Læsetid: 4 min.

Minecraft er som narko for dit barn. Men det er LEGO altså også

Det er meget populært i den teknologikritiske mediedækning at sammenligne børns teknologibrug med stofmisbrug. Det er til gengæld meget begrænset, hvad man kan bruge det til
Det belønnelsescenter i hjernen, der aktiveres, når man indtager stoffer, er præcis den samme, som barnet får gang i ved at bygge en fed drageborg i Mindcraft. Men et er altså også det hormon, der skyller igennem barnets krop, hvis barnet bygger den samme drageborg i god gammeldags Lego. Arkivfoto. 

Det belønnelsescenter i hjernen, der aktiveres, når man indtager stoffer, er præcis den samme, som barnet får gang i ved at bygge en fed drageborg i Mindcraft. Men et er altså også det hormon, der skyller igennem barnets krop, hvis barnet bygger den samme drageborg i god gammeldags Lego. Arkivfoto. 

Peter Hove Olesen

10. marts 2017

»Bare en bane til, siger du? En bane til!? Er du på coke eller hvad!?«

Sådan beskriver radiovært Knud Romer i programmet Romerriget på Radio24syv sin respons, når hans børn tigger om at få lov til at spille lidt mere på deres iPads. Og hans valg af metafor er ikke tilfældig. Stimulerende stoffer er blevet en af de mest populære sammenligninger i mediernes dækning af børns brug af nye teknologi – ikke mindst iPad’en.

De fleste mennesker er desværre mindre fantasifulde sprogbrugere end Knud Romer, så et hurtigt Google-genereret udvalg af årets overskrifter lyder sådan her: »Tablets er som cigaretter: Vores børn er viljeløse, asociale slaver af deres iPads«, »Mor: Buster var som en narkoman«, »Psykolog: Din smartphone er ligesom narko«, og: »Hjælp, mit barn er iPad-afhængig.«

En af dem, der har for alvor har fået internationalt gennembrud med den sammenligning er den amerikanskepsykoterapeut Nicholas Kardaras, forfatter til Glow Kids: How Screen Addiction Is Hijacking Our Kids — and How to Break the Trance.

Sidste sommer ryddede han webforsiderne med advarslen: »Dit barns hjerne på Minecraft ligner en hjerne på stoffer,« – bl.a. i et indlæg i The Guardian.

Og det har han faktisk ret i – altså fra et rent neurologisk perspektiv. For det belønnelsescenter i hjernen, der blinker lystigt, når man indtager stoffer, er præcis den samme, som barnet får gang i ved at bygge en fed drageborg i Minecraft.

Arkivfoto.
Læs også

Men det er altså også det hormon, der skyller igennem barnets krop, hvis barnet bygger den samme drageborg i god gammeldags Lego (særligt hvis du roser barnet for det), det hormon, der sættes i gang af duften af friskbagte pandekager, det kick de får, når de modtager et stort kram, lige der hvor de har allermest brug for det. Sådan er hjerner.

Og nogen vil gå så langt som at sige, at det er jagten på det naturlige fix, der får os op om morgenen, får os til at tjene vores penge, finder en partner og lave … børn.

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

Problemet?

Det er derfor, at dopamin kaldes et motiveringshormon. Så det eneste, man egentlig siger, når man kalder teknologi for narko, er, at hjernen opfatter det som en af de gode ting i livet.

»Problemet er, at brugen af tablets udløser dopamin i hjernen, og at man bliver fysisk afhængig af det,« sagde psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard til TV 2. Men er det nu også problemet?

Problemet er vel, at barnet kan få ondt i ryggen af at sidde for meget, eller problemet er, at det er et symptom på, at familiens voksne har for travlt eller interesserer sig for lidt for deres børn. Problemet er vel ikke, at det udløser dopamin. Så er pandekager, LEGO og kram også et problem.

Sammenligningen med stofmisbrugere er ikke ny. ’Fjernsynsnarkoman’ og den lettere opdaterede ’tv-junkie’ var gængse måder i 1980’erne at referere til et menneske – ikke mindst et barn – der var ekstra glad for skærmen.

Det er nemlig et effektivt sprogligt redskab i moralske panikker at bruge sammenligninger med hårde stoffer. Det sætter jo gang i alle de værste, veletablerede fantasier om sociale derouter, kriminalitet, kropslige forfald, og – måske endnu værre – moralske ditto, (han stjal fra sin mor!).

Det er det, vi ser for os, når vi forestiller os et menneske, der hyppigt bruger hårde stoffer. For det første kan det snildt betvivles: Det jo er en gammel sandhed fra aldrende rockstjerner, at man kan leve fine, lange liv på stoffer, hvis man bare har penge nok til at købe dem rent og regelmæssigt.

Noget andet er, at ingen endnu videnskabeligt har bevist, at kontinuerlig brug af informationsteknologier har samme følgevirkninger.

Jubelteknologioptimister

Man kan naturligvis indvende mod jubelteknologioptimister som denne skribent, at børnene med deres iPads eller spillekonsoller simpelthen kommer for let til deres fix af motivationshormoner. Dette, til dels moralske argument, er såmænd solidt nok. Ligesom det i længden er bedre at få dopamin ud af sex og gåture på stranden end kokain, kan det være et argumentet mod, at de små bliver for vant til billige fix.

Men så er vi også kommet til et langt mere frugtbart sted i diskussionen om børn og teknologi. For så handler det om i stedet at give børn udfordrende teknologi samt tid og opbakning til at bruge den, dygtiggøre sig, bygge større eller mere komplicerede drageborge, og gøre det sammen med andre med de konflikter, som det fører med sig, og som så skal løses med den menneskelige redskabskasse, som det kræver.

Den ambition står i direkte modsætning til de fleste råd, man får i aviserne guider, der jo handler om måder at vænne børn fra skærmene ved at indføre ’skærmtid’.

Og det står i hvert fald i skarp kontrast til junkiemetaforerne – med mindre vi skal til at tale om berigende og bevidsthedsudvidende rekreativ brug af narkotiske stoffer. Men der er vi vist ovre i en opfølgende analyse.

Teknologi og kultur

Ved at vende blikket mod kulturen og kunsten forsøger vi i dette tillæg at forstå de udfordringer og muligheder, der opstår i forbindelse med tidens teknologiske fremskridt. Vi lader den amerikanske romanforfatter Jonathan Safran Foer skrive essay om teknologiens påvirkning af vores liv. Vi spørger den italienske stjerneforsker og Google-rådgiver Luciano Floridi, hvordan vi tøjler algoritmernes stigende magt. Vi genbesøger computerspiluniverset Second Life, konsulterer filmhistoriens blik på kunstig intelligens og anbefaler dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX’s mest teknologibegejstrede og -forskrækkede film. Og vi besøger en 5. klasse på en dansk folkeskole for at høre, hvordan teknologien påvirker børnenes liv. 

Andre artikler i dette tillæg

  • Det handler om at tabe, når bamsehelikopteren kæmper mod babydukken med dinohovedet

    10. marts 2017
    Seks dildoer og en tom servietæske er ingredienser i den antiteknologiske dille Hebocon, der handler om kampe mellem hjemmelavede robotter bygget med forhåndenværende skrammel af folk uden særlig teknologisk kunnen. Egentlig skal man forsøge at vinde, men der er mest prestige i at tabe
  • I maskinernes vold

    10. marts 2017
    I kunsthallen DIAS på Vallensbæk S-togsstation sættes menneske og maskine stævne med nye digitale kunstværker, der undersøger teknologiens centrale plads i vores liv
  • Musikalsk renhedsmaskine skaber en ny slags verden

    10. marts 2017
    Den amerikanske elektroniske duo Visible Cloaks har skabt et smukt fantasibillede af et fiktivt, programmeret Japan i krystalklar opløsning. Dermed bruger de den nutidige teknologiske situation til at videreudvikle gamle musikfilosofier og viser måske vej imod det næste stadie af menneskelig bevidsthed
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik L Nielsen

Slå nu koldt vand i blodet. Det passer jo ikke.

Her er en artikel fra en 'hjerne specialist' som siger:

From a neuroscience perspective this is complete RUBBISH.
Yes, both Minecraft and cocaine both activate the dopaminergic reward pathway in the brain, but this does NOT mean kids who enjoy Minecraft are ‘addicted’ ‘psychotic junkies’!! Dopamine does not equal addiction!

http://yourbrainhealth.com.au/dopamine-cause-digital-addiction/

Nu er sandhed jo en sjov størrelse - dopamin belønninger er jo normalt for kroppen. Faktisk er det usundt at have for høje dopamin niveauer, især er stabile niveauer vigtig. Leg har vel altid været opmuntrende for børn, og balance mellem forskellige mentale (og åndelige) og kropslige udfoldelser er jo også det anbefalede. Et balanceret menneske er jo også et glad menneske.
Artig er ikke noget med overskriften at gøre, det handler om substansen i artiklen som skal passe til den lidt overfladiske artikel, som vel hænger sammen med et helt tema og ikke kan stå alene.

Lars Steffensen

Det som kendetegner misbrugere er ikke at de har høj dopamin aktivitet, men at de har en kort tidshorisont. Dette er udtryk for en justeringer eller misjusteringer af dopamin-synapser, som jo bla.a. styrer perception af risiko. Men det er neuropsykologisk stadigt et åbent spørgsmål om disse misjusteringer skyldes intagelse af stoffer eller om stress og ydre påvirkninger fører til kortsigtet adfærd, som derefter fører til stofmisbrug.

Det er populært at se stoffer som årsag til hjerne-problemer, som f.eks. ringe executiv funktion (og følgende kortsigtet adfærd). Men Faktisk peger forskningen i høj grad i den modsatte retning, sådan at ringe executiv funktion fører til misbrug, kriminalitet og andre problemer.

Det er helt usagligt at skræmme forældre med snak om aghængighed ift. computerspil. Og tegneserier og rockmusic og hvad man ellers har bekymret sig om i tidens løb. Men det er på tide at vi får en diskusion om årsager og virkninger og om hvordan man hjælper folk, der har kriminel eller selvskadelig adfærd.