Læsetid: 11 min.

Ilija Trojanow: ‘Big data begyndte i det totalitære Østeuropa’

Hvis vi tror, at der efter omvæltningerne i 1989 blev gjort op med de kommunistiske diktaturstater, så må vi ifølge den tysk-bulgarske forfatter Ilija Trojanow tro om igen. Han ser nemlig en forbindelse mellem kommunisttiden og nutidens populistiske bevægelser og overvågningssamfund
Ilija Trojanow, der skriver på tysk, opdagede, at den bulgarske oversætter af hans roman ’ Magt og modstand’ havde arbejdet for det hemmelige politi i Bulgarien, og han kunne efterfølgende konstatere, at oversætteren flere steder i oversættelsen havde ændret teksten.

Ilija Trojanow, der skriver på tysk, opdagede, at den bulgarske oversætter af hans roman ’ Magt og modstand’ havde arbejdet for det hemmelige politi i Bulgarien, og han kunne efterfølgende konstatere, at oversætteren flere steder i oversættelsen havde ændret teksten.

4. marts 2017

Forræderiet fortsætter. Selv her 27 år efter kommunismens fald i Østeuropa kan forbryderne fra fortidens diktaturstater, stikkerne fra statens hemmelige politi, have held til at manipulere med sandheden.

Det erfarede den tysk-bulgarske forfatter Ilija Trojanow for nylig, da hans roman Magt og modstand, hvori han behandler den kommunistiske fortid og efterlivet i dagens Bulgarien, udkom på bulgarsk. Romanen er fiktion, men baserer sig på omfattende research og et stort materiale fra Stasiarkiverne.

Trojanow, der skriver på tysk, opdagede nemlig, at romanens bulgarske oversætter havde arbejdet for det hemmelige politi i Bulgarien som en ivrig såkaldt ’informel medarbejder’, og han kunne efterfølgende konstatere, at oversættelsen flere steder var misvisende.

I mere end 20 år har Trojanow i researchen til romanen beskæftiget sig med den bulgarske ’statssikkerheds’ ødelæggende mekanismer og andre former for undertrykkelse under diktaturet, både frem til 1989 og i årtierne efter, hvorpå han i forbindelse med den bulgarske oversættelse nærmest oplever at blive indhentet af sin egen roman.

Selvom der siden er fundet en løsning, så Magt og modstand kan komme i en revideret oversættelse på bulgarsk, sidder oplevelsen stadig i kroppen på Trojanow, da han er i København for at præsentere sin roman i dansk oversættelse.

Stilen i Ilija Trojanows nye roman ’Magt og modstand’ er ironisk og fuld af overdrivelser.
Læs også

Han har til fulde fået bekræftet romanens hovedtema, som er forræderi, både set som individuelle traumer og som et åbent samfundsmæssigt sår, for kommunismens bødler går stadig ustraffede rundt i det bulgarske samfund, fordi »strenge love forhindrer et nødvendigt opgør med fortidens forrædere i Bulgarien«, som han siger. Og det manglende opgør kommer til udtryk i folks hverdag:

»I 1989 var de fleste folk blevet tæmmet, havde affundet sig, var blevet medløbere og censurerede og kontrollerede sig selv. Enhver har indgået kompromiser. Og det er meget vanskeligt at sætte spørgsmålstegn ved disse livsløgne. Hvis der i samfundet som helhed er en overenskomst om, at vi ikke skal rokke ved livsløgnene, så bliver de ikke udfordret, og alle indretter sig bekvemt i dem.«

En litterær duel

I Magt og modstand skildrer Trojanow en styrkeprøve, der strækker sig fra 1950’erne og helt frem til i dag, mellem Metodij, en højtstående officer for det hemmelige politi, og hans offer, anarkisten og dissidenten Konstantin. Metodij er efter 1989 blevet en succesrig forretningsmand, mens Konstantin efter mange år i fængsel og tortur henslæber en kummerlig tilværelse med ar på krop og sjæl.

Ganske sigende løber de to fortællerstemmer i romanen som to parallelle linjer, der aldrig mødes. Som et sindbillede på, at der i Bulgarien efter omvæltningerne aldrig blev etableret et sted, hvor modstanderne, bødler og ofre, kunne mødes for at sone og gøde jorden for en fælles fremtid.

I det hele taget er det ifølge Trojanow en stor misforståelse, hvis vi bilder os ind, at meget har ændret sig i de tidligere kommunistiske diktaturstater i Østeuropa.

»Der har overalt i de vestlige medier været fremført en fortælling om en stor forandring, en revolution, en blød revolution, men den realitet, som jeg og mange bulgarer så, var derimod kontinuitet.«

Selvom Trojanow allerede som 6-årig flygtede med sin familie fra Bulgarien til Tyskland, hvor familien fik asyl, så havde han familie og pårørende i landet, og efter ’89 har han været en del i Bulgarien.

Det, der gælder for Bulgarien, gælder ifølge Trojanow i høj grad også for den øvrige østblok inklusive Rusland, Hviderusland og Ukraine. Han bruger igen og igen ordet kontinuitet. Ikke bare for at pege på det manglende opgør med fortidens forbrydelser, men også for at pege på sammenhængen mellem kommunismetiden og nutidens populistiske bevægelser i de lande.

»Overalt ser vi fortsættelsen af autoritære, repressive, hierarkisk og socialt ulige strukturer. Det tager sig forskelligt ud i de enkelte lande, men der er åbenlyst tale om en kontinuitet. Det betyder, at der overalt er en mangel på demokratiske strukturer, og at civilsamfundet spiller en marginal rolle.«

Heller ikke i de lande, hvor der sker en højredrejning, og nationalismen har vind i sejlene, kan Trojanow få øje på andet end kontinuitet.

»Selvom Viktor Orbán betegner sig som højreorienteret, betyder det ikke, at der i Ungarn har været en kritisk bearbejdning af fortiden. Under Orbán – det fortæller mine ungarske kolleger – er der tale om en afvisning af at beskæftige sig med den kommunistiske fortid. Og mange eliter fra kommunisttiden lever videre i kryptofascismen.«

Han peger på, at det er et enormt hykleri, at de eliter, der var ved magten under kommunismen og nu er kritiske over for EU i stor stil har profiteret af EU.

»Bulgariens indtræden i EU var en subvention af de tidligere kommunistiske – og nu oligarkiske – eliter. Det var det, fordi det var dem, der havde den fornødne knowhow, strukturer og logistik til at kunne deltage i de projekter, som EU støttede. Det er altså folk, der har profiteret ekstremt på EU, samtidig med at de sælger paroler til folket om national uafhængighed. Vi oplever en blanding af propaganda, dumhed og forvirring, og i lande som Bulgarien er det særlig slemt, fordi der ikke findes demokratiske strukturer ­– og bortset fra nogle bloggere og internetsider findes der ikke en uafhængig presse. Eliten har gjort alt muligt for at forhindre en kritisk bearbejdning af fortiden. Den findes ikke. Der findes kun klientelisme – den ene hånd vasker den anden – og en stadig mere autoritær og xenofobisk holdning og retorik.«

Arkivet

Trojanow havde allerede ideen til sin roman for 20 år siden. For ham var tiden efter 1989 én stor forvirring, for alle de forestillinger, han havde gjort sig, var kun i meget ringe grad i overensstemmelse med virkeligheden. Det kulturchok, det var for ham at vende tilbage til Bulgarien, valgte han at gøre til tema for sin roman.

»Enhver generation har sin definerende begivenhed. For mig var det ’89. Hvad sker der, når man har levet så længe i et diktatur, hvad sker der med de individuelle skæbner, hvad med mentaliteten, hvordan er det efterfølgende muligt at skabe noget ud af noget, som er ødelagt? Og frem for alt: Hvad var kursforholdet mellem magtens kontinuitet og så det individuelle forsøg på at ændre det? Var modstand mulig, var magt og modstand betinget af hinanden, og fandtes der nicher, oaser af menneskelighed og frihed?«

Han fandt ud af, at han først og fremmest havde brug for at tale med samtidsvidnerne, altså de mennesker, der havde siddet i fængsel eller i lejre, og så måtte gå på jagt i arkivmaterialet.

»Arkivet, denne fanatiske samling af alle mulige information, repræsenterer den totalitære stat. Big data begyndte i det totalitære Østeuropa.«

Romanfiguren Konstantin blev til på baggrund af arkivmateriale og en mængde interview. I forbindelse med at give romanens bøddelfigur form var det sværere at få tidligere medlemmer af det hemmelige politi i tale.

Lige indtil Trojanow opdagede, at selv store forbrydere er forfængelige. For kun ved at love den sidste chef for det hemmelige politi, at han kunne komme på tysk TV, fik han to timer alene med ham.

»Han var helt glat og havde et svar på alt. Først blev jeg frustreret, jeg så kun en maske, men opdagede så, at det interessante netop var, hvordan han så elegant smeltede sammen med masken. Det var begyndelsen til portrættet af Metodij. De store erkendelser er ofte de banale: Ethvert menneske, også en forbryder, vil fremstå i et godt lys. De sadistiske mennesker, som man kender fra hollywoodfilm, findes ikke i virkeligheden. 99 procent af dem er ikke sadister. De handlede professionelt og af nødvendighed.«

Vers fra ’Internationale’ ved indgangen til Buzludzha-monumentet, som blev indviet i 1981 under det kommunistiske styre. Marx’, Engels’, Lenins og den bulgarske kommunistiske leder Todor Zjivkovs navne optræder i mosaikken. Efter kommunismens sammenbrud i 1989 blev monumentet efterladt som en ruin, og det fremstår i dag som et symbol på den kuldsejlede ideologi.

Timothy Allen/Polfoto

Den hjemløse

Trojanow rejste en del til Bulgarien efter 1989, men bosatte sig aldrig i landet igen.

»Der findes ingen hjemkomst. Tidens diskurs om flygtninge er absurd, for når man har fået fast fodfæste et andet sted, lært sig et andet sprog, så findes der ikke nogen vej tilbage.«

– Så for dig findes der ingen hjemstavn?

»Der findes kun de omkomnes hjemstavn. Hvis nogen siger: ’Så tag dog hjem til det sted, hvor du kommer fra’, så må jeg bare sige, at det ikke længere findes. Jeg kan ikke rejse tilbage til fortiden.«

– Føler du dig som bulgarer?

»Jeg tror slet ikke på det.«

– Føler du dig som tysk forfatter?

»Ja. Jeg tror, at mennesker, der som jeg bevidst har lært sig et sprog, får et mere intensivt eller et andet forhold til sproget, end hvis de er født med det. For dem, der er født med et, er det en selvfølfge, de tænker ikke over det, undrer sig ikke over et idiom eller en vending. Jeg reflekterer over sprog, fordi min første følelse i forhold til sproget er usikkerhed. Jeg har ingen instinktive fornemmelse af det tyske sprog, men en tilegnet.«

Trojanow peger på, at noget af det gode ved eksil- og migrationslitteraturen er, for den ændrer og beriger sproget. Selv behersker han syv sprog.

»Når man er flersproglig, så lever man i flersproglighed. Jeg kan illustrere det med et billede: Der findes orkesteropsætninger, og der findes klaveropsætninger. Når jeg skal skrive, så har jeg i mit hoved en orkesteropsætning, men jeg er nødt til at lave en klaveropsætning, for hvis jeg skulle skrive på alle de syv sprog, jeg kan, så ville ingen kunne læse det.«

Magt og modstand er den første roman om den kommunistiske fortid i Bulgarien. Og den er vel at mærke ikke skrevet på bulgarsk, men på tysk af en eksilbulgarer.

»I 27 år har den roman ikke været tilgængelig i Bulgarien, og så skal en eksilforfatter komme og gøre arbejdet. Grunden til, at det ikke var en bulgarsk forfatter, der skrev den, er, at der findes så mange tabuer i landet. Jeg kan bryde tabuer, fordi jeg er mere fri og uafhængig, en verdensborger, og fordi jeg har revet navlestrengen til mit hjemland over og ikke behøver tage hensyn.«

Overvågningssamfundet

Selvom Trojanow i sin roman klipper autentisk arkivmateriale direkte ind i fortællingen, argumenterer han hårdt for fiktionen frem for dokumentarismen, når det handler om at bearbejde fortiden. Han vil nemlig gøre op med vores vante forestillinger om et klart skel mellem fiktion og dokumentation.

»Videnskaben lader, som om arkivmateriale er valid historisk dokumentation. Den vigtigste grund til, at jeg gengiver arkivdokumenter i min roman, er, at de også selv er litterære vidnesbyrd – ganske vist af ringere kvalitet, for de er skrevet af halvanalfabeter. De er litterære, fordi de forfølger et bestemt mål. I de dokumenter er sandheden ikke noget absolut, men bliver modificeret, så den tjener et bestemt formål. Jeg må altid grine, når der tales om det postfaktuelle virkelighed efter Trump, for i den kommunistiske sikkerhedstjeneste havde man længe kendt til postfaktuelle sandheder.«

Så er vi tilbage ved lighederne mellem i går og i dag.

»Hvis man støder på sådan et arkiv, så fortaber man sig, og det er ligegyldigt, om vi taler om arkiverne fra de kommunistiske diktaturer eller det hos NSA. Det er katakomber, labyrinter med egne strukturer, egne love, netværk, topografier, hvor kun få fagmennesker kan orientere sig. Det enkelte individ mister derimod orienteringen. Når man ikke kan orientere sig som individ, bliver man et offer for systemet. Jeg ville have, at læseren kunne mærke magtens knytnæve, direkte og umiddelbart.«

For nogle år siden skrev Trojanow sammen med den tyske forfatter Juli Zeh bogen Angriff auf die Freiheit, hvori de to forfattere kritiserede, at staten under dække af terrorbekæmpelse trænger stadig dybere ind i borgernes privatsfære. Overvågning er med andre ord blevet et vigtigt tema for ham.

»Det bør alle være optaget af. Det er ikke et spørgsmål om, hvorfor jeg beskæftiger mig med det, men om hvordan nogen kan undgå at interessere sig for det. Vi har i USA fået en deep state (altså en stat der unddrager sig indflydelse og kontrol over både indenrigs- og udenrigspolitik, red.), vi har et NSA, som ikke er underlagt nogen kontrol og nu er lagt i hænderne på en som Trump og hans gale ligesindede. I lang tid har vi skulle høre på, at demokratiske stater ikke gør noget forkert med al den information, de indsamler, hørt på, at vi dæmoniserer staten, men endelig forstår folk, at det måske ikke er så god en ide med overvågning, som ikke kan kontrolleres af af medier og civilsamfund.«

Trojanow mener, at vi grundlæggende har misforstået, hvad oplysningstanken er.

»I enhver avis står der, at Vesten forsvarer oplysningen, og at islam ingen har. Men ingen ved, hvad det betyder. Menneskets frihed er præmissen for oplysning. Individet er det centrale for et samfund, og hvis et samfund indskrænker dets frihed, skal der være rigtig gode grunde til det. Det er derfor vi gennem århundreder har haft det system, at en dommer skal efterprøve fakta og beviser, hvis man undtagelsesvist går ind i den og den lejlighed. Eftersom den individuelle frihed har været prioriteret over statens mulighed for at gribe ind, har staten skulle bevise, at indgreb var nødvendige og legitime. Og lige nu har vi vendt det på hovedet. Staten kan frit indsamle alle oplysninger uden at begrunde det, uden at retfærdiggøre det bortset fra en vag mumlen om terrorfare, som er helt ukonkret.«

– Er det for sent?

»Ja, i USA er det for sent. NSA har revet sig løs, og de gør, som det passer dem. Hvordan det skulle kunne rulles tilbage, er umuligt at forestille sig. Hos os er det ikke kommet så vidt endnu. Men efter hvert nyt terrorangreb udvides beføjelserne og overvågningen.«

­– Nærer du et håb om, at det kan ændres?

»De neoliberale tror, de kan redde verden gennem overvågning og ved at holde flygtninge ude. De er de sidste bestyrere af vores kapitalistiske verden. Den krise, vi gennelever, er strukturel, og den er indlejret i den senkapitalistiske samfundsmodel, og det gælder også for kontrolmekanismerne. Mange fagfolk siger, at denne totale lovervågning er helt kontraproduktiv, fordi den indskrænker myndighedernes funktionalitet, og de seneste terroranslag, vi kender til, har alle været begået af folk, som myndighederne i forvejen kendte til.«

– Hvad kommer der til at ske?

»Jeg forklarer i min næste roman, hvad der kommer efter kapitalismen, og det er en utopi, man skal tage alvorligt. Jeg er sikker på, kapitalismen bevæger sig mod sit endeligt. Vi kan ikke kan fortsætte sådan her. I vores dekadente samfund hersker dystopien, og vi beroliger os lige nu med film og billeder, der viser verdens undergang som noget endnu mere ekstremt. Der sker lige nu en dæmonisering af den utopiske tænkning. En slags fører til totalitarisme, en anden er ikke noget alternativ.«

– I hvilket år foregår romanen?

»2101.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Carsten Munk
  • David Zennaro
Benno Hansen, Carsten Munk og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

DET DUMME FOR FOLK OG MAGTHAVERE ved at diktatur-tidens indlærte tanker og vaner stadig i 2017 er gældende er, at folk ikke personligt føler ansvar og ejerskab.

Vi har i 10 år haft ejerlejlighed i Budapest. Og oplever at beboerne ikke, som i danske boligforeninger, demokratisk træffer beslutninger og iværksætter handlinger til fælles fordel.

Niels Duus Nielsen

Den russiske og østeuropæiske "socialisme i et land" var et eksperiment, som slog fejl. Den amerikanske og vesteuropæiske "globale kapitalisme" er et socialt eksperiment, som også slår fejl. På tide at vi finder på noget nyt?

Måske skulle vi tage det bedste fra sovjetismen og det bedste fra amerikanismen og se, hvor det fører os hen.Ii stedet for at tage det værste, således som det sker i dag? Overvågning og Stasi-metoder kombineret med en afskaffelse af alle sociale sikkerhedsnet vil blot føre til brændende biler i gaderne.