Læsetid: 3 min.

Oversætterens eufori

Hvad føler en oversætter, mens han oversætter? Erik Skyum-Nielsen, som for nylig vandt Dansk Oversætterforbunds Ærespris, giver her et lille bidrag til oversættelsens fænomenologi
25. marts 2017

Folk, som i disse år modtager priser og statuetter og derfor kommer i den lykkelige situation at skulle takke for dem, plejer at stille sig op og sige:

»Jeg er selvfølgelig glad og stolt, men jeg også meget, meget ydmyg.«

Det er, som om de midt i al æren allerhelst vil krybe i det nærmeste musehul. Men skønt det står skrevet, at Jesus sagde, at den, som ydmyger sig, skal ophøjes, føler jeg, at det ville være både skabagtigt og uhøfligt, hvis jeg prøvede at gøre mig lille, når nu Dansk Oversætterforbund, for midler fra Projektstøtteudvalget hos Statens Kunstfond, har bidraget til at gøre min ære større.

Så i stedet for at lægge mig fladt ned og krybe hen ad gulvet i Islands Ambassade, hvor man vil lede forgæves efter et musehul, kunne jeg tænke mig at komme med et bidrag til den litterære oversættelses fænomenologi ved at stille spørgsmålet: Hvad føler en oversætter, mens han oversætter?

For det første: intimitet og produktiv identifikation. Man kommer utrolig tæt på et andet menneske, deler dets tanker og forsøger at gøre dem til sine egne, idet man prøver at fragte dem nogenlunde intakte over i sit eget sprog.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu