Læsetid: 4 min.

Monumentet over Utøya er allerede rejst

Naboklager har sat en foreløbig stopper for opførelsen af det planlagte mindesmærke over ofrene fra Utøya. Mens Norge vil huske, vil naboerne helst bare glemme. Men i en vis forstand har tragedien allerede fået sit monument
I 2014 blev denne landskabsarkitektoniske fortolkning over massakren på Utøya i 2011 valgt som officielt monoment. Men værket er endnu ikke blevet realiseret. Computergrafisk model af Jonas Dahlberg Studio

I 2014 blev denne landskabsarkitektoniske fortolkning over massakren på Utøya i 2011 valgt som officielt monoment. Men værket er endnu ikke blevet realiseret. Computergrafisk model af Jonas Dahlberg Studio

Polfoto

3. marts 2017

Nogle gange er smerten ved at huske så stor, at den overgår frygten for at glemme. I sin essens er det, hvad striden om det spektakulære mindesmærke over massakren på Utøya handler om.

I 2014 blev værket Memory Wound af den svenske kunstner Jonas Dahlberg valgt som officielt monument over tragedien den 22. juli 2011. Værket, der former sig som en landskabsarkitektonisk fortolkning af et åbent sår, skulle efter planen have stået færdigt allerede sidste år, men hele to gange er byggeriet blevet udsat på grund af stærke protester fra især Utøya-naboerne, som ikke ønsker et nationalt mindesmærke så tæt på deres hjem.

Mange af naboerne var førstehåndsvidner til terrorangrebet og deltog selv i redningsarbejdet, og deres frygt er, at de skal blive udsat for en »retraumatisering«, hvis de hver dag bliver mindet om tragedien. Derfor har de lagt sag an mod den norske regering for at få projektet stoppet.

Så her står vi: Mens det officielle Norge insisterer på behovet for at mindes, insisterer naboerne på retten til at glemme. Det er en konflikt mellem en national traumebearbejdning på den ene side og en privat sorgproces på den anden. Spørgsmålet, som står tilbage er, hvad vi overhovedet skal bruge monumenter til.

Computergrafisk model Jonas Dahlberg.

Jonas Dahlberg Studio

Glemte mindesteder

Man siger, at monumenter er som huskesedler for den kollektive hukommelse: De minder os om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, og når de forsvinder, forsvinder et stykke af vores historiske bevidsthed med dem.

I Norge er de fleste kommentatorer, politikere og meningsdannere enige om, at hensynet til nationens kollektive erindring er et vægtigere argument end hensynet til naboernes personlige hukommelse. Det kan være rigtig nok.

Men et nationalt mindesmærke er ikke i sig selv nogen garanti for at huske. Det har blandt andre den danske historiker Inge Adriansen dokumenteret i sin på flere måder monumentale bog om Erindringssteder i Danmark fra 2010.

Her minder hun blandt andet om, at der i Søndermarken ved Frederiksberg Slot stadig står en stor mindehøj, som i 1925 blev givet i gave til »Moderlandet fra Udvandrere og deres Slægt i alle Lande«.

Op mod 50.000 mennesker deltog i sin tid i indvielsen, men allerede få år senere var mindestedet gledet ud i glemslen, og i dag ved de færreste, at det overhovedet findes. Samme skæbne er overgået DSB’s mindelund i Fredericia, Argentinerparken ved Snoghøj og mange flere med dem.

Med andre ord: Vi kan rejse nok så mange monumenter, mindesten og rytterstatuer rundt om i verden, men vores erindring om fortidens begivenheder er hverken stærkere eller svagere end de historier, vi fortæller om dem. Samme vilkår gælder for Utøya – med eller uden mindesmærke.

Computergrafisk model Jonas Dahlberg.

Jonas Dahlberg Studio

Meningsløs betydningsfuldhed

Alligevel kan der være gode grunde til at dyrke den stensatte historie som en måde at give abstrakte følelser en konkret form.

Som digteren Søren Ulrik Thomsen har anført, søger vi som mennesker ofte mod faktiske steder, når vi skal mindes vores døde – som for eksempel mod kirkegårdens gravsteder. I digtet »Hvert år på den dato« fra samlingen Rystet Spejl skriver han:

»Hvert år på den dato/ der tilfældigvis blev din fødselsdag/ tager vi toget til Århus/ for at besøge din grav/ som nu engang er det sted her i verden/ hvor du ikke er./ På turen op gennem byen køber vi blomster/ og taler som på enhver anden dag/ indtil vi står foran stenen./ Og på vej tilbage regner det altid./ Eftersom intet af dette giver mening/ og alligevel finder sted/ må det være af største betydning

På den ene side er det en meningsløs handling at besøge et gravsted; den døde er der jo ikke, uanset hvilken dag man kommer. På den anden side er det en betydningsfuld handling, for hvorfor skulle vi ellers blive ved med at komme der?

Samme paradoks gør sig gældende i debatten om det norske mindesmærke. Man kan med Adriansen hævde, at et monument ikke er en forudsætning for hverken at huske eller glemme, og at dets betydning derfor er overvurderet.

Men man kan også med Thomsen indvende, at selv det meningsløse gemmer på en verden af irrationel betydning, som ikke skal undervurderes.

Om Norge nogensinde får sit nationale mindesmærke står stadig hen i det uvisse. Tidligere i år blev planerne om at opføre Dahlbergs monument i sin nuværende form endeligt opgivet, og man diskuterer nu i stedet muligheden af at anlægge et alternativt mindesmærke på kajpladsen ud for Utøya.

Men uanset hvordan det ender, så står der i en vis forstand allerede et monument over terrorangrebet på Utøya. Det står i de avisartikler og bøger, der er skrevet om massakren; det står i de tv-indslag og dokumentarfilm, der er lavet over tragedien, og det står i de mange svære samtaler, som nordmændene har insisteret på at føre med sig selv og hinanden, siden angrebet fandt sted. Den demokratiske samtale er sit eget monument over Utøyas stumme ofre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nikolai Beier
Nikolai Beier anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu