Klumme
Læsetid: 4 min.

Frisk luft

Med macho-ærlighed skal macho-ærlighed åbenbart fordrives, og den kommer med et særligt sprog med ord som privilegieblindhed, racialisering og patriarkatet

Mia Mottelson

Kultur
4. marts 2017

Det lå som en tikkende bombe, interviewet med Christina Hagen i denne sektion med overskriften »Jeg er infantil og overfladisk, jeg har racistiske tanker, jeg foretrækker mænd med store pikke« i forbindelse med hendes bog, Jungle, som hun opfatter som et katalog over forbudte tanker og anomalier.

»Det er så forfærdeligt mange ting, man ikke kan sige og allerhelst heller ikke tænke efterhånden,« sagde hun i interviewet.

Men hun nægter at skrive moraliserende. At antage, at man kan hæve sig over den racisme og sexisme, vi alle lever i, sagde hun, og tilmed proklamere, at man er i stand til at hæve sig over det, at moralisere sig ud af sølet, er uærligt og ignorant.

Bomben eksploderer på nogle af mine forfatterkollegers Facebook-vægge. Et opslag, der siger »røv« til Hagens »macho-ærlighed« får over 400 likes, heriblandt af andre kolleger.

Nogle kommer Hagen til forsvar. Men noget i trådene minder mig om det, der foregik ovre ved rygerskuret i min skolegård. Blot mere velformuleret, forstås, og selvfølgelig i tolerancens navn. Ikke alle har læst Jungle, alligevel er der mange bud på, hvad man burde skrive om, og hvordan man burde skrive, og at man bør skrive med henblik på at komme racisme til livs.

Med macho-ærlighed skal macho-ærlighed åbenbart fordrives, og den kommer med et særligt sprog med ord som privilegieblindhed, racialisering og patriarkatet. Sproget kommer fra postkoloniale teoribøger.

Jeg tror, at de, der behersker det selv, vil være enige i, at hvis ikke man lærer sig det, kan det være svært at være med i (endda helt at forstå) diskusionen. Det er et sprog, der skal få sløret til at falde fra privilegieblinde øjne. Det er et sprog, som skal rense luften, så alle kan ånde. Sådan går jeg i hvert fald ud fra, det er tænkt.

Den enes friske luft, den andens måske ikke helt så friske luft.

En anden forfatterkollega udbad sig eksempler på den »politiske korrekthed«, som ifølge Christina Hagen kan være svær at ånde i.

En betændt historie

Bestræbelsen på at udpinde den menneskelige stamme har eksisteret, siden de gedeskindsbærende første gang stødte ind i de bæverskindsbærende. Den har udviklet sig i mange tragiske retninger, som mennesker til stadighed lider under overalt i verden.

Udtrykket ’politisk korrekthed’ har i sig selv en halvlang og betændt historie, efter at forskellige grupper med forskellige politiske motiver har forsøgt at tage ejerskab til det. Det, der kan føles som en befrielse for den ene, kan føles som en begrænsning for den anden, og værre end det, undertrykkelse, udgrænsning.

Alle sprog kan miste deres uskyld, få nye merbetydninger, stivne, blive blinde, sproget fra privilegie-pakken er ikke undtaget. Heldig, at vi også har det poetiske sprog, musikken, litteraturen, kunsten. Til at ruske op i sagerne, til at få os til at se på nye måder, udviske gamle grænser, skabe nye forbindelser. Vise, at noget godt både kan være x og y, uden nogen modsigelse. Til at sige ja, sagde jeg, ja, jeg vil, ja.

Nå, men et eksempel: Da Henrik Marstal (utvivlsomt med de bedste hensigter) mente, at man skulle tage særligt hensyn til nogen, som man i Deadline kaldte »de grimme«, efter en undersøgelse havde vist, at smukke mennesker tjener mere end gennemsnittet.

De fleste ved ca., hvem de smukke er, men hvem er de grimme? Er kategorien fast? Og fra hvis synsvinkel? Som David Mamet har sagt om filmkunsten, er hovedspørgsmålet, hvor man skal stille kameraet.

Og er grimhed kun visuelt? Den billedskønne taler med en stemme, som får knogler til at give sig. I livet skifter grimhed og skønhed fra øjeblik til øjeblik, kan ikke undvære hinanden, lyset ændrer sig, en bevægelse, en trækning ved øjet, et smil. Når jeg kigger på noget længe, bliver det smukt. Eller grimt. Hvad ser de andre? Og hvad ser de, når de ser mig?

Men allervigtigst: Hvem har retten til at udpege og navngive? Der er den mulighed, at den grimme ikke ønsker nogen hjælpende hånd. Studier viser, at de fleste foretrækker deres eget ansigt. Der er den mulighed, at den grimme ikke opfatter sig som grim.

Måske kan kagen skæres på mere end én måde. Udtrykke sig i et andet sprog. Eller går vejen til blues kun gennem bomuldsmarkerne? Kunne man forstille sig, at den gik gennem fx musikken? Måtte Joe Cocker synge som Ray Charles på syre? Kan man være musik?

Eller måtte Joni Mitchell klæde sig ud som en sort mand, som hun gjorde, da hun blev træt af at være en hvid folkesangerinde?

Ordet blackface fra privilegie-pakken peger på mere tvivlsomme merbetydninger end ’at klæde sig ud som en sort mand’. Det kan være svært at ånde i. Og usandt. Det levner ikke plads til nogen uskyld. Det lukker ned for muligheder, som man må være åben overfor, fx en dyb respekt for den sorte musik.

Og noget, som ligger endnu under det, og som ikke handler om udgrænsning, men om identifikation: Hvad hvis nu Mitchell også er en sort mand? Ligesom sorte Hilton Al og hans hjerteven i Christina Hagens smukke og komplekse bog, White Girl, også er hvide kvinder og sorte kvinder: We were, in short, colored male Americans, a not easily categorizable quantity that annoyed most of our countrymen, black and white, male and female alike, since America is nothing if not about categories.

I dag ville en sort mandlig jazzmusiker-Mitchell have svært ved at få lov til at ånde. I dag ville hun være henvist til at forblive hvid folkesangerinde-Mitchell. Det ville være et tab. Ikke kun for en enkelt hvid kvindes sikkert privilegerede selvudfoldelse – men for musikken. Og dermed for os allesammen.

Uden Joni Mitchells sorte mandlige jazzmusiker ville verden i tolerancens navn have fået lidt mindre kærlighed. Og sproget, det musikalske, ville have været lidt fattigere.

Mathilde Walter Clark er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Rehhoff

Jeg har nogen gange tænkt på om Joni Mitchell gik for langt , da hun klædte sig ud som Johnny "Guitar" Watson og kaldte sig for Art Nouveau, hun lignede mere en sort alfons end en sort musiker, nogle vil sikkert sige det var en lidt stereotyp opfattlese af sorte amerikanere, men det gjorde underværker for hendes musik. Christina Hagen har åbenbart fået nogle identifikationsproblemer ved, at færdes i et snævert københavns forfattermiljø, så nu identificerer hun sig åbenbart med sin indre trucker, der går med Okie-Dokie kasket, hvis yndlingsfilm er "Convoy" og som har racistiske og sexistiske tendenser, selvom det er selvfølgelig også kan kaldes for en stereotyp, men det kan være det er godt for hendes forfatterskab.

Vi ejer kun vores hud,
som viser hvordan vi ser ud.
Men hvem vi nu er,
altså hver og især,
det ved kun vi selv (måske Gud?)