Læsetid: 7 min.

Der er en grund til, at min bog hedder ’Ingen undskyldning’

Måden, vi fortæller historie på, siger mere om samtiden, end om historien. Men i sagen om Danmark som slaveejende kolonimagt blokerer den offentlige debats fokus på slaveri og undskyldning for, at vi ser forbindelsen mellem fortid og nutid. Kolonitiden er ikke bare en afsluttet skamfuld fortid, vi kan undskylde for, siger Astrid Nonbo Andersen, landets førende forsker inden for vores forståelse af Danmark som kolonimagt
Astrid Nonbo Andersens ph.d.-afhandling om erindringer om Dansk Vestindien er netop blevet udgivet i bogform. Heri fortæller hun blandt andet om, hvordan 1800-tallets idé om det danske folk som en homogen størrelse, der tænker og agerer på samme måde, som et individ, var en del af grunden til, at kolonitiden blev skrevet ud af historien.

Astrid Nonbo Andersens ph.d.-afhandling om erindringer om Dansk Vestindien er netop blevet udgivet i bogform. Heri fortæller hun blandt andet om, hvordan 1800-tallets idé om det danske folk som en homogen størrelse, der tænker og agerer på samme måde, som et individ, var en del af grunden til, at kolonitiden blev skrevet ud af historien.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

31. marts 2017

Hvis Astrid Nonbo Andersen skulle skrive et nyt kapitel til sin bog Ingen undskyldning, skulle det handle om, at der er sket noget i vores håndtering af Danmarks fortid som kolonimagt i Caribien: Vi er begyndt at tale sammen.

»At statsministeren tager ned til øerne, er ret markant. Det er mig bekendt ikke sket før. Der har været andre ministre og officielle repræsentanter, men aldrig statsministeren,« siger hun.

Også i medierne, kunsten og kulturlivet er dialogen mellem danskere og borgere fra Jomfruøerne intensiveret.

»Den har været der før. Enkeltpersoner og foreninger har arbejdet for det i årevis, men nu ser det faktisk ud til at sprede sig.«

Nogle af dansk kulturarvs største kunstnere nød godt af den velstand, der blev skabt blandt plantageejere, købmænd og skibsredere, da Danmark var kolonimagt. I dag er det 100 år siden, Danmark afhændede kolonierne i Vestindien
Læs også

Men det er netop en pointe for Astrid Nonbo Andersen. Flere bevægelser kan godt finde sted samtidig. Således kan enkeltpersoner sagtens have arbejdet i årevis for at skabe dialog, mens andre først er begyndt at forstå ideen nu. I stedet for at tale om, at der er en bestemt kollektiv erindring om fortiden, som om nationen tænker og agerer ens, bør vi tale om sociale erindringer, mener hun.

Hun har været optaget af emnet i mere end 20 år og forsket i det i 10, og hendes ph.d.-afhandling om erindringer om Dansk Vestindien er netop blevet udgivet i bogform. Heri fortæller hun blandt andet om, hvordan 1800-tallets idé om det danske folk som en homogen størrelse, der tænker og agerer på samme måde, som et individ, var en af af grundene til, at kolonitiden blev skrevet ud af historien.

Hvem er folket?

Da Danmark gik fra enevælde til folkestyre, blev kolonierne kørt ud på et politisk sidespor. Kongemagten brugte kolonierne til at positionere sig over for andre kongedømmer, men da man overgik til folkestyre, gav kolonierne ikke længere samme mening.

»Vi skal huske, at det, vi forstår ved ordet ’dansker’, ikke altid har haft den betydning. Helt frem til begyndelsen af 1800-tallet bestod folket af danskere, nordmænd og slesvig-holstenere plus folk fra de oversøiske territorier samlet under den samme konge. Men da vi overgik til folkesuverænitet, blev spørgsmålet: Hvem er det folk, der har magten nu? Og her blev man ret hurtigt enige om, at det ikke var befolkningen i Dansk Vestindien og Grønland. Til gengæld diskuterede man, om islændinge, færinger og slesvigere var det,« siger Astrid Nonbo Andersen.

Yohancé Henley er historiefortæller fra St. Thomas
Læs også

For at svare på spørgsmålet begyndte tidens historikere og intellektuelle at beskæftige sig med det etnisk danske folks historie, og på den måde forsvandt forståelsen af Danmark som kolonimagt ud af historien. Men kolonierne blev aldrig glemt fuldstændigt, snarere blev de skrevet ind i en sidefortælling til Danmarkshistorien.

’Uskyldig kolonialisme’

Astrid Nonbo Andersen bruger begrebet ’uskyldig kolonialisme’:

»Den uskyldige kolonialisme er en form for efterrationalisering. Den nye fortælling om staten, nationen og folket, der blev skabt i 1800-tallet, skulle kunne rumme, at man stadig havde kolonier. Man fortalte historien om, at Danmark var en human og venligsindet kolonimagt. Det er ikke noget, der er usædvanligt for Danmark, det kan du også se i Storbritannien og Frankrig. Som den caribiske historiker Eric Williams engang har formuleret det, kunne man næsten få den fornemmelse, at kolonimagterne havde indført slaveriet blot for at kunne afskaffe det igen.«

Parti af Havnen ved Sankt Thomas, maleri af Fritz Melbye, 1852. 
Læs også

Hvis vi skal have skrevet kolonitiden ind i historien igen, er det derfor ifølge Astrid Nonbo Andersen vigtigt, at vi ikke begår samme fejl:

»Nation og individ er ikke det samme. Folket har ikke fortrængt noget – det betyder ikke, at der ikke er individer, der har fortrængt noget. Men det betyder, at vi ikke kan tale om erindringen eller om ’danskerne’ som én monolitisk størrelse. Hvis vi gør det, kommer vi til at gentage samme tankemønster, som skrev kolonierne ud af historien.«

Undskyld

Spørgsmålet er så, hvad det gør ved diskussionen om det at give en undskyldning. For så kan vi vel heller ikke sige undskyld som folk? Astrid Nonbo Andersen er ikke meget for at tale om undskyldning.

»Der er en grund til, at min bog hedder Ingen undskyldning. Jeg håber virkelig, folk fanger dobbelttydigheden i det.«

Vi har ellers næsten ikke talt om andet i år end at skulle sige undskyld for slaveriet. Brødremenigheden, der missionerede på øerne, har netop sagt undskyld for deres rolle og opfordret andre til at gøre det samme. Men ifølge Astrid Nonbo Andersen er det ikke et hovedkrav fra øerne. Det er en diskussion, vi i høj grad har med os selv.

»Selvfølgelig er der folk på øerne, der arbejder for en undskyldning, men der tales mere om kompensation. Og jeg bruger ordet kompensation frem for erstatning. På engelsk ville man sige ’repair’. Repair kan både være det, der sker, når kunstneren La Vaughn Belle bliver inviteret herop og får mulighed for at fortælle en anden historie gennem sin kunst. Det kan også være investeringer på øerne og alt muligt andet. Jeg tror, det ville være mere konstruktivt at gå ind i en dialog om, hvad repair kunne være i stedet for at blive ved med at diskutere, om det giver mening at undskylde. Det er selvfølgelig filosofisk interessant, men vi kommer bare ikke så meget videre.«

Snakker med os selv

Vi diskuterer i det hele taget meget med os selv, kan Astrid Nonbo Andersen se i sin gennemgang af debatten i forskellige historiske nedslagspunkter.

Da vi markerede 50-året for salget af øerne i 1967, kom det første større angreb på den nostalgiske grundfortælling, der fejrede Peter von Scholten og Danmark som det første land, der afskaffede slavehandelen.

’Myten om 1792’, som Astrid Nonbo Andersen kalder det, fordi vores status som ophæver af slavehandlen skygger for, at slaveriet først blev afskaffet i 1848, og at vi i perioden fra 1792, til loven blev implementeret i 1803, fragtede flere slavegjorte afrikanere over Atlanten end nogensinde og igangsatte avlsprogrammer, så arbejdskraften var sikret.

Det var venstrefløjen, der førte an i kritikken i 1967, men den var mest optaget af, hvordan danske myndigheder havde behandlet arbejderlederen Hamilton Jackson, der levede fra 1848-1946 og kæmpede for bedre forhold for arbejderne på øerne.

Klassekamp trumfede altså kampen mod nationalismen. Dertil kommer, at kritikken også var inspireret af den tyske venstrefløjs identitetspolitik, der opfordrede til national selvkritik.

På øerne afholdt man i 1967 American-Danish Friendship festival og diskuterede turisme og økonomi.

Debatten i Danmark og på øerne havde altså ikke meget med hinanden at gøre.

Pacificeret historie

Selv om venstrefløjen var de første til at udfordre den nationale grundfortælling, så har deres interesse for kolonitiden generelt været meget vævende.

De konservative har derimod altid været meget interesserede i kolonitiden.

»Det giver god mening i forhold til deres opfattelse af nationen. Gud, konge og fædreland kan godt rumme ideen om kolonier,« siger Astrid Nonbo Andersen.

Nogle har undret sig over, at Dansk Folkeparti har været særligt aktive i kampen for at skabe opmærksomhed omkring 100-året for salget af øerne og i det hele taget for at se fortiden som kolonimagt i øjnene. Det overrasker ikke Astrid Nonbo.

Hun henviser til måden, hvorpå konservative kræfter i Tyskland i 1980’erne forsøgte at kvæle venstrefløjens kritik af den nationale forståelse af, hvad der skete under Anden Verdenskrig. De tog simpelthen ejerskab over den.

»Det er en måde at pacificere historien på. Venstrefløjens kritik dengang gik jo på, at hvis man ikke tog denne debat op, så ville man komme til at gentage historien. De bandt fortid og samtid sammen,« siger Astrid Nonbo Andersen.

De konservatives svar var at give venstrefløjen ret i deres kritik af, hvad der var sket historisk, og der opstod konsensus om, hvordan man skulle forstå det tyskes folks ageren under krigen, og hvordan man skulle forholde sig til det. Den konsensus tæmmede og pacificerede fortiden og »afkoblede forbindelsen mellem den tyske histories uhyrligheder og kritik af samtidige samfundsforhold«, som Astrid Nonbo Andersen formulerer det.

Det er det samme, Dansk Folkeparti lykkes med, mener hun. Hun henviser til, at det er derfor, Dansk Folkepartis Søren Espersen det ene øjeblik kan insistere på, at det er okay at sige ’neger’, og i det næste er han med til at sørge for at afsætte tre millioner kroner på Finansloven til at mindes de mørke sider af fortiden.

»Han ser ingen forbindelse mellem de ting,« siger Astrid Nonbo Andersen.

Hvem er folket på Jomfruøerne?

Hvad der til gengæld bliver ved med at undre Astrid Nonbo Andersen, er, at det stort set kun er slaveriet, man fokuserer på i den danske debat.

Hun er med på, at det er en øjenåbnende fortælling og én, der ikke stemmer overens med det danske selvbillede.

»Det var jo også det, der fik mig ind på dette felt, da jeg som gymnasieelev opdagede, at der var folk på Jomfruøerne, der stadig var vrede på Danmark,« siger hun.

»Men det er jo ikke ophævelsen af hverken slavehandelen eller slaveriet, vi markerer i år. Det er overdragelsen af øerne. Og salget spiller også en markant rolle i øernes historieforståelse.«

Jomfruøernes indbyggere blev aldrig fuldgyldige danske statsborgere, og da vi solgte øerne til USA, blev de heller ikke fuldgyldige amerikanske statsborgere. Det har efterladt dem i et demokratisk og retssikkerhedsmæssigt vakuum, der ikke bare er et juridisk, men også et identitetsmæssigt problem.

Så hvis Astrid Nonbo Andersen skulle skrive det nye kapitel til sin bog, ville det altså ikke kun handle om, at vi er begyndt at tale sammen, men også om, at vi stadig ikke taler om det samme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anne Albinus
  • Per Jongberg
  • Claus Høeg
  • Gert Romme
  • Niels Duus Nielsen
Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Albinus, Per Jongberg, Claus Høeg, Gert Romme og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

Jeg tror at vi "stadig ikke tale om det sammen". Talen er konstant afsporet med gloser som "ikke vestlig, den vestlige civilisation. Og meget mere, der vil skabe en serie af "undskyldninger". det drejer sig faktisk om hvordan vesten har hersket over 3/4 af verdensbefolkning ikke kun i slave tiden, hvor dampmaskinen ikke var men om efter den Franske revolution, hvor begyndte den rigtige kolonitid; i 19 århundert, til at dække behovet for industrialisering i råvarer og billig arbejdeskraft.