Læsetid: 7 min.

4 unge gymnasieelever: Var Seeberg nazist?

Peter Seebergs gymnasiestil fra 1943, som Information bragte i december, har skabt heftig debat, om hvorvidt den store danske forfatter som ung var fascineret af nazismen
Fra venstre: Mikkel Kenneth Elk, Gustav Emil Ølgaard, Kasper Thorhauge Grønbek, Jan Therp Larsen – går alle fire på Birkerød Gymnasium.

Fra venstre: Mikkel Kenneth Elk, Gustav Emil Ølgaard, Kasper Thorhauge Grønbek, Jan Therp Larsen – går alle fire på Birkerød Gymnasium.

Sille Veilmark

25. marts 2017

Peter Seebergs gymnasiestil fra 1943, som Information bragte i december, har skabt heftig debat, om hvorvidt den store danske forfatter som ung var fascineret af nazismen. I den anledning har Dorrit Færk Møller, lektor på Birkerød Gymnasium, bedt fire af sine elever skrive stile om, hvordan de oplever den omdiskuterede stil, som Seeberg skrev som 17-årig – forud for en kontroversiel rejse til Berlin i sommeren 1943.

’Seeberg reflekterer over Hitlers frastødende idéer’

Jan Therp Larsen, 2.a

Som jeg ser det, er der ingen tvivl om, at Seeberg var dybt fascineret af personen Adolf Hitler, men Seeberg var dog ingenlunde nazist.

Dette fremgår, når han skriver, at idéen bag det nazistiske verdenssyn fødtes i »en syg Mands Hjerne« som produkt af »Hævntørst«, og når han kalder Hitler og nazisternes had for »blindt« og fremhæver, at alle de, der sendtes til koncentrationslejre, led uden grund, og når han refererer til den måde, Hitler forandrede det tyske folk på, med ord som at »ødelægge deres Sjæle«.

Seeberg kalder ganske vist Hitler for »et Geni«, og han giver udtryk for en fascination af Hitler. Men som udtryk for forundring og ærefrygt. Det er ikke den nazistiske tankegang og dens fader, han tilskriver genialitet, men derimod måden, hvorpå en enkelt mand formåede at opnå gudestatus iblandt et helt folk på størrelse med det tyske, udelukkende ved hadets kraft.

Sille Veilmark

Hitlers forståelse for at intensivere det ulmende had og give det retning og derigennem forene en nation under hadets banner var som en aldeles rædselsvækkende naturkraft med kapacitet for tilintetgørelse af apokalyptisk omfang.

Det vækkede foruden rædsel også en fascination i Seeberg, som kun masseødelæggelsesvåben og deres destruktive potentiale kan. Og når et sådant våben viser sig i form af én enkelt mand og hans urørlige skikkelse, som efter vederstyggelige misgerninger på stribevis stadig forblev ulastelig i sine tilhængeres øjne, vækker det ufattelige interesse, som det gjorde hos Seeberg, hvilket også er årsagen til, at han skrev dette essay.

Så i min optik er Seebergs essay langt fra en panegyrik af den nazistiske tankegang, som Seeberg udtrykker tydeligt misbehag overfor, selvom den dog ganske vist samtidig er mere og andet end blot vitriol, fordi en anomali på størrelse med Hitler, og det groteske regime han opbyggede, altid vil få folk til at fundere over dens genese.

Det er denne tilblivelseshistorie, om end i en meget kondenseret form, Seeberg gengiver i sit essay, ikke som en hyldest til nazismen, men derimod som et udtryk for afstandtagende beundring over nazismens gruopvækkende indtog og i særdeleshed en refleksion over Hitler, og hvordan hans frastødende idéer fandt resonans iblandt et helt folk.

Peter Seeberg døde i 1999 og efterlod sig et arkiv, der er åbent for alle. Det er i det arkiv, at blandt andet stilen om Hitler er fundet. 
Læs også

Sille Veilmark
’Seeberg var fascineret – ikke fuldblodsnazist’

Kasper Thorhauge Grønbek, 2.a

Jeg mener ikke, at Seeberg er pro-nazistisk, da han tager afstand til Hitler og nazismen.

Min påstand bygger bl.a. på følgende klokkeklare beskrivelse af Hitler og nazismen: »Hans Politik blev født i en syg Mands Hjerne, en Mand, som kun tænkte på Hævn og Revanche.« Desuden beskriver han Hitler som dæmonisk, ond og hadefuld op til flere gange.

Der, hvor det bliver spændende, er, når man kigger på Seebergs alder og hans beskrivelse af nazismens stærke fællesskab og Hitlers evne til at lede det. Han beskriver nemlig også Hitler som genial!

Som jævnaldrende nægter jeg at tro på, at man som en 17-årig gut, der stadig er i gang med at realisere sig selv (og blive dannet som et individ), ikke er det mindste fascineret af en befolkning – især den unge del – som definerer og realiserer sig selv ud fra et fællesskab, som alle er en del af.

Hvis man perspektiverer til filmen Die Welle, som er en tysk film, som bygger på et autentisk forsøg i USA og beskriver, hvor meget vi unge mennesker efterstræber et fællesskab og en måde, vi kan realisere os selv på – så må den nemmeste måde da også være at blive pålagt en identitet; altså frem for at skulle finde den selv.

Det er nemlig overraskende hvor grundigt, Seeberg som en ung fyr har sat sig ind i emnet. Interessen kan selvfølgelig skyldes, at han bare var interesseret i emnet, fordi Hitler og nazismen var så ekstrem – men hvordan havde det set ud, hvis han havde været tysk af nationalitet?

Og hvis vi skyder den tanke væk, så kunne det godt tænkes, at han måske var interesseret i et målrettet fællesskab, som kunne definere ham uden at det behøvede at være nazismen.

’Peter Seeberg søger i sin stil nok at forstå manden Adolf Hitler, hvilket naturligvis ikke er det samme som, at han udviser en forståelse for det, som Hitler var og stod for. Tværtimod lægger Seeberg klart afstand til den hævnideologi, som Hitler byggede nazismen op omkring,’ skriver Jonas Holst.
Læs også

Personligt så tror jeg, givet den alder, han havde, da han skrev sit essay om Hitler, at han har været fristet af tanken om et dedikeret fællesskab, og derfor har det ført til en personlig interesse for nazismen – men jeg tror ikke, at det har været andet end en fascination, hvad angår nazismen, men jeg kunne forstille mig, at han kunne være interesseret i en mere fredelig form for fællesmoral – men nok nærmere som medlem af en græsrodsorganisation end en fuldblodsnazist.

Så jeg tror ikke, at Seeberg har været pro-nazistisk, men han viser klart interesse for det fænomen, som vi i dagligdagen kalder konformitet.

Sille Veilmark
’Seeberg skriver om Hitler på samme måde, som man skriver om Jack the Ripper’

Gustav Emil Ølgaard, 2.j

I sin stil beskriver Seeberg Hitler som dæmonisk og syg og kalder ham for dødemanden, menederen, morderen osv. Seeberg skriver sågar »Hitler er frygtelig for os« og »Aldrig har nogen Statsmand optrådt mere afskyligt«.

Dette er ikke ord, man bruger for at vise affektion for nogen. Det er sandt, at Seeberg skriver om Hitler med stor fascination og ildhu, men dette burde ikke forvirres med de følelser og tanker, han havde om Hitler. Han skriver om ham på samme måde, som man skriver om Jack the Ripper.

Når Seeberg beskriver Hitlers storslåede forsamlinger og taler, kan man næsten ikke undgå at tænke på Hitler som en slags Rasputin. En mand der hypnotiserer et folk, der som gengæld giver ham deres sjæl, ligesom Rasputin hypnotiserede Romanov-dynastiet.

I Seebergs stil ses også en række historiske ukorrektheder. Ukorrektheder så som Hitlers indblanding i første verdenskrig. Her beskriver Seeberg ham som en modig og kampelskende figur.

Men som mange biografer og historikere efterfølgende har pointeret, var Hitler primært baseret bagved frontlinjerne som kurier. En position som sjældent bragte fare og leverede relativ luksus til dem, der besad den. Disse personer blev tit beskrevet med ord så som »Baglandssvin« af soldaterne i skyttegravene.

Men denne viden er noget, som man først senere har afdækket, da samtidens tyske propaganda fremstillede Hitler som en helt. Seebergs vælger også at beskrive Hitler som »måske en helt«. Dette kan betyde, at han aldrig helt accepterede tysk propaganda.

Han sætter altså spørgsmålstegn ved den gudestatus, Hitler blev givet. Hvis Seeberg virkelig var tilhænger af Hitler, hvorfor accepterer han så ikke samtidens propaganda om Hitler?

Marianne Juhl overvejer at dukke op, hvis Anders Juhl Rasmussen skal forsvare sin afhandling om Seeberg. ’Det kunne jeg godt tænke mig. Teoretisk set ville det være rigtigt at gøre det,’ siger hun, med henvisning til at hun er uenig i Anders Juhl Rasmussens udlægning af Seebergs tidlige forfatterskab.
Læs også

Sille Veilmark
’Man kan være fascineret på mange måder’

Mikkel Kenneth Elk, 2.u

Der er ingen tvivl om, at Peter Seeberg er dybt fascineret af Hitler, men man kan være fascineret på mange måder. Krige fascinerer os, naturkatastrofer uden for vores rækkevidde fascinerer os, seriemordere fascinerer os.

Meget få ønsker kontakt med disse elementer, meget få har andet end foragt for dem, men de er dog stadig dybt og grundigt fantastiske og ekstraordinære. Dette er det tætteste, Seeberg kommer en hyldest af føreren.

Det er ganske normalt som menneske at være betaget af det, som er så stort, ondt og destruktivt, at det næsten er svært at forholde sig til. Peter Seeberg er betaget af Hitler på denne vis, han ser et monster, en dæmon, en halvgudsagtig skabning af rent had og hævntrang.

Han ser Hitler som destruktiv, som en slags dommedagsrytter, en genial massemorder. Hvordan kan man ikke fascineres af det?

Seeberg ser Hitler som ond, det er der ingen tvivl om, men hans forbløffelse over Hitlers talent og brutale effektivitet skal ikke forstås som en slags idolisering, men rettere som en anerkendelse af ondskabens kraft, på samme vis som at anerkende, at pestens vilde og horrible effekt ikke er det samme som at opfordre til at sprede eller rekonstruere den.

Således kan det roligt siges, at Seeberg er fascineret af nazismen og Hitler, men han sympatiserer afgjort ikke med den eller ham.  

Hvis noget er farligt ved dette verdenssyn, er det, at det eventyrliggør denne ondskab. Det hæver nazistyrets grusomhed over almene sociale, økonomiske eller kulturelle forhold til at handle om individuelt had og genialitet, en usund og ikke særlig konstruktiv måde at se historie på.

Det giver et fantasisyn af Tysklands fordærv, hvori en fristende djævel af had fører landet på afveje, i stedet for at undersøge de politiske og finansielle årsager. Men over alt fremmer det også et syn på Hitler som et genialt menneske, der ene mand var det tredje riges effektive leder. En myte gentaget alt for ofte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Som stor dreng var jeg dybt fascineret af SS på grund af deres flotte sorte uniformer. Som teenager havde jeg nær meldt mig ind i DKU på grund af det stærke sammenhold og på trods af, at jeg allerede dengang var skeptisk over for Sovjetunionen. Og som ungt menneske lod jeg mig fascinere af makrobiotikken, hvorefter jeg levede af brune ris alene i et halvt års tid.

Er det ikke ret almindeligt, at unge mennesker ofte fascineres af noget, som de senere vokser fra?

I øvrigt, var der slet ikke nogen af pigerne, der havde lyst til at komme i avisen?

Er det ikke meget almindeligt, at unge mennesker

Niels Duus Nielsen

Kære Information, kan vi ikke få et udvidbart kommentarfelt, så vi ikke laver alle disse dumme fejl på grund af manglende overblik over egen tekst?

Jeg ser, at avisen har indtil flere programmører ansat, det må da være en smal sag for disse professionelle mennesker at kopiere lidt kode over fra det gamle layout.

Christian De Thurah, Henrik L Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

At være fascineret af noget betyder ikke st man er enig i dets ideologi.
Som ung teenager, ligesom i dag, var jeg dybt fascineret af nazismen. Jeg læste enhver bog jeg kunne få fat på. Biblioteket ringede til mine forældre for at høre om jeg vitterligt måtte låne bøger af Sven Hassel. Jeg vidste godt de var fiktion, men også disse skulle læses.
Men på intet tidspunkt var min fascination udtryk for at jeg sympatiserede med nazismen. Tværtimod. Jeg forstod blot som ganske ung, at her var et eksempel på hvor galt ting kunne gå, og det ønskede jeg at forstå. Et mål jeg end ikke i dag er sikker på jeg har nået.

Enormt mange borgerlige danske var i 1930'erne og en del af 1940'erne meget fascinerede af det, der foregik syd på.
Som digterpræsten Kaj Munk, der senere blev likvideret af nazister, skrev om Hitler i 1938:

- Et knust Folk, et Folk paa Vej til Selvfortæren og Raadnen, har han enet og helet, har han frigjort og skænket Troen på sig selv.