Baggrund
Læsetid: 6 min.

En alternativ litteraturkanon fra Information til alt-right-bevægelsen

Den stærkt højreorienterede britiske journalist og provokatør Milo Yiannopoulos og hans fæller fra alt-right-grupperingen har gentagne gange brugt den engelske romanforfatter Jane Austen og hendes litteratur i deres politiske taler.

Den stærkt højreorienterede britiske journalist og provokatør Milo Yiannopoulos og hans fæller fra alt-right-grupperingen har gentagne gange brugt den engelske romanforfatter Jane Austen og hendes litteratur i deres politiske taler.

Seth Wenig

Kultur
1. april 2017

Når den ekstreme og alternative højrefløj skal brande sig selv, tyr den nogle gange til litteraturen. Ja, det har vist sig, at den stærkt højreorienterede britiske journalist og provokatør Milo Yiannopoulos og hans fæller fra alt-right-grupperingen gentagne gange har brugt den engelske romanforfatter Jane Austen og hendes litteratur i deres politiske taler.

Det kunne professor i Engelsk ved University of Colorado Nicole Wright fortælle om i et essay i The Chronicle of Higher Education i sidste uge.

Men hvis det alternative højre skal have stykket en decideret litteraturkanon sammen, kunne det godt se ud, som om de har brug for hjælp.

For grundlæggende fejllæser de Jane Austen, når de bruger hende som symbol for det puritanske, som repræsentant for en fortabt hvid kultur og som undtagelsen, der bekræfter reglen om, at kvinder er underlegne. Det skriver Nicole Wright også.

På Information vil vi derfor gerne give alt-right’erne en hjælpende hånd, så de ikke længere behøver benytte sig af alternative læsninger for at brande sig igennem litteratur.

I litteraturhistorien er der nemlig masser af eksempler på værker og forfattere, der uden problemer kan læses på måder, hvor de bakker op om alt-right-grupperingens verdenssyn. Vi har sammen med tre litteraturforskere fundet nogle af de bedste eksempler frem fra gemmerne og lavet en litteraturkanon til det alternative højre.

Mia Mottelson
Kurt Vonnegut, især novellen ’Harrison Bergeron’ fra 1961

Vi befinder os i året 2081. Det er – gennem ændringer i USA’s forfatning – blevet vedtaget ved lov, at alle amerikanere skal være fuldstændigt lige, hvilket betyder, at det ligefrem er ulovligt at være klogere, smukkere eller mere fysisk velfungerende end andre.

Mennesker med normal eller høj intelligens får derfor installeret små højttalere i ørerne, der med skingre lyde lammer deres tænkning. Smukke mennesker skal bære masker. Stærke, atletiske mennesker skal bære tunge vægte, som hæmmer dem, så de er på niveau med alle andre.

Projektet går selvfølgelig grueligt galt, og det bliver dermed en fortælling om, hvordan den venstreorienterede egalitære utopi slår over i dystopien, forklarer Nicklas Freisleben Lund, der er ph.d.-stipendiat på Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og litteraturanmelder ved Jyllands-Posten:

»Kurt Vonneguts novelle Harrison Bergeron er den dystopiske vision om en nanny state, hvor man prøver at gøre alle lige, hvilket så ender i voldsomme overgreb imod den individuelle frihed. Det er en oplagt bog for alt-right’erne, fordi de kan bruge den til at vise, hvor galt det kan gå, hvis man lader de lighedsorienterede komme til magten.«

’Fallen Angels’ (1991) af Larry Niven, Jerry Pournelle, og Michael Flynn
Mia Mottelson

I en nær fremtid har en rebelgruppe, primært bestående af radikale miljøforkæmpere, taget magten for at stoppe klimakrisen.

Men i deres iver har de på paradoksal vis igangsat den værste klimaulykke i menneskehedens historie, en særligt voldsom istid, der mere eller mindre gør jordkloden til én stor snebold.

Det er svært at forestille sig noget bedre for alt-right-folkene end en dystopisk sci-fi-roman, hvor man i en nær fremtid er ved at redde trådene ud efter nogle håbløse klimaforkæmpere, der i deres forsøg på at afværge klimakrisen fik sat en ny istid i gang. Og hvis der oven i købet bliver plads til at gøre lidt grin med nogle dumme journalister, så har vi vist fuld plade.

Sådan er det i sci-fi-romanen Fallen Angels, der i 1992 vandt en Prometheus Award – en pris, der gives til sci-fi-litteratur, som slår et slag for individets frihed.

Det fortæller Nicklas Freisleben Lund, der anbefaler bogen til alt-right-grupperingen:

»Fallen Angels er et fremragende bud til en mere kuriøs del af alt-right’ernes nye litteraturkanon. Det er den grønne version af en dystopisk roman, hvor socialismen tager over og fucker up. Og den retter især sit skyts imod radikale miljøforkæmpere. Så ja, hvis man er klimakrisefornægter, er den ret genial.«

Frank Miller, især med et værk som Holy Terror fra 2011
Mia Mottelson

En gruppe terrorister, der vist alle sammen hedder Mohammed, forsøger at sprænge Empire City i luften. Men terroristerne har ikke taget højde for vores store helt, den Batman-lignende figur The Fixer, som sammen med sit Catwoman-lignende sidekick mildest talt sparker røv på de fuldstændigt anonymiserede islamistiske skurke.

Frank Miller har selv udtalt, at hans grafiske roman Holy Terror, som ovenstående refererer til, originalt var tænkt som et propagandistisk værk, hvor Batman skulle rundsmadre folk fra al-Qaeda. Og hvor han endte med at skrive Batman ud, (skal vi gætte på, at DC Comics ikke ville være med på løjerne?), har han til gengæld haft held til at bibeholde det propagandistiske i værket, så det passer perfekt til islamofober.

»På sine gamle dage er den ellers så legendariske Frank Miller blevet mere rasende og højreorienteret, og hans nyere værker handler meget om hvide mænd, der forsvarer USA imod muslimske terrorister,« siger lektor ved Litteraturvidenskab på Københavns Universitet og litteraturanmelder ved Information Tue Andersen Nexø.

»På den måde passer mange af Frank Millers seneste værker ret godt ind i alt-right-folkenes måde at forstå verdensordenen og ikke mindst islam på.«

Michel Houellebecq, blandt andet ’Udvidelse af kampzonen’ (1994)
Mia Mottelson

Vores helt er 30 år gammel. Han er single, lever alene, arbejder for et IT-firma og skriver dyrefabler i sin fritid. Han har ikke været sammen med en eneste kvinde i de sidste to år, fortæller han. Siden hans forhold til Véronique sluttede.

Der sker ikke meget i hans liv, nogen ville måske sige, at han var gået i stå. Den mest opsigtsvækkende række af begivenheder finder sted, da han på et tidspunkt bliver sendt ud for at afholde en række seminarer om IT sammen med den 28-årige jomfru, Raphael Tisserand.

Tisserand, der er mindst lige så håbløst stillet i mødet med den moderne kvinde, som vores hovedperson, har ikke givet op på kærligheden endnu. Men det kommer han til.

Hos den franske forfatter Michel Houellebecq, og ikke mindst i hans debutroman Udvidelse af kampzonen, er der masser af godt stof for alt-right’ere, siger Tue Andersen Nexø. Ikke mindst i forhold til køn.

»Igennem hele Michel Houellebecqs forfatterskab ser vi de her forsmåede hvide mænd, der længes tilbage efter en renere tilværelse. Og disse mænd bruger deres følelse af fremmedgørelse som udgangspunkt for at spy exceptionelt meget gift ud over samtiden. Blandt andet i form af en heftig kritik af den seksuelle frigørelse og kønnenes ligestilling.«

Johannes V. Jensen, bogserien ’Den lange rejse’ (1923)
Mia Mottelson

Vi befinder os i Norden, hvor istiden indfinder sig i løbet af en enkelt nat. Mens planterne dør, flygter de tropiske dyr sydpå sammen med alle de laverestående mennesker.

Vores helt, der går under navnet Dreng, bliver dog hængende. Han grundlægger sammen med kvinden Moa det overlegne Nordiske folk, sikrer dem imod degenerering med et brodermord og kører mere eller mindre med klatten derfra.

Den lange rejse er Johannes V. Jensens take på en skabelsesberetning, hvor Nordens folk sætter sig tungt på menneskehedens trone.

Den fortæller en historie om, hvordan kimbrerne, vikingerne, de hvide mænd blev i det hårde klima i Norden efter istidens indtog, mens de bange, feje mennesker, tog til Afrika, hvor de »gemte sig i træerne som aber«, fortæller lektor i Litteraturvidenskab ved Lund Universitet Elisabeth Friis:

»Hele Johannes V. Jensens argumentation i det her værk er, at den hvide mand, især dem, der er fra Himmerland, har grundlagt civilisationen. Det er den mest gennemført racistiske fortælling om den hvide mands overherredømme, som vi har overhovedet i dansk litteratur. Og den er på ingen måde tvetydig, så den kan jeg helt klart anbefale, at alt-right-folkene tager med i deres kanon.«

Jean-Jacques Rousseau, især ’Émile, eller om opdragelsen’ (1762)
Mia Mottelson

Ingen god alt-right-litteraturkanon uden lidt nonfiktion om, hvordan børn – effektivt opdelt i drenge og piger – skal opdrages.

I den franske oplysningsfilosof Jean-Jacques Rousseaus hovedværk Émile, eller om opdragelsen, som har haft stor indflydelse på børneopdragelse, også herhjemme, følger vi minutiøst den forældreløse Émiles opdragelse.

En god opdragelse for Émile, kommer vi til at erfare, handler om, hvordan han kan blive en god samfundsborger. Mens en god opdragelse for Sophie, Émiles kommende kone, handler om, hvordan hun kan blive en god hustru for Émile.

Elisabeth Friis mener, at Jean-Jacques Rousseau passer godt til alt-right’ernes litteraturkanon, fordi hans syn på kvinders plads i uddannelsessystemet i høj grad går igen hos det alternative højre.

»Rosseau var jo grundlæggende imod, at kvinder skulle have adgang til det samme uddannelsessystem som mænd, fordi de i hans optik ikke kunne lære de samme ting som mændene. Så han er lige til højrebenet for alt-right-grupperingen, der jo også ofte mener, at kvinder og bløde ’kvindelige’ værdier bremser forskningen, fordi de simpelthen ikke er gearet til det samme eliteniveau som mændene.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her