Læsetid 10 min.

Jonathan Safran Foer: Teknologien får os til at krympe som mennesker

Har du nogensinde oplevet, at du måtte tjekke mail før middagsmaden, eller at du hopper fra bog til skærm ude af stand til at finde fokus? Jo tættere verden kommer på vores fingerspidser, jo mere risikerer vi at miste, skriver Jonathan Safran Foer i dette essay
Jonathan Safran Foer er bange for, at jo tættere verden kommer på vores fingerspidser, des længere fjerner den sig fravores hjerter, skriver han. ’Det er ikke et enten/eller-scenarie – at være ’teknologimodstander’ er måske den eneste position, der er tåbeligere end at være blind ’teknologitilhænger’– men et spørgsmål om den balance, vores liv af afhængige af.’

Jonathan Safran Foer er bange for, at jo tættere verden kommer på vores fingerspidser, des længere fjerner den sig fravores hjerter, skriver han. ’Det er ikke et enten/eller-scenarie – at være ’teknologimodstander’ er måske den eneste position, der er tåbeligere end at være blind ’teknologitilhænger’– men et spørgsmål om den balance, vores liv af afhængige af.’

Sigrid Nygaard
10. marts 2017

Den første gang min far så mig, var på en skærm – og ved hjælp af en teknologi, der oprindelig var udviklet med henblik på at kunne opdage fejl i skibsskrog.

Hans far, min farfar, måtte nøjes med at lade sin hånd hvile på min bedstemors maveskind og forestille sig sit kommende barn i fantasien. Men da jeg var undfanget, kunne min fars fantasi lade sig styre af en teknologi, der gav form til de lydbølger, der bredte sig ud fra min fosterkrop.

Manden, der i 1950’erne bragte ultralydteknologien fra skibsværft til lægepraksis, var Ian Donald, skotsk fødselslæge og troende kristen.

Donald tænkte sig, at hvis man synliggjode fostret i livmoren, kunne man skabe en større empati for det ufødte barn og afskrække kvinder fra at vælge abort. Hvad han næppe forudså, var, at teknologien også ville blive afsæt for beslutninger om at afbryde et svangerskab – på grund af deformiteter, eller fordi forældre kun ville acceptere et barn af et bestemt køn.

Hvis man vil forstå teknologien, giver det så mening at lytte til en amerikansk essayist og romanforfatter? Ja, for kunsten og kulturen er det sted, hvor fremtiden kommer til syne, før den bliver fremtid
Læs også

Uanset de tilsigtede og faktiske virkninger ved vi nu, at de ikoniske sort-hvide fosterbilleder kan bestemme liv og død. Men hvordan forbereder vi os bedst på at træffe beslutninger om liv og død?

Før fødslen diskuterede min kone og jeg, om vi ville kende kønnet på vores første barn. Jeg besluttede at rådføre mig med min onkel, en gynækolog, som havde forløst flere end 5.000 spædbørn.

Han var mest stemt for ikke at blive inddraget og blufærdig over for det spirituelle aspekt, men endte med at opfordre mig til at afstå fra at søge svaret. Som han sagde: »Hvis en læge ser på en skærm og afslører det, får du dit svar. Men finder du først ud af det i fødselsøjeblikket, vil du have oplevet et mirakel.«

Tilstedeværelse

Selv om jeg ikke tror på mirakler, valgte jeg at følge hans råd. Han havde ret. Man behøver måske ikke at tro på mirakler for at opleve dem. Men man skal i det mindste være til stede for dem.

Psykologer, der studerer empati, har konstateret, at hvor vi reagerer næsten øjeblikkeligt på fysisk smerte, tager det tid for vores hjerner at forstå »en situations psykologiske og moralske dimensioner«.

Kort sagt: Jo mere distraherede vi bliver, og jo større vægt vi lægger på hastighed på bekostning af dybde – som når en ’tekst’ omdefineres fra at fylde hundredvis af sider i en roman, til få linjers ord og humørikoner på en smartphoneskærm – jo mindre tilbøjelige vil vi være til at tillægge budskabet betydning.

Det er ikke engang et udsagn om den relative værdi af indholdet af en roman og indholdet af en tekstbesked – kun om den tid, vi bruger på hver enkelt tekst.

Vi ved, at det er farligere at sende sms’er under bilkørsel end at køre i spirituspåvirket tilstand. Vi risikerer til gengæld ikke at dræbe nogen ved at se på vores smartphoneskærm, mens vi indtager et måltid, fører en samtale eller venter på en bænk – men distraherede bliver vi.

Alle ønsker vi os at blive omfattet af vores forældres, venners eller partners udelte opmærksomhed, selv om mange i dag, især børn, må vænne sig til at nøjes med langt mindre.

Simone Weil skrev, at »opmærksomhed er den sjældneste og reneste form for gavmildhed«. Bedømt efter den definition må vi sige, at vores relationer til verden, og til hinanden – og til os selv – bliver stadig mindre givende.

Romaner stiller flere krav til deres læsere, men opmærksomhed er det mest fundamentale. Jeg kan udføre andre aktiviteter, mens jeg ser tv eller lytter til musik, og jeg kan føre en samtale med en ven, mens vi ser på kunst på et galleri. Men at læse en roman forudsætter, at vi lægger alt andet til side.

At læse en bog er at fordybe sig, at overgive sig helt til bogen. Romaner er altid en udveksling i empati: De bringer altid ’de andre’ tættere på os og tilskynder os altid til at overskride vores egne perspektiver, men er ikke denne opmærksomhed i sig selv en generøs handling? En generøsitet imod os selv?

Affektiv teknologi

Min far var ikke til stede ved sine børns fødsel. Dengang måtte mænd blive pænt siddende i venteværelset. Derimod har jeg selv set mine egne sønner bliver født. Min erfaring blev større, dybere, mere mindeværdig og mere berigende end min fars. At være fysisk til stede tillod mig at være følelsesmæssigt til stede.

Vi tænker på teknologier som platforme for information og manipulatorer af stof. Google har som bekendt gjort det til sit forretningsområde at organisere og gøre »hele verdens information« tilgængelig for os.

Andre teknologier er mere jordnære – bilen fører os af sted ved hastigheder, vores ben ikke kan matche. Bomben tillader os at dræbe flere fjender på måder, vi aldrig ville kunne med vores bare næver.

Men teknologier er ikke kun effektive til at realisere eller forpurre realisering af mål for dem, der støder på dem. De er også affektive. Teknologi er ikke bare teknik.

’Jeg elsker dig’ – det samme ’jeg elsker dig’, der kommunikeres fra den samme person og med samme oprigtighed og dybde – giver en anderledes genlyd over telefonen, end det ville gøre i en tekstmeddelelse eller et håndskrevet brev.

Tonefaldet og rytmen i vores stemme indrammer vores ord. Det gør også brevpapirets tekstur og farve eller vores valg af font fra det udvalg, vores mobiltelefonproducent har stillet til rådighed.

Vi elsker vores Macs mere end vores pc’er, for Apple har målrettet satset på at udnytte og modulere sin teknologis affektive resonanser – og ladet det være op til en eliteklike at styre og vogte over disse affekter, således at der blevet skabt et distinktivt økosystem.

Vi ’leger’ med smartphones på måder, vi aldrig gjorde med traditionelle fastnettelefoner. Hvor den første telefon blev designet af ingeniører, der tænkte i funktionelle baner, er de telefoner, vi i dag har i vores lommer, konsekvent konstrueret i dialog med marketingfolk, der omhyggeligt har noteret sig, hvordan farver og kurver, lysstyrke og tekstur, tyngde og størrelse får os til at føle.

Som forbrugere glemmer vi, at teknologi altid forbinder sig med og producerer affekter, der indgår som bestanddele i vores følelsesmæssige tilstande – og endda i vores følelsesmæssige oplevelser. Vi glemmer det, men det gør de succesrige virksomheder ikke. De husker det og profiterer enormt på det. Vi glemmer det på bekostning af, hvem vi er.

Ansigt til ansigt

De fleste af vores kommunikationsteknologier begyndte som erstatninger for en umulig aktivitet. Vi kunne ikke altid se hinanden ansigt til ansigt, så telefonen gjorde det muligt at holde kontakt på afstand. Man er ikke hjemme hele tiden, og her gjorde telefonsvareren det muligt at efterlade en besked til en person, som ikke kunne træffes telefonisk.

Onlinekommunikation opstod igen som erstatning for telefonisk kommunikation, som uvist af hvilken grund blev anset for at være besværlig eller upassende. Vi fik også sms-formatet som en hurtig form for mobilkommunikation.

Disse opfindelser blev ikke skabt som forbedringer af ansigt-til-ansigt-kommunikationen, men som et udbud af forringede, men acceptable erstatninger for den.

Men noget sælsomt skete: Vi begyndte at foretrække de forringede erstatninger frem for den ægte vare.

Det er nemmere at foretage et telefonopkald end at opsøge en person for at få et fysisk møde i stand. Det er nemmere at efterlade beskeder på en maskine end at føre en telefonsamtale – man kan sige, hvad man vil, uden at få svar. Så vi begyndte at ringe for at efterlade en besked, når vi vidste, opkaldet ikke ville bevaret.

At sende en email var endnu lettere, for her kan vi yderligere gemme os bag et fravær af stemme og tonefald, og skal ikke frygte for, at telefonen alligevel bliver taget. Med sms-mediet blev forventningen til vores veltalenhed reduceret yderligere, og vi fik endnu en skal at gemme os i.

Alle disse ’fremskridt’ har gradvis, lige så gelinde, gjort det lettere for os at undgå det emotionelle arbejde, der ligger i at være til stede, og nøjes med at formidle informationer i stedet for menneskelig tilstedeværelse.

Problemet ved, at vi accepterer – og ligefrem er begyndt at foretrække – de forringede erstatninger, er, at det med tiden også gør os selv til forringede erstatninger. Folk, der vænner sig til at sige lidt, vænner sig også til at føle lidt. Eller vænner sig til kun at føle de følelser, som er blevet designet og solgt til os.

Aldrig nogensinde tidligere har romanen stået i så skarpt et modsætningsforhold til den kultur, der omgiver den. En bog er det modsatte af Facebook: Den kræver af os, at vi er mindre online. Den er tilsvarende det modsatte af Google: ikke blot ineffektiv, men når den er bedst, ubrugelig.

Skærme tilbyder os tilsyneladende en uendelig forsyning af informationer, men en sides sande værdi er ikke, hvad den giver os mulighed for at vide, men hvordan den giver os mulighed for at kende os selv.

Teknologi-forarmelse

Som mange af de mennesker, jeg kender, er også jeg bekymret for, hvordan mobiltelefoner og internet på subtile måder gør vores tilværelse mindre rig og giver os skinnende, overfladiske fornøjelser på bekostning af dybe erfaringer, distraherer os, gør koncentration vanskelige og alt for ofte fører os på afveje.

Gang på gang har jeg oplevet, hvordan jeg ikke kunne modstå fristelsen til at tjekke e-mails, når jeg gav mine børn et bad, eller hvordan jeg hoppede over til internettet, når en sætning eller idé ikke ville komme ubesværet til mig i min skrivning. Eller hvordan jeg søgte efter skygge på en smuk solskinsdag for at kunne se skærmen på min telefon. Har du også?

Har du oplevet, at du har sat familemedlemmer i telefonkø for at klikke over til et opkald fra et ukendt nummer? Har du oplevet, at fravær af selskab bliver til ensomhed? Har du oplevet af dit forhold til distraktion forandrer sig? Har det forskudt sig fra at være en frustration til at blive noget, vi aktivt søger?

Vil du gerne klikke over til det andet opkald? Higer du efter at få en ny email, du kan besvare? Længes du efter den pling-lyd, der tilkendegiver en ny indgående, givetvis totalt ligegyldig besked?

Er det ikke tænkeligt, at teknologien i de former, hvori den har bemægtiget sig vores hverdag, er i gang med at få os til at krympe som mennesker? Er der ikke en fare for, at dette kan blive endnu værre?

Næsten al nye teknologi vækker bekymring i de tidlige faser, hvorefter mennesker generelt tilpasser sig til den. Så måske er det ikke nødvendigt at stritte imod. Men hvis vi skulle yde modstand, hvor skulle den så komme fra, og hvordan ville den se ud?

For hver ny generation, bliver det sværere at forestille sig en fremtid, der ligner nutiden. Mine bedsteforældre håbede, at jeg ville få et bedre liv, end de gjorde: et liv uden krig og sult og komfortabelt placeret på et sted, der ville føles som et hjem.

Men hvilke fremtider vil jeg på forhånd kunne afvise for mine børnebørn? At deres tøj hver morgen vil blive fremstillet af 3D-printere? At de vil blive i stand til at kommunikere uden at tale eller bevæge sig?

Kun en person uden fantasi, og uden et fast fæste i virkeligheden, vil pure afvise muligheden for, at de vil kunne leve for evigt. Det er en mulighed, at mange, der læser disse ord, aldrig vil dø.

Lad os imidlertid antage, at vi alle kun har et bestemt antal dage til at sætte et aftryk i verden med vores forestillinger, til at finde og skabe den skønhed, som kun en begrænset eksistens giver mulighed for, og til at kæmpe med spørgsmålet om altings formål og kæmpe med vores svar.

Vi bruger ofte teknologien til at spare tid, men i stigende grad konsumerer den selv den tid, vi tror, vi sparer, eller berøver den opsparede tid tilstedeværelse, fortrolighed og menneskelig berigelse. Jeg er bange for, at jo tættere verden kommer på vores fingerspidser, des længere fjerner den sig fra vores hjerter.

Det er ikke et enten/eller-scenarie – at være ’teknologimodstander’ er måske den eneste position, der er tåbeligere end at være blind ’teknologitilhænger’– men et spørgsmål om den balance, vores liv af afhængige af.

En dag, vil nanomaskiner opdage svagheder i vores hjerter, længe før noget symptom vil få os til at søge læge. Og andre nanomaskiner vil reparere vores hjerter, uden at vi vil føle smerte, miste tid eller bruge penge.

Men det vil kun føles som et mirakel, hvis vi er stadig i stand til at føle mirakler – eller med andre ord: Hvis vores hjerter vil være værd at redde.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Teknologi og kultur

Ved at vende blikket mod kulturen og kunsten forsøger vi i dette tillæg at forstå de udfordringer og muligheder, der opstår i forbindelse med tidens teknologiske fremskridt. Vi lader den amerikanske romanforfatter Jonathan Safran Foer skrive essay om teknologiens påvirkning af vores liv. Vi spørger den italienske stjerneforsker og Google-rådgiver Luciano Floridi, hvordan vi tøjler algoritmernes stigende magt. Vi genbesøger computerspiluniverset Second Life, konsulterer filmhistoriens blik på kunstig intelligens og anbefaler dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX’s mest teknologibegejstrede og -forskrækkede film. Og vi besøger en 5. klasse på en dansk folkeskole for at høre, hvordan teknologien påvirker børnenes liv. 

Andre artikler i dette tillæg

  • Det handler om at tabe, når bamsehelikopteren kæmper mod babydukken med dinohovedet

    10. marts 2017
    Seks dildoer og en tom servietæske er ingredienser i den antiteknologiske dille Hebocon, der handler om kampe mellem hjemmelavede robotter bygget med forhåndenværende skrammel af folk uden særlig teknologisk kunnen. Egentlig skal man forsøge at vinde, men der er mest prestige i at tabe
  • I maskinernes vold

    10. marts 2017
    I kunsthallen DIAS på Vallensbæk S-togsstation sættes menneske og maskine stævne med nye digitale kunstværker, der undersøger teknologiens centrale plads i vores liv
  • Kunstig intelligens i Hollywood: Kampen mellem mennesker og maskiner

    10. marts 2017
    I en tid, hvor computere hele tiden bliver hurtigere og klogere, er det måske slet ikke så mærkeligt, at Hollywood igen og igen beskæftiger sig med kunstig intelligens. Det er dog ikke noget nyt, at maskiners evne til at tænke og opføre sig menneskeligt tjener som udgangspunkt for filmiske undersøgelser af den frygt, som avanceret teknologi har det med at fremkalde i os. Her er nogle af de vigtigste film om robotter, androider og neurale netværk
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Kristen Carsten Munk
    Kristen Carsten Munk
Kristen Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anders Sørensen
Anders Sørensen

Jeg har tit oplevet, at jeg måtte tjekke mail før middagsmadden. Sædvanligvis tjekker jeg den inden morgenmaden. Jeg har flere gange taget mig selv i at tjekke mail i søvne. Dertil skal lægges alle de gange, jeg har tjekket mail i søvne uden at vide det.

For det meste sover jeg, når jeg læser artikler på Information eller skriver kommentarer, eller falder i søvn underve

Sup Aya Laya, Torben K L Jensen, Jens Erik Starup og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

Vore hjerner fungerer naturligt energibesparende, hvilket betyder at de er 'dovne' - forstået som at de anvender de simpleste og mest automatiserede processer når de virker ... medmindre at vi anstrenger os, fokuserer og/eller hensættes i tilstande, som provokerer øget aktivitet m.m. Og derfor gør mobilteknologien os apatiske og flade - afhængige og let forførbare. Dumme og indolente, ligefrem.

Men vi bliver bedre forbrugere; forstået således at sodomiseringen af vore naturlige, stimulus-respons organismer kan stå endeløst på, i en evigt øget kadence. Til vi og omverdenen bryder sammen, forstås. Tabet af den fælles opvask, håndskriften, kedsomheden, forgæves venten og uanmeldte gæster af alskens karakter; tilfældighedernes tumultarium, som tages ud af majoriteten af menneskers liv, martrer menneskelivet i det moderne.

Brugerbillede for Keld  Andersen
Keld Andersen

Der findes et grundlæggende problem i at adskille menneskets frembringelse af det digitale (hvilket man for øvrigt ikke bør kalde en tidsalder) fra den samme imagination mennesket har domineret sin forståelse med.
At sige, at det digitale er en fare, mod eksempelvis imaginationen (som det er fremhævet i artiklen) er en uheldig determinering. Da hævdes det netop, at imaginationen dominerer mennesket, og ikke omvendt.
At sige, at det digitale er dangerouabelt, som Jonathan Safran Foer gør, er ikke nogen ny tilføjelse til, hvad en kults ritualer kan bringe med sig af fare. På den måde er hans bemærkning antik. Ikke så intelligent som Walter Benjamins bemærkninger om kapitalismens kult.
Problemet er primært forankret i, at artikelforfatteren mener, at det digitale indskrænker imaginationen. Men her findes der et paradoks, som er fremhævet tidligere. Sådan som spørgsmålet stilles af artikelforfatteren åbnes spørgsmålet om en mere generel samfundsdiagnose, som man ser en voldsom stigning af i øjeblikket. Altså er det en forfatter, som udtrykker sig i forlængelse af Hollywoods undersøgelse af den samme dialog mellem sensibilitet og digitale geografier.
Hvis spørgsmålet tværtimod lød:
kan imaginationen, som mennesket dominerer, have (i Foers eksempel) forandret denne dominans, så at vi altså kan sige, at mennesket ikke længere dominerer imaginationen, men imaginationen dominere mennesket?

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Nogle få mennesker har ikke fjernsyn, ikke mobiltelefon, ikke Ipad, er ikke på facebook, lader computeren holde pause det meste af tiden.
Fx. hørte jeg i dag, at suzanne Brøgger ikke er på facebook.
Men hvad fanden laver folk så?
De udvider sig måske.