Læsetid: 6 min.

’I love Dick’ og ’Alice i Eventyrland’ er to af de bøger, enhver feminist skal se at få læst

Litteraturen har altid været med til at forme og forandre vores forståelse af kvinder og køn. Men hvilke skønlitterære værker står frem som klassiske eksempler på feministisk litteratur? Vi har i samarbejde med tre eksperter udviklet en kanon
Litteraturen har altid været med til at forme og forandre vores forståelse af kvinder og køn. Men hvilke skønlitterære værker står frem som klassiske eksempler på feministisk litteratur? Vi har i samarbejde med tre eksperter udviklet en kanon

Thomas Iburg/iBureauet

8. marts 2017

Amalie Skram vidste, at man er nødt til at snakke om sex for at få lov til at diskutere kvinderettigheder. Gertrude Stein skrev sin kærestes dagbog om til en roman for at kunne tale om sig selv i historisk selvforherligende vendinger.

Og når den hypede forfatter Chris Kraus skriver en brevroman, hvor modtageren ’Dick’ bliver til ren pik, er det en tiltrængt fuckfinger til alle maskuline kærlighedsromaner.

Gennem tiderne har utallige forfattere skrevet skønlitteratur om kvindekønnet og dets udfordringer, men de har grebet det an på vidt forskellige måder. Her følger en litterær kanon med ni af de sidste 150 års vigtigste feministiske værker.

’Alice i Eventyrland’ (1865) af Lewis Carroll

Alice i Eventyrland er et kontroversielt valg, da forfatteren måske havde pædofile tendenser. Men den er en feministisk klassiker, fordi den bruger en lille piges perspektiv til at konfrontere verdens store stygge logik. Alice falder ned i kaninhullet, og alt det, hun kender, vendes grusomt på hovedet. Det er heldigvis kun en drøm.

Thomas Iburg/iBureauet

Men britiske Lewis Carrolls børnebog for voksne viser alligevel, hvordan vores forestillinger om verden hviler på en kaninhulsagtig afgrund.

Eller, for at komme med et aktuelt eksempel: Det er ikke svært at forestille sig dagens feminister som små Alicer i fald gennem Donald Trumps kaninhul – på vej til en usammenhængende verden af twitterudtalelser, der kan betyde alt.

Som Klumpedumpe siger til Alice: »Ordenes betydning er et spørgsmål om, hvem der er Herre over dem.«

’Constance Ring’ (1885) af Amalie Skram

Amalie Skram vidste, hvad fjerdebølgefeministerne, Nikita Klæstrup og Twerk Queen, også ved: Hvis man vil diskutere kvinderettigheder, skal man også snakke om sex. Constance Ring er en pæn, ung pige fra den højere middelklasse, som får besked på at lukke øjnene for sine ældre ægtefællers omgang med tjenestepigerne.

Thomas Iburg/iBureauet

Faktisk er intet mindre end tre forskellige mænd vores hovedperson utro i norskfødte Amalie Skrams debutroman. Constance forholder sig kritisk til det seksuelle hykleri, og konsekvenserne er selvfølgelig fatale.

Gyldendal ville i sin tid ikke trykke Constance Ring på grund dens kontroversielle indhold, så Skram endte med at selvudgive. Siden blev bogen vigtig for den historiske diskussion om seksualmoral, som kaldes sædelighedsfejden.

’Til fyret’ (1927) af Virginia Woolf

I Virginia Woolfs klassiske roman udforskes kønsrollerne under Ramsay-familiens to besøg til Isle of Man i Skotland. Bogens kvindelige hovedpersoner er beskrevet med ømhed og indlevelse, men der gives ikke ved dørene. Karakteren Lilly Brisco er Woolfs androgyne kunstner: Brisco er både kreativ og legende, stålsat og vidende. Til gengæld lever hun et ensomt liv uden en partner.

Thomas Iburg/iBureauet

Fru Ramsay, på den anden side, fremstår i første omgang som paradigmet på den underdanige kvinde, men man forstår hurtigt, at hun egentlig er den skabende kraft i familien og altså nyder en vis magt. Til gengæld dør hun i en bisætning midt i romanen.

Den britiske forfatters feminisme består i at fremstille sine kvindelige karakterer som hele mennesker placeret i en verden, der ikke opfatter dem sådan.

’Alice B. Toklas’ selvbiografi’ (1933) af Gertrude Stein

Gertrude Stein bliver ofte set som litteraturens lesbiske fakkelbærer. Men ikke nok med det, hun er også en af de kvinder, der igennem verdenshistorien har stolet mest på sin egen genialitet. Alice B. Toklas var Steins kæreste, og når man skriver sin kærestes dagbog, er der rig mulighed for at beskrive og beundre – sig selv.

Thomas Iburg/iBureauet

I dagbogen former Stein sin egen persona: geniet. Karakteren Gertrude Stein rummer både det populære og det elitære, og hendes nybrud i skriften sammenlignes med Picassos nybrud i malerkunsten.

Amerikanske Gertrude Stein brød kort sagt alle rammerne for, hvor høje tanker en kvinde kunne have om sig selv, og selv i dag kan dagbogen virke provokerende i sin selvforherligelse. På den måde stadig aktuel som feministisk værk.

’Blomster til en forræder’ (1943) af Jean Genet

Franske Jean Genets debutroman handler om »fisseletterne i det kriminelle prostitutionsmilø i Paris«, hvis man spørger Bøsselitteratur på dansk fra 1996.

Thomas Iburg/iBureauet

I Genets bog møder man forskellige transpersoner og queens i Montmartre på et tidspunkt, hvor det at være andet end ciskønnet og heteroseksuel betød, at man befandt sig på samfundets kant.

Genet skrev bogen, mens han sad i fængsel, ligesom romanens fortæller også sidder i fængsel. Første udkast til manuskriptet blev konfiskeret af en vagt, men Genet havde tid nok og skrev det bare igen.

Jean Genet har haft en enorm betydning for feministiske teoretikere, og i Blomster til en forræder undergraver han kønnenes maskespil, længe før queerteoretikeren Judith Butler fik et ord indført.

’Den gyldne bog’ (1962) af Doris Lessing

En af halvfjerdserfeminismens vigtigste slogans var, at det private er politisk. Denne idé foregreb britiske Doris Lessing i sit hovedværk Den gyldne bog.

I romanen beslutter den unge forfatter Anna sig for at skrive fire forskellige notesbøger, der kan rumme hvert sit aspekt af livet: en rejsedagbog fra Afrika, en diskussion af kommunismen, en notesbog om kærlighed, og en om hendes indre liv.

Thomas Iburg/iBureauet

Den gyldne bog er et fletværk af Annas forskellige notesbøger. Sammenblandingen af det politiske og det inderligt private giver ikke bare et billede af en splittet hovedperson, men også af en tid med et fragmenteret politisk liv.

Romanen fik sit internationale gennembrud i 1975, da det private for alvor var blevet politisk og ramte de danske rødstrømper lige i hjertekulen.

’Wide Sargasso Sea’ (1966) af Jean Rhys

Rhys’ roman bygger i virkeligheden på et andet feministisk hovedværk, Charlotte Brontës Jane Eyre. Her står en bestemt kvinde nemlig i vejen for Jane Eyre og hendes elskede Mr. Rochesters lykke. Kvinden er Mr. Rochesters kugleskøre, jamaicanske kone, Bertha, som, fordi hun er skør, holdes indespærret langt væk fra offentligheden.

Thomas Iburg/iBureauet

Men hun dør heldigvis, så de hvide elskende kan få hinanden. Brontë havde tydeligvis ikke hørt om begrebet white feminism, da hun skrev Jane Eyre i 1847.

Den dominikansk-engelske forfatter Jean Rhys er til gengæld opmærksom på den diskrimination, ikke-hvide kvinder som Bertha er udsat for. Og i Wide Sargasso Sea gør hun op for den ensidige fremstilling af Bertha ved at give os hele hendes livshistorie: fra barndommen i det caribiske øhav til indespærringen på Mr. Rochesters loft.

’I Love Dick’ (1997) af Chris Kraus

Denne intense og overraskende morsomme roman er netop udkommet på dansk med samme fængende titel. Hovedpersonen, Chris, forelsker sig i sin ægtemands kollega Dick og begynder at skrive lange kærlighedsbreve til ham, som han hverken besvarer eller afviser.

Chris giver ikke op, men som brevene bliver længere og flere, træder personen Dick mere og mere i baggrunden til fordel for sit navns semantiske betydning.

Thomas Iburg/iBureauet

Og når Dick bliver til pik, står det klart, at Kraus’ brevroman er en fuckfinger til alle de maskuline romaner, der gennem litteraturhistorien har gjort den begærede kvinde til en blank projiceringsflade for deres eget ego.

Da romanen af den amerikanske skribent og filmmager udkom for tyve år siden blev den (over)set som kvindagtig sladder. I dag er den hypet af en ny generation af unge feminister, også kaldet fjerdebølgefeministerne.

’If Not, Winter: Fragments of Sappho’ (2002) af Anne Carson

Dette er ikke kun en undskyldning for at nævne Sapfo. Den canadiske digter Anne Carson har lavet en enestående oversættelse. Hun giver digteren sin stemme tilbage ved helt enkelt at oversætte det, der står i teksten.

Thomas Iburg/iBureauet

Men når vi nu alligevel er ved Sapfo, antikkens vigtigste kvindelige digter, er det svært at lade være med at nævne modtagelsen af hendes digtning gennem tiderne.

Sapfos receptionshistorie er et studie i forargelse. Hendes digte er gennem de sidste 2.500 år blevet brændt, fordi Sapfo var homoseksuel, fordi hun var frigjort, og fordi hun arbejdede som lærer.

Og så selvfølgelig fordi hun var kvinde. Hurra for, at der ikke er nogen grund til at brænde dem lige nu.

Den feministiske litteraturkanon er lavet i samarbejde med Elisabeth Friis, lektor i litteraturvidenskab ved Lund Universitet, Tania Ørum, lektor emeritus ved Institut for kunst- og kulturvidenskab, Københavns Universitet, samt Elisabeth Møller-Jensen, kønsforsker og fhv. direktør for KVINFO

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Foren jer i stedet for de millioner af kvinder og piger der er paa flugt, som i disse dage ikke har et land at bo i, tag over hovedet og hverken kan laese eller skrive og for hvem Gertude Stein, Amalie Skram, Alice i Eventyrland og stumper af den vestlige verdens middelklassse-laesepensum aldrig, aldrig vil faa nogen betydning.