Læsetid: 5 min.

’Mit hjerte er stadig i Syrien’

’De sidste mænd i Aleppo’, som i dag åbner filmfestivalen CPH:DOX, er et stærkt og rørende epos om venskab til døden, frygt, håb og overlevelse midt i den syriske borgerkrigs gru. Information har mødt instruktøren bag, Feras Fayyad
Den syriske dokumentarfilminstruktør Feras Fayyad kan ikke vende tilbage til Syrien. ’Bare det, at jeg skildrer, hvad der foregår, opfattes som aktivisme,’ forklarer instruktøren til den CPH:DOX-aktuelle film ’De sidste mænd i Aleppo’.

Den syriske dokumentarfilminstruktør Feras Fayyad kan ikke vende tilbage til Syrien. ’Bare det, at jeg skildrer, hvad der foregår, opfattes som aktivisme,’ forklarer instruktøren til den CPH:DOX-aktuelle film ’De sidste mænd i Aleppo’.

Sille Veilmark

15. marts 2017

Den lille, nyfødte dreng sover trygt i en hvid og blå velourdragt. »Cute Love« står der med svungne bogstaver på den hvide hagesmæk under det lille rødmossede ansigt.

»De kalder ham Khaled. Efter hans far.«

Den unge instruktør Feras Fayyad holder sin smartphone frem, stryger hånden gennem sin tykke manke, der er blevet gråsprængt før tid, lader et alvorligt, nøddebrunt blik hvile på den sovende baby og fortæller, hvordan det er gået for en af hovedpersonerne i hans prisbelønnede dokumentarfilm De sidste mænd i Aleppo, som i dag åbner CPH:DOX.

Khaled er en af hovedpersonerne i filmen, der handler om den frivillige redningsorganisation De Hvide Hjelme, der er blevet verdensberømte for at redde civile ud af ruinerne i den sønderbombede syriske by Aleppo.

I dag er Khaled død, og hans gravide kone flygtet til Tyrkiet med døtrene Isra og Batool.

»Det er Khaleds søn. Han blev født for et par dage siden i Istanbul,« fortæller den 32-årige Feras  Fayyad og slukker telefonen.

 »Jeg kommer aldrig til at slippe hverken filmen eller de mennesker, den handler om. Jeg har kendt Khaled og hans venner i årevis og følger stadig med i deres liv. Lige nu prøver jeg at hjælpe Khaleds enke i Istanbul, det er ikke let at klare sig alene med tre små børn.«

»Jeg er 29 år, men krigen har gjort mig 80 år gammel. Jeg elsker livet, ligesom I gør, og fordi jeg elsker livet, besluttede jeg mig for at redde liv.«

Mahmoud, en af filmens hovedpersoner, flygtet til Tyrkiet

»Min by er stregen i sandet. Jeg vil ikke forlade den, selvom det betyder, at jeg vil blive dræbt.«

Khaled, en af filmens hovedpersoner, kort før han blev dræbt i 2016

»Jeg er 31 år gammel og har tre børn. De er mit eneste håb og min grund til at forsætte med dette liv.«

Najeeb, en af filmens hovedpersoner, flygtet til Tyrkiet

 

Født i vrede

De sidste mænd i Aleppo er en rystende påmindelse om den frygtelige pris, som den syriske civilbefolkning har betalt for det, der begyndte som et fredeligt, folkeligt oprør mod diktatur og undertrykkelse for præcis seks år siden. Siden er håbet om frihed blevet mødt med brutalitet, fængslinger, tortur og drab – og knust i et inferno af umenneskelig lidelse.

Det er denne historie, Feras Fayyad vil fortælle med sin film om redningsarbejderne i Aleppo, der hver dag sætter livet på spil for at grave så mange ofre for Assad-regimets bomber ud af ruinerne som muligt.

Filmen, som netop har vundet Sundance-festivalens store pris, er født i vrede, fortæller den syriske filminstruktør.

»Jeg blev simpelthen så vred over den måde, medierne dækkede krigen i Syrien på. De var så overfladiske og fokuserede kun på hvem, der nu kontrollerede hvilke områder. Der var intet om alle de mennesker, der lever midt i krigen, om hvad der sker inde i hovedet på dem, om de frygtelige valg, de må træffe og de dilemmaer, de må leve med.«

Det samme var tilfældet med mediernes dækning af De Hvide Hjelme, eller Syrian Civil Defense, som de hedder i Syrien.

»Det var derfor, jeg besluttede mig for at følge de mennesker, det hele handler om, og skildre deres tanker, følelser, drømme og mareridt.«

De store valg

Det store tema i De sidste mænd i Aleppo er da også netop de svære valg, filmens tre hovedpersoner må træffe. Skal de blive i den omringede og sønderbombede by trods risikoen for at dø i forsøget på at redde flere uskyldige menneskeliv, eller skal de forsøge at bringe dem selv, deres koner, børn og søskende i sikkerhed i Tyrkiet?

»Jeg bliver her, selv om det koster mig livet,« siger Khaled i filmen. »Det er min skæbne. Jeg skal dø her,« siger han på en dag, hvor han med nød og næppe har overlevet en ulykke med den gamle gravemaskine, de bruger til at flytte murbrokker med.

For hans ven Mahmoud er det den evige bekymring for lillebroderen Ahmed, der martrer. Ahmed insisterer på at være med i De Hvide Hjelme, selv om han ikke er ret gammel.

Skal Mahmoud forbyde sin mors øjesten at være med for at undgå, at han kommer noget til?

»Hvis der sker Ahmed noget, græder jeg blod,« siger han, da han pludselig ikke kan finde lillebroren efter en redningsaktion.

For Feras Fayyad er de to mænds skæbnesvangre valg et ekko af de valg, han selv har været tvunget til at træffe.

Efter to grusomme torturophold i Assads fængsler i 2011 og 2012 på grund af hans filmoptagelser af det folkelige oprør mod regimet turde Feras Fayyad ikke blive i Syrien længere.

En ven hjalp ham over grænsen til Tyrkiet og derfra lykkedes det at nå til Tyskland. I dag bor han i København.

»Jeg elsker gaderne, husene, stemningen og menneskene i den her by. Det er det eneste sted i verden, jeg føler mig hjemme,« siger han. »Men mit hjerte er stadig i Syrien.«

Derfor handler alle hans film om Syrien. Og det vil de nok blive ved med i mange år.

De næste to film, som han i øjeblikket arbejder på, handler også om Syrien. Den ene om Damaskus, den anden om en syrisk flygtning i Tjekkiet, der trods krigen vælger at rejse tilbage.

’De sidste mænd i Aleppo’

Dokumentarfilmen om redningsarbejderne Khaled, Mahmoud og Najeeb fra redningsorganisationen De Hvide Hjelme er optaget løbende fra 2013-2016. I praksis er den filmet at kamerafolk fra Aleppo Media Center efter instruktion af Feraz Fayyad, der ikke selv havde adgang til den belejrede by.

Danske Steen Johannessen har bistået med klipning og tilrettelæggelse af filmen, der netop har vundet Juryens Store Pris ved Sundance-festivalen i USA.

Filmen åbner festivalen CPH:DOX og er nomineret til CPH:DOX Award.

’De sidste mænd i Aleppo’ kan ses:

  • Onsdag den 15.3 -19.00: DR Koncerthuset
  • Torsdag den 16.3 -17.30: Empire Bio (mød også instruktøren)
  • Lørdag 18.3 -14.30: Bremen Teater (mød også instruktøren)
  • Mandag 20.3 -14.15: Palads
  • Fredag 24.3 -16.30: Palads

Blot en humanist

For Feraz Fayyad hænger hans rolle som dokumentarist tæt sammen med det engagement, der tvang ham på flugt.

Formålet med De sidste mænd i Aleppo er derfor også at dokumentere de krigsforbrydelser, som Assad-regimet og dets russiske og iranske allierede begår mod den syriske civilbefolkning; bombningerne af hospitaler, klinikker, ambulancer – og af redningsarbejdere som De Hvide Hjelme.

»For mig er de ikke aktivister, og det de foretager sig, er ikke politisk,« siger han. »De er blot mennesker, der udfører humanitære handlinger. De hjælper mennesker, der råber på hjælp, ligesom en læge eller en sygeplejerske.«

Men for Assad-regimet er enhver hjælp til civilbefolkningen i de oprørskontrollerede områder lig med at hjælpe oprørerne. Ligesom det at lave dokumentarfilm er en politisk handling i regimets øjne.

»Bare det, at jeg skildrer, hvad der foregår, opfattes som aktivisme,« forklarer Feras Fayyad. Det er derfor udelukket, at han på nogen måde kan vende tilbage eller bare besøge sin familie, der stadig bor i landsbyen Dadek uden for Damaskus, hvor Feras Fayyad er vokset op.

»Mine forældre støtter mit arbejde og siger, at jeg bare skal lave de film, jeg vil. Også selv om det går ud over både min far og mine brødre,« siger han og fortæller, at faderen er blevet fyret fra sit lærerjob og to brødre bortvist fra deres studier på grund af hans film.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er uhyre problematisk at de hvide hjelme kun opererer i oprørskontrollerede områder. Der findes ikke længere en eneste oprørsgruppe som ikke på et eller andet niveau samarbejder med med terrororganisationer.
Personligt undrer jeg mig til stadighed over redningen af masser af børn, som ikke har synlige alvorlige skader, og absolut ingen mødre i nærheden. Ser man på andre bombardementer fra f.eks. Gaza og Irak, er billedet et helt andet.
Er jeg virkelig den eneste som kan undres? Eller er alle redaktører og læsere mænd som ikke skænker det en tanke?
http://syrianwar1.blogspot.dk/2016/12/history-of-fsa-cooperation-with.ht...