Trump-regeringen er fuld af ga(m)le, hvide mænd. Men Oscar-filmene fulde af det modsatte

Det kan godt være, at Trump, Bannon og co. lige nu gør, hvad de kan, for at gøre verden til et værre sted. Men når årets Oscar-uddeling løber over skærmen søndag nat, bliver vi mindet om, at de ikke vil have held med det.

Sidste år trendede hashtaget #OscarsSoWhite, fordi Oscar-komiteen ikke nominerede nogen hvide skuespillere, men i år er syv ikkehvide skuespillere nomineret, og fire ud af fem af de nominerede dokumentarinstruktører er sorte.

Fem ud af ni nominerede til kategorien ’Bedste film’ tematiserer liberale værdier, som Trump kæmper imod: mangfoldighed, multikultur og globalisme; stærke kvinder, homoseksualitet og solidaritet med sorte:

• Hidden Figures handler om tre sorte kvinder, der arbejder som matematikere på NASA i 1960’erne. De kæmper imod segregerede toiletter og systemisk racisme, men ender alligevel med at hjælpe USA med at vinde rumkapløbet.
   
• Fences følger livet hos en sort arbejderfamilie i 1950’ernes Pittsburgh – et all black familiedrama.
   
• Moonlight handler om en stille sort fyr i the hood i Miami. Han er skabsbøsse og mobbeoffer, hans mor er narkoman, og han ender selv med at sælge stoffer – selv om hans hjerte er af guld.
   
• Arrival handler om en kvindelig lingvist, som lærer at tale med rumvæsner, da de lander på jorden. De store, stærke militærmænd er for socialt uintelligente til at kommunikere med de nyankommne, så den kvindelige humanist må redde dagen.
   
• Lion er historien om en adopteret mand i Australien, som tager til Indien for at finde sine rødder og sin sande identitet.

Filmenes morale kan opsummeres med en replik fra Moonlight: »Du skal selv bestemme, hvem du er. Du skal ikke lade andre træffe den beslutning for dig.«

Trump er måske nok præsident, men de liberale værdier er langtfra døde. Tværtimod.

Empaticirkelen udvides

Det er ikke kun penge og politik, der former verden – kulturen ændrer og forstærker tidens moral. 

Som da den danskamerikanske fotograf Jacob A. Riis i 1890 lavede bogen How The Other Half Lives, hvor hans nyopfundne blitz bogstavelig talt kastede lys over de kummerlige forhold i New Yorks slum og tvang bourgeoisiet til at se uligheden i øjnene.

Eller i 1883, da Onkel Toms Hytte viste USA fra slavernes perspektiv og gødede jorden for den amerikanske borgerkrig (Lincoln skal angiveligt have mødt bogens forfatter, Harriet Beecher Stowe, og sagt: »Så du er den lille dame, som startede denne store krig«).

Kunst ændrer verden ved at lader publikum påtage sig ’de andres’ perspektiv. På den måde udvides det, som filosoffen Peter Singer kalder »empaticirklen« – vi føler ikke kun solidaritet med vores familie og venner, men også med landsbyen, nationen og kontinentet; andre køn, minoriteter, børn og dyreracer.

Årets Oscar-film viser, at empaticirkelen stadig udvider sig.

Ikke en moralsk krise

USA har fået et reaktionært statsoverhoved, men de progressive værdier lever videre i civilsamfundet. Andelen af amerikanere, som accepterer ægteskab mellem sorte og hvide, er ifølge Gallup steget støt: fra 4 pct. i 1958 til 48 pct. i 1992 og 87 pct. i 2013. Og andelen, som mener, at homoseksuelle bør kunne gifte sig på lige fod med heteroseksuelle, er ifølge Gallup steget fra 27 pct. i 1997 til 61 pct. i dag.

Den amerikanske forfatter Michael Shermer har i sin bog The Moral Arc beskrevet, hvordan Vesten bliver stadig mindre voldelig, racistisk, sexistisk og homofobisk. Den udvikling vender Trump ikke.

Vi vågner ikke om fire år til en verden, hvor flere kvinder klappes bagi på arbejdspladsen, flere børn får bank af deres forældre, og flere sorte diskrimineres i nattelivet.

Historien udvikler sig selvfølgelig ikke lineært – nogle steder og på nogle områder vil empaticirklen blive indskrænket – men den overordnede tendens går i en liberal retning. Især blandt de unge. Vesten står ikke i en moralsk krise eller en »empatikrise«, som Alternativets Uffe Elbæk har for vane at kalde det.

Det paradoksale er, at jo mere lige samfundet bliver, des mere vrede bliver borgerne, når vi får øje på ulighed. Paradokset blev allerede bemærket af Alexis de Tocqueville i midten af 1800-tallet: Jo mindre man skal finde sig i, des mindre vil man finde sig i, og derfor kan det virke, som om verden går den forkerte vej, selv om det modsatte er tilfældet.

Politisk krise

Vesten står til gengæld i en politisk krise – ikke mindst i USA, hvor alt fra Kongressen til partiapparater ikke fungerer. Men mens Trump underminerer det politiske system, minder film som Moonlight og Hidden Figures os om, at der også findes en arena uden for politik, hvor verden stadig bevæger sig i den rigtige retning.

Næste skridt er, at den sorte kvinde og den homoseksuelle mand oftere bliver castet som superskurke og dumme svin på det store lærred. For først når man får lov til at være skurk, er man for alvor en helt.

Hvem ved – måske næste år?