Læsetid: 4 min.

François Ozon: Jeg har stadig håb, fordi jeg tror på kunsten og kulturen

François Ozons nye film, ’Frantz’, der foregår i en tysk landsby lige efter Første Verdenskrig, kan ifølge instruktøren fungere som et prisme, vi kan forstå nutidens nationalisme og højrepopulisme igennem. Han mener, at det er afgørende, vi husker og tager ved lære af fortiden
Franskmanden Adrien (Pierre Niney, nr. to fra venstre) hjælper Anna (Paula Beer, nr. to fra højre) og hendes svigerforældre med at komme overens med hendes forlovedes og deres søns død i François Ozons ’Frantz’. Foto: Camera Film

Franskmanden Adrien (Pierre Niney, nr. to fra venstre) hjælper Anna (Paula Beer, nr. to fra højre) og hendes svigerforældre med at komme overens med hendes forlovedes og deres søns død i François Ozons ’Frantz’. Foto: Camera Film

25. marts 2017

Hvis man vil forstå, hvad det er, der sker med os i dag i Europa, må man ikke glemme, hvad der skete for 100 år siden. Det mener den franske filminstruktør François Ozon, der er aktuel med dramaet Frantz.

Filmen foregår i en lille tysk landsby lige efter Første Verdenskrig og handler om både enkeltpersoners og nationers forsøg på at bearbejde krigens voldsomme og komplekse traumer.

Hovedpersonen er en ung, tysk kvinde, Anna (Paula Beer), der har mistet sin forlovede, Frantz, i krigen. En dag møder hun en franskmand, Adrien (Pierre Niney), som lægger blomster på Frantz’ grav. De to bliver venner, og han hjælper hende – og siden også Frantz’ forældre, som hun bor hos – med at komme videre i livet.

Det er dog ikke alle, der ser med milde øjne på Adriens tilstedeværelse i byen – han fortæller heller ikke hele sandheden om sit forhold til Frantz – og det kommer til sammenstød mellem krigens tabere og vindere.

»Jeg har fornemmelsen af, at især udlændinge ser det som en film om den aktuelle situation i Frankrig, hvor nationalismen er på fremmarch, ligesom den er i flere andre europæiske lande,« siger Ozon, da jeg møder ham på filmfestivalen i Toronto i september 2016. Han var fra begyndelsen godt klar over, at Frantz ville blive en politisk film, men han er alligevel overrasket over, hvor politisk den egentlig er blevet, og hvor relevant den er lige nu.

»Politikere vil have grænserne genindført, Brexit er på vej, og der er masser af spændinger i Europa. Det er interessant at studere fortiden for på den måde at kunne forstå nutiden. Jeg lavede Frantz lige efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris, og det påvirkede selvfølgelig alle franskmænd meget. Så det havde jeg i tankerne, da jeg gik i gang med filmen. Efter angrebet blev der afholdt en masse møder og demonstrationer, hvor folk sang »Marseillaisen«, og det var oplagt for mig at bruge den oprindelige version af sangen, der er meget blodig og voldelig. Det var interessant at lytte til den med tyske ører.«

Kultur forsoner

Frantz er baseret på både et teaterstykke af Edmond Rostand – han skrev også Cyrano de Bergerac – og en filmatisering af stykket af østrigske Ernst Lubitsch, der blev en af de helt store lystspilmestre i Hollywood i 1930’erne. Men hvor Lubitsch fortalte historien set fra franskmændenes synsvinkel, har François Ozon valgt at vende den om.

»Da jeg opdagede, at Lubitsch allerede havde været der, blev jeg så skuffet,« siger den produktive Ozon, der har lavet næsten en spillefilm om året de seneste 20 år.

»Men da jeg så han film – som jeg nød – gik det også op for mig, at den var lavet i 1930’erne, og Lubitsch vidste ikke, at Anden Verdenskrig var på vej. Det var faktisk meget rørende. Han var østriger og valgte at fortælle historien set fra franskmandens synsvinkel. Jeg tænkte, at det måske ville være interessant som fransk instruktør i 2016 at fortælle historien set ud fra den tyske synsvinkel, krigens tabere.«

Kunst og kultur spiller også en vigtig rolle for personerne i Frantz, og det skyldes ikke mindst, at Ozon selv tror på kunstens evne til at binde mennesker og nationer sammen.

»Det var vigtigt at vise, at det, der kan samle, forsone, to lande, er kulturen,« siger han.

»Viden om andre, accepten af andre, kendskab til sproget. Derfor skulle filmen også optages på både tysk og fransk og være meget realistisk omkring de to sprog og ikke ende som en Hollywood-film, hvor alle taler engelsk med en dum accent. Det er derfor, at malerierne, litteraturen, musikken har så fremtrædende en rolle i filmen – det er en måde at binde de to lande sammen på.«

Stefan Zweigs humanisme

François Ozon holder meget af tysk og østrigsk kultur, og når han f.eks. rejser i Tyskland, oplever han, at tyskerne også interesserer sig for fransk kultur. De ved meget og vil gerne vide endnu mere.

»I Frankrig er man ligeglad med tysk kultur. Folk er stadig rystede over Anden Verdenskrig, og der er en vis forbeholdenhed i forhold til Tyskland. Jeg ville gerne hylde tysk og østrigsk kultur i Frantz, især den fra før Første Verdenskrig, Stefan Zweig, Arthur Schnitzler, alle de store filosoffer, malerne, al denne kultur betyder meget for mit arbejde.«

Og netop Stefan Zweigs humanisme rinder én i hu, mens man ser Frantz. Den østrigske forfatter endte med at tage sit eget liv i 1942, fordi han så, hvordan intolerancen og nazismen bredte sig i Europa, og han havde mistet troen på menneskeheden og måske også kunstens kraft. Ozon har ikke mistet troen endnu, og det er Frantz et udtryk for.

»Jeg har stadig håb, fordi jeg tror på kunsten og kulturen,« siger han.

»Der er altid håb, og det ville være forfærdeligt, hvis man gav op. Der er stadig muligheder og en måde at forstå fortiden på og på den måde lære at begå sig i nutiden. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan forandre verden med en enkelt film, men nogle af de film, jeg så, da jeg var teenager, var meget vigtige for mig og hjalp mig med at forstå ting i mit eget liv. Nogle gange kan film forandre mennesker. Frantz kan give én et perspektiv på situationen nu og her og værktøj til at tænke videre over den. Og det er kun godt. Film skal stille spørgsmål og give én mulighed for selv at stille spørgsmål til ens liv eller til den politiske situation.«

’Frantz’ har premiere på torsdag og vil blive anmeldt her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu