Læsetid 13 min.

Forfatteren Édouard Louis: Vold gennemsyrer Frankrig

Forfatteren Édouard Louis har tilgivet sin voldtægtsmand. I stedet overvejer han at lægge sag an mod staten eller samfundet, som er så racistisk, at det har tvunget voldsmanden ind i en bestemt type liv. Midt i sin egen personlige historie finder Édouard Louis nemlig en større historie om racisme og klasser, som alle dele af det franske samfund tager del i
’Vi mødes juleaften, da jeg er på vej hjem, han lægger an på mig, jeg tager ham med hjem, og der opstår nærmest en kærlighedshistorie mellem os. Vi elsker med hinanden adskillige gange, inden det så ender i en form for galskab.’ Sådan beskriver forfatteren Edouard Louis den aften, han blev voldtaget.

’Vi mødes juleaften, da jeg er på vej hjem, han lægger an på mig, jeg tager ham med hjem, og der opstår nærmest en kærlighedshistorie mellem os. Vi elsker med hinanden adskillige gange, inden det så ender i en form for galskab.’ Sådan beskriver forfatteren Edouard Louis den aften, han blev voldtaget.

Arianna Sanesi

11. marts 2017

Den 25-årige franske forfatter Édouard Louis blev for nogle år siden udsat for voldtægt og mordforsøg i sin lille lejlighed tæt ved Place de la Republique i Paris.

»Vi mødes juleaften, da jeg er på vej hjem, han lægger an på mig, jeg tager ham med hjem, og der opstår nærmest en kærlighedshistorie mellem os. Vi elsker med hinanden adskillige gange, inden det så ender i en form for galskab.«

Både hændelsen, anmeldelsen, mødet med politiet, sygehusvæsnet og den måde, Louis’ fortælling overtages af systemet på, er del af det, Édouard Louis kalder »volden« og dermed hans roman, Voldens historie, der netop er udkommet på dansk.

Vold er for ham den måde, virkelighed og fiktion hele tiden blander sig sammen på. Også i den såkaldte virkelighed. Vold er ud over den fysiske vold den måde, vi på så mange måder tvinges til at fortælle en bestemt type historie.

Édouard Louis skriver om et område, man sjældent hører om, det nordlige Udkantsfrankrig. Der, hvor arbejdsløsheden hærger, folk ender på minimale overførselsindkomster, og livet fortsætter i trøstesløse parcelhuskvarterer med lidt for mange børn.
Læs også

I romanen beskrives forløbet, hvor Édouard Louis møder Reda, elsker med ham og til sidst voldtages, helt uden omsvøb, men først langt inde i fortællingen. Édouard Louis har brudt sin egen fortælling om til en helt anden form end den kronologiske.

»Det gik fra passion til destruktion. Det var frygteligt. Men da jeg begyndte at skrive, opdagede jeg, at det ikke var historie om en lidelse, slet ikke min lidelse, men netop historien om vold, jeg ville skrive. Hvor volden kom fra.«

Édouard Louis blev efterfølgende undersøgt på hospitalet og havde tydelige kvælningsmærker og skader på kønsorganerne. Alligevel var det ikke offerrollen, der interesserede ham, i al fald ikke kun sin egen.

»Der er selvfølgelig alt det, som er lidelse, kroppen, som gør ondt, den oplevelse, man har haft, at man er blevet slået, fornærmet, ydmyget. Men det er en lidelse, som er ældre end mig selv. Det at skrive voldens historie blev en måde at komme ud over min personlige hævnfølelse på og vise, at det ikke bare er historien om to personer, der mødes. Men at denne personlige historie indeholder historien om racisme og om klasser. Om selveste ’Republikken’, når mødet nu ovenikøbet skete på Place de la Republique.«

Og det er netop på en cafe på Place de la Republique, at den spinkle, imødekommende forfatter har sat Information i stævne.

Proletarfortælling

Som i sin første roman Færdig med Eddy Belleguele er en stor del af Voldens historie henlagt til barndomshjemmet i Picardiet, hvor Édouard Louis søgte tilflugt efter voldtægten.

Beskrivelse af den nat, hvor det hele skete, sker gennem søsterens forklaring af forløbet bag en lukket dør til sin mand. Dermed har Édouard Louis elegant placeret det, man måske kan kalde en proletarfortælling midt i sit eget nye højlitterære sprog.

»Jeg måtte fortælle om min egen barndom, men også hans barndom, Reda, hvis far kom fra Algeriet. For hvis man kun fortæller om lidelsen, ændrer man ikke verden. Lidelsen er en virkning, volden er årsagen, det er den, man må undersøge, hvis man skal finde årsagen til det enkelte menneskes voldsomhed.«

– Men er det ikke en måde at fratage den enkelte person ansvaret på?

»Jeg mener ikke, at der ikke er en bestemt person, som har ansvaret for vold. Men jeg ville vise, at ansvaret breder sig længere ud, at det reelle ansvar kan siges at ligge et andet sted. Denne fyr, som jeg møder, og som næsten slår mig ihjel, er nærmest en Passolini-agtig figur med al sin skønhed, lidt som fyren i filmen Teorema, som får det hele til at eksplodere. Reda har jeg helt tilgivet. Nu tænker jeg mere over, hvorfor jeg ikke kan lægge sag an mod staten eller samfundet, som er så racistisk, og som har tvunget ham ind i en bestemt type liv. Et liv, hvor han konstant har følt sig krænket, fordi han var fra Algeriet.«

For Édouard Louis er det ikke mindst retssystemet, der påtvinger os en bestemt måde at fortælle en historie på.

»Staten bestemmer en vis fortællingsform med selve sin konstruktion. Man skal lægge sag an, så fængsler man den og den person, og dermed fortælles en ganske bestemt form for historie om ansvar, som fjerner ens egen ret til at have en anden fortælling.«

»Da jeg mødte op på politistationen den morgen, havde jeg først og fremmest lyst til at lægge sag an mod staten for at have skabt sådan et væsen. Det er den type vold, jeg ønsker skal stoppe. Men hvis jeg vil have, at den vold stopper, må jeg finde dens egentlige grunde. Det var noget, jeg allerede arbejdede med i Færdig med Eddy Belleguele

I Édouard Louis’ gennembrudsroman beretter han raffineret om, hvordan hans opvækst som en feminin lille dreng, der ikke blev accepteret, hverken hjemme eller i skolen, tvang ham ud i en metamorfose, han måske aldrig selv ville have valgt.

Han er nu blot 25 år gammel, en fuldt udviklet intellektuel sommerfugl, der skriver doktordisputats i sociologi om folk, der bryder den sociale arv, blandt andet med udgangspunkt i den sorte amerikanske forfatter Toni Morrison.

»Jeg er meget inspireret af Toni Morrison og en af hendes fortællinger om en slave, som flygter fra sine herrer. Da man nogle måneder efter flugten nærmer sig det hus, hvor hun har søgt tilflugt, skærer hun halsen over på sin lille datter. Den uudholdelige vold her er selve slavestatens vold, det er ikke den enkelte slaves. Også selvom det måske kan se sådan ud. Når folk konstant er udsat for et systems vold, så indoptager de denne vold. Det er præcis det, som sker for Reda i min historie. Det er derfor, jeg fortæller om, hvordan hans far kom til Frankrig for at arbejde og blev placeret i et herberg for immigranter og udsat for alle mulige ydmygelser. Jeg måtte fortælle alt dette for at formulere en anklage, der for alvor var min egen. Den er så forskellig fra den, man i virkeligheden tvinges til at give, den form for vidnesbyrd, man skal fortælle på en politistation, hvor der lynhurtigt fra politifolkenes side opstod racistiske undertoner.«

»Min klage var en anden, og det er den, jeg nu har skrevet med denne bog, som i den forstand også handler om, hvordan man overhovedet kan klage, vidne og tale om volden.«

– De vælger så med en ret utrolig litterær modenhed at bryde både kronologi og sprog op, og lade Deres søster tale i stedet for Dem selv, så det er hende, der fortælle om mødet både med Reda og politiet. Er det, fordi De er et geni?

Det får alligevel den alvorlige unge mand til at grine.

»Det var pænt sagt, men det er det ikke.«

– Er det så, fordi De allerede var gammel som syttenårig?

»Ja, jeg havde oplevet alt for meget«, griner Édouard Louis afværgende og bliver straks alvorlig igen.

»I Elskeren fortæller Marguerite Duras om børn, der ældes af sult, at fattigdom gør folk gamle alt for tidligt. Det tror jeg, der er noget om. Jeg har så også altid tænkt, at man enten skriver sine erindringer lige ud, eller også har man en litterær ambition med dem. Jeg har bestræbt mig på at skrive mine erindringer uden at slippe den litterære form af syne og lige præcis bryde barrieren mellem de to.«

– Ganske som Duras gjorde det med mange af sine bøger?

»Med denne historie var der så også en nødvendighed, fordi historien ellers igen ville blive stjålet fra mig og gjort til fortællingen om en indvandrer, som angriber en stakkels hvid fyr. Det er utrolig svært at komme ud af. Når jeg lader min søster fortælle, at Reda stjæler, fortæller hun samtidig, at det gjorde Eddy og en fætter i familien også. Hun sammenligner det, der går for sig i en lille, hvid landsby i det nordlige Frankrig, med Redas opvækst. Det er den slags, som den litterære form gør mulig. Selvfølgelig stod jeg ikke bag en dør, mens hun fortalte historien, men også i virkeligheden har hun denne ligefremme måde at fortælle på, som ligesom tilintetgør racismen ved at konfrontere den direkte.«

– Men her er vi så i tragedien om Antigone, søsteren, som forsvarer broren lige meget hvad?

»Åh ja, det havde jeg ikke tænkt over, men det er jo præcis det. Jeg læser de gamle tragedier meget, fordi de samler volden i et punkt, hvor disse stemmer kæmper mod hinanden og eksploderer. Og ja, der er jo min søster, som vil beskytte mig og forklare, og så bliver hun en Antigone. Faktisk er der jo en kæde af sociologiske forklaringer, jeg finder undskyldninger for ham, og hun finder undskyldninger for mig, og jeg for hende igen. Det er noget meget smukt over den måde at finde på undskyldninger.«

– Det er, som om historien simpelthen er for stor til hende, taler hun virkelig så meget, som hun gør i bogen?

»Ja, og undskyldningernes kæde er jo i den forstand uendelig. Som i Terence Maliks film Tree of life, hvor en kvinde mister sit barn og prøver at finde ud af hvorfor, og så går Malik helt tilbage til dinosaurusser og Big Bang. O.k., jeg holder mig kun til samfundets racisme. Men min søster fortæller og fortæller, og det har hun altid gjort. Jeg var jo var en meget feminin lille dreng, så når min far gik på café, ville han ikke have mig med, fordi han var flov over mig. Så tog han mine brødre med, og jeg blev hjemme sammen med min søster og min mor. De talte nærmest uafbrudt.«

– Som koret i tragedier?

»Åh ja, det er sådan, det er. Da jeg begyndte at læse bøger, gik det op for mig, at den form for tale, ikke fandtes i litteraturen. Det var så også en form for symbolsk vold: Skønlitteraturen skabes præcis ved at udelukke ’grim’ tale.«

»Min søster talte sådan, fordi hun var blevet lukket ude af skolesystemet, fordi bøger var ildeset. Sådan var vi alle, jeg læste ikke en bog, før jeg var sytten, min far syntes, at bøger var for bøsser. Jeg ville vise den styrke, som ligger i det sprog, der er meget fantasifuldt. Jeg ville, som Genet har prøvet, skrive de domineredes sprog – han skrev om bøsser og tyveknægte. Så er det også bare sådan, at det i sig selv er et meget voldsomt sprog, fyldt af racisme, kvinde- og bøssehad. Så for mig er det også et ’fjendesprog’. Så både det skønlitterære sprog, men også mit oprindelige sprog har en form for aggression, jeg er nødt til at skrive midt i.«

– Men kan man så ikke uddanne sig alle steder i Frankrig?

»Nej, det er så det, jeg påstår, er en myte. Det er den fortælling om det franske skolesystem, man vil have os til at tro på. Jeg har været så ’heldig’ at være så mærkelig, at man spyttede på mig, at man ikke kunne lide mig. Det er præcis det modsatte af myten hos Camus om et barn, som bliver elsket og båret frem af en lærer. Det var manglen på kærlighed, som reddede mig. Jeg skulle hele tiden høre: ’Du er ikke som os.’ Det var de andre, som sagde, at jeg var anderledes, så jeg til sidst blev nødt til at flygte.«

»Måske er det i øvrigt netop en af de store forskelle på højre og venstre. På højrefløjen tror de, at vilje er en årsag, som gør, at man kan vælge at kæmpe i skolen og så videre. Det, jeg prøver at vise, er, at viljen er en konsekvens, at den er skabt af sociale strukturer. Min søster Clara har ikke haft det held at få en vilje til at studere. Hun har jo ikke engang været båret af den triumferende maskulinitet – den eneste virkelige værdi i de kredse.«

’Hvis man blot sætter denne fyr, som altså har voldtaget mig, i fængsel, så kommer han bare ud og er endnu mere voldelig. Det ved jeg, fordi min far og bedstefar har været i fængsel,’ skriver forfatteren Edouard Louis.

Arianna Sanesi

 – Men med alle disse forklaringer, der også bortforklarer Redas skyld, bliver De jo næsten en ny Jesus?

»Haha, Deres artikel kommer til at hedde ’Jeg har fundet den nye Jesus’.«

»Men der er noget, jeg synes, er meget vigtigt at sige. Jeg har rejst land og rige tyndt, og også udlandet, med Historien om vold, og hundredvis af kvinder især, men også homoseksuelle, har forklaret mig, at retssystemt er næsten lige så voldsomt som selve voldtægten. Jeg forstår ikke, at man udsættes for denne mangedobbelte ydmygelse, når man har været udsat for en voldtægt eller anden vold. Det er, som om ofret kommer til at bære volden på helt uhørt vis. Jeg tror hellere, jeg ville voldtages tre gange mere end at gennemleve hele proceduren en gang til.«

– Skal jeg virkelig skrive det?

»Selvfølgelig vil jeg helst ikke opleve noget af det igen, men efterspillet var så forfærdeligt. Og det er svært at tale om, for man vil gerne have, at det anerkendes, at man har været udsat for vold, men man har ikke mere lyst til at være del i den.«

– Som om historien ikke kan være sand, hvis man ikke ønsker hævn?

»Ja, lige præcis. Måske en af de vigtigste politiske kampe i dag er at gå imod de to former for vold, både den vold, man selv har været udsat for, og den vold, den anden har været udsat for for at blive voldelig. For at få det stoppet et sted. Det sker nemlig ikke med de metoder, vi bruger nu. Det er også derfor, jeg skriver mine bøger. Jeg tror på, at bøger kan forandre verden, selvom det måske ikke er direkte, selvom min familie nok aldrig læser mine bøger. Jeg tror kvinder, som aldrig har læst Simone de Beauvoir har fået meget mere frihed på grund af en bog som Det andet køn

– Hvilke metoder skal man bruge?

»Det, jeg ved, er, at hvis man blot sætter denne fyr, som altså har voldtaget mig, i fængsel, så kommer han bare ud og er endnu mere voldelig. Det ved jeg, fordi min far og bedstefar har været i fængsel. Det er præcis som med terrorisme, hvor man sætter små drugdealere i fængsel, og så kommer de ud som terrorister. Jeg ville foretrække, det blev anerkendt, at jeg var blevet voldtaget, men at man så reagerede ved at sørge for, at der blev gjort noget ved mænds vold allerede fra skolen af. Det er den klage, jeg har: Jeg har lyst til at anklage samfundet, for ikke at gøre noget ved denne vold.«

– Som altså handler om mænd?

»Min far gik ud af skolen, da han var 14, og det var både, fordi han ikke klarede sig godt, men også på grund af et vist maskulinitetsideal. En rigtig dreng gør ikke, hvad lærerne siger, han fornærmer dem og gør modstand. Der er noget i selve maskuliniteten, som virker lige så negativt som fattigdom. Når disse mænd så er voldelige, sætter man dem i bur med andre mænd. Det er ren reproduktion af vold.«

– Skal man selv have været udsat for volden for at forstå dette?

»Homoseksuelle i Frankrig har i høj grad fortalt om de homoseksuelle miljøer. Det, jeg gør, er at bruge homoseksualitet og homofobi som en måde at belyse resten, som briller at se samfundet igennem. Det er gennem seksualiteten, der sker en befrielse. Der er mange, der i øjeblikket kritiserer såkaldt identitetspolitik og finder den totalt latterlig og hævder, at man burde tale om klassekamp i stedet. Men det hænger sammen. Der findes ingen klassekamp uden kønskamp. Den måde, folk ryger ud af skolen på, sker lige så meget på grund af maskulinitet som på grund af sociale skel. Kvindeundertrykkelsen findes i endnu højere grad sted i de såkaldt lavere sociale lag. Den form for maskulinitet, som dyrkes der, er præcis den, som er på færde i alle samfundslag, ovenikøbet endnu værre, og det værste er, at det breder sig for tiden. En mand som Macron (centrumkandidaten til Frankrigs præsidentvalg, red.) er en katastrofe.«

– På hvilken måde?

»Macrons måde at tale på har fascistiske tendenser. Han taler om orden, loven, overvågning, disciplin. Jeg ved godt, at han er helt anderledes end Marine le Pen, virkelig meget anderledes, men det er netop derfor, man kan se, at det er del af samme bevægelse. For mig er der kun én vej, og det er at indse det ansvar, man selv har for symbolsk vold. Som den måde, jeg selv i årevis var den rene provokation over for min søster og mine forældre: ’Jeg er ikke lige som jer.’ Når jeg kom tilbage til mit barndomshjem, satte jeg mig over for min søster i sofaen og læste Le Monde – og så tit læser jeg ikke Le Monde – men det var for at vise hende, at nu gjorde jeg det. Jeg var midt i en galskab, som har med den sociale transformation at gøre. Historien om vold handler også om den vold, der kommer fra mig selv.«

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maiken Guttorm
  • Steffen Gliese
Maiken Guttorm og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Mærkeligt, at vi på 30-40 år står det samme sted igen. Eller også kom Frankrig bare ikke med på vognen dengang, selvom man skulle synes, at Foucault gjorde netop det - ikke mindst med sin beskrivelse af retspsykiatriens opblomstring igennem opfindelsen af homocidal monomani: det sindssyge mord, hvis eneste symptom er sig selv, altså et mord uden påviselig årsag.

Det er akkurat ligeså slemt i Danmark. Nogle politikere deltager i volden(verbalt) mod danske minoriteter . Og politiet, ved anmeldelse af voldtægtssager.
Befriende at se store grupper af befolkningen organisere sig og kæmpe imod krig og voldsprædikanter.

Odin Rasmussen

Ung, smuk, homofil forfatter forsvarer sin voldtægtsmands ( der så også var hans kæreste på et tidspunkt) handling med henvisning til de strukturer (samfundet) historisk, politisk som de lever under. Det er da fint nok at se tingene i lidt større perspektiv. Lidt ligesom at i-landene har et ansvar for fattigdom i u-landene. Danmark opbyggede sin velfærdsstat ved at sælge bacon til en anden stor koloni-magt England i det 19. og 20. århundrede og landbrugs produkter til det tredie rige mens de prøvede at etablere en koloni i Ukraine og Polen under Anden Verdenskrig. Samt at den danske hær ofte optræder som en slags mini-bataljon under USAs hær i deres krige blandt andet i Libyen og mellemøsten. Jeg nægter at påtage mig et personlig moralsk skyld for det, men vil gerne påtage mig et kollektivt ansvar. Alting hænger sammen, men det overdrevne fokus på identitetspolitik sløre de virkelige magtforhold i samfundet. At stemme populistisk er et udtryk for modstand. Det er ikke altid fordi at diverse grupper er racister, men fordi de sender et signal om at de også er der. Macron repræsenterer den samme bevægelse som Le Pen ifølge interviewet. Kan man drage den samme slutning om præsident-valget i USA ? Hvad med de sociale og økonomiske konsekvenser af robotisering og lavt-løns-konkurence. Untergang des Abenlandes kaldte Spengler det. Obamakultur kan man også kalde det.

Odin Rasmussen

Mennesker der klarer sig selv lever i familier og støtter hinanden. Psykiske sygdomme og selvmord har man næsten ingen af. Mennesker er stolte over hvad de selv præsterer og den familie de er med til at opretholde og beskytte. Intet behov for at svine andre til, når man selv har det godt. Det er forskellen mellem det samfund jeg gerne vil leve i og det nuværende.