen af bullshit stimuleres, når en persons forpligtelser til – eller mulighed for – at sige noget er større, end hans viden om de kendsgerninger der er relevante for emnet.«

Selvforstærkende effekt

Det skal ikke forstås sådan, at Trump aldrig lyver. Det gør han også. Det er bare ikke det, der først og fremmest karakteriserer ham som politiker, og det er ikke den del af hans personlighed, vi bør frygte mest. Det er hans totale indifferens over for sandheden, der for alvor bør skræmme os, fordi den i sidste ende stiller spørgsmålstegn ved, om han overhovedet tror på et principielt skel mellem sandhed og løgn, eller om alt i hans verden lader sig opløse i subjektivitetens relativisme.

Vender vi os mod Frankfurts definitioner, tyder noget på det sidste. Som han skriver, er bullshitterens praksis ofte selvforstærkende og tager til i takt med, at han taler sig længere og længere væk fra virkeligheden.

»Har man hengivet sig i overdreven grad til sidstnævnte aktivitet,« skriver Frankfurt med henvisning til bullshitsnakkeriet, »så kan éns normale evne til at være opmærksom på, hvordan tingene faktisk er, blive svækket eller gå tabt.«

Med sine falske påstande og alternative fakta har Donald Trump talt sig selv længere og længere væk fra virkeligheden og er nu i færd med at trække hele den amerikanske offentlighed med sig. Jo mere bullshit, han og hans håndlangere lukker ud, desto mere sløres sandheden, og jo mere sandheden sløres, desto mere modtagelige bliver vi for bullshit. Det er derfor, Frankfurt kalder bullshit for »en større fjende af sandheden end løgn«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for bente-ingrid bruun
    bente-ingrid bruun
  • Brugerbillede for Mihail Larsen
    Mihail Larsen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Henrik Olesen
    Henrik Olesen
bente-ingrid bruun, Mihail Larsen, Niels Nielsen og Henrik Olesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for bente-ingrid bruun
bente-ingrid bruun

Komponisten Rued Langgaard var forud for sin tid.
Hans opera "Antikrist" rummer temaer, der lige nu er ret så aktuelle med mørkets fyrste i form af Trump.
Satan kan ikke bekæmpes med juridiske og politiske processer.
Vi er nødt til at hæve vores bevidsthed mod lyset og dermed det guddommelige.
Det spirituelle går på tværs af de tidens forskellige religiøse hierarkier.
Den forudsigelige manifestationen af antikrist er en svær udfordring for os alle,
Det anbefales at læse lidt mere om antikrist forløbet i operaen, der ender godt.
Så ved vi lidt mere om, hvad vi er op imod, og hvordan vi kan agere.