Læsetid: 4 min.

Det er vigtigt ikke kun at underholde børn

Den schweiziske filminstruktør Claude Barras har været inspireret af den britiske socialrealist Ken Loach i arbejdet med den Oscar-nominerede, animerede børnefilm ’Mit liv som Squash’, der fortæller en svær og alligevel håbefuld historie om vold og tab
Instruktøren Claude Barras har lavet en historie om børn, der har fået en dårlig start i livet.

Instruktøren Claude Barras har lavet en historie om børn, der har fået en dårlig start i livet.

Vanni Bassetti/Getty Images

10. februar 2017

Vi skal ikke være så bange for at tale med vores børn om de svære ting, mener den schweiziske filminstruktør, Claude Barras.

Vi lever fortravlede liv fulde af udfordringer i en kompleks og barsk verden, og det er vigtigt, at vi også giver børnene mulighed for at forholde sig til det, f.eks. gennem de film, de får lov til at se.

»Vi skylder børnene at tage filmene og dem alvorligt,« siger Barras, da jeg sidder over for ham på et hotel i Paris.

»De er vores verdens fremtid, og det er vigtigt ikke kun at underholde dem, men at beskæftige sig med livet i al dets mangfoldighed i de film, de ser. Der er flest film, som blot serverer underholdning for dem, og måske skyldes det, at vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre, og at vi er bange for at tale om de alvorlige ting eller skammer os over det liv, vi lever.«

Blandt andet derfor har Barras og hans manuskriptforfatter, Céline Schiamma, lavet animationsfilmen Mit liv som Squash, der nu har dansk premiere. Gennem det seneste års tid har filmen begejstret i store dele af verden – den er endda blevet nomineret til en Oscar som Bedste Animationsfilm – fordi den med indfølelse og humor fortæller en både tragisk og livsbekræftende historie om niårige Squash, det vil han gerne kaldes, der mister sin alkoholiserede, voldelige mor og må på børnehjem.

Forankret i virkeligheden

»Det er en historie om børn, der har fået en dårlig start i livet, og som er blevet udsat for vold,« siger 44-årige Claude Barras om Mit liv som Squash, der er baseret på en bog af Gilles Paris.

»Men de lærer at holde sammen og løse problemerne sammen. Det var det, jeg var interesseret i. Jeg ville som sagt gerne tilbyde noget andet end ren underholdning. Børn er nysgerrige, de bliver hele tiden klogere på livet, og det var interessant at lave en film, som de måske kunne lære noget af.«

Børn i dag mødes hele tiden af levende billeder, og derfor er det vigtigere end nogensinde, hvad det er for historier, man fortæller dem med de levende billeder, mener Barras. Som filmskaber føler han selv, at han har et medansvar for, at der bliver fortalt gode, udfordrende og opbyggelige historier for børn, og det er et ansvar, han gerne påtager sig.

Stilen i ’stop motion’-filmen ’Mit liv som squash’ er slentrende, og der er tid og plads til udforskning af dynamikken mellem børnene og deres hverdag. Visuelt er der blandt andet en sjov tur i sneen.
Læs også

Og Mit liv som Squash er netop en film for børn – ikke en film for voksne om børn – og det var afgørende for instruktøren og manuskriptforfatteren at finde den helt rigtige balance mellem enkelhed og kompleksitet og mellem realisme og poesi.

»Kompleksiteten ligger også i bogen,« siger Barras.

»Vores arbejde gik ud på at gøre historien mere enkel og samtidig bevare ånden. Figurerne er på én gang minimalistiske og meget kulørte, og det er selve fortællingen også, men så har vi en vis realisme på lydsiden, hvilket både skaber en god kontrast og forankrer historien i virkeligheden.«

Håb til sidst

Det var også vigtigt, at Mit liv som Squash ikke blev for mørk og barsk – den er jo trods alt for børn.

Historien begynder i mol, da en bange Squash udsættes for sin lunefulde mors vrede, men den lysner efterhånden, og på børnehjemmet møder han andre børn, der er i samme situation som han, hvorfor de forstår hinanden og kan tale om det, de har oplevet. Her oplever Squash et fællesskab, han ikke tidligere har oplevet.

»Jeg tror ikke, at jeg kunne have fortalt denne historie, hvis ikke den havde haft en lykkelig slutning,« siger Claude Barras.

»Selv når man taler om vanskelige emner, er det kun godt at tilbyde håb til sidst. Vi var nødt til at være forsigtige, og vi lavede hele tiden småjusteringer for at holde den rigtige balance mellem lys og mørke. I de scener, hvor børnene taler om sex og deres fortid, prøvede jeg at fjerne de mest eksplicitte ting, men stadig gøre det tydeligt og forståeligt. Og i scenen, hvor Squashs mor falder ned ad en trappe og dør, valgte vi f.eks. ikke at vise hendes ansigt og øjne – det ville have gjort det alt for voldsomt.«

I det øjeblik man vælger at fortælle en historie med animation, lægger man et lag af abstraktion ned over den, og det kan skabe en distance mellem publikum og historien. Det var Barras meget opmærksom på.

»Tag f.eks. Pixars Find Nemo, hvis historie ligger forholdsvis tæt på historien i Mit liv som Squash – Nemo mister sine brødre og søstre og skal forsøge at finde hjem til sin far – men teknisk er de vidt forskellige,« siger instruktøren.

»I det øjeblik, man gør hovedpersonen til et dyr, skaber man yderligere afstand mellem publikum og figuren. Mit liv som Squash lægger sig et sted midt imellem og prøver at være realistisk, men samtidig stiliseret og med glimt af poesi. Det ville have været sværere at fortælle den samme historie med rigtige børn, men jeg tænkte faktisk på socialrealistiske instruktører som Ken Loach og brødrene Dardenne, da jeg skulle iscenesætte filmen.«

’Mit liv som Squash’ havde premiere torsdag.

Informations rejse til Paris var betalt af Unifrance, en statslig organisation, der promoverer franskproducerede film i udlandet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu