Klumme
Læsetid: 4 min.

Et mord begået med sløv kniv

Kultur
11. marts 2017
En lang vinter i dansk teater er ved at være forbi

Mia Mottelson

En lang vinter i dansk teater er ved at være forbi.

En tid med brækkede arme og forstuvede ben, stemmelæber, der svigter, hænder, der summer mystisk, et dødsfald, uvenskaber og forsoninger, scanninger i jernboks, besøg hos fysioterapeuter og udredninger for hjerteflimmer for ikke at tale om den ulokalisérbare angst; folk, der føler sig for gamle til at stå på scenen eller for unge til at turde det, ansigter, der ligner sidste års udtrådte vinterstøvler, menneskelige skygger bag scenen, med problemer i privaten, der klager over nætter uden søvn og dage, som er en vågen drøm oplyst af teaterlamper, alt imens verden derude slæber sig af sted, grålig og uden sne og dog tillokkende, til det øjeblik, man kommer derud – det vil sige i dag for mit vedkommende.

Marts er altid de spirende blomster og helende nerveenders tid, hvor alt det undertrykte liv vokser frem imellem brostenene i min kontrolby, og alle vi teaterfolk trækker luft ind, inden vi til efteråret igen skal magte endnu en sæson af pseudoliv i de mørklagte sale med de hårde sæder og det opflammende drama på liv og død, som udfolder sig på behørig afstand af det rigtigt farlige.

Her i marts kan vi ikke undgå at skulle derud, og vi viser de sprækkende skosåler, de blege månekratere, som er vores ansigter, og titter frem, som var vi blinde albinomus eller ulevedygtige muldvarper, som er vågnede af vores højst urolige vinterhi.

Nogle af os har fået permanente skader, en er som sagt død, og andre ser frem til at være friske om nogle år (som jeg, der dette år har pådraget mig en stressskade, der gør, at jeg ikke kan spise med kniv og gaffel, men fuck det, hvem går op i de ting, så længe der er teater?!)

Teater er som et mord begået med en sløv kniv. Nogle døde, men de fleste af os klynker kun.

Jeg er blevet vant til at tage bussen (nu hvor jeg ikke længere kan cykle på grund af min venstre arm), og på siden af de busser er der fotostater fra mine produktioner, af skuespillere, der for to dage siden røg på grund af en eller anden lidelse, pr-afdelingen går i panik, og der indkaldes til nye fotosessions, eller man foretager billedmanipulation, hvor en eller flere scannes væk.

Skuespilleren, som skulle have spillet kongen i Et vintereventyr, blev bortrevet med stress, erstattedes af en anden, men gik så pludselig ind her, to månder efter, og overtog en hovedrolle fra en tredje skuespiller, som måtte ud af Vredens druer på grund af en syste på stemmen blot to uger før premieren.

Teaterfamilien tilbød en bror, når en onkel faldt fra, og når denne faldt fra, kom der en nevø i stedet. På den måde kunne vi holde bolden i luften, teaterjulen blev ikke aflyst, og vi undgik at skuffe det store teaterpublikum, som ville have noget at se på, når livet skulle leves den mørke vinter igennem, og livet selv ikke var liv nok. Den vare kunne vi levere, og vi gjorde det igen, denne hær af haltende, skadede, aldrende helte og uhelte.

Når jeg starter en sæson er teater min redning. Jeg tvinges ind i en plastikpose og skal kun gispe teater ind. Mit virkelige liv er en sygdom, og jeg er patienten på intensiv, der endelig får afdelingens fulde opmærksomhed, kirurgen, der skal operere er også mig. Jeg er en syg, der endelig kommer på hospital.

Når jeg så kommer ud her i marts, så indser jeg, at det egentlige problem er det virkelige liv. Med dets skyldfremkaldende tomhed, dets agressive retningsløshed, dets mange lurende, endnu ikke forekommende farer og katastrofer, dets krav om tankeløs hengivelse, dets net af relationer i vækst eller afblomstring, hverdagens cykliske vanvid, den søvndyssende omgang med øjeblikke, som aldrig kommer igen, den evige dødstanke, der ikke vil blive på sin plads for enden af livsforløbet.

I det kaos, som livet er, længes jeg tilbage til den orden, som scenen tilbyder.

Sikke et år. Det eneste, der var stabilt, var de dramaer som foregik på scenen. Karaktererne døde og elskede, men kniven kunne tørres af hver aften, og personen, den dødeligt sårede, stod op igen, når publikum klappede. Blodet blev vasket af skjorten, og næste aften skete det samme med slet skjult, munter energi.

Shakespeare og Steinbeck råbte og belærte os gennem skuespillernes artige, skolede stemmer, men faldt ikke selv ned og slog sig som os andre, de lå som stenskulpturer i deres grave og vendte sig ikke engang, når nogen fejlfortolkede dem eller skar i deres tekster med en vred, men bestemt dramturgisk kniv, for i en højere sags tjeneste, som for eksempel Aktualitet I Forhold Til Nutiden.

Disse skrivegenier var så utroligt døde og havde gjort deres i forhold til det uregerlige liv, som de beskrev, de havde sunget deres sang, efterladt os noderne og var taget til det store Hvileland, dét man af og til næsten længes efter, når man har selv-suget sine sidste blodsdråber for at spytte dem ud som ’kunst’ på scenens meningsløse/meningsfulde antal kvadratmeter.

Tilbage lå ens privatliv som tørre skaller, forsømte venner og kærester og forældre og børn, som begyndte at blive som fjerne planeter, ét pust og de ville blæse væk for vinden, den kolde, rå martsvind, som slår mig i møde her til aften ved de første skridt ud af Betty Nansen Teatret, hvor sidste arbejdsdag er til ende.

Jeg står over for min cykel, som står forvredet op ad en mørk husmus tæt på Sparkøbmanden, hvor jeg forlod den sidst i januar efter mit fald. Jeg tager det gamle skrog og vandrer hjem alene.

Katrine Wiedemann er sceneinstruktør og forfatter

 

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg vil til evig tid være taknemmelig for, at jeg så Esben Smed i "Et vintereventyr".
Ægte, stærkt talent gør mig sgu så lykkelig.