Læsetid: 6 min.

Farvel til rockens grundfjeld

En kæmpe, en genrebygger, en grænseoverskrider har forladt os. Chuck Berry er død, 90 år gammel. Han inkarnerede rock’n’roll i hver en frase, hvert et hoftestød og ræveblik.
Rock’n’roll eller rock er ikke længere oprørsk, men Chuck Berry flyttede grænserne med et brag, og det er en af genrens allerstørste, der lørdag døde, 90 år gammel.

Rock’n’roll eller rock er ikke længere oprørsk, men Chuck Berry flyttede grænserne med et brag, og det er en af genrens allerstørste, der lørdag døde, 90 år gammel.

Polfoto

20. marts 2017

Chuck Berry har forladt denne verden. Men han forlod vores solsystem for flere år siden.

Rumsonden Voyager 1 (og tvillingen Voyager 2) fragtede ved sin opsendelse i 1977 en guldplade i den hensigt at formidle til udenjordiske arter, hvad pokker menneskeheden egentlig er for en størrelse. Udover 115 billeder, lyde og hilsner på 55 sprog, er der 90 minutters musik. Herunder Chuck Berrys sang »Johnny B. Goode«.

Beslutningen om at inkludere sangen mødte modstand fra den ærværdige folklorist Alan Lomax, der mente, at rockmusik var umoden, »adolescent.« Hvortil projektleder Carl Sagan, så brillant svarede: »There are a lot of adolescents on the planet«.

Chuck Berry var ikke selv videre ung, da han sang de unges sang. Men ikke desto mindre ramte han den amerikanske – ikke mindst den hvide – ungdom som en damphammer. Han voksede op i et racesegregeret St. Louis, Missouri, i den sorte bydel The Ville.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Ditlev Nissen
  • Niels Nielsen
  • Erik Karlsen
Hans Ditlev Nissen, Niels Nielsen og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

God nekrolog, men Chuck Berry skrev ikke "Route 66", det var en sangskriver der hed Bobby Troup og Nat King Cole, der indspillede originalen. Beklager.

Ole Arne Sejersen

Fuldstændig rigtigt, men han var jo sort, så Nobelkommitéen valgte i stedet Bon Dylan. Det er ikke alene i Amerika, at racismen trives i bedste velgående. Den hvide "elite" har stadig svært ved at erkende, at den sorte amerikanske musik er USAs betydeligste bidrag til verdenskulturen: Gospel, blues, jazz, rhythm-and-blues, soul... et sandt overflødighedshorn af pragtfuld musik med skokkevis af store udøvere. Men fortrinsvis sorte, og så tæller de lissom mindre hos "eliten".

Flemming Berger og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Ole Arne Sejersen

Jeg vil gå et skridt videre og sige Afrikas bidrag til verdenskulturen, som er dybt undervurderet og ikke bevidst for de fleste af os, selvom vi er dybt nedsunket i det. Rock'n'roll musikkens rødder i blues er uomtvistelig, men blues musikkens rødder i nordvestafrikansk gnawa musik er ukendt for de fleste. Den maliske blues virtuos Ali Farka Touré var meget bevidst om blues musikkens afrikanske rødder, da han sagde til sine amerikanske kollegaer: "I am the root, you are the branches." Et interessant kuriosum er, at gnawa musikken har rødder i islamisk sufi lyrik. Så uden islam ingen Chuck Berry!

Dylan fik ikke Nobelprisen for sin musik, det var teksterne. CB producerede altså ikke nær så meget, men han har faktisk fået det, der sommetider bliver kaldt musikkens Nobel: Polar Music Award i
2014.

Ole Arne Sejersen

Dylan opfatter vist mere sig selv som en rock-and-roller end som en poet, han havde i hvert fald ikke lyst til at møde op i Sth. og udfolde sine digteriske evner, men sendte en stedfortræder for at hente pengene. Han viste sig mere tilgængelig, da han blev inviteret indenfor i Rock and Roll Hall of Fame.
Ja, bluesmusikken har afrikanske rødder, og sort musik er en blandingsmusik. Da de sorte slaver kom til Amerika, blev de tvangskristnede, for at gøre dem mere medgørlige. Den hvide kirkemusik har haft stor betydning for den sorte musik. I det hele taget kan man med en bogtitel fra forrige århundrede betegne sort musik som: A People's Music! (Men den sociale placering af Black Music i denne titel øger næppe heller respekten eller interessen hos "eliten").

Nu var det jo ikke Nobelprisen i litteratur jeg skrev. Så det har ikke noget med Dylans pris at gøre. Eller racisme.
Jeg har det fint med at Dylan fik sin pris. Han er forøvrigt jøde, og de har da også smagt deres del af racismen, også i USA.

Sören Tolsgaard

Chuck Berry havde sin storhedstid sidst i 1950'erne, samtidig med stjerner som Elvis Presley, Bill Haley, Jerry Lee Lewis, Bo Diddley, Little Richard, Tommy Steele, Everly Brothers, Cliff Richard, o.s.v.

En tid kendetegnet ved sammensmeltning af en række genrer, som afro-amerikansk gospel og blues, og country og folk med europæisk baggrund, mens jazz og latin allerede forlængst havde overskredet alle musikalske og racemæssige barrierer.

Chuck Berry snedkererede en håndfuld gode sange, men som mange af datidens stjerner blev han i 1960'erne mindre produktiv og levede af at repetere det show, som han i sin tid blev berømt på, til langt udover sidste salgsdag:

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/musik/rocklegenden-chuck-berry-smuldred...

https://www.youtube.com/watch?v=qY_v_PN5Ra0

Eftertidens rock og beat musik står naturligvis på skuldrene af Chuck Berry og andre af 1950'ernes pionerer, men deres rolle bliver måske ofte lidt overbetonet, både fordi de historisk var første generation, som via medierne nåede et stort teenage-publikum, og fordi deres aldrende fans endnu er i live og elsker deres idoler.

1960'erne blev præget af andre eksperimenter, hvor bl.a. klassisk og indisk musik øvede indflydelse, samt stoffer og meditation, og skabte nye musikalske genrer, som ganske vist ofte betegnes som rockmusik, men har meget lidt til fælles med den stil, som vandt frem i 1950'erne. The Beatles gennemgik således en uhyre musikalsk udvikling sidst i 1960'erne, mens et af 1970'ernes populæreste bands er psykedeliske Pink Floyd.

I nyere tid er vi nået endnu længere i retning af genrernes sammensmeltning, og jeg finder det helt hen i vejret at påstå, at musikalsk racisme fortsat gør sig gældende. Musikken har netop formået at forene, hvor meget andet er slået fejl. Check fx. her, hvor Beyonce fyrer op under en komposition af John Fogerty, til ære for Tina Turner, George Bush og en i øvrigt meget blandet forsamling:

https://www.youtube.com/watch?v=ohmyXvEDAwM