Jonathan Safran Foer: Teknologien får os til at krympe som mennesker

Vore hjerner fungerer naturligt energibesparende, hvilket betyder at de er 'dovne' - forstået som at de anvender de simpleste og mest automatiserede processer når de virker ... medmindre at vi anstrenger os, fokuserer og/eller hensættes i tilstande, som provokerer øget aktivitet m.m. Og derfor gør mobilteknologien os apatiske og flade - afhængige og let forførbare. Dumme og indolente, ligefrem.

Men vi bliver bedre forbrugere; forstået således at sodomiseringen af vore naturlige, stimulus-respons organismer kan stå endeløst på, i en evigt øget kadence. Til vi og omverdenen bryder sammen, forstås. Tabet af den fælles opvask, håndskriften, kedsomheden, forgæves venten og uanmeldte gæster af alskens karakter; tilfældighedernes tumultarium, som tages ud af majoriteten af menneskers liv, martrer menneskelivet i det moderne.

Der findes et grundlæggende problem i at adskille menneskets frembringelse af det digitale (hvilket man for øvrigt ikke bør kalde en tidsalder) fra den samme imagination mennesket har domineret sin forståelse med.
At sige, at det digitale er en fare, mod eksempelvis imaginationen (som det er fremhævet i artiklen) er en uheldig determinering. Da hævdes det netop, at imaginationen dominerer mennesket, og ikke omvendt.
At sige, at det digitale er dangerouabelt, som Jonathan Safran Foer gør, er ikke nogen ny tilføjelse til, hvad en kults ritualer kan bringe med sig af fare. På den måde er hans bemærkning antik. Ikke så intelligent som Walter Benjamins bemærkninger om kapitalismens kult.
Problemet er primært forankret i, at artikelforfatteren mener, at det digitale indskrænker imaginationen. Men her findes der et paradoks, som er fremhævet tidligere. Sådan som spørgsmålet stilles af artikelforfatteren åbnes spørgsmålet om en mere generel samfundsdiagnose, som man ser en voldsom stigning af i øjeblikket. Altså er det en forfatter, som udtrykker sig i forlængelse af Hollywoods undersøgelse af den samme dialog mellem sensibilitet og digitale geografier.
Hvis spørgsmålet tværtimod lød:
kan imaginationen, som mennesket dominerer, have (i Foers eksempel) forandret denne dominans, så at vi altså kan sige, at mennesket ikke længere dominerer imaginationen, men imaginationen dominere mennesket?

Nogle få mennesker har ikke fjernsyn, ikke mobiltelefon, ikke Ipad, er ikke på facebook, lader computeren holde pause det meste af tiden.
Fx. hørte jeg i dag, at suzanne Brøgger ikke er på facebook.
Men hvad fanden laver folk så?
De udvider sig måske.

De lever såmænd , og er nærværende.