Læsetid: 3 min.

Freelancerens lykkelige lod

Filosoffen Anders Fogh Jensens vilde tekst om prekariatet er blevet til den forførende sanselige og kloge teaterforestilling ’De danser alene’ hos Mammutteatret
Den nyuddannede arkitekt prøver fortvivlet at få sig et job. Men der er kun tvivlsomme freelanceopgaver til hende hos den kvindeglade og kyniske direktør i Mammutteatrets De Danser Alene.

Den nyuddannede arkitekt prøver fortvivlet at få sig et job. Men der er kun tvivlsomme freelanceopgaver til hende hos den kvindeglade og kyniske direktør i Mammutteatrets De Danser Alene.

Per Morten Abrahamsen

23. marts 2017

Teater handler altid om mennesker. Men jeg har aldrig før oplevet en forestilling som De danser alene, der udelukkende handler om den slags arbejdsmenneske, jeg selv er: freelanceren. Eller som det hedder så fint lige nu: et medlem af prekariatet.

Altså den medarbejder, der hyres og stykbetales, når der er brug for det. Den, der aldrig ved, hvor meget løn, der kan tjenes ind, før måneden er gået. Den, der aldrig melder sig syg. Den, der betales mindre end de fastansatte. Den, der kan fyres med dags varsel, hvis der ikke er tilmeldt studerende nok. Etcetera. Eller for at inddrage mit eget liv som eksempel: universitetsunderviseren, foredragsholderen, teateranmelderen.

Kyniske brud

Det er filosoffen Anders Fogh Jensen, der har kastet sig ud i rollen som dramatiker med teksten til De danser alene – et ’lærestykke’, kalder han det. Og jo, det er en informativ forestilling om at være freelancer. Anders Fogh Jensen har tydeligvis også skævet til Brechts undertrykkelsesdramatik og hans ’Verfremdung’-kommentarer, der skulle få publikum til at tænke sig endnu mere om.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu