Læsetid: 6 min.

Christina Hagen: Antiracister spiser også på Noma for flere tusinde kroner

Forfatteren Christina Hagen udtalte i februar til Information, at hun er ’infantil og overfladisk’, ’har racistiske tanker’ og ’foretrækker mænd med store pikke’. Interviewet fik en række forfatterkolleger til at kritisere Christina Hagen. Men selv ser Christina Hagen i modsætning til sine kritikere ikke sin litteratur som et sted, hvor hun promoverer private holdninger, men derimod som en beholder for kulturens eller tidens stemmer
Når de kvindelige jeger i Christina hagens bøger ofte er usympatiske eller på anden måde er svære ’at like’, så handler det for hende om at ’frigøre kvinden fra stereotyperne og lade hende springe ud som menneske med alt, hvad det indebærer’.

Når de kvindelige jeger i Christina hagens bøger ofte er usympatiske eller på anden måde er svære ’at like’, så handler det for hende om at ’frigøre kvinden fra stereotyperne og lade hende springe ud som menneske med alt, hvad det indebærer’.

Mik Eskestad

1. april 2017

Manden er et menneske. Kvinden er en kvinde. Manden er handlekraftig, liderlig, omsorgsfuld, usympatisk, voldelig, kærlig og modig. Kvinden er kærlig, sart, moderlig, omsorgsfuld og godhjertet. De senere år er hun i kunsten også blevet modig og liderlig, men kvinden, der er usympatisk eller voldelig eller racistisk og ubehagelig, hende skal man lede længe efter i kunsten.

Når de kvindelige jeger i mine bøger netop ofte er usympatiske eller på anden måde er svære ’at like’, så handler det for mig om at frigøre kvinden fra stereotyperne og lade hende springe ud som menneske med alt, hvad det indebærer.

Mine kunstneriske idoler arbejder alle med usympatiske, normudfordrende karakterer og jeger. Det handler bl.a. om den franske konceptkunstner Sophie Calle, der igennem sin iscenesatte og ekstreme selvoptagethed/narcissisme spejler kvindens roller, usikkerheder og mindreværd.

Forfattere – som her Christina Hagen – er så meget med i værkerne, at de i princippet må betragtes som fiktive figurer, mener kronikørerne Camilla Schwartz og Jon Helt Haarder
Læs også

Det handler også om filmskaberen Vincent Gallo, som ’spiller sig selv’ i sine egne film, hvor han er psykisk voldelig, infantil og sexistisk – bl.a. blev en blowjobscene med Chloe Sevigny meget kendt, fordi hun ud over at give ham et blowjob i The Brown Bunny også var hans kæreste i virkeligheden.

Det var en lang og voldsom scene, hvor hun nærmest kvaltes i hans pik, og den vakte harme. Og så er der Jørgen Leth, som har været mit store idol, siden han rejste sig fra skandalen omkring Kokkens datter. Jeg ville ønske, at han var mit idol inden, men jeg må skamfuldt erkende, at det først var, da han igennem så mange år stod ved sin menneskelighed og nægtede at undskylde for den, at jeg så ham som et forbillede.

Berlingske spurgte i 2015 en række forfattere, heriblandt mig, om der er en moralsk grænse for, hvad en forfatter kan skrive. Kim Leine svarede:

»Skønlitteratur skal kunne være alt og skrive om alt. Skønlitteratur er amoralsk, forkastelig, fascistisk, racistisk, sexistisk og så videre.«

Det er jeg enig i, fordi det hjælper til en frisættelse af mennesket.

Racistisk eller antiracistisk

Efter min debut med Sexdronning i 2008 blev jeg tildelt det 3-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond. I den forbindelse skrev Kunstfonden:

»Sexdronningen er ikke bare en person, hun er også beholder for kulturens stemmer, måske ’tidsånden’ selv. Hendes tale handler om magt og liderlighed, og hun pendulerer mellem fascination og afsky. Lighed findes ikke. Man er enten ovenpå eller nedenunder; i den seksuelle relation er forelskelse fatal, ensbetydende med, at man bliver svigtet. Samme magtforhold går igen mellem patient og behandler, og mellem hvide og sorte; forfatteren giver afkald på enhver form for politisk korrekthed, hvilket indimellem kan virke næsten infantilt provokatorisk.«

Christina Hagen kommer tit i Bilka i Herning – flere gange om ugen, nogle gange uden rigtig at købe noget, men bare for at gå rundt i almindelighed og andre menneskers hverdagslige trummerum.
Læs også

Novellen »Sambo« fra Sexdronning kan, ligesom Jungle, læses enten ekstremt racistisk eller antiracistisk. I modsætning til mine kritikere så ser jeg ikke min litteratur som et sted, hvor jeg promoverer mine private holdninger.

Det ville også være et problem for mig, hvis det var mit ideal, for ofte er jeg i tvivl om, hvad jeg synes og er mindre interesseret i at finde ’det rigtige’ svar på noget frem for at undersøge, hvad de forskellige svar indeholder og har af konsekvenser. Dog er min private holdning til racisme lige så enkel og banal, som den er for de fleste: Racismen spænder ben for lighed og medmenneskelighed og helt konkret slår den, også i denne tid, mennesker ihjel.

Af samme grund har min næste bog, White Girl 2, blod smurt ud over siderne. Jeg tror, at Asta Olivia Nordenhofs opslag på Facebook (Asta Olivia Nordenhof skrev blandt andet, at det er »en total afsporing« at gøre racisme og sexisme til ’grimme, forfejlede tanker’. Hun mener, det er magtinstrumenter, »der har til formål at gøre forskel på folk sådan, at nogen kan tage andre i besiddelse, udnytte dem, misbruge dem, gøre vold mod dem«, red.) fik så mange likes, fordi folk simpelthen blev i tvivl, om jeg var tilhænger af racisme.

Men jeg må indrømme, at jeg synes, det er for let at ’unlike’ racisme, når vi lever i en tid, hvor hele vores hverdag er konstrueret ud fra præmissen om, at vi accepterer racismen. Også antiracister spiser på Noma for flere tusinde kroner, de kunne blot have doneret til Unicef eller Læger uden Grænser.

De kondisko, som antiracisterne går rundt i, er lavet i Kina, hvor man har produceret så meget overflødigt materielt til Vesten, at man nu har svært ved at trække vejret pga. forurening. Antiracisterne, inklusive mig selv, ved også godt, at det billige tøj, vi køber, har haft fysiske konsekvenser for de børn og voksne, der har lavet det. Men vi køber det alligevel, selvom vi er enige om, at det er forkert. I bund og grund er vi ligeglade, fordi vi prioriterer vores egen komfort højere.

Poppet hykleri

For mig at se, er det et lidt poppet hykleri. Jeg er inspireret af Andy Warhol og hans fascination af folkets ophøjelse af afdøde (hans første portræt af Marilyn Monroe, som blev færdiggjort efter hendes død) og den lidt klistrede interesse for tragiske dødsfald (Ambulance Disaster) og andre af Warhols projekter (mugshotprojektet The Thirteen Most Wanted, som måtte males over, fordi det vakte for megen harme at udstille og ophøje disse eftersøgte kriminelle), fordi han spejler folkets forargelse, nysgerrighed, fascination og afsky i sine værker og samler det i ophøjede klicheer, der så udstilles på museer og vises frem for folket, som derefter tager afstand fra klicheen og finder Warhols snagen i dødsfald og ophøjelsen af kriminelle smagløs, sygelig og grænseoverskridende.

Det mest provokerende, man kan gøre som kunstner, er at hænge et spejl op.

Den finske poet Leevi Lehto har skrevet Mangfoldiggørelse af trivialitetens sprog, som jeg tidligere, i forbindelse med udgivelsen af Boyfrind, har brugt til at forklare mit litterære projekt og dermed også teksternes jeger. Lehto taler om det ideal for poesien, som handler om at inkludere, indlemme barbariet og dumheden ved at se barbariet og dumheden i øjnene og acceptere dem. Det, synes jeg, er meget interessant, og det er udgangspunktet for alle mine tekster.

Med ’boyfrind’ vil Christina Hagen gerne pege på kvaliteterne ved det uperfekte. Vi skal acceptere, at det ikke-skønne er godt nok.
Læs også

Mange af mine bøger handler om racisme, og det gør de fordi, der netop på det område er en manglende vilje til at se barbariet og dumheden i øjnene og acceptere dem. Jeg kan ikke se, hvordan man kan bekæmpe racismen, hvis man nægter at lytte til de, der er bange og ikke føler sig hørt. De er helt konkret bange for, hvad det kommer til at betyde for deres liv og deres fremtid, at flere flygtninge og indvandrere kommer til dette land.

De følelser og tanker er der plads til på den yderste højrefløj, men der er ikke plads til dem i litteraturen, fordi litteraturen hellere vil tage tydeligt afstand fra en ikkevenstreorienteret tanke og udskamme den bange. Vreden over for syndebukken Christina Hagen er seneste eksempel. Det mener jeg ikke fører til andet end yderligt polariserede holdninger og en mangel på respekt og forståelse mellem de to yderste fløje.

Jeg mener ikke, at man kan bede den ekstreme højrefløj om mere menneskelighed og forståelse, hvis man som venstrefløj kun formår at udskamme og nægter at vedkende sig dele af frygten eller racismen, som vi hver dag deltager i.

De jeger, der findes i mine bøger, er hentet udefra og er dermed ikke en kronikørs jeg. De er, som Kunstfonden skrev i forbindelse med tildelingen af det 3-årige legat, beholder for kulturens eller tidens stemmer. Jeg er meget interesseret i, hvad flertallet gør lige nu, og derfor kan man vel kalde mig en slags popkunster.

Mine jeger spejler tendenserne i samfundet, men det er klart, at jeg kun kan skrive teksterne, fordi tendenserne er fundet inde i mig som privatperson. Præmissen er, at jeg indeholder alt, hvad de andre indeholder. Jeg forsøger ikke at dømme og fortælle, hvad den rigtige løsning eller den rigtige følelse er.

I stedet spejler jeg og er villig til at påtage mig en hvilken som helst rolle. Den rolle kan have meget eller meget lidt at gøre med den, jeg er privat; dvs. den forstørrer eller formindsker noget, jeg indeholder som menneske. Jeg synes, det er langt mere interessant at beskrive, hvad jeg ser i vores tid, nøgternt eller sat på spidsen, frem for moralsk at tage afstand fra de holdninger og tendenser, jeg ikke bryder mig om hos mig selv og hos andre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anders Hede
  • ulrik mortensen
Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Hede og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Er det en kunst at male sjofle billeder på kirkevæggen og have en udstilling af dem i næsten 1000 år og on going....Uanset så lykkes det vores forfædre. Det skal så tilføjes at en del af de sjofle kalkmalerier er blvet kalket over med tiden, men der er stadig mange kvinder med røven i vejret og eregerede lemmer til gudstjeneste hver søndag, når præsten hælder evangelier ud af ørene (lidt af en kunst stil i sig selv også kaldet "holy dadaisme")... og i den forbindelse så er jeg ikke så benovet over, at Christina Hagen har genopfundet "bitchen", der vil have store pikke og har opdaget at tankerne er stor vildmark, hvis man ikke ønsker at give sine tanker en retning og en mening.
- I artiklens ånd vil jeg tillade mig, at være fuldstændigt uimponeret, men det er bare min indre vildmarken uden retning eller dybede meninger, der udtrykker sin ligegyldighed overfor nogen følelser, der ikke siger mig en skid...

Søren Kristensen

Lige ned ad min boldgade, Christina. Da jeg gik på Kunstakademiet, tilbage i firserne, hvor Big Brother var the new shit, lavede jeg en kasse med et nøglehul man kunne kigge ind ad, kun for at få øje på sin egen pupil. Indeni var selvfølgelig bare et spejl. Over nøglehullet stod skrevet: Big Brother is watching you. Og jeg blev da osse kasseret:)

Gustav Alexander

Det er svært helt at vide, hvad jeg skal mene om Christina Hagen. Grundlæggende er det nødvendigt at dekonstruere de romantiske myter om kvinden som højmoralen og nænsomhedens vogter. Hele idéen med at acceptere menneskets grundlæggende narcissisme, som en nøgle til bedre at forstå det i sin helhed, er egentlig ikke en dum idé. Det kan minde - i en lidt ufortjent, flatterende sammenligning - om Woody Allen's filmiske iscenesættelse af sig selv som et selvglad, egoistisk røvhul, der trods alt er elskværdig for alle de synder, som vi genkender i os selv.

Kritikken af den politiske korrekthed rammer plet men hykleriet er jeg kun til dels enig i. Det er ikke hyklerisk at leve og ånde i et uretfærdigt samfund på dets præmisser. Det lugter af den liberalistiske "Se, du har en smartphone! Nu kan du ikke kritisere kapitalismen ..." Ikke en argumentationstype, jeg finder videre overbevisende. Det er jo bare at offloade systemets ansvar på individet. Dermed ikke sagt at Noma-socialisterne ikke er forfærdeligt dobbeltmoralske, men jeg synes nu ikke, at det er deres levevis, der gør det.

Jens Erik Starup

Hvor mange af de som spiser på disse vanvittig dyre spisesteder, monstro betaler regningen af deres egne private midler.

Touhami Bennour

Den hemmelighed Japanere har det med at leve længere end andre ligger i maden, måske hos NOMA eller fransk gastronomi. Så det er bare derfor.

Vi skal selvfølgelig have banebrydende forfattere, men jeg tænker nu alligevel på Dostojevskij, han var ikke udvikling, han var allerede udviklet. Det dumme svin.
Fremtiden græder, fortiden trøster.

Niels Duus Nielsen

Nu er jeg forvirret. Jeg har aldrig spist på Noma, er det så godt eller skidt? Er det udtryk for, at jeg er politisk korrekt eller politisk ukorrekt? Og hvad er bedst, at være politisk korrekt eller ukorrekt?

Er det overhovedet noget, jeg behøver at bekymre mig om? I bekræftende fald, hvorfor?

Touhami Bennour

Niel Nielsen
Du skal undersøge om Noma svare til det du vil. Jeg har en gang prøvet det i Magasin, det var ikke så godt. Men bag japanerne langliv ligger meget varieret mad, helst hjemmelavet . Men nogle tror at finde det samme hos Noma. Du skal vide både Marx og lenin havde butterfly på. Jeg forså ikke hvorfor venstrefløj foretrækker at være sjusket, og sidde på en tom ølkasse for at ligne folket. Det er ikke nødvendigt og det førte bare til fiasko.

Poul Sørensen

Jeg vil også være helt ubekymret og overfladisk, det er jo kun noget der rammer mine omgivelser... mon ikke det er på tide at genopfinde drengerøven, så kan det være de lukker mig ind på kunst akadamiet eller giver mig en medalje for et og andet .....bar røv og rulleskøjter virkelige problemer er fiktion og livet er en drøm....

René Arestrup

Godt brølt Christina! Det må altid være kunstens og kunstneres opgave, at undersøge menneskelivet - at fremstille det, udstille det og vende det på vrangen - på godt og på ondt og med alle de implikationer, der følger af at være menneske. Kunsten bliver ligegyldig i det øjeblik, den forsøger at opdrage og vise bestemte veje mod en eller anden form for vedtagen, konform sandhed. Kunsten bliver kvalt, hvis den underlægger sig hylekoret af farisæere og kravet om moralsk sublimering.