Læsetid 3 min.

Freelancerens lykkelige lod

Filosoffen Anders Fogh Jensens vilde tekst om prekariatet er blevet til den forførende sanselige og kloge teaterforestilling ’De danser alene’ hos Mammutteatret
Den nyuddannede arkitekt prøver fortvivlet at få sig et job. Men der er kun tvivlsomme freelanceopgaver til hende hos den kvindeglade og kyniske direktør i Mammutteatrets De Danser Alene.

Den nyuddannede arkitekt prøver fortvivlet at få sig et job. Men der er kun tvivlsomme freelanceopgaver til hende hos den kvindeglade og kyniske direktør i Mammutteatrets De Danser Alene.

Per Morten Abrahamsen
23. marts 2017

Teater handler altid om mennesker. Men jeg har aldrig før oplevet en forestilling som De danser alene, der udelukkende handler om den slags arbejdsmenneske, jeg selv er: freelanceren. Eller som det hedder så fint lige nu: et medlem af prekariatet.

Altså den medarbejder, der hyres og stykbetales, når der er brug for det. Den, der aldrig ved, hvor meget løn, der kan tjenes ind, før måneden er gået. Den, der aldrig melder sig syg. Den, der betales mindre end de fastansatte. Den, der kan fyres med dags varsel, hvis der ikke er tilmeldt studerende nok. Etcetera. Eller for at inddrage mit eget liv som eksempel: universitetsunderviseren, foredragsholderen, teateranmelderen.

Kyniske brud

Det er filosoffen Anders Fogh Jensen, der har kastet sig ud i rollen som dramatiker med teksten til De danser alene – et ’lærestykke’, kalder han det. Og jo, det er en informativ forestilling om at være freelancer. Anders Fogh Jensen har tydeligvis også skævet til Brechts undertrykkelsesdramatik og hans ’Verfremdung’-kommentarer, der skulle få publikum til at tænke sig endnu mere om.

Men De danser alene er først og fremmest blevet til en hamrende underholdende og klog teaterforestilling om freelancertilværelsen. Set ud fra en ung, kvindelig arkitekt, der prøver at få fodfæste på et kortsigtet arbejdsmarked, der ikke længere ansætter folk, men kun udnytter dem.

En ung kvinde skal sælge sit arkitektprojekt, og det kræver både netværk og receptionssnakke –og nok også lidt lækker nøgenhed.

Per Morten Abrahamsen

Mammutteatrets dramatiker og dramaturg Claus Flygare har tydeligvis formet både tekst og forestilling, så den er endt som en sand Mammutteater-forestilling – fuld af humoristisk sanselighed og politisk indignation. Og instruktøren Egill Pálsson har fået skuespillerne til at lege med tempo og kyniske brud, så forestillingens form svarer til den følelsesløshed, som den ikkeansatte freelancer udsættes for.

»Atypisk ansættelse – det er helt normalt,« som det lyder i en replik.

Sælg dig selv

Den unge skuespiller Katrine Greis-Rosenthal står muttersalene på en hvid scene – så kridhvid som lærredet hos en reklamefotograf. Her skal hun sælge sig selv og sit arkitektprojekt, og det kræver både netværk og receptionssnakke – og nok også lidt lækker nøgenhed.

Henrik Birchs rige og selvfede Big Boss er så klam og selvglad, når han åbner sin skjorte, at man er ved at få kvalme. Og Tina Gylling Mortensen er tindrende veloplagt, når hun som gymnasierektor giver en underviserkontrakt uden opsigelsesvarsel.

Både Birch og Mortensen kan legen. De kender afvisningens manerer, og de formår at udtrykke et nej med en enkel nakkedrejning. Birch er ublu. Mortensen faker forståelse. Men de er lige perfekte i deres modbydelighed. De tilbyder når som helst en stilling som ’fast fuldtidsfreelancer’. Smilende.

Medfølelse er yt

Dér står så den kønne Katrine Greis-Rosenthal. Hun er så tynd og skrøbelig i sit designertøj, at det også billedligt bliver hæsligt at opleve, hvordan hun sælger ud af sine ideer og sin krop, mens hun mentalt går til grunde. Hun er fagligt dygtig. Hun har et godt projekt. Hun kræver bare en helt almindelig standardkontrakt.

Men nej. Egentlig er det kun hendes smukke krop, hun kan lave penge på. »Hellere misbrugt end ubrugt,« lyder omkvædet, mens hun forsøger at lære sig ballettens selvopofrende knæbøjning. Rummet forsvinder omkring hende. Og til sidst er hun så bleg, at hun ligner en strandvasker.

Den kække Thue Ersted Rasmussen spiller hendes frihedssøgende kæreste. Han vil ikke binde sig. Han vil hellere bare være i nuet. Alt andet er gammeldags. Freelancertankegangen er åbenbart krøbet med helt ind i parforholdet: Man har et forhold, indtil man ikke gider det mere. Så smider man det ud. Kærlighed er gammeldags.

’Alt kan ske’ lyder den pæne floskel for at svigte. Ellers kalder de det bare for ’systemet’. Og ’systemet’ kender ikke til følelse – og slet ikke til medfølelse.

Overlegen skønhed

De danser alene er sæsonens mest overraskende sanseteater. Egentlig er det skabt som et korværk: alle stemmer er nødvendige for, at sangen bliver hel. De fire Mammut-skuespillere glider ind og ud af skurkeroller og offerroller med blændende præcision.

Og de holder sig lykkeligt på afstand af den mindste tegn på medlidenhed. Ikke mindst fordi alt foregår i et visuelt univers af simultane videoprojektioner, hvor freelancerens ansigt symbolsk blæses op i så stort format, at det egentlig opløser sig selv. Hyperæstetisk i overlegen skønhed.

Men bare rolig. De danser alene er ikke freelancerens offerdans. Forestillingen er bare en afsindigt levende og sarkastisk sansefortolkning af freelancerens hverdagsdans. Lige nu.

De danser alene. Tekst: Anders Fogh Jensen. Iscenesættelse og scenografi: Egill Pálsson. Dramaturgi: Claus Flygare. Lys: Lasse Svarre. Lyd: Ida Jacobsen. Koreografi: Esa Alanne. Mammutteatret i co-produktion med Nørrebro Teater på Rialto Teatret. Til 25. marts 2017

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu