Læsetid: 7 min.

’Jeg hader ikke Bette – jeg kan ikke fordrage hende’

I en ny, underholdende tv-serie, ’Feud’, genopliver Ryan Murphy med kulør og melodrama den mangeårige fejde mellem to af Hollywoods store divaer, Joan Crawford og Bette Davis. Men hvad var egentlig grunden til, at de to ikke kunne sammen?
Bette Davis (Susan Sarandon) og Joan Crawford (Jessica Lange) duellerer i Ryan Murphys nye tv-serie, ’Feud’. Foto: Fox/HBO Nordic

Bette Davis (Susan Sarandon) og Joan Crawford (Jessica Lange) duellerer i Ryan Murphys nye tv-serie, ’Feud’. Foto: Fox/HBO Nordic

6. marts 2017

Det er en af Hollywoods mest saftige historier, og den dag i dag er det svært at finde ud af, hvad der egentlig lå bag den meget omtalte, mangeårige fejde mellem skuespillerne Joan Crawford og Bette Davis.

Var det professionel rivalisering og jalousi mellem to viljestærke, dygtige kunstnere? Var det kampen om en mand, skuespilleren Franchot Tone, som i 1930’erne blev gift med Crawford? Var det Crawfords behov for anerkendelse fra Davis, der ikke mente, at Crawford kunne leve op til hende som skuespiller?

Var det Crawfords påståede forelskelse i Davis, der på én gang følte sig frastødt og smigret? Var det bare noget, pressen havde fundet på, og som de to spillede med på – var det simpelthen det pure opspind?

Hvad den egentlige baggrund så end var, er det en fejde, som filmelskere stadig diskuterer, og som nu er omdrejningspunktet i Feud, en ny tv-serie af Ryan Murphy, manden bag populære tv-serier som Glee og American Horror Story.

I løbet af otte afsnit fortæller han – at dømme efter de to første afsnit – vittigt og dramatisk om de to skuespillere og optagelserne af Robert Aldrichs berømmede psykologiske gyser What Ever Happened to Baby Jane? (Hvad blev der egentlig af Baby Jane?, 1962), der havde Crawford og Davis i hovedrollerne.

Det var første gang, at de to divaer spillede over for hinanden, og det slog gnister. Det var Crawford, der havde opsøgt 54-årige Davis og tilbudt hende den flamboyante titelrolle som den tidligere barnestjerne Jane, der bor sammen med sin invalide søster, Blanche, en forhenværende filmstjerne (afdæmpede, 57-årige Joan Crawford), og som hader hende af et godt hjerte.

Jane, der i løbet af filmen bliver mere og mere gal, kan ikke forlige sig med, at det var søsteren, der som voksen blev den store stjerne og nu betaler regningerne. Da hun finder ud af, at Blanche har tænkt at sælge huset, de bor i, går hun helt amok.

Forlorne Bette Davis

What Ever Happened to Baby Jane? blev en stor succes – ingen kunne modstå dette ’topmøde’, der tilmed syntes at spejle virkeligheden – og begge skuespillere, der fik del i overskuddet, tjente mange penge på den. Og det havde de brug for.

Smukke Joan Crawford, der arbejdede sig op fra showgirl til stumfilmskuespiller og siden en af talefilmens allerstørste stjerner, fik ikke længere tilbudt roller, og hun var kommet i økonomisk uføre.

Bette Davis, der var uddannet på teatret og tog springet til Hollywood og karakterrollefaget, var en af amerikansk films mest respekterede skuespillere – hun vandt to Oscars, Crawford ’kun’ én – men havde også svært ved at finde gode filmroller, og hun var vendt tilbage til teatret.

Heller ikke dengang var det nemt at være midaldrende kvinde i en filmby besat af ungdom og skønhed.

»Jeg hader den her forbandede film, men jeg har brug for pengene, og hvis den klarer sig godt, får jeg en pæn procentdel af overskuddet,« sagde Crawford til journalisten Roy Newquist under optagelserne af What Ever Happened to Baby Jane?.

»Jeg hader ikke Bette, selv om pressen ønsker, at jeg gør, og pr-folkene fremstiller det som en fejde mellem os. Jeg kan ikke fordrage hende – jeg forstår ikke, hvordan det er lykkedes hende at skabe en karriere på et sæt manierismer i stedet for rigtige skuespilevner. Fjern de udstående øjne, cigaretten og de sjove, afsnuppede ord, og hvad er der så tilbage? Hun er forloren, men jeg går ud fra, at offentligheden godt kan lide det. I morgen skal vi optage den skide strandscene, min store scene, men bare vent – hun skal nok finde en måde at stjæle den på. Det gør hun altid. Men når man spiller en skør dame, får man alle priserne.«

Davis blev da også nomineret til en Oscar for sin præstation, men tabte til Anne Bancroft – og det var Crawford, der med en vis skadefryd modtog Oscarstatuetten på vegne af Bancroft, der var forhindret. Der var altså ikke ligefrem varme følelser mellem Crawford og Davis, men det var mere komplekst end som så.

Hver sin stil

I Charlotte Chandlers biografi om Joan Crawford, Not the Girl Next Door, siger skuespilleren f.eks., at hvis der var en fejde, var det en ensidig fejde, som Davis havde med hende, ikke omvendt.

»Jeg beundrede hende som skuespiller. Jeg syntes, at vi skulle være venner. Jeg gik ud fra, at vi ville blive det, selv om skuespillerinder, der arbejdede lige så meget som os, ikke havde megen tid til venskaber. Vi var så forskellige, og vi havde hver sin stærke stil. Da vi var på vores højeste, var vi hos forskellige selskaber. Der var ingen grund til for os at være konkurrenter eller jaloux. Senere var der måske et par roller, som vi konkurrerede om, men jeg fandt aldrig ud af grunden til, hvorfor hun ikke syntes at kunne lide mig – nej, hadede mig. Måske skyldtes det, at pressen skabte den såkaldte fejde, og hun troede på, hvad hun læste. Eller måske troede hun, at det var en god måde at opføre sig på, være vred på mig for at få opmærksomhed eller endda sympati på grund af det ’forfærdelige monster, frøken Crawford’. Hun sagde, ’frøken Crawford’ uden den mindste respekt, men mere som en snerren. Jeg tænkte på hende som Bette, men hun kaldte mig aldrig Joan.«

Og Bette Davis var hård mod Joan Crawford, som hun tilsyneladende aldrig for alvor respekterede som skuespiller. Rationalet syntes at være, at hvor hun, Davis, havde tjent sine sporer på teatret, havde Crawford brugt sit udseende til at nå toppen.

I en periode i 1940’erne var de begge under kontrakt hos filmselskabet Warner Bros., og selv om Crawford prøvede at etablere et venskab, blev hun gang på gang afvist af Davis. Det var dog ofte roller, som Davis havde sagt nej til, som Crawford fik tilbudt, blandt andre titelrollen i Michael Curtiz’ stærke Mildred Pierce (1945), der endte med at indbringe hende karrierens ene Oscar.

Et drys oprigtighed

I Charlotte Chandlers Joan Crawford-biografi står der videre, at bramfri Bette Davis satte stor pris på oprigtighed, og det var et ord, som Joan Crawford ikke kendte.

»Jeg hadede det, når hun sendte mig blomster eller små gaver eller vamle beskeder på sit babyblå notepapir. Hun sendte alle, der gav hende opmærksomhed, en takkebesked. Hun sendte takkebeskeder og takkebeskeder. Hun overdrev denne sødsuppehøflighed i en sådan grad, at det blev ulækkert og irriterende. Jeg er overbevist om, at hendes forsøg på at smøre mig var helt igennem uærlige. Helt igennem. Og jeg har aldrig brudt mig om at blive smurt. Så foretrækker jeg til enhver tid et drys oprigtighed.«

Crawford havde ifølge Davis heller ingen humor, og det gjorde det kun ekstrasjovt at drille hende.

»Jeg lagde mærke til det med det samme. Hun forstod ikke mine vittigheder. Ikke at de alle var lige morsomme, men hun forstod ikke engang, at det var vittigheder. Det var ikke et spørgsmål om at tage gas på hende. I hendes tilfælde forstod hun det ikke. Til at begynde med kunne jeg ikke forstå, at hun ikke forstod det. Men så opdagede jeg, at det at gøre grin med nogen var en god måde at få opmærksomhed på, og jeg var aldrig imod at få lidt mere opmærksomhed.«

Og da hun mærkede, at pressen var begyndt at forvente en spids bemærkning af hende, var hun ikke sen til at spille med på det. Den slags lå godt for hendes skarpe tunge – det var også den slags hvasse og ikke altid lige sympatiske roller, hun var blevet kendt for at spille på film.

Meget tilfredsstillende

Feud er baseret på et spillefilmsmanuskript, Best Actress af Jaffe Cohen og Michael Zam, og Ryan Murphy synes for det meste at være tro mod de virkelige begivenheder, men han tillader sig selvfølgelig også at forestille sig situationer og samtaler, som ikke nødvendigvis har fundet sted.

Murphy elsker kulør og melodrama, og han skruer op for begge dele i serien, der ind imellem scenerne fra optagelserne af What Ever Happened to Baby Jane? får fortalt om de to kvinders karrierer, privatliv og indbyrdes forhold gennem iscenesatte interviews med andre af Hollywoods store skikkelser, blandt andre Olivia de Havilland spillet af Catherine Zeta-Jones og Joan Blondell spillet af Kathy Bates.

Det er et godt greb, men det er selvfølgelig Jessica Lange (Joan Crawford) og Susan Sarandon (Bette Davis), der løber med opmærksomheden, når de ikke sjældent støder sammen i løbet af serien. På overfladen selvsikre og rapkæftede Davis går til stålet, når hun taler til den nervøse Crawford, der ikke har stået foran et kamera i to år, og optagelserne former sig som én lang duel på ord og viljer.

Der er noget meget tilfredsstillende – og meta-agtigt – i at se to eminente karakterskuespillere som Lange og Sarandon spille to meget store filmstjerner, der går i flæsket på hinanden.

Stanley Tucci spiller studiebossen Jack Warner, der modvilligt siger ja til at distribuere What Ever Happened to Baby Jane? – han hader Bette Davis, fordi hun mange år tidligere udfordrede ham og Hollywoods stavnsbindende kontraktsystem.

Og Alfred Molina spiller instruktøren, Robert Aldrich, der skal kæmpe hårdt for at tøjle og på skift tilfredsstille to egoer, der konstant holder øje med, om den ene får mere tid eller tager sig bedre ud på lærredet end den anden. Det er ikke nogen nem opgave, men det er sørme underholdende at være vidne til.

Første afsnit af Feud kan i dag ses på HBO Nordic

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu