Læsetid: 3 min.

’Jeg hørte braget. Men så må man jo tænke: Hvordan får vi det bedste ud af det?’

I 1983 blev den første danske elbil præsenteret i Forum. Den kørte galt lige foran statsministeren og pressens kameraer, og det, der skulle have været et dansk elbilseventyr, er i dag endt som en folkekomedie. Vi har talt med Thure Barsøe-Carnfeldt, radiomekaniker og tidligere direktør i koncernen Hope, som producerede elbilen Hope Whisper
Casper Christensen ankommer til gallapremiere på ’Dan Dream’, der er inspireret af historien om elbilen Hope Whisper.

Casper Christensen ankommer til gallapremiere på ’Dan Dream’, der er inspireret af historien om elbilen Hope Whisper.

Mogens Flindt

30. marts 2017

I 1952 lavede min ven Fritz og jeg en sæbekassebil. Den skulle være med motor. Vi havde bygget den af en almindelig sæbekassebil med to snore til at styre og en startermotor fra en rigtig bil, som vi så satte i forbindelse med baghjulene. Planen var, at vi skulle tage ud til dyrskuepladsen i Bellahøj, hvor der var bygget ramper, som man kunne køre ned ad, og den, der kom længst, vandt.

Vi var helt sikre på, at vi kunne komme længere end de andre, for der stod ikke noget i reglerne om, at der ikke måtte være hjælpemotor. Vi kørte hele vejen fra Peter Fabers Gade på Nørrebro og ud til Bellahøj, og på vejen væltede vi selvfølgelig. Den gik fuldstændig fra hinanden. Men der startede så tanken om at lave en elbil.

Senere blev jeg uddannet radiomekaniker og startede en virksomhed i Hadsund. Vi lavede computere og reprografiske maskiner, og vi var sådan set rigtig godt i gang og tjente penge, men så kom tanken op igen.

I 1979 gik jeg så i gang med at få lavet skitser, og jeg købte en Fiat 600, som jeg pillede motoren ud af og erstattede med en elmoter, som jeg havde købt nede hos Thrige-Titan i Odense. Så satte jeg batterier ind på bagsædet og kørte lidt rundt i den.

Hvam og Christensen mestrer det ironiserende og det udstillende, og det klæder dem at vise, at de også kan spille solidarisk med deres karakterer. Man mærker helt gennemgående en ret stor kærlighed til karaktererne, deres projekt og heroiske nederlag i ’Dan Dream’.
Læs også

En dag i starten af 1980’erne sagde jeg til bestyrelsen, at nu skulle vi lave en elbil, og det skulle være nu, for tiden var rigtig med højere energipriser og dårligere klima. Jeg var selv hovedaktionær, så det gjorde det lidt lettere.

Vi gik i gang i en gammel låsefabrik i Als uden for Hadsund. Vi lavede en bane til vores testbiler, og det gik sådan set udmærket. Efter seks måneder havde vi den første bil. Det var sådan en lidt fransk model med runde former. Den var charmerende.

Efter 28 forskellige prototyper skulle vi ind til Forum og præsentere bilen, og den blev kørt derover af designeren på en trailer, men undervejs havde der været problemer, så han var først fremme om morgenen klokken ni og havde ikke sovet hele natten.

Inde i Forum var der opstillet en cykelbane, hvor bilen skulle køre nogle omgange, men først skulle der være taler. Jeg havde afsat 15 minutter til hver tale, det var blandt andet formanden for den europæiske elbilskomité og statsminiter Poul Schlüter, men det trak ud, og imens sad designeren inde i bilen i mørke og ventede. Jeg tror, det tog 2,5 time. Så hev man tæppet af.  

Den trillede lige ind i banden. Jeg hørte braget og rejste mig med det samme. Men så må man jo bare tænke: Hvordan får vi det bedste ud af det? Jeg gik op til Ulrich Ravnbøl, som var konferencier, og han sagde, at jeg skulle tage det roligt og bare køre videre. Den kørte 12 omgange, men den lignede sådan en vingeskudt høne med den ene dør, som hang, og kofangeren, som var sat midlertidigt på, og det ene vindue var også faldet ud.

Jeg besluttede mig for, at vi skulle fortsætte. For at starte en produktion på 500 biler om året, skulle vi i løbet af tre måneder samle 150 millioner sammen, men det lykkedes kun at få 90 millioner i kassen. Jeg turde ikke håbe på finansiering hen ad vejen. Så lukkede jeg projektet. 

En dag kom Casper Christensen og Frank Hvam på besøg og sagde, at de godt kunne tænke sig at lave en film om Whisper. Den skulle ikke være ligesom Klovn, sagde de, ’den skal have en handling og mening’. Jeg har set den. Det er sådan noget falden på halen ligesom Gøg og Gokke, men hvis du skal sælge billetter, så skal folk more sig. Så kan de sige, når de kommer ud af biografen, at det var en skide sjov film. Virkeligheden var ikke så komisk. Det var hårdt arbejde og sved på panden.

Men jeg synes, det er en hyldest til Danmarks iværksættere. De skal bare vide, at selv om det går galt, så er det sjovt alligevel. De sidste fem år er der særligt sket noget på markedet. Det er desværre lidt for sent, og det, at man nu har valgt at indføre afgift på elbiler, det mener jeg, er noget af det dummeste, hvis man mener det med at få klimaet på plads.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu