Gid det var mig: Kirsten Thorup

Jeg ville ønske, jeg havde skrevet

»Vi kommer fra den store by. Vi har rejst hele natten. Vores mor har røde øjne. Hun bærer en stor papkasse og vi to har hver sin lille kuffert med tøj, samt fars store ordbog som vi giver til hinanden når vi bliver trætte i armen.

Vi går længe. Bedstemors hus ligger langt fra stationen, i den anden ende af den lille by. Her er hverken sporvogne eller busser eller biler. Vi ser kun nogle militærlastbiler køre rundt.«

Fra Agota Kristofs ’Det store stilehæfte’ (1986), oversat af Nina Lautrup-Larsen. Romanen handler om to tvillingebrødre under anden verdenskrig

Kirsten Thorups begrundelse

Det er de første linjer af Kristofs roman. Med en magisk enkelthed i sætningerne, som en børnetegning, fremmaler hun dette scenarie, som er så øde og fjendtligt. Der er noget fantastisk ved den indgang, synes jeg.

Jeg har altid beundret disse linjer. Man suges ind fra første sætning af barneblikket, som ser og fortæller. Den uforfærdede uskyld, der helt nøgternt beskriver, hvad de ser, de to brødre. Det er utilslørede kendsgerninger, næsten som statements.

Under teksten er der en spændingsladet atmosfære. Jeg ved selvfølgelig, hvad der sker i romanen siden. Men også når citatet står for sig selv, kan jeg se, hvor genial den indledning er. Man må selv lægge alle mellemregninger og undertekster til. Rædslerne, grusomheden. Det hårde regime, som kun antydes af militærlastbilerne.

Jeg har ikke selv forsøgt at indlede en roman således. Det kan jeg ikke. Det er ikke noget man bare gør. Jeg har dyb respekt for Agota Kristof, fordi det er et særligt blik på verden, hun skaber. Man ser verden i et nyt lys; man ser verden, som man aldrig har set den før.