Læsetid: 9 min.

Blackfacing – en historisk morsom tradition

Blackfacing er den betegnelse, man bruger, når hvide maler sig sorte i ansigtet for at imitere en karikeret version af ’en sort mand’. Men hvorfor er det så stødende? Information tegner et historisk rids af den kontroversielle tradition
Den amerikanske minstrel show-superstjerne Al Jolson i 1927. 

Den amerikanske minstrel show-superstjerne Al Jolson i 1927. 

24. marts 2017

1776: Til slavebal i plantagen

For mange slaver i de amerikanske bomuldsplantager var det et højdepunkt. Mindst én gang om året fik de lov til at glemme, at de var slaver og i stedet lege, at det var dem, der var de fine herrer og damer.

The Cakewalk, som traditionen blev kaldt, gik ud på at de sorte slaver ved et arrangement i deres ’masters’ hus skulle efterligne de fine, hvide slaveejeres aristokratiske sydstatsmanerer ved bl.a. at klæde sig ud i fint tøj og bukke og neje og danse.

Det hele til stor morskab for plantageejerne, der slog sig på lårene af grin, inden de voterede og udpegede en vinder, som blev belønnet med en stor kage – deraf navnet: The Cakewalk

En raffineret detalje ved The Cakewalk var, at det ikke alene var tilladt for de sorte slaver at gøre grin med deres hvide slaveejere – det var hele formålet med arrangementet. Ved at plantageejeren tillod en begivenhed, der underminerede hans autoritet, kom han til at fremstå som en endnu større autoritet. Arrangementerne var en understregning af hans magt.

Fænomenet blackfacing, hvor hvide maler sig sorte i ansigtet og danser og synger, er med andre ord vokset ud af denne tradition. Det var paradoksalt nok de sortes efterligninger af den hvide kultur, som dannede forlæg for de hvides senere karikaturer af den sorte kultur.

I europæisk teaterhistorie kan blackface-traditionen dateres helt tilbage til i hvert fald 1600-tallets engelske renæssanceteatre, hvor den sorte feltherre Othello i Shakespeares drama af samme navn i reglen blev spillet af hvide skuespillere med skosværte i ansigtet. Men i en amerikansk sammenhæng er blackface-traditionen uløseligt knyttet til slavelivet i bomuldsplantagerne i årene efter den amerikanske uafhængighedskrig (1775–1783).

1838: En danseglad charlatan

Hans navn var Thomas Dartmouth Rice, og den unge, hvide amerikanske knægt var egentlig tiltænkt et liv som snedker, men i stedet endte han som en af det tidlige 1800-tals mest populære entertainere i USA. Opskriften på hans succes var enkel: Inspireret af The Cakewalks på bomuldsplantagerne malede han sig sort i ansigtet og optrådte med et musik- og danseshow, der immiterede de populære konkurrencer.

Blandt hans mest populære karakterer var den bortløbne slave ’Jim Crow’, som Rice udbyggede som figur efter at have observeret de sorte slavers egne karikaturer af sig selv. Helt i tråd med tidens raciale stereotyper blev Jim Crow portrætteret som en danseglad charlatan, der ikke var meget for at arbejde og helst sprang over, hvor gærdet var lavest.

Jim Crow-karakteren gjorde Thomas D. Rice til en af de højest betalte amerikanske entertainere, og i 1838 kunne avisen The Boston Post fortælle, at »de to mest populære figurer i verden i øjeblikket er Dronning Victoria og Jim Crow«.

Så kendt blev Jim Crow i den hvide majoritetsbefolkning, at navnet blev et fast skældsord for sorte mennesker, og da flere amerikanske sydstater efter borgerkrigen i 1876 vedtog vidtrækkende love om raceadskillelse, blev lovene kendt som: Jim Crow-lovene. Lovene påbød en adskillelse af sorte og hvide amerikanere på offentlige områder, eksempelvis på hospitaler, i skoler, i busser og på restauranter.

1840-1920: The Minstrel Shows

Thomas D. Rice var med sin Jim Crow-karakter en slags forløber for de senere så berømte og berygtede komik- og danseforestillinger The Minstrel Shows. Forestillingerne kan i deres stil minde lidt om den italienske Commedia dell’arte, der benytter sig af en række faste lavkomiske figurer som Harlekin, Columbine og Pjerrot.

På samme måde havde The Minstrel Shows en række faste karakterer som for eksempel Brudder Tambo, der spiller tamburin, Brudder Bones, der spiller på knogler og danseren Mr. Bojangles, som senere blev foreviget af den sorte musiker Sammy Davies Jr., der havde sangen af samme navn som en slags signatursang.

Til en begyndelse rummede The Minstrel Shows et minimum af menneskelig forståelse over for den sorte befolknings utilfredshed med sin egen underlegne samfundsposition. For eksempel kunne Thomas D. Rice, udklædt som Jim Crow, i 1832 finde på at synge: »An’ I caution all white dandies not to come in my way, / For if dey insult me, dey’ll in de gutter lay.«

Men i takt med udbredelsen af The Minstrel Shows til et stadig større, hvidt publikum udviklede forestillingerne sig til at blive voldsomt racistiske nedrakninger af den afroamerikanske befolkning.

Sorte blev fremstillet som lige dele dumme, glade og moralsk korrumperede personer, som ikke kunne finde ud af at tage vare på sig selv og derfor var bedst tjent med at være under den hvide mands formynderi.

I praksis blev The Minstrel Shows dermed et politisk argument for den fortsatte bevarelse af slaveriet. Forestillingernes udbredte popularitet aftog dog gradvist mod slutningen af det 19. århundrede.

1927: ’Alle farvede er stolte af ham’

Det var lidt af en sensation, da The Jazz Singer med den amerikanskjødiske stjerneskuespiller Al Jolson i hovedrollen udkom i 1927. Det var nemlig den første spillefilm, der både gjorde brug af musik og tale. I filmen spiller Al Jolson en jøde, der afsværger sig sin jødiske tro, fordi han hellere vil være sort jazzsanger end jødisk cantor – og i flere scener optræder han med sortmalet ansigt.

I 1927 var Al Jolson en af USA’s mest berømte og højest betalte entertainere, og hans medvirken i filmen blev i vid udstrækning opfattet som en hyldest til den afroamerikanske kultur, snarere end som en fornærmelse.

Det var en måde at fremhæve jazzen på som en ligeværdig kunstart, mente mange sorte amerikanere, der også så filmen som en potentiel løftestang til selv at opnå adgang til scenen.

I Harlems Lafayette Theater græd publikum under visningen af filmen, og i den Harlem-baserede avis Amsterdam News blev The Jazz Singer udråbt til »en af de bedste film, der nogensinde er lavet«. Om Al Jolson skrev avisen: »Alle farvede performere er stolte af ham«.

Det var hverken første eller sidste gang, at Al Jolson skulle optræde med blackface. Hans repertoire bestod i vid udstrækning af afroamerikansk musik, og efter sin død blev han tilskrevet en stor del af æren for at have introduceret sort musik til et hvidt publikum.

1958-1978: Historiens mest racistiske show? 

The Black and White Minstrel Show var et underholdningsshow, der blev sendt på BBC fra 1958 og helt frem til 1978. Der var tale om et let varietéshow, hvor sangere iført blackface fremførte traditionelle amerikanske minstrelviser.

I 2013 så den britiske avis The Mirror tilbage på det kontroversielle tv-program og stillede spørgsmålet: »Var det historiens mest racistiske tv-show?« – og avisen svarede selv: »Formentlig, ja.«

Ikke desto mindre var programmet voldsomt populært. Op mod 18 millioner seere tunede hver uge ind på kanalen for at se hvide mænd med sortmalede ansigter og krusede parykker synge og danse. Men populariteten var ikke universel, og i 1967 blev BBC mødt med voldsom kritik fra The Campaign For Racial Discrimination, der – godt nok først 11 år senere – førte til, at den britiske public service-station i 1978 trak stikket på programmet.

Selv efter at det sidste program var løbet over skærmen fortsatte varietéforestillingen imidlertid som et omrejsende sceneshow. Først i 1992 var spøgen endelig slut.

1958-1997: Passer, Stegger og Pyrus

Også i Danmark har vi en historie med sortmalede skuespillere på de skrå brædder. I 1976 spillede den folkekære danske skuespiller Dirch Passer med i Holstebrorevyen, hvor et af hans populære indslag var en parodi på den ugandiske diktator Idi Amin. »Mit mellemnavn er ’Ot’,« sagde han i rollen som Idi Amin, mens folk skreg af grin fra salen.

Modviljen mod diktatoren skyggede fuldstændig for en eventuel kritik af komikerens sortmalede ansigt. 18 år tidligere lød der heller ingen kritiske røster, da Karl Stegger i Styrmand Karlsen spillede en klassisk ’negerkonge’ med både spyd og tigerskind og fuld kropsmaling. Kritikken var også fraværende, da Pyrus i TV2’s julekalender i 1997 fremførte sangen »Gi’ mig guf og gi’ mig godter« med tre børn udklædt som ’negerboller’, der dansede rundt i ring med sortmalede ansigter.

Først 17 år senere, da julekalenderen blev genudsendt i 2014, brød kritikken løs – og denne gang med opsparet kraft.

»Hvorfor synes TV 2, det er acceptabelt at inkludere en racistisk karikatur af sorte mennesker i deres udsendelser?« lød det i en af mange klager, som tv-stationen modtog, og så måtte TV 2’s fiktionschef, Katrine Vogelsang, forklare sig. Hun erkendte, at tiderne havde ændret sig: »Det er for mig tydeligt, at Pyrus ikke er ude på at støde nogen, men jeg anerkender, at sprog- og billedvalget ikke passer med vores samtid,« sagde hun.

1993: Ted Dansons fortrydelse

Den 8. oktober 1993 troppede skuespiller og komiker Ted Danson, der blandt andet er kendt fra Sams Bar, op i Friars Club i New York for at deltage i en såkaldt ’roast’ – en seance, hvor komikere ’rister’ hinanden med parodier og satiriske nyrestød. Dagen efter vågnede han op til en mediestorm, som stadig forfølger ham her 25 år senere.

Årsagen var, at han med sortmalet ansigt og hvide læber havde kastet sig ud i et komisk rant, hvor han angiveligt havde brugt n-ordet over 12 gange. At målet for den malplacerede humor var hans kollega og kæreste, den afroamerikanske komiker og skuespiller Whoopi Goldberg, gjorde kun sagen værre. Mange sorte amerikanere følte sig stødt og nedgjort af sketchen, og Ted Danson blev kritiseret i flere aviser, bl.a. i Daily News som med store bogstaver på forsiden af avisen skrev: »JEERS! Ted Danson in storm as mayor lashes speech«.

Så politisk sprængfarligt var emnet altså, at det var blevet et anliggende for byens borgmester. Først senere kom det frem, at det faktisk var Whoopi Goldberg selv, som havde skrevet de jokes, Ted Danson fremførte, og hun forsvarede ham hårdnakket og hævdede, at hans optræden var ment som »en satirisk hån af racisme og racistiske mennesker«.

Men den negative presseomtale var en realitet, og Ted Danson måtte senere undskylde. Og selv om episoden for mange Ted Danson-fans i dag fremstår legendarisk, har han selv udtalt, at han skammer sig over den.

2000: Spike Lee slår igen

I 2000 fik filmen Bamboozled af den afroamerikanske instruktør Spike Lee premiere. I filmen følger vi en ung dramatiker ved navn Pierre Delacroix, som er den eneste sorte ansatte på en mindre tv-station med faldende seertal. Da han får stillet et ultimatum om at levere en succes eller at blive fyret, beslutter han sig i protest for at realisere den mest afsindige idé, han kan komme i tanker om, nemlig at genopføre et af fortidens racistiske Minstrel Shows.

Til sin store overraskelse ender programmet imidlertid ikke som den skandale, han havde forudset. Tværtimod. Delacroixs moderne tv-version, hvor afroamerikanske skuespillere maler deres ansigter sorte og læber røde, mens de iført hvide handsker synger stærkt racistiske numre som: »You ain’t seen no niggers on the fiddle, no niggers on the fiddle like this« ender som en gigantisk succes. Anmelderne elsker det, og publikum elsker det – alt i mens Delacroix selv forfærdes.

New York Times’ anmelder Stephen Holden skrev om Bamboozled, at filmen indirekte peger på, »at manien med at opføre sig sort (den metaforiske udgave af at iføre sig en sort maske) aldrig har været mere udtalt end i dag, hvor hiphop vinder frem og horder af unge hvide mennesker adopterer sort mode og gadeslang«.

Artiklen er blevet til ved hjælp af skriftlige kilder samt baggrundsinterview med Michael Eigtved, lektor i teatervidenskab på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Sorte blev fremstillet som lige dele dumme, glade og moralsk korrumperede personer, som ikke kunne finde ud af at tage vare på sig selv og derfor var bedst tjent med at være under den hvide mands formynderi."

Intet nyt under solen.
I dag hedder det blot:

Den timelønnede underklasse bliver fremstillet som lige dele dumme, glade og moralsk korrumperede personer, som ikke kan finde ud af at tage vare på sig selv og derfor er bedst tjent med at være under den herskende elites formynderi.

Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby, Anton Engelbredt, Hans Larsen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar