Feature
Læsetid: 11 min.

Kan jeg kalde mig frigjort, hvis jeg ikke har lyst til at være nøgen?

Jeg kan tale om feminisme, identitetspolitik og strukturer i temmelig abstrakte termer. Men ligesom så mange andre kvinder, har jeg svært ved at sætte ord på, hvem jeg er som seksuelt væsen. Hvorfor? Det har to instruktører undersøgt nærmere i dokumentaren ’Venus – let’s talk about sex’. En film, jeg endte med at være med i
Op mod hundrede kvinder har været forbi instruktør Mette Carla Albrechtsens hjemmestudie på Østerbro. Fra stolen i stuen har de fortalt om seksuelle erfaringer, tanker om krop og intimitet, om sex og også lidt om kærlighed

Op mod hundrede kvinder har været forbi instruktør Mette Carla Albrechtsens hjemmestudie på Østerbro. Fra stolen i stuen har de fortalt om seksuelle erfaringer, tanker om krop og intimitet, om sex og også lidt om kærlighed

Kultur
8. marts 2017

Jeg har altid følt mig lidt hæmmet i forhold til sex, erotik og nøgenhed. For blufærdig og usikker. Og jeg har altid undret mig over, hvorfor jeg har haft – og stadig har – det sådan.

Jeg er vokset op i et ret frigjort hjem. Jeg måtte bede mine forældre om at tage tøj på, når jeg fik venner på besøg om sommeren. Badetøj var ikke noget, vi brugte, vi talte om kønsroller, kvindekamp og vigtigheden i at være opmærksom på egne grænser ved middagsbordet.

Som teenager var jeg ekstremt usikker og kejtet, men overordnet ganske glad og tryg i de første kæresteforhold og seksuelle oplevelser, jeg gjorde mig.

Men der skete et eller andet i starten af mine tyvere. Jeg fortsatte med at diskutere kønsroller, feminisme og grænser med folk omkring mig. Jeg gik længere ind i feministiske, postkoloniale og antiimperialistiske problemstillinger.

Jeg udviklede et stadig voksende og mere avancereret sprog for identitetspolitiske og strukturelle spørgsmål, jeg reflekterede meget – måske uhensigtsmæssigt meget – over, hvem jeg var, og hvem jeg ville være.

Som kvinde og feminist, som politisk subjekt og som privatperson, ven, kollega, kæreste, datter og søster. Jeg gør det stadig.

Men jeg udviklede ikke et tilsvarende sprog for, hvem jeg var og ville være som erotisk menneske. Hvem jeg er som seksuelt subjekt.

I dag er jeg 27 år gammel, jeg har været seksuelt aktiv i halvdelen af mit liv, og jeg har stadig svært ved at svare på de spørgsmål. På trods af at min seksuelle orientering tilhører normen, og min krop på mange måder er en ret så privilegeret krop. Men jeg har simpelthen ikke særlig mange ord til at beskrive den side af mig selv. Hvad fanden? Hvorfor fanden? Jeg troede, at jeg ville være voksen og afklaret med min seksualitet på nuværende tidspunkt. Men det er jeg ikke.

Er jeg ikke i kontakt med mig selv? Er jeg ikke frigjort? Er jeg en dårlig, hæmmet eller uforløst feminist i sengen? Og er det mindre svært for min bror, min far, mine mandlige sexpartnere at sætte ord på det her, end det er for mine kvindelige veninder? Er det unødvendigt at sprogliggøre og italesætte den del af mig selv og mit liv?

Trailer til filmen 'Venus - let's talk about sex'

Lad os tale om sex

Med afsæt i den undren beslutter jeg mig i efteråret 2015 for at medvirke i et kollaborativt og kunstnerisk dokumentarfilmsprojekt om unge kvinders seksualitet og erotiske liv.

En film, der ifølge dens skabere og instruktører, Mette Carla Albrechtsen og Lea Glob, netop vil undersøge kvindelig seksualitet nærmere og spørge til, hvorfor den er så svær at sætte ord på for så mange kvinder – dem selv inklusive. I en beskrivelse af projektet udtrykker de, hvordan også de har manglet ord og sprog til at sætte ord på dem selv som seksuelle subjekter.

Det er sensommer, næsten efterår, da jeg parkerer min cykel ude foran Mette Carla Albrechtsens hjem på Østerbro. Hendes stue er blevet til et midlertidigt filmstudie, og hendes køkken til en salon, der skal udgøre rammerne for en lang række kollektive samtaler om erotik. Jeg kommer med på absolut sidste optagedag. Instruktørerne har været i gang med projektet siden 2010, og mange af de andre kvinder har været med i tre år.

En gruppe kvinder, der ikke kender hinanden på forhånd, mødes i instruktør Mette Carla Albrechtsens køkken for at drikke champagne og tale om lyst såvel som ulyst. Samtalerne optages og bliver efterfølgende brugt som baggrundsmateriale.

En gruppe kvinder, der ikke kender hinanden på forhånd, mødes i instruktør Mette Carla Albrechtsens køkken for at drikke champagne og tale om lyst såvel som ulyst. Samtalerne optages og bliver efterfølgende brugt som baggrundsmateriale.

Klokken er lidt over seks. Jeg er for sent på den, men jeg venter alligevel med at gå ind. Jeg ryger en smøg og forsøger at svede lidt af. Jeg troede ikke, det ville være så varmt. Eller at jeg ville være så nervøs.

Der er otte andre kvinder i køkkenet, da jeg kommer op. Nogle ryger i vindueskarmen, de fleste andre drikker champagne eller grøn te omkring køkkenbordet. En mikrofon er gaffatapet fast på bordet, den er allerede sat til at optage. Vi skal tale om sex, krop og lyst med mere, imens vi skiftevis hentes ind i stuen for enden af den lange gang, hvor vi enkeltvis skal svare på en række spørgsmål og måske tage tøjet af foran Mette Carla Albrechtsen, Lea Glob og resten af filmholdet.

Én af kvinderne lægger ud med en »lille anekdote« om, da hun forleden var sammen med to kvinder samtidig. Det havde vist været en virkelig spændende og god oplevelse. En anden fortæller, at hun kun går ned på kvinder, der ikke barberer sig. Hun orker ikke stubbene. I starten er der næsten en smule hanekamp. Hvem har prøvet hvad? Hvem er mest eventyrlysten og bramfri?

Jeg siger ikke så meget selv, men lytter til de andre. Og føler mig en smule forudsigelig og kedelig. Det minder mig irriterende meget om teenagetiden – heller ikke dengang var jeg den mest fremmelige i flokken. Jeg ærgrer mig over, at jeg har sådan noget anonymt og varmt tøj på. Jeg sveder stadig, men champagnen og de åbne vinduer begynder at hjælpe på det. Stemningen ændrer sig, den bliver mere afslappet, og hanekampen fortager sig.

Lea Glob henter mig som en af de sidste ud af køkkenet og viser mig ind i stuen, i studiet. Jeg sætter mig til rette på en stol midt i rummet foran instruktørerne og filmholdet. Jeg kan høre de andre ude i køkkenet grine højt.

»Vil du fortælle os, hvorfor du er kommet her i dag, Anna?« indleder Lea Glob. Jeg har forberedt et svar hjemmefra. Noget med, at der er brug for flere positioner og mulige identiteter, når det kommer til kvindelig seksualitet. Og at jeg gerne vil bidrage til sådan en mangfoldiggørelse – af personlige såvel som politiske årsager.

Herfra følger spørgsmålene prompte og på stribe: »Hvem er du som erotisk væsen? Ser du porno? Har du nogensinde fået en orgasme – og hvis ja, vil du så beskrive det for os? Bare tag dig god tid. Har du nogensinde følt, at dit begær var for stort? Hvor ofte onanerer du? Hvad tænder du på? Kender du dine grænser? Hvad er dit forhold til din krop? Vil du udpege de steder, du tænder på at blive rørt ved? Og det sted, du synes er smukkest? Må vi tage et nøgenportræt af dig? Bare bliv stående, og kig direkte ind i kameraet. Lige lidt endnu.«

Jeg ved ikke præcis, hvor lang tid seancen varer, og jeg kan ikke rigtig huske, hvad jeg svarer og fortæller, da jeg lukker døren til stuen bag mig. Jeg kan huske, at jeg havde overraskende svært ved at formulere mig, at jeg rødmede og talte mere jysk, end jeg normalt gør. Og at jeg fik taget et semi-nøgenportræt. Jeg valgte at beholde mine trusser på.

Den videre undersøgelse

I tiden efter tænker jeg ret meget over min medvirken. Over de spørgsmål, jeg blev stillet og ikke kunne svare på. Så jeg begynder at sende dem til folk omkring mig. Til min bror, mine mandlige såvel som kvindelige venner og ham, jeg på det tidspunkt havde sex med.

Min bror er ret åben, han vil gerne tale om de her ting. Han taler sjældent med sine venner om sex. Nogle gange taler han med dem om, at det er underligt, at de ikke taler om sex. Men det bliver ligesom ved det.

På den ene side, synes han, det er en skam. Men på den anden side, tror han også på, at der er nogle ting, der ikke skal endevendes i italesættelse og definitionsspørgsmål. For måske går noget af det fineste og mystiske ved sex og seksualitet i stykker, hvis vi taler for meget om det?

Måske skyldes det, at han har et ret afbalanceret og godt forhold til sig selv som »erotisk væsen«. For ham er det ret naturligt, at der er en forskydning mellem den, han opfatter sig selv som »i civil«, og den, han så er »i intime sammenhænge«. For sex handler for ham om at udforske – også sig selv. Og så bliver man jo nogle gange lidt forundret og overrasket, forklarer han.

Jeg kan næsten blive helt misundelig på hans afslappethed, hans uproblematiske og umiddelbare tilgang til sex og til sig selv som seksuelt væsen. Jeg under ham det, bestemt, men jeg undres også.

Da vi var børn, var det ham, der gerne ville sove i nattøj, og det var mig, der sov splitternøgen. Det var ham, der var genert, og det var mig, de voksne måtte bede om at tale og fylde lidt mindre. Vi er vokset op i samme miljø, opdraget med samme værdisæt og minder stadigvæk meget om hinanden. Alligevel er vores forhold til sex og seksualitet ret forskelligt. Hvorfor? Fordi jeg er kvinde, og han er mand? Er det patriarkatets skyld?

Sex er pokkers besværligt, svært og sårbart nogle gange, lyder det fra samtlige kvinder i køkkenet på Østerbro. Men der er også bred enighed om, at det grundlæggende er pokkers skægt.

Sex er pokkers besværligt, svært og sårbart nogle gange, lyder det fra samtlige kvinder i køkkenet på Østerbro. Men der er også bred enighed om, at det grundlæggende er pokkers skægt.

Hverken min bror eller min kæreste eller de mandlige venner, jeg taler med, har oplevet, at deres begær var for stort. Mange har derimod oplevet, at det ikke har været stort nok. Ingen af dem har følt sig direkte hæmmede eller begrænsede af deres krop – og deres forhold til den. Nogle gange irriterer det godt nok min bror, at han er lidt spinkelt bygget, men det har – som han udtrykker det – »jo aldrig været dybt problematisk«.

Størstedelen af mine veninder har derimod oplevet at føle sig hæmmede af deres forhold til deres kroppe. Nogle gange så meget, at det har været begrænsende for deres sexliv. Flere har ligesom jeg selv følt, at deres begær var for stort, at forskydningen mellem deres seksuelle identitet og øvrige selv var for stor, svær og gråzonet. Jeg har også veninder, der ikke har det sådan.

Filmvisning

Et års tid efter optagelserne på Østerbro inviteres alle medvirkende kvinder til prøvevisning. Filmen er færdig. Og den er på mange måder, hvad jeg forestillede mig, den ville være.

Den består mestendels af scener, hvor kvinder på skift sidder i samme stol og svarer på forskellige spørgsmål angående sex, krop og onani, fortæller om fantasier, skam, begær med mere. Én kvinde synger et par vers fra ’Dejlig er Jorden’, mens en anden viser to aftryk af blå maling på papir, hun har lavet med sin kusse. Sidste del af filmen består af en lang række nøgenportrætter – ledsaget af et stykke klassisk og patosfyldt musik. Langsomt klippes der fra den ene kvindekrop til den anden, nogle kvinder poserer og bevæger sig, andre står næsten helt stille.

Jeg ser mig selv rødme på skærmen, da jeg fuldt påklædt fortæller om et besynderligt knald, jeg stadig ikke helt ved, hvad jeg skal mene om. Jeg sveder og min jyske dialekt er atypisk markant, præcis som jeg husker. Men jeg ser også, at jeg ikke er den eneste, der har svært ved at finde ordene. Et eksempel er den ret basale benævnelsesproblematik: Hvad kalder man sine kønsorganer? Kusse, fisse, vagina, skede eller måske vulva? Ingen af ordene sidder i skabet.

»En fisse er sådan en pæn og veldyrket én, der både kommer i fitness og bliver smurt ind i olie. Og en skede, den har først og fremmest svamp og andre slags problemer,« forklarer én.

»Kusse er sådan et ret busket og 70’er-agtigt udtryk, mens vagina er sådan et klinisk ord. Det er det, læger kalder den. Jeg tror faktisk bare, jeg kalder mine kønsorganer for mit køn,« siger en anden. Flere fortæller, at de faktisk ikke omtaler deres kønsorganer med ord. Det gør jeg vist heller ikke selv.

Både kamera og instruktører går tæt på. Det er alvorligt og sårbart, men det er også ret fint og spændende. Men hvorfor er det, at der er så meget nøgenhed? Er nøgenhed uløseligt forbundet med frigjorthed? Det ved jeg, at det er for min mor og hendes feminisme. Hun gik på gaden i bare bryster, når der skulle demonstreres – imod både patriarkatet, frihandelsaftaler og Barsebäck. Men det er ikke sådan, jeg gør. Måske hænger nøgenhed og frigjorthed mindre sammen for min generation?

Nøgenheden

Det er femte gang, jeg møder Mette Carla Albrechtsen, da jeg et par uger efter visningen sætter mig over for hende i Cinemateket. Jeg vil lave et interview med hende, stille de spørgsmål, jeg selv har så svært ved at svare på.

»Nøgenheden kommer i høj grad af formen,« forklarer Mette Carla Albrechtsen. De har planket casting-couch-formen fra pornoindustrien, men vendt den om:

»Kvindekroppen vises ikke her frem for et mandligt blik, men for sig selv og bliver dermed en slags afsæt for en fortælling om et kvindelig seksuelt subjekt.«

Mette Carla Albrechtsen fortæller, at de har været bange for at arbejde med nøgenheden. Bange for at få tæsk for at udstille kvindekroppen.

»Og netop derfor var det virkelig vigtigt for os at tage det med. Er vi kvinder hæmmede? Blufærdige? Føler du dig blottet og utilpas, når du er nøgen? Hvorfor? Det skal vi altså diskutere,« siger hun.

En kvinde i filmen fortæller, at hun har et meget anstrengt forhold til nøgenhed og til sin krop. Hun har arbejdet meget med det, men kan stadig ikke holde ud at se sig selv nøgen i spejlet. Det har været et stort problem for hende igennem hele hendes ungdom og voksenliv. Hun tror selv, at det har noget at gøre med, at hun lidt for tidligt begyndte at læse lidt for meget i Biblen.

Jeg er, som Mette Carla Albrechtsen, fuldstændig overbevist om, at det er vigtigt at tale om krop og nøgenhed – og hvorfor begge dele kan være så besværlige at have med at gøre nogle gange. Patriarkatet og en kapitalistisk produktion af absurde skønhedsidealer spiller en stor rolle i den sag, det er der ingen tvivl om – og det skal om muligt tales til døde.

Men omvendt er det også vigtigt, at man ikke nødvendigvis er hæmmet og undertrykt i forskellig grad af forskellige ting, hvis man ikke nyder nøgenheden. Jeg tror, at man godt kan være både blufærdig og frigjort. Og for mig er nøgenhed i mindre grad knyttet til frigjorthed, end det eksempelvis var for min mor og store dele af hendes generation.

Mette Carla Albrechtsen nikker og tilføjer:

»Helt bestemt. Men vi må også bare erkende, at det er virkelig svært at blotte sig for virkelig mange. Vi har haft til hensigt at pege på nogle grænser og spørge til, hvorfor de grænser er der. Vi skal blive bedre til at tale om de her ting. Og ikke mindst passe fandens godt på hinanden.«

Filmens sidste del – sammenklipningen af nøgenportrætterne – har en nærmest rituel karakter over sig, det bliver næsten en form for bøn. En kvindekrop smelter stille over i en anden, så i en tredje, i en fjerde og så videre. Forskellene bliver små, næsten ubetydelige.

»Kroppene smelter nærmest sammen i al deres mod og blottethed og sårbarhed,« siger Mette Carla Albrechtsen. »Et kor af kvinder, der tavst siger: ’Her er vi. Sådan her er jeg. Og pas lige på os. Pas lige på mig.«

’Venus – let’s talk about sex’ har premiere den 8. marts i flere biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Prisværdigt med små trin også. Der er nok stadig langt til at tale om kvindelig sexualitets interaktion med verden - altså 'selektions-delen', den darwinistiske ..... Mandens ditto er jo kendt nok : den får mænd til at slås - direkte eller med anden formel årsag - om små søde kvinder (ikke gamle grimme så meget og så er den pædofili vist barberet ...) - og rockerbander om små søde hashkunder - og gamle grimme. We the princesses.... heh ... forbrugermagt....
Så er der 'we the princes'.... hvem er casanova-magten ? Unge eksotiske mænd ? Er den relevant for forståelsen af den 'feministiske' svenske regeringsstil ? Findes der et bedre ord ? Major Tom to ground control :-D

" Vi skal tale om sex, krop og lyst med mere, imens vi skiftevis hentes ind i stuen for enden af den lange gang, hvor vi enkeltvis skal svare på en række spørgsmål og måske tage tøjet af foran Mette Carla Albrechtsen, Lea Glob og resten af filmholdet." o s v i samme skure i artiklen.

Tror egentlig, at de fleste både kvinder og mænd ville finde det en tand for "pudsigt" at blive inviteret til at deltage i en sådan "forestilling". Det hele virker en tand for barnligt / umodent / uafklaret ?

Men hvis det hjælper nogen til en bedre og mere positiv selvforståelse, så er det da OK .

Bruger 196134, Henrik L Nielsen og Christian Larsen anbefalede denne kommentar

Faktisk Synes jeg den artikel her er relevant, men som en ældre herre i et godt ægteskab tror jeg nok ikke jeg vil se filmen i Cafebiografen. Jeg får helt sikker ikke min kone med.
Egentlig vil jeg opfordre nogen af vore nye medborgere såvel kvinder som mænd til at kommentere det her. Seksualitet er jo både det smukkeste, det modbydeligste og mest tabuagtige på denne jord. Tænk på de lidelser kvinder i visse samfund udsættes for på grund af mænds seksualitet.

Bjarne Bisgaard Jensen

Hvis graden af nøgenhed er målestok for graden af frigjorthed, så er det godt nok blevet et amputeret begreb at diskutere frigjorthed