Læsetid: 8 min.

Interaktive vidnesbyrd fra et syrisk militærfængsel

På Amnesty Internationals hjemmeside kan man via en virtuel rekonstruktion opleve det syriske fængsel Saydnaya indefra. Det er et fængsel, der ifølge ngo’en benytter sig af systematisk tortur. Men er der en grænse for, hvor langt man kan gå med effekterne i oplysningens navn?
På Amnesty Internationals hjemmeside kan man via en virtuel rekonstruktion opleve det syriske fængsel Saydnaya indefra. Det er et fængsel, der ifølge ngo’en benytter sig af systematisk tortur. Men er der en grænse for, hvor langt man kan gå med effekterne i oplysningens navn?

Line Høstrup

10. marts 2017

Du sidder helt nøgen i en lille mørk celle. Du kan lige nøjagtig ane konturerne af dine otte cellekammerater. I skiftes til at sidde ned på det ujævne betongulv for at få lidt hvile.

Et sted i det fjerne kan du høre lyden af noget, der drypper monotont og med regelmæssige intervaller. Pludselig: Fodtrin og den umiskendelige lyd af et bælte, der smælder igennem luften. Det rykker instinktivt i din krop. Du holder vejret. Fodtrinene bevæger sig væk. Faren er drevet over Indtil videre.

Det er ifølge menneskerettighedsorganisationen Amnesty International hverdagen for de indsatte i det syriske militærfængsel Saydnaya 30 kilometer nord for Damaskus, og det kan alle med en computer og et sæt høretelefoner opleve en flig af via organisationens hjemmeside.

Det drejer sig om en computergenereret 3D-model af det syriske fængsel konstrueret af en forskningsenhed i London på baggrund af øjenvidneberetninger fra fem løsladte fanger. Et interaktivt og digitalt vidnesbyrd i lyd og billeder.

Men er der – selv når det drejer sig om humanitært oplysningsarbejde – grænser for, hvor langt man kan tillade sig at gå med en teknologi, der potentielt kan skabe fornemmelsen af total tilstedeværelse?

Digital retsvidenskab

»Vi forestillede os, at digital rekonstruktionsteknik ville fungere godt i tilfældet med Saydnaya,« fortæller Christina Varvia, projektleder på Amnestys virtuelle model af det syriske militærfængsel. »Den eneste ressource, vi har til rådighed til rent faktisk at begribe, hvad der sker i Saydnaya, er vidnesbyrd fra de få, der slipper ud af fængslet igen,« siger hun. Hverken journalister eller menneskerettighedsorganisationer har haft adgang til fængslet i årevis.

Til daglig arbejder Christina Varvia som arkitekt ved Institute of Forensic Architecture på Goldsmiths, University of London. Et institut, som arbejder med digitale rekonstruktioner af begivenheder og konflikter i højrisikoområder på baggrund af dokumentation og analyser.

Institute of Forensic Architecture har blandt andet bistået FN og ad flere omgange leveret digitale modeller til bevisførelse i retssager. I tilfældet med Saydnaya er dets teknologi blevet anvendt til en oplysningskampagne bestilt af Amnesty International med det formål at give offentligheden et indtryk af de overtrædelser af menneskerettighederne, som finder sted i det syriske fængselssystem.

»Vi var ikke interesserede i blot at vise en arkitektonisk model af fængslet eller visualisere de horrible oplevelser, som de indsatte har haft,« forklarer Christina Varvia og fortsætter: »Med den teknologi og metodologi, vi har udviklet, og som vi har benyttet i dette tilfælde, har vi i stedet kunnet råde over et redskab, med hvilket de tidligere indsatte har kunnet berette om deres oplevelser, så de mere konkret afspejler det, de har været udsat for.«

På trods af de gode hensigter er der tale om en teknologi, som forskere og psykologer har påpeget kan være potentielt farlig, hvis den benyttes til politiske formål, og som samtidig rejser spørgsmål om, hvorvidt det er etisk forsvarligt at vise andre menneskers lidelser i et format, der tillader beskueren at føle, at vedkommende selv er til stede.

Lyden af psykisk og fysisk tortur

Christina Varvia mener imidlertid, at deres virtuelle fængsel giver offentligheden en unik mulighed for at få indblik i faktiske forhold, som ellers ville være ubegribelige.

»De indsatte lever under det, vi kalder et ’regime af stilhed’. De holdes indespærret i fuldkommen mørke, og det er strengt forbudt at tale sammen. I den situation er alle lyde vigtige, fordi de indsatte aldrig ved, hvornår de vil blive trukket ud af deres celler for at blive forhørt,H«« fortæller Christina Varvia om forholdene i Saydnaya.

»Hver gang vagterne dukker op, skal fangerne indtage en position, hvor de sidder på hug og holder sig for øjnene. Når man ikke det i tide, er der ingen grænser for, hvad man så bliver udsat for,« tilføjer hun.

Samtidig medfører reglen om absolut stilhed, at de indsatte igennem fængslets ventilationsskakter kan høre, når andre fanger bliver tortureret, hvilket tilfører en ekstra dimension til den psykiske terror, de indsatte lider under.

Og netop den sanseoplevelse spiller en central rolle i det virtuelle Saydnaya, hvor lydene af fodtrin, raslen af kæder og nøglebundter samt lydene af dumpe slag udgør hovedbestanddelen af det virtuelle univers.

»Jeg tror, at en af årsagerne til, at Saydnaya-projektet fungerer fortælleteknisk, er, at man igennem de helt små naturtro detaljer forstår, hvad der foregår inde bag murene. Det gør det meget nemmere for folk at sætte sig i disse menneskers sted, end hvis det havde været beskrevet på skrift,« siger Christina Varvia.

Line Høstrup

At virtual reality-teknologi kan virke følelsesmæssigt stærkt og potentielt engagerende, bekræfter Dooley Murphy, der er lektor i medier, kognition og audiovisuel kommunikation på Københavns Universitet. Dooley Murphy mener, at der er belæg for at sige, at modeller som Amnestys virtuelle rundtur i Saydnaya har mere effekt end for eksempel en konventionel nyhedsreportage på TV.

»Den rumlige rekonstruktion og brugen af førstepersonsperspektivet i Saydnaya-modellen kan give en følelse af tilstedeværelse og en stærkere følelsesmæssig tilknytning, specielt når vi taler om empatiske følelser,« skriver han i en e-mail og uddyber:

»I stedet for blot at observere begivenheder, så kan interaktiv virtual reality få os til at opleve situationer fra andre menneskers position.«

Ved Interacting Minds Centre på Aarhus Universitet nikker ph.d.-studerende Marc Andersen genkendende til Dooley Murphys beskrivelse: »Jeg tror, at alle, der arbejder med det her emne, kan blive enige om, at virtual reality har et stort potentiale for at vække empati. Det, at man skal tale til vores sanser, er jo noget reklamefolk og ngo’er har vidst og benyttet sig af i lang tid. For selv om vi burde reagere på eksempelvis statistikker, kan vi konstatere, at de ikke gør samme indtryk på folk i samme grad som eksempelvis billeder. Og det, man kan sige om virtual reality i den sammenhæng, er, at teknologien lægger endnu en dimension til oplevelsen. Fra at betragte et billede står vi pludselig midt i begivenheden, siger han.

Etiske overvejelser

I Amnestys model er der dog ikke tale en såkaldt ’immersive’ virtual reality-oplevelse, hvor man med et VR-headset får fornemmelsen af at være fysisk til stede i den digitale verden.

Hos Forensic Architecture har man i skabelsen af det virtuelle Saydnaya vægret sig ved at benytte de nyeste redskaber inden for virtual reality-teknologi, som ville give en sådan totaloplevelse. I stedet består modellen af et simpelt interface, hvor man kan klikke sig ind på udvalgte rum i fængslet. Hvert rum har sine særlige baggrundslyde og forklarende billedtekster, der udgør fortællingen.

»Vi har talt med flere, som gerne ville gøre Saydnaya til en rigtig VR-oplevelse, men det har vi været meget tilbageholdende med,« forklarer Christina Varvia.

»Vi er som udgangspunkt åbne over for at afprøve og undersøge nye teknologier i forskningsøjemed. Men i tilfældet med Saydnaya er jeg ikke sikker på, at det ville have været hensigtsmæssigt at gøre det endnu mere livagtigt. For kan man reelt vise folk, hvordan det er at være i disse menneskers sted? Som en gestus er det måske okay, men samtidig vil vi jo ikke dyrke billeder af vold og tortur. Og kan vi overhovedet påstå, at vi kan tage patent på, hvordan det har været for disse mennesker at sidde indespærret der?« siger hun og fortsætter: »Jeg mener, at det er en svær balancegang imellem behovet for at oplyse om nogle grusomheder for at få opmærksomhed på en sag og så at benytte sig af alle de forskellige redskaber, vi har til rådighed til at kommunikere med. Vi havde mange diskussioner om, hvor livagtig vi burde lave modellen. Men det afgørende blev, at vi har at gøre med et sted, som ingen har adgang til, og at vi med vores projekt – modsat med stilbilleder – kunne give en tilnærmelsesvis følelse af indespærring, uden at vi i mangel på respekt for de her mennesker påstod, at vi kunne begribe nøjagtig, hvor frygteligt det er at være der.«

Ifølge ph.d. Marc Andersen er der dog også en anden grund til at tænke sig om en ekstra gang, når det gælder virtuel kommunikation og henviser til den canadiske professor i psykologi Paul Blooms kritiske værk Against Empathy.

»Bloom argumenterer for, at empati er noget, man skal være yderst påpasselig med,« forklarer Marc Andersen. »Blooms argument går på, at empati er et meget stærkt politisk våben, hvorfor han blandt andet maner til besindelse, når det kommer til brugen af VR-teknologi.«

Et eksempel fra bogen handler om, at venstrefløjen i USA kan lave en overbevisende skildring af, hvordan det er at være en syrisk flygtning – men folk på den ekstreme højrefløj kan i princippet lave en lige så overbevisende skildring af en mand, der har fået stjålet sit job af en immigrant.

»Fordi VR potentielt er et meget kraftigt redskab til at mobilisere empati, skal vi huske os selv på, at det kan bruges i en hvilken som helst kontekst til et hvilket som helst formål,« siger Marc Andersen.

Empowerment

Ikke desto mindre mener Christina Varvia, at Saydnaya-rekonstruktionen i alle henseender har sin eksistensberettigelse.

»Vi har lavet dette projekt, fordi vi mener, det er vigtigt at skabe opmærksomhed om forholdene i Saydnaya. Men retrospektivt var det vigtigste nok oplevelsen af, at vidnerne fik fortalt deres historier, så de ikke følte sig fuldstændig hjælpeløse med deres traumer og oplevelser.«

En sidegevinst var, at de tidligere fanger i Saydnaya under rekonstruktionsprocessen fortalte, at de følte en form for styrke ved pludselig at kunne indtage bygningen på sikker afstand og med fuld kontrol, fortæller Christina Varia.

»I en vis forstand var det jo bygningen, som havde tortureret dem. Så oplevelsen af, at de kunne sidde og zoome ind og ud og vende bygningen om, gjorde, at de kunne håndtere det her objekt og få magten over det, samtidig med at de kunne forankre deres minder i et eksternt medie i stedet for udelukkende at bære dem i sig. Det tror jeg havde en stærk terapeutisk virkning på dem.«

Skal Christina Varvia alligevel pege på noget i Saydnaya-kampagnen, som hun mener, at de i Forensic Architecture burde have gjort mere ud af, er det nok, at de bør fortælle om de aktuelle forskningsmæssige aspekter ved projektet.

»Vores teknik er høj grad forskningsbaseret. Før vi giver et os i kast med et projekt, skal det først og fremmest have en rumlig dimension, og vi er stadig i gang med at forsøge at forstå, hvordan minder er forbundet med oplevelsen af rum. Det kunne vi nok have gjort mere ud af at oplyse om,« siger hun.

Teknologi og kultur

Ved at vende blikket mod kulturen og kunsten forsøger vi i dette tillæg at forstå de udfordringer og muligheder, der opstår i forbindelse med tidens teknologiske fremskridt. Vi lader den amerikanske romanforfatter Jonathan Safran Foer skrive essay om teknologiens påvirkning af vores liv. Vi spørger den italienske stjerneforsker og Google-rådgiver Luciano Floridi, hvordan vi tøjler algoritmernes stigende magt. Vi genbesøger computerspiluniverset Second Life, konsulterer filmhistoriens blik på kunstig intelligens og anbefaler dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX’s mest teknologibegejstrede og -forskrækkede film. Og vi besøger en 5. klasse på en dansk folkeskole for at høre, hvordan teknologien påvirker børnenes liv. 

Andre artikler i dette tillæg

  • Det handler om at tabe, når bamsehelikopteren kæmper mod babydukken med dinohovedet

    10. marts 2017
    Seks dildoer og en tom servietæske er ingredienser i den antiteknologiske dille Hebocon, der handler om kampe mellem hjemmelavede robotter bygget med forhåndenværende skrammel af folk uden særlig teknologisk kunnen. Egentlig skal man forsøge at vinde, men der er mest prestige i at tabe
  • I maskinernes vold

    10. marts 2017
    I kunsthallen DIAS på Vallensbæk S-togsstation sættes menneske og maskine stævne med nye digitale kunstværker, der undersøger teknologiens centrale plads i vores liv
  • Minecraft er som narko for dit barn. Men det er LEGO altså også

    10. marts 2017
    Det er meget populært i den teknologikritiske mediedækning at sammenligne børns teknologibrug med stofmisbrug. Det er til gengæld meget begrænset, hvad man kan bruge det til
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu