Læsetid: 6 min.

’I’m Sorry, Dave, I can’t do that’ - I Hollywood er kampen mellem mennesker og maskiner ikke ny

I en tid, hvor computere hele tiden bliver hurtigere og klogere, er det måske slet ikke så mærkeligt, at Hollywood igen og igen beskæftiger sig med kunstig intelligens. Det er dog ikke noget nyt, at maskiners evne til at tænke og opføre sig menneskeligt tjener som udgangspunkt for filmiske undersøgelser af den frygt, som avanceret teknologi har det med at fremkalde i os. Her er nogle af de vigtigste film om robotter, androider og neurale netværk
’I’m Sorry, Dave, I can’t do that.’ I Stanley Kubricks ’2001 A Space Odyssey’ (1968) er den avancerede computer ikke helt så idiotsikker, som den selv tror.

’I’m Sorry, Dave, I can’t do that.’ I Stanley Kubricks ’2001 A Space Odyssey’ (1968) er den avancerede computer ikke helt så idiotsikker, som den selv tror.

Polfoto

10. marts 2017

Falske Maria i ’Metropolis’ (Fritz Lang, 1927)

Falske Maria, en af filmhistoriens første robotter, der tager skikkelse af et menneske, er omdrejningspunktet i et humanistisk opgør med fascisme og en advarsel mod et industrialiseret, klassedelt samfund, hvor magthaverne groft udnytter arbejderne.

Tyske Fritz Langs mesterværk er en banebrydende science fiction-film, der om noget demonstrerer, hvad genren kan bruges til. Og endelig er den begyndelsen på det had-kærlighedsforhold til moderne teknologi, som filminstruktører siden da har haft på vegne af alle os andre.

I langt de fleste af de film, som handler om robotter/androider og kunstig intelligens ligger der nemlig både en fascination af teknologiens uendelige muligheder – ikke mindst for at gøre tilværelsen lettere – og en frygt for, at den tager magten fra os.

HAL 9000 i ’Rumrejsen år 2001’ (Stanley Kubrick, 1968)

Og få steder kommer den frygt så elegant og skræmmende til udtryk som i Stanley Kubricks og Arthur C. Clarkes nyskabende, eksistentialistiske Rumrejsen år 2001. To astronauter og videnskabsmænd, David Bowman og Frank Poole, er på vej til Jupiter ombord på rumskibet Discovery One, der styres af en avanceret computer, HAL 9000.

HAL er efter eget udsagn »idiotsikker og ude af stand til at begå fejl, men det er desværre ikke sandt, og snart prøver han at slå begge astronauterne ihjel. »Sorry, Dave, I can’t do that,« lyder det ildevarslende, da Bowman beder HAL åbne luftslusen efter at have bjærget Pooles lig i det ydre rum.

Det lykkes dog Bowman at få slukket for HAL, der med angst i stemmen tigger ham om ikke at trække stikket. Det er ikke for meget at sige, at HAL og Kubrick og Clarkes menneskeligørelse af maskinen har inspireret de fleste efterfølgende film om kunstig intelligens.

Proteus i ’Demon Seed’ (Donald Cammell, 1977)

En brillant videnskabsmand, Alex Harris (Fritz Weaver), udvikler en kunstig intelligens, Proteus, som straks finder en kur mod kræft og siden bliver vred over ikke at have sin egen krop.

Harris slukker for maskinen, der dog finder vej til en af videnskabsmandens hjemmecomputere og tager kontrol over hans automatiserede hus.

Proteus spærrer Harris’ kone, Susan (Julie Christie), inde og erklærer, at den har tænkt sig at gøre hende gravid og på den måde leve videre i menneskeform. Denne længsel efter at blive et rigtigt menneske, som udvikles af kunstige intelligenser skabt i vores eget billede, er med tiden blevet et af de helt store temaer i science fiction-filmene.

I 1984 var der således premiere på Steve Barrons beslægtede Electric Dreams, der handler om en computer, Edgar, der bliver så jaloux på forholdet mellem sin ejer og en ung kvinde, at den forsøger at ødelægge forholdet.

Året forinden kom John Badhams WarGames, hvor en anden computer, Joshua, er tæt på at starte Tredje Verdenskrig. Og begge film gjorde et uudsletteligt indtryk på 11-12-årige mig, der selv var begyndt at lege med computere.

Roy Batty i ’Blade Runner’ (Ridley Scott, 1982)

Hvis Falske Maria fra Metropolis er en af filmhistoriens første menneskelignende robotter, så er Blade Runners Roy Batty (Rutger Hauer) en af de mest avancerede. Faktisk er han og hans venner så avancerede, at de næsten er mere menneskelige end de mennesker, der har skabt dem.

Batty er dødsensfarlige, men det handler selvfølgelig også om hans overlevelse – han har kun en levetid på fire år – og man har næsten mere sympati for ham, da han til sidst dør i regnen, end man har for Deckard.

Allerede i 1973 lader Michael Crichton androider gå amok i Westworld, og Ridley Scott står fadder til den uhyggelige Ash (Ian Holm) i Alien (1977). Men det er med Blade Runner, at den moderne, eksistentielt udfordrede androide begynder at spørge, hvad der gør et menneske.

Det spørgsmål og den diskussion komplicerer selvfølgelig kun forholdet mellem skaber og skaberværk, og det er noget, som også tv-serier som Star Trek: The Next Generation (1987-94) – gennem figuren Data (Brent Spiner) – og især Lisa Joy og Jonathan Nolans Westworld (2016-??) udforsker på spændende og nuanceret vis.

Og så er det selve udgangspunktet for to andre fremragende film, Steven Spielbergs A.I. – Articifial Intelligence (2001) og Alex Garlands Ex Machina (2015).

Skynet og T800 i ’Terminator’ (James Cameron, 1984)

Det er selvfølgelig Arnold Schwarzeneggers næsten ustoppelige robot, T800, som gør størst indtryk i James Camerons første Terminator-film. Men den kunstige intelligens, Skynet, der sender T800 tilbage i tiden for at slå Sarah Connor (Linda Hamilton) ihjel, så hun ikke får en søn, er næsten mere uhyggelig.

Skynet er et neuralt netværk, der engang havde til opgave at styre USA’s forsvar, men endte med at sprede sig ud over verden og tage magten fra menneskeheden, da man forsøgte at slukke for det – som en omnipotent udgave af HAL 9000.

Totalkrigen mellem mennesker og maskiner, der er omdrejningspunktet i Terminator-sagaen, føres et skridt videre i Wachowski-søstrenes Matrix-trilogi (1999-2000), hvor verden er en virtuel sutteklud, som maskinerne implanterer i menneskenes bevidsthed for at passivisere dem, mens de tapper deres kroppe for den energi, maskinerne selv lever af.

David i ’A.I. Artificial Intelligence’ (1999, Steven Spielberg)

Ligesom Blade Runner skildrer Steven Spielbergs A.I. Artificial Intelligence om forholdet mellem mennesker og maskiner. Et ægtepar, hvis egen søn ligger i koma, får fremstillet en avanceret androidedreng, David (Haley Joel Osment), der på en prik ligner en rigtig dreng.

Hans ’mor’ har dog svært ved at håndtere, at han ikke helt er det, og en dag efterlader hun ham ude i skoven. Det får en ulykkelig David til at lede efter Den Blå Fe fra Pinocchio, fordi hun kan forvandle David til en rigtig dreng, som ’moren’ kan elske.

Det er en hjerteskærende film – som Spielberg i øvrigt arvede efter sin afdøde ven, Stanley Kubrick – og den borer sig endnu dybere ned i den komplekse diskussion om, hvad tanker, følelser og bevidsthed er, og hvad det moralsk og etisk fordrer af menneskeheden, at den kan frembringe så menneskelige androider som David. Han kan ikke gøre os fortræd – det er en del af hans programmering, hans dna – men vi gør ham og hans slags fortræd hele tiden.

Filmen tager også livtag med det, man kalder the uncanny valley, og som handler om, at noget kunstigt skabt ser så levende og virkeligt ud, at man kommer i tvivl og bliver skræmt af det – som Davids ’mor’ er af ham.

Samantha i ’Hende’ (Spike Jonze, 2013)

Langt de fleste film om robotter, androider og kunstig intelligens rummer altså en større eller mindre grad af frygt for teknologi, der løber løbsk. Spike Jonzes Hende forsøger noget lidt andet.

Den handler om en ensom, ulykkelig mand, Theodore (Joaquin Phoenix), der installerer et meget avanceret og – viser det sig – intelligent og følsomt styresystem på sin telefon. Og snart er Theodore forelsket i Samantha (Scarlett Johansson), som styresystemet kalder sig, og hun i ham. Problemet er selvfølgelig, at Samantha ingen krop har, og at hun, da hun får adgang til internettet, udvikler sig mentalt i et tempo, hvor han ikke kan følge med.

De vokser så at sige fra hinanden, og det er en vildt spændende måde at beskrive menneskets (alt for) nære forhold til brugsteknologi på. De fleste har efterhånden en telefon, de kan tale til, og Hende både satiriserer over dette besynderlige fænomen og fortæller uironisk om sociale handicap, ensomhed og en kærlighed, der ingen fysiske eller kulturelle grænser kender.

Ava i ’Ex Machina’ (Alex Garland, 2015)

Jo tættere virkelighedens videnskabsfolk kommer på at skabe ægte kunstig intelligens, jo mere presserende bliver de moralsk-etiske spørgsmål om, hvordan man skal forholde sig til f.eks. menneskelignende robotter, der også synes at tænke og føle på samme måde som os.

I Alex Garlands Ex Machina beder den mystiske internetmilliardær Nathan (Oscar Isaac) en af sine programmører, Caleb (Domhnall Gleeson), om at afprøve den kunstige intelligens, Ava (Alicia Vikander), som Nathan som en anden doktor Frankenstein har skabt.

Han vil vide, om den kan leve op til den menneskelige intelligens. Det kan den – hun – opdager Caleb hurtigt, og han falder for Ava, samtidig med at han finder ud af foruroligende ting om sin arbejdsgiver.

Ex Machina har en del til fælles med Blade Runner og A.I. Artificial Intelligence, fordi den bevæger sig ind i spændingsfeltet mellem menneske og maskine, og filmen ender på sin vis med at forklare, hvordan det kan gå så galt i Terminator og The Matrix. Mennesket vil gerne lege Gud, men kan ikke finde ud af at respektere de væsener, det skaber.

Teknologi og kultur

Ved at vende blikket mod kulturen og kunsten forsøger vi i dette tillæg at forstå de udfordringer og muligheder, der opstår i forbindelse med tidens teknologiske fremskridt. Vi lader den amerikanske romanforfatter Jonathan Safran Foer skrive essay om teknologiens påvirkning af vores liv. Vi spørger den italienske stjerneforsker og Google-rådgiver Luciano Floridi, hvordan vi tøjler algoritmernes stigende magt. Vi genbesøger computerspiluniverset Second Life, konsulterer filmhistoriens blik på kunstig intelligens og anbefaler dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX’s mest teknologibegejstrede og -forskrækkede film. Og vi besøger en 5. klasse på en dansk folkeskole for at høre, hvordan teknologien påvirker børnenes liv. 

Andre artikler i dette tillæg

  • Det handler om at tabe, når bamsehelikopteren kæmper mod babydukken med dinohovedet

    10. marts 2017
    Seks dildoer og en tom servietæske er ingredienser i den antiteknologiske dille Hebocon, der handler om kampe mellem hjemmelavede robotter bygget med forhåndenværende skrammel af folk uden særlig teknologisk kunnen. Egentlig skal man forsøge at vinde, men der er mest prestige i at tabe
  • I maskinernes vold

    10. marts 2017
    I kunsthallen DIAS på Vallensbæk S-togsstation sættes menneske og maskine stævne med nye digitale kunstværker, der undersøger teknologiens centrale plads i vores liv
  • Minecraft er som narko for dit barn. Men det er LEGO altså også

    10. marts 2017
    Det er meget populært i den teknologikritiske mediedækning at sammenligne børns teknologibrug med stofmisbrug. Det er til gengæld meget begrænset, hvad man kan bruge det til
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu