Kommentar
Læsetid: 1 min.

Fransk valg

Kultur
11. marts 2017

I dag begynder, med Tine Byrckels interview med den franske forfatter Édouard Louis, LITTERATURs dækning af det kommende præsidentvalg i Frankrig, der foregår over to runder henholdsvis den 23. april og 7. maj.

På denne redaktion interesserer vi os mindre for de enkelte præsidentkandidater, deres moralske habitus, for taktiske manøvrer, korruption eller konkrete politiske udspil. Selvom valget med rette betegnes som et europæisk skæbnevalg, så er vi mindre optaget af politik i snæver forstand, men derimod af den mentale tilstand, landet befinder sig i. Vi har nemlig en grundlæggende tro på, at litteraturen kan være et anderledes og på nogle måder bedre vidnesbyrd om tilstanden i et samfund end politikken.

Det bekræftes af den unge franske forfatter Édouard Louis, der slog igennem med debutroman Eddy Bellegueule, og som nu er aktuel her i landet med den danske oversættelse af sin anden roman Voldens historie.

Édouard Louis taler i interviewet om volden i det franske samfund, om volden, der også udgår fra ham selv, og om volden fra et ekstremt klasseopdelt og stadig racistisk Frankrig. Hans analyse af volden fører til, at han vil tilgive den mand, der voldtog ham, og undskylde ham med, at han er et resultat af det samfund, han er vokset op i.

Michel Houellebecq er på en anden måde en forfatter, der med sine sorte civilisationskritiske analyser giver os et dybere indblik i det, der rører sig samfundets ubevidste, samtidig med at han peger på en dyb længsel efter tiden før det moderne forfald.

De to forfattere er langtfra de eneste, hvis værker er pejlemærker i forhold til, hvordan franskmændene tænker, og hvor de bevæger sig hen. Også Virginie Despentes skildrer i sine nye romaner et forbitret og pessimistisk Frankrig og tegner et portræt af en fortabt generation. Alt det vil Tine Byrckel i et af de kommende tillæg komme nærmere ind på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her