Læsetid 4 min.

En berømt frokostpose

En berømt frokostpose
Mia Mottelson
18. marts 2017

I dag åbner Gentofte Bogmesse, som med egne ord »hylder det skrevne ord med forfatttersamtaler, forlagsstande, levende litteratur og lækre smagsprøver«, og som hvert år trækker endnu flere besøgende end det foregående.

Man skal forestille sig lidt af det folkelige virak, som fandtes omkring templet i oldtidens Jerusalem. Stande og boder fra forlagene og i midten af al denne glade ståhej, sømmet, det hele hænges på, de blinkende trækplastre på plakaten er de store danske forfattere og digtere, som fordelt på to scener optræder for publikum.

Nu en lille øvelse. Hvad mon sådan en times optræden er værd? Hvad skal de have, de folk, som typisk har brugt 15-20-30 år eller mere på at dygtiggøre sig i et højest specialiceret præcisionsarbejde i fantasi og sprogbehandling?

Husk på, at de skal stå på scenen alene i en time (for som arrangøren skrev til en inviteret: »Vi har desværre ikke ressourcer til at hyre en interviewer«).

Luk øjnene og forestil dig et tal. Åbn så øjnene igen.

Her kommer svaret:

Et rundt 0.

Glemte jeg at sige, at messen åbnes af borgmesteren? Og desuden har en populær madscene? Ja, det glemte jeg vist. Men det gør den. Den åbnes af borgmesteren og har en populær madscene.

Nu kan jeg så spørge retorisk: Mon bibliotekarerne får løn? Mon de arrangementsansvarlige, kulturcheferne, konsulenterne, studentermedhjælperne, it-medarbejderne, under- og overassisstenterne og betjentene får løn? Mon medarbejderne fra de forlag, som har stande og boder på messen, får løn? Mon folkene bag den populære madscene får løn? Mon borgmesteren får løn? (Svaret er ja.)

Men i stedet for retoriske knæbøjninger vil jeg dvæle lidt ved det, forfatterne så i stedet bliver tilbudt, for det er nemlig fuldkommen typisk for en type af forespørgsler, som med stadigt stigende frekvens havner rundt omkring i landets forfatter-mailbokse: »God stemning i vores backstagerum« og desuden »kaffe, the, vand og vores berømte frokostpose«.

Og derudover tilbudet om, at man som forfatter »har mulighed for at sælge og signere sin bog« og i det hele taget være med til »en forrygende dag i bogens tegn«.

Kort: Den fantasi, vi som art dagligt bruger i vores arbejde, overgås kun af de forespørgsler, der indimellem havner i vores indbakker. Men det er alligevel lidt nyt, når den slags forespørgsler ligefrem kommer fra et bibliotek og ikke en småarrangør, som tilfældigvis har et ledigt kælderlokale og en lunken øl. Bibliotekerne er trods alt sat i verden for at formidle litteratur til det, der i gamle dage hed læserne. Sørge for bogsamlingen og danne ramme for kulturrelle begivenheder som fx forfatterforedrag. Bibliotekerne får ligefrem penge for det. Ja, de er faktisk financieret af os allesammen.

En bibliotekar vendte det indtryk på hovedet. I bibliotekarkredse bliver det ofte diskuteret, skrev hun på Facebook, om forfatterforedrag egentlig overhovedet er et arbejde. For er det ikke omvendt bibliotekerne, som giver forfatterne en enestående mulighed for gratis reklame?

Som hun skrev, så »åbner bibliotekerne op, så forfatterne kan sælge deres bøger«. Og »desuden bliver forfatter og bog ofte markedsført op til arrangementet. Ganske gratis! Alt dette betaler borgerne. Er det rimeligt?«

Der findes en række ord, som, hvis man vinker dem foran et forfatteransigt, ja, foran en hvilken som helst skabende kunstner, så skal man se løjer. De er: ’platform’, ’reklame’, ’markedsføring’, ’PR’ — og hvad man ellers kan finde på at kalde alle disse herlige afledte gevinster, der efter sigende skulle komme ud af at optræde uden vederlag.

Som Knud Romer engang spurgte en sal fuld af mediefolk, der havde inviteret ham til at komme og holde et indlæg (mod et stjerneskud på Toldbod Bodega): »Hvornår kommer de afledte gevinster?«

Hvortil den (lønnede) moderator spurgte forbløffet: Mener du da ligefrem, at kulturinstitutionerne skal lønne de skabende kunstnere?

Hvordan mon blikkenslageren ville reagere, hvis man ringede og spurgte, om ikke han kunne komme og fikse ens toilet, og at man som betaling kunne love, at en række højtprofilerede numser ville komme forbi og benytte det?

»Vi har mange spændende middagsgæster, der kommer igennem huset herbetragt det som en platform

Han ville nok grine. Højt. Men hvis han fik to-tre af den slags opringninger om ugen, ville humoren måske blive lidt tyndslidt.

Jamen, tænk på de afledte effekter! Tænk på alle de håndvaske, folk vil have fikset, når de først har prøvet at sidde på det toilet!

Samme logik til bageren:

Giv mig en kanelsnegl, en god stor én. Hvis den er lækker, kan det ikke udelukkes, at jeg køber en spandauer!

Jeg gad nok se arrangørens ansigt, hvis man rent faktisk dukkede op og holdt en times reklameindslag. Men vi laver ikke reklame for vores bøger, når vi kommer ud og holder foredrag. Vi kommer ud og holder foredrag.

Forventningen hos såvel arrangør som publikum er rimeligvis, at de ’får noget med hjem’, at foredraget er et kulturprodukt i sig selv. Forfattere og arrangører henholdsvis skaber og formidler. Vi er afhængige af hinanden. Formidleren bliver betalt for sit arbejde. Det skal forfatteren selvfølgelig også.

Hvordan argumenterer bibliotekaren så for, at et foredrag ikke er et arbejde? Jeg spurgte hende. Svaret var kort: Bibliotekerne er presset på økonomien.

Det er vi også. Men hør nu her: Jeg tilbyder mig gerne gratis til det bibliotek, der vil afholde et panel om, hvorfor skabende kunstnere skal have penge for at optræde. Det eneste, jeg skal have for ulejligheden, er transporten og en af de berømte frokostposer.

Mathilde Walter Clark er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu