Læsetid 11 min.

’Der er noget forstemmende over dem, der skriver smukt og formfuldent om depression’

Hvordan lever man tæt på et menneske, der nogle gange ønsker at dø? Den norske forfatter Merethe Lindstrøm har skrevet en selvbiografisk roman om psykisk sygdom, mørke og frostklare landskaber. Og om at skrive sig ind i det kaos, livet også er
Merethe Lindstrøms selvbiografiske roman ’Fra vinterarkiverne’ handler om Merethe, der sammen med sin familie flytter på landet. Hendes mand Mats er bipolar og rammes med jævne mellemrum af dyb depression, falder tilbage i forskellige former for misbrug og tænker på at ville dø.

Merethe Lindstrøms selvbiografiske roman ’Fra vinterarkiverne’ handler om Merethe, der sammen med sin familie flytter på landet. Hendes mand Mats er bipolar og rammes med jævne mellemrum af dyb depression, falder tilbage i forskellige former for misbrug og tænker på at ville dø.

Abbie Trayler-Smith
1. april 2017

HURSTPIERPOINT, ENGLAND – Halvfjerds kilometer syd for London ligger en lille landsby ved navn Hurstpierpoint. Gaderne er snævre her, hækkene er snorlige, og de bakkede marker er grønne og bløde. Rododendronbuskene, påskeliljerne og tulipanerne er for længst sprunget ud.

Her bor den norske forfatter Merethe Lindstrøm med sin familie. Jeg er rejst hertil for at tale med hende om hendes seneste roman, Fra vinterarkiverne, der foregår i et noget anderledes mørkt, vindblæst og forfrossent landskab ved Hakadal i Norge.

Romanen handler om Merethe, der sammen med sin familie – manden Mats og deres tre børn – flytter på landet, til Hakadal. Mats er bipolar og rammes med jævne mellemrum af dyb depression, falder tilbage i forskellige former for misbrug og tænker på at ville dø. Både Merethe og Mats kommer fra familier præget af ustabilitet, uro og psykisk sygdom.

Abbie Trayler-Smith
Romanen er selvbiografisk. Det er Merethe Lindstrøms egen baggrund og samliv med Mats, der er romanens litterære materiale.

Og det materiale – notaterne fra vinterarkiverne, fra barndomserindringer, beskrivelser af sygdom, selvmordstanker og det norske vinterlandskab – skal vi tale om.

Vi mødes på den lokale pub, The New Inn. Det tager Merethe Lindstrøm et øjeblik at skifte fra det engelske til det norske. For som én af hendes bekendte forleden påpegede, så er hun den slags menneske, der uundgåeligt opsluges af de steder, sprog og landskaber, hun er i. De landskaber former uundgåeligt også hendes sprog.

Hun har været i Hurstpierpoint i halvandet år nu. Før det boede hun i Hakadal et par år. Og i et rækkehus i Oslo i årene før det. Men hun brød sig ikke om rækkehuslivet i byen, hun har altid været draget mod landet.

Så da hun i 2012 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Dage i stilhedens historie, åbnede der sig en mulighed for Merethe Lindstrøm og hendes familie. De fik råd til et hus på landet ved skov og fjeld – i Hakadal nord for Oslo. Her skulle de leve friere og bedre, troede de.

Men Mats, der kort forinden var blevet diagnosticeret med affektiv bipolar lidelse, blev meget syg. Og huset i Hakadal og landskabet omkring det blev til et mørkt og kaotisk sted, et ufremkommeligt og indestængt sted, fortæller Merethe Lindstrøm:

»Det var som om sorgen, sygdommen og alt det kaotiske flyttede med os til Hakadal. Og landskabet forandrede sig med mørket. Jeg kunne ikke længere finde vej, når jeg var ude med hundene. Stierne blev ved med at forsvinde for mig, de stoppede bare – jeg blev væk og følte mig låst.«

»Men landskabet var jo åbent, det var tydeligt for enhver. Det var noget i mig, der var låst. Noget i mit liv, i samlivet med Mats, familielivet, i huset i Hakadal, der lukkede mig inde, lukkede mig ned. Jeg begyndte at skrive, det føltes nødvendigt og akut. Og lige så stille åbnede skriften mig, som den jo gør. Men jeg har aldrig før oplevet det så stærkt som her: Den skar igennem det tågede terræn og fremskrev ligesom de stier, jeg manglede.«

Merethe Lindstrøm skriver næsten ustandseligt om det, der er omkring hende. Om Mats’ sygdom, misbrug og selvmordstanker, om hendes fars angst og fravær, om børnene og den rodløshed, der altid har fulgt hende – og om landskaberne, naturen og hundene.

Og det var egentlig ikke en udpræget smertefuld proces, da hun først fandt ordene og formen, forklarer hun, men nærmere en forløsende proces:

»Skriften blev ikke et beskyttende skjold eller en trøst for mig. Den blev nærmere en måde at åbne for kaos og sorg og mørke på. En måde at gå ind i det på. At lade mørket være der, mens jeg bare skrev og skrev. Jeg tror aldrig, jeg har været tilstede i en bog og i et sted så intenst, som jeg var i den bog og det landskab.«

Selvbiografisk

Fra vinterarkiverne er det mest personlige og selvbiografiske, Merethe Lindstrøm nogensinde har skrevet. Det lagde hun ikke skjul på i forbindelse med romanens udgivelse i Norge, ligesom hun også har valgt at bruge sit eget og Mats’ navn i romanen.

»Det er naturligvis et greb at bruge virkeligheden i det litterære på den måde. Det er en måde at tage kontrol på. Men det er også en måde at tage ansvar på, tror jeg. Det en måde at tydeliggøre, at den her historie er min; det er mit blik, det er mig, Merethe, der alene bestemmer, hvilke rum, der kastes lys og sprog ind i. Der er naturligvis også meget, der er udeladt af hensyn til min familie, ligesom der også er nogen fragmenter, der er opdigtede,« fortæller Merethe Lindstrøm og tilføjer tænksomt:

»Jeg var nødt til at stå ved den her roman som selvbiografisk, som sand. Jeg havde en klar idé om, at hvis jeg ikke gjorde det, så ville alt, jeg skriver og har skrevet, blive til løgn,« fortæller hun.

Tom Malmquist mener, at det er en misforståelse, at sorgbearbejdning tager et bestemt stykke tid.
Læs også

Med Fra vinterarkiverne skriver Merethe Lindstrøm sig ind i samtiden litterære strømning af autofiktion eller virkelihetslitteratur, som det hedder i Norge. En strømning, der fortsat debatteres, endevendes og ikke mindst læses – især i Norge, men også i Danmark.

En debat, Merethe Lindstrøm holder øje med, da den jo kredser om hendes arbejde og virke. Forleden stødte hun på påstanden om, at autofiktion er uinteressant litteratur, da den insisterer på en entydig virkelighed. For Merethe Lindstrøm forholder det sig nærmere omvendt:

»For mig at se, viser det autofiktive netop tydeligt, hvor mange fortællinger, der er i hver fortælling. Den vokser hele tiden, udvider sig, forgrener sig. Og man når ikke frem til en entydig repræsentation af en entydig virkelighed. Tværtimod.«

Sproget må sprække

Kender man som læser til Merethe Lindstrøms hidtidige forfatterskab, så er det slående, at hendes sprog har ændret sig med denne roman. De tætte, minimalistiske og præcise sætninger, der er kendetegnende for Dage i stilhedens historie, er blevet til anderledes poetiske, fragmenterede og nogle gange næsten opløste sætninger i Fra vinterarkiverne.

»Jeg troede først, at denne bog skulle blive til en slags langdigt. Men det forandrede sig, jeg fandt frem til gamle notater, erindringer og breve, der ikke passede ind i den form. Og Hakadals landskab fik et andet sprog frem. Jeg vandrede rundt i de landskaber, moserne, markerne og skovene, hver dag i timevis, og lige så stille begyndte mit sprog at forme sig efter landskaberne. Det blev mere åbent og anderledes frit, fragmenteret og søgende.«

For Merethe Lindstrøm er litteratur og sprog selvsagt en alvorlig ting. Det er en måde at være tilstede på, en måde at leve på. Så når sproget kalder hende et sted hen, så er hun nødt til at følge det:

»Man er nødt til at stole på sproget og tage det alvorligt. Mine bøger er altid klogere, end jeg er. Og den her roman havde et sprog og nogle former i sig, jeg var nødt til at følge. Det var sproget og formen – henvendelsen til du’et, til Mats – der gjorde det muligt at omdanne dette sorgfyldte og vanskelige stof til litteratur.«

Abbie Trayler-Smith
Og når sætningerne næsten ikke giver grammatisk mening, så skyldes det, at de er skrevet fra et sted, der ikke giver mening – og om et sted, der ikke giver mening. I en fortvivlelse og uro, der ikke kan repræsenteres af sammenhængende, grammatisk korrekte eller elegante billedmættede sætninger:

»Det spejler, hvordan den tilstand – depressionen, selvmordstankerne, uroen – er uforsvarlig at være i, men også uforsvarlig at leve tæt på. Den trænger ind i én som pårørende, og det er farligt at leve tæt på den slags mørke for længe. Derfor er sproget også trukket helt ud mod grænsen af, hvad man kan kalde forsvarligt – det vipper på kanten af det, der ikke repræsenteres med et sammenhængende sprog,« fortæller hun og fortsætter:

»Grammatikken bryder sammen i mødet med en så mørk og deprimeret tilstand. Og dér møder også forfatteren såvel som læseren modstand – for her tilbydes ikke noget håb eller nogen trøst. Det her er ikke en smuk og opbyggelig bog om mørke.«

Der er noget forstemmende og mistænkeligt ved de bøger, der søger at beskrive depression og fortvivlelse i smukke og formfuldendte fraser, mener Merethe Lindstrøm:

»For den depressive tilstand er ikke smuk. Den er ikke sammenhængende, poleret eller formfuldendt. Der er nødt til at være sprækker i sætningerne, sproget må åbne sig mod det vrængede, håbløse og grimme.« 

Livet er ikke en gave

I romanen maler Mats på sine bedre dage. Han grunder lærredet med sort og lægger skygger med kul. Det er kun ganske få markveje og detaljer, der forbliver tydelige i hans billeder, det meste viskes ud i mørke skygger, så det næsten ikke er til at se, at det er et landskab. For Mats kommer mørket først – og lyset er blot et midlertidigt fravær af mørke. Og han tænker i visse periode ofte på at dø, han er faktisk god til at tænke på døden, beskrives det i romanen.

Han lover Merethe, at han vil gøre det hensynsfuldt, at han vil begå selvmord på en hensynsfuld måde, hvis det skulle komme dertil. Merethe siger tak og beslutter sig for, at fjerne barberblade, reb, poser og bælter i huset. Kroge og knager skal skrues ned og højder, jernbanespor, sovepiller og bilkørsel undgås.

»Det virker måske absurd. Men det er på sin vis nogle ganske logiske slutninger, når man betragter det fra det mørke sted, hvor det ulogiske, næsten naturstridige og ubærlige findes. Jeg er nødt til ikke kun at være vred over, at man overhovedet kan tænke og tale sådan, jeg må også være taknemmelig for det hensyn og den omtanke, der trods alt også er,« siger hun.

Ikke egoistisk

Det er vigtigt for Merethe Lindstrøm, at vi ikke betragter selvmord som egoisme først og fremmest. Tidligere var selvmordere forment en kirkelig begravelse, og den efterladte familien blev ofte udstødt og udskammet af det omgivende samfund. At begå selvmord var en forbrydelse, et mord af selvet, en egoistisk og ondskabsfuld handling, en hån mod livet og alle de levende. Sådan er det til dels stadig, mener Merethe Lindstrøm.

»Men det er altså bare sådan, at livet ikke er en gave for alle. For nogle gange er det et sort hul, en kamp og en sorg, der ikke går over. Og vi er nødt til at tale og tænke anderledes om selvmordet i de tilfælde. Vi er nødt til at forholde os åbent til de ekstremt besværlige og eksistentielle spørgsmål, det mulige selvmord rejser: Er livet vores eget? Eller tilhører det også dem, der elsker os? Dem, der er afhængige af os?«

Fra et medicinsk perspektiv vil ambitionen altid være at holde liv i mennesker. Næsten uanset, hvordan livet måtte være for det menneske. Det forstår Merethe Lindstrøm, der kortvarigt var medicinstuderende for nogle år siden, udmærket.

»Men det er ganske udbredt, at man opfatter psykisk sygdom som midlertidig. Den kan ikke vare evigt, man vil selvfølgelig få det bedre og nå frem til et sted, hvor livet igen bliver noget værd? Sådan er det bare ikke altid. Depression kan godt vare ved og gøre livet for ubærligt,« siger Merethe Lindstrøm.

Rodløsheden

Da Merethe Lindstrøm blev færdig med Fra vinterarkiverne, blev hun også færdig med Hakadal. Hun og hendes familie måtte have ny luft, en ny begyndelse. Så de flyttede altså til England, til Hurstpierpoint.

»Jeg troede dengang, at det var tilfældigt, at bogen blev færdig, netop som vi besluttede at flytte fra Hakadal. Men i dag er det tydeligt for mig, at det var en del af samme bevægelse – af et kapitel, der var afsluttet. Eller skulle afsluttes.«

Det var fristende for hende at blive i Hakadal. I et landskab, hun efterhånden havde lært at bevæge sig frit og ubesværet i. Markerne, skovene og stierne var til at stole på, årstiderne var til at stole på, ligesom sproget, hun fandt dér, også var. Men en uro og et behov for bevægelse væk fra det velkendte trak hende videre:

»Og uroen er også en drivkraft for mig – og for mit forfatterskab. Den får mig i bevægelse og bringer mig videre, ind i nye rum, der får mig til at se og være tilstede på nye måder.«

– Så romanen er også et forsvar for det rodløse og urolige?

»Det tror jeg. Uden at romantisere eller nedtone det sorgfulde i de her tilstande og vilkår så vil jeg også gerne beskrive den drivkraft, der også findes i det. Den her bog er en kærlighedserklæring til et menneske, til flere mennesker, men den er også en kærlighedserklæring til det kaos og mørke, livet også er.«

Efter en times tid og et par kaffekopper på The New Inn går vi sammen ud i det milde forårsvejr. Gaderne er så snævre, at vi ikke kan gå ved siden af hinanden. Mens jeg går bagved Merethe Lindstrøm, fortæller hun om landskabet omkring os og om de forskellige gamle bygningers historie – nogle går tilbage til det 17. århundrede.

»De her gamle gyder, de små rum, der næsten indhegnes af de velklippede hække og bløde bakker, er allerede rykket ind i mit sprog, det er tydeligt at mærke,« fortæller hun. Det er mindre fjeld og skov. Og mindre frost.

Om lidt skal Merethe Lindstrøm hente nøglerne til endnu et nyt hus. De flytter fra Hurstpierpoint til Hassocks, en anden landsby blot fem kilometer fra, hvor vi står.

»Nogle forfattere kan udforske og udfordre litteraturen fra et eneste udgangspunkt. Sådan er det ikke med mig – jeg skal bevæge mig, skrive fra nye steder og punkter med de former, stoffet kalder på.«

Uden at blive konkret, fortæller Merethe Lindstrøm, at hun lige nu skriver på en slags fabel, der blandt andet arbejder med fremmedhed – om at være udefrakommende. Men mørket er der stadig.

»Jeg lever stadig tæt på mørke, kaos og sygdom. Men jeg lever også med utrolig meget kærlighed. Og hver gang vi bevæger os, hver gang vi flytter, så kan jeg ikke lade være med at blive håbefuld. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det bliver mere harmonisk og muntert, men der er noget håbefuldt over bevægelser og begyndelser – og de sætninger, der formes i og af det.«

Merethe Lindstrøms roman ’Fra vinterarkiverne’ er oversat til dansk af Claus Clausen og udkommer onsdag den 29. marts på forlaget Tiderne Skifter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Gad vist om politikerne vil læse bogen og gøre noget ved problemerne, men de læser måske kun ren fiktion med talepunkter fra deres egne spindoktorere....også kendt som bananmos med talpunkter...