Læsetid 6 min.

Farvel til rockens grundfjeld

En kæmpe, en genrebygger, en grænseoverskrider har forladt os. Chuck Berry er død, 90 år gammel. Han inkarnerede rock’n’roll i hver en frase, hvert et hoftestød og ræveblik.
Rock’n’roll eller rock er ikke længere oprørsk, men Chuck Berry flyttede grænserne med et brag, og det er en af genrens allerstørste, der lørdag døde, 90 år gammel.

Rock’n’roll eller rock er ikke længere oprørsk, men Chuck Berry flyttede grænserne med et brag, og det er en af genrens allerstørste, der lørdag døde, 90 år gammel.

Polfoto
20. marts 2017

Chuck Berry har forladt denne verden. Men han forlod vores solsystem for flere år siden.

Rumsonden Voyager 1 (og tvillingen Voyager 2) fragtede ved sin opsendelse i 1977 en guldplade i den hensigt at formidle til udenjordiske arter, hvad pokker menneskeheden egentlig er for en størrelse. Udover 115 billeder, lyde og hilsner på 55 sprog, er der 90 minutters musik. Herunder Chuck Berrys sang »Johnny B. Goode«.

Beslutningen om at inkludere sangen mødte modstand fra den ærværdige folklorist Alan Lomax, der mente, at rockmusik var umoden, »adolescent.« Hvortil projektleder Carl Sagan, så brillant svarede: »There are a lot of adolescents on the planet«.

Chuck Berry var ikke selv videre ung, da han sang de unges sang. Men ikke desto mindre ramte han den amerikanske – ikke mindst den hvide – ungdom som en damphammer. Han voksede op i et racesegregeret St. Louis, Missouri, i den sorte bydel The Ville.

Hans musikhistorie og mesterskab i rock’n’roll startede med indspilningen af »Maybellene« i 1955, da han var 28 år gammel. En sang inspireret af en western swing-sang ved navn »Ida Red.« Det var hans første single og første hit, og allerede fra start krydsede Berry smart racebarrieren ved at inkludere country-musik i sit mix af blues, rhythm and blues og gospel.

Derfra fulgte hit på hit, især i storhedsperioden 1955-58, der placerede ham forrest i den nye hakkeorden af vilde, afroamerikanske musikere i færd med at formulere rock’n’roll for et bredere publikum.

Måske var det Fats Dominos »The Fat Man,« Ike Turners (under pseudonymet Jackie Brenston) »Rocket 88« eller Sister Rosetta Sharpes elektriske guitar-gospel, der udstak retningslinjerne. Men det var mestre som Little Richard, Bo Diddley og Chuck Berry, der bragte rock’n’roll i ren form ud til et bredere publikum.

Rock’n’roll kom ikke ud af en lineær strømning, men fra en række kringlede jordveje. Rhythm and blues, country, jazz, blues, gospel, boogie woogie, landlige og urbane genrer i forskellige blandingsforhold begyndte at forbinde sig i en ny form karakteriseret ved en hårdt offensiv sanger og solist – i starten primært på klaver, snart elguitar – og drevet af et kropsnært, tungt inciterende backbeat, typisk på lilletromme.

Musik til de hvide

Omkring midten af 50’erne løb alle blandingerne endelig sammen i en asfalteret vej, hvorpå en ny købestærk, hvid ungdom kunne udleve deres frihedsfantasier.

Chuck Berry var ikke den første, men en af de allervigtigste i realiseringen af rock’n’rolls potentiale og i formidlingen af dens løfter. I hans transgressive musikalitet, kontante sangstil, hans offensive sangskrivning, fremragende kreative tekster og ublu kropssprog inkarneredes en ny tids drømme om en friere seksualitet, et mere autentisk liv, en vildere nerve.

Ikke kun i et klokkeklart forældregenerationsopgør som »Roll Over Beethoven«: »I got the rockin' pneumonia/I need a shot of rhythm and blues.« Men også i forsagelsen af hverdagslivets prøvelser på »Too Much Monkey Business.« Og i de motoriserede friheds- og seksualmetaforer på »Maybellene«: »As I was motorvatin' over the hill / I saw Maybellene in a Coup de Ville/ A Cadillac arollin' on the open road/ Nothin' will outrun my V8 Ford/ The Cadillac doin' about ninety-five/ She's bumper to bumper, rollin' side by side.«

Chuck Berrys kropssprog var også centralt i rock’n’rolls oprør mod amerikansk borgerskab og i dens ambitioner om at overskride grænser – ikke mindst den syd for bæltestedet. I eksende positurer, med spredte ben og stødende hofter, nede på knæ, altid med erigeret elguitar.

Og hans insinuerende mimik – de løftede øjenbryn, den lummert forvrængede mund og ræveblikket – gjorde det bestemt ikke bedre. Gjorde bare den så sødt kløende kløe værre. En sexmaskine før James Brown.

Den svære balance

Det virkede også naturligt, at Elvis Presley lavede flere coverversioner – på plade og til koncerter – af Berrys sange. »Rock and roll was black music that let whites play it, and (not incidentally) vice versa«, som den tidligere bassist i The Rolling Stones Bill Wyman skriver i sin nekrolog på Vulture.com.

»It was spiritual music that went carnal, regional music that went national (and then international), and rural music that went urban.«

Hans tekster var også racepolitiske i en tid, hvor der blev lynchet en del afroamerikanere i de amerikanske sydstater. På »Brown Eyed Handsome Man« (en smart omskrivning af afroamerikansk mand), ifølge ophavsmanden inspireret af hans oplevelse efter en koncert, hvor en mand af spansk afstamning var blevet arresteret af politiet og en kvinde skrigende kæmpede for at få ham løsladt.

Og i den erklæret (omend langt fra en-til-en) selvbiografiske historie om en »country boy« (endnu en smart omskrivning af en afroamerikansk mand), der realiserer den amerikanske drøm gennem rock’n’roll.

Ironisk nok er arven fra Chuck Berry blevet hvid. Rocken blev som bekendt en bleg affære. Allerede i 60’erne var det The Beatles og The Rolling Stones, der lavede coverversioner af Berrys sange.

Ja, det gik endda så vidt, at Beach Boys blev sagsøgt for at have kopieret »Sweet Little Sixteen« i deres hit »Surfin’ U.S.A«. Berry vandt retten til at blive krediteret som medsangskriver på sangen.

Mindre heldige møder med loven havde Chuck Berry så også. I 1959 blev han idømt 20 måneders fængsel for at have kørt en teenagepige over grænsen mellem to stater. Han blev dømt skyldig to gange, men den første retssag blev dømt ugyldig, eftersom dommeren havde ytret sig racistisk. Han sad inde fra 1962-1964.

I 1979 blev han idømt 120 dages fængsel for skatteunddragelse. Og i 1990 fik han betinget fængsel for besiddelse af 62 gram marihuana og videobånd med optagelser fra et skjult kamera på dametoilettet på hans restaurant.

Ikke længere oprørsk

Men lad os holde fast i mandens betydning for en over 60 år gammel genre. Og lad os være ærlige: Rock er ikke længere umoden. Sådan går det med ethvert ungdommeligt udbrud. Før eller siden bliver det forvandlet til en forældregenerations forsvar for en svunden tids æstetik.

Rock’n’roll eller rock er ikke længere oprørsk. Ikke desto mindre svirper Chuck Berrys musik stadig med en rå elegance, den strutter fortsat af kæk energi og stolt grænseoverskridelse. Lyt til hans forvrængede vokaler og klare fraseringer. Hvordan elguitarens melodier plukkes, som gjaldt det den smukkeste pige i byen. Hør hvordan han finder sin egen karakteristiske twang ved at vride to strenge ad gangen.

Det er ikke Electronic Dance Music, men den appellerer til den samme kropslige utidighed, den samme utilpassede energi. Hans sange og optrædener var en afgørende spejling og ventil for 50’ernes og 60’ernes ungdom, akkurat som hiphop og EDM er det for nutidens.

Her næsten 62 år efter hans debut i 1955 rejser alverdens musikalske kæmper sig i respekt for Chuck Berry og hans afgang fra det jordiske. Bruce Springsteen, The Rolling Stones, Bill Clinton, hiphop-musikeren Questlove fra The Roots.

Reaktionerne på hans død er ikke måben eller chok, han blev trods alt 90. I stedet er det en rent tonende respekt for et grundfjeld, hvorpå en vigtig matrikel i musikhistorien hviler tungt og sikkert.

Chuck Berry forlod denne verden i går, lørdag den 18. marts, hvor politiet fandt ham død i hans hjem i Wentzville, cirka kilometer 70 vest for fødebyen St. Loius. Men han forlod vores solsystem allerede for fire år siden.

Den 12. august 2012 gled Voyager 1 som det første menneskabte objekt ud i det interstellare rum. Med sig har den blandt andet Bach, Mozart, blues, folkemusik fra Azerbaijan, balinesisk gamelan, Najavo-indianeres sang. Og Beethoven. Samt en mere eller mindre selvbiografisk sang fra en rock’n’roll-grundforsker hvis gennemslagskraft og betydning for moderne populærmusik er svær at overvurdere.

I april 1978, året efter Voyager 1's opsendelse, lavede det amerikanske live-tv-show Saturday Night Live en sketch, hvor komikeren Steve Martin spillede en clairvoyant, der forudså, at aliens ville modtage og afspille guldpladen. Og at de efterfølgende ville sende en ganske kort besked til jorden. Den ville i al sin enkelhed lyde: »Send more Chuck Berry.« Roll over Beethoven. Og: R.I.P. Berry.

Chuck Berrys vigtigste sange:

»Maybellene« (1955)

»Too Much Monkey Business« (1956)

»Brown Eyed Handsome Man« (1956)

»Roll Over Beethoven« (1956)

»Havana Moon« (1956)

»School Day« (1957)

»Rock and Roll Music« (1957)

»Carol« (1958)

»Sweet Little Sixteen« (1958)

»Johnny B. Goode« (1958)

»Back In The USA« (1959)

»Memphis« (1959)

»Route 66« (1960)

»You Never Can Tell‹ (1964)

»Nadine« (1964)

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Hans Ditlev Nissen
    Hans Ditlev Nissen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Erik Karlsen
    Erik Karlsen
Hans Ditlev Nissen, Niels Nielsen og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Rehhoff
Søren Rehhoff

God nekrolog, men Chuck Berry skrev ikke "Route 66", det var en sangskriver der hed Bobby Troup og Nat King Cole, der indspillede originalen. Beklager.

Brugerbillede for Ole Arne Sejersen
Ole Arne Sejersen

Fuldstændig rigtigt, men han var jo sort, så Nobelkommitéen valgte i stedet Bon Dylan. Det er ikke alene i Amerika, at racismen trives i bedste velgående. Den hvide "elite" har stadig svært ved at erkende, at den sorte amerikanske musik er USAs betydeligste bidrag til verdenskulturen: Gospel, blues, jazz, rhythm-and-blues, soul... et sandt overflødighedshorn af pragtfuld musik med skokkevis af store udøvere. Men fortrinsvis sorte, og så tæller de lissom mindre hos "eliten".

Flemming Berger og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth
Ivan Breinholt Leth

Ole Arne Sejersen

Jeg vil gå et skridt videre og sige Afrikas bidrag til verdenskulturen, som er dybt undervurderet og ikke bevidst for de fleste af os, selvom vi er dybt nedsunket i det. Rock'n'roll musikkens rødder i blues er uomtvistelig, men blues musikkens rødder i nordvestafrikansk gnawa musik er ukendt for de fleste. Den maliske blues virtuos Ali Farka Touré var meget bevidst om blues musikkens afrikanske rødder, da han sagde til sine amerikanske kollegaer: "I am the root, you are the branches." Et interessant kuriosum er, at gnawa musikken har rødder i islamisk sufi lyrik. Så uden islam ingen Chuck Berry!

Brugerbillede for Palle Jensen

Dylan fik ikke Nobelprisen for sin musik, det var teksterne. CB producerede altså ikke nær så meget, men han har faktisk fået det, der sommetider bliver kaldt musikkens Nobel: Polar Music Award i
2014.

Brugerbillede for Ole Arne Sejersen
Ole Arne Sejersen

Dylan opfatter vist mere sig selv som en rock-and-roller end som en poet, han havde i hvert fald ikke lyst til at møde op i Sth. og udfolde sine digteriske evner, men sendte en stedfortræder for at hente pengene. Han viste sig mere tilgængelig, da han blev inviteret indenfor i Rock and Roll Hall of Fame.
Ja, bluesmusikken har afrikanske rødder, og sort musik er en blandingsmusik. Da de sorte slaver kom til Amerika, blev de tvangskristnede, for at gøre dem mere medgørlige. Den hvide kirkemusik har haft stor betydning for den sorte musik. I det hele taget kan man med en bogtitel fra forrige århundrede betegne sort musik som: A People's Music! (Men den sociale placering af Black Music i denne titel øger næppe heller respekten eller interessen hos "eliten").

Brugerbillede for Kjeld Jensen

Nu var det jo ikke Nobelprisen i litteratur jeg skrev. Så det har ikke noget med Dylans pris at gøre. Eller racisme.
Jeg har det fint med at Dylan fik sin pris. Han er forøvrigt jøde, og de har da også smagt deres del af racismen, også i USA.

Brugerbillede for Sören Tolsgaard
Sören Tolsgaard

Chuck Berry havde sin storhedstid sidst i 1950'erne, samtidig med stjerner som Elvis Presley, Bill Haley, Jerry Lee Lewis, Bo Diddley, Little Richard, Tommy Steele, Everly Brothers, Cliff Richard, o.s.v.

En tid kendetegnet ved sammensmeltning af en række genrer, som afro-amerikansk gospel og blues, og country og folk med europæisk baggrund, mens jazz og latin allerede forlængst havde overskredet alle musikalske og racemæssige barrierer.

Chuck Berry snedkererede en håndfuld gode sange, men som mange af datidens stjerner blev han i 1960'erne mindre produktiv og levede af at repetere det show, som han i sin tid blev berømt på, til langt udover sidste salgsdag:

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/musik/rocklegenden-chuck-berry-smuldred...

https://www.youtube.com/watch?v=qY_v_PN5Ra0

Eftertidens rock og beat musik står naturligvis på skuldrene af Chuck Berry og andre af 1950'ernes pionerer, men deres rolle bliver måske ofte lidt overbetonet, både fordi de historisk var første generation, som via medierne nåede et stort teenage-publikum, og fordi deres aldrende fans endnu er i live og elsker deres idoler.

1960'erne blev præget af andre eksperimenter, hvor bl.a. klassisk og indisk musik øvede indflydelse, samt stoffer og meditation, og skabte nye musikalske genrer, som ganske vist ofte betegnes som rockmusik, men har meget lidt til fælles med den stil, som vandt frem i 1950'erne. The Beatles gennemgik således en uhyre musikalsk udvikling sidst i 1960'erne, mens et af 1970'ernes populæreste bands er psykedeliske Pink Floyd.

I nyere tid er vi nået endnu længere i retning af genrernes sammensmeltning, og jeg finder det helt hen i vejret at påstå, at musikalsk racisme fortsat gør sig gældende. Musikken har netop formået at forene, hvor meget andet er slået fejl. Check fx. her, hvor Beyonce fyrer op under en komposition af John Fogerty, til ære for Tina Turner, George Bush og en i øvrigt meget blandet forsamling:

https://www.youtube.com/watch?v=ohmyXvEDAwM